Mange med tilknytning til de danske vækkelsesbevægelser lytter til prædikener og læser bøger og blogs af folk fra denne sammenhæng, og bl.a. netværket ”The Gospel Coalition” er en resurse via hjemmesider og konferencer. Det er helt givet, at mange danske kristne har fået stor glæde af den Jesus-centrerede og bibelske undervisning, de har modtaget herigennem.
Det er heller ikke nyt, at man som regel præges – og måske ubevidst formes – af den bibelforståelse, som man lytter til. Især, hvis det sker uden en bevidst refleksion. Det gælder også i mødet med nycalvinismen. Derfor finder jeg det kærkommen, at der er udgivet en bog, som giver et fundament og en vejledning til at bedømme denne bevægelses teologi og tradition.
Fokus på nycalvinismen
Arne Helge Teigen, der er førsteamanuensis ved Fjellhaug International University College i Oslo, har skrevet bogen Ny-kalvinisme – en orientering. Det er en kort, men præcis indføring i bevægelsens lære og baggrund set ud fra et evangelisk-luthersk perspektiv og dermed en vejledning til at vurdere den inspiration og teologi, som kommer herfra.
Teigen redegør sobert for de kirkehistoriske begivenheder og udvalgte teologer, som særligt danner grundlag for bevægelsen. Det gør han ganske fortrinligt med brug af bevægelsens egne ord og en del citater. Han giver en præcis og nøgtern forklaring på det teologiske tankesæt, som nycalvinismen er funderet.
Undervejs stiller han skarpt på relevante spændinger og forskelle mellem den calvinske position og en luthersk forståelse. De fleste emner afrundes med en kort diskussion af synspunkterne, hvorved læseren får en god og forståelig platform til at vurdere, hvad der er på spil.
Attraktiv bibelfundering
For der er noget på spil. I denne perspektiverende artikel vil jeg trække nogle forhold frem, som viser, at den nycalvinistiske bevægelse fortjener teologisk bevågenhed. Det er langt fra en udtømmende analyse og heller ikke en enkeltvis vurdering af de mest kendte personer fra bevægelsen. Men de er alle i større eller mindre grad præget af den calvinske teologi og tradition.
Jeg tror, der er flere grunde til, at den nycalvinistiske bevægelse har fået så stor tilslutning og indflydelse også i de teologisk konservative rækker i Danmark.
Bevægelsen er hverken karismatisk eller repræsentativ for amerikansk kirkevæksttænkning. Man er tydelig om et konservativ-evangelikalt bibelsyn med en klar vilje til at lade etik og liv underordnes Bibelens lære. Man har fokus på mission og diakoni på en samtidsorienteret og vedkommende måde. Flere tiltrækkes også af den logiske helhed og forklaringspotentialet, som typisk præger den calvinske teologi.
Nycalvinismen har et andet fokus end de åndelige selvhjælpsbøger og den terapeutiske teologi, som man ofte kan møde i amerikanske strømninger. På en langt tydeligere måde ønsker man at sætte Guds ord i fokus som vejledning og retning for ens liv frem for at være styret af følelser og umiddelbare trends i tiden. Alligevel fremstår en egen form for terapeutisk teologi, fordi der er så stor vægtlægning på at leve livet bibelsk rigtigt (”how to do”), hvilket jeg vender lidt tilbage til.
Dermed fremstår bevægelsen også mere troværdig og vedkommende for nogen, når det gælder kristenlivet og discipelskab.
På dansk grund har det i nogle år nærmest været sådan, at den rette måde at forstå discipelskab på var den karismatiske udlægning. Men i den nycalvinske bevægelse møder man bl.a. en mere biblicistisk etik (en tilgang, hvor alle problemstillinger finder svar i skriftsteder, red.) og vejledning om discipelskab, som finder større genklang i et klassisk vækkelsesmiljø. Det er forståeligt, men samtidig bør man være teologisk vågen i forhold til, hvorfor dette fylder så meget hos nycalvinisterne, og hvad der følger med.
Gudsbilledet på spil
For at forstå vægtlægningen i den nycalvinistiske teologi er man nødt til at gribe tilbage til Calvins lære om dobbelt prædestination: Gud har fra evighed af bestemt, hvem der frelses, og hvem der går fortabt.
Her spiller menneskets afgørelse i relationen til Gud ikke ind. Udvælgelsen er sket uafhængig af, hvem eller hvordan det enkelte menneske er. Denne lære skal ses i lyset af læren om Guds suverænitet og almagt i den calvinske udgave af læren om Guds forsyn. Ifølge den ved Gud alt, som kommer til at ske, fordi han styrer verden, sådan som han på forhånd har bestemt i sine evige dekreter. Og Gud fremmer sin ære ved at sørge for, at alt sker i overensstemmelse med dekreterne – selv ned i de mindste detaljer, hvor han styrer i kraft af sin mægtige vilje, hvad han har besluttet fra evighed af. Selv syndefaldet ”arrangerede” Gud.
Det kan opleves tillokkende logisk at slutte det teologiske system sådan og lade Gud styre verdens gang deterministisk (forudbestemt, red.). Men Luther så anderledes på det: Nok lærer Bibelen, at Gud forudbestemmer til frelse ved sin Søn, men han har ikke i dette åbenbaret mere end det for os. At et menneske går fortabt, bunder i, at man afviser at modtage Guds frelse i tro. Vi kan ikke slutte, at nogen fra før verdens skabelse (eller lige efter syndefaldet, som nogen vil hævde) er forudbestemt til frelse, mens andre er forudbestemt til fortabelse.
Calvins lære afvises af lutheranere bl.a. i Konkordieformlen, artikel 11 Om den evige prædestination og Guds udvælgelse. Luther selv går ind på spørgsmålet i skriftet Om den trælbundne vilje, og i det 20. århundrede stiller Olav Valen-Sendstad ligeledes skarp på det i Drømmen om den frie vilje. For Luther var det ikke afgørende at kunne redegøre logisk for det, men langt mere sjælesørgerisk at hjælpe mennesker med vished i spørgsmålet: ”Hvordan finde en nådig Gud?” Derfor opererede han med et andet teologisk tankesæt, som rummer en række paradokser, frem for Calvins ”logik”.
Dybest set er gudsbilledet udfordret. For der er forhold, som Gud ikke har åbenbaret om sit væsen eller sin vilje. Som lutherske skelner vi mellem det, som Gud har skjult og åbenbaret om sig selv. Dermed kan vi have vished og hvile i det, Gud vitterligt har åbenbaret. Og det er nok for os. For hvis ikke Gud har åbenbaret det, vi skal vide til frelse – så bliver troen usikker. Hvornår kan jeg så have fred med Gud? Hvordan kan jeg vide, at jeg hører til blandt dem, som er forudbestemt til frelse – og at det ikke bare er noget, jeg bilder mig ind? Og hvis nogen falder fra troen, var deres tro så falsk, da de levede som bekendende kristne? For mig at se åbner læren om dobbelt forudbestemmelse døren til tvivl, frustration og mangel på frelsesvished.
Genoprettelse og genfødelse
Den calvinske lære og traditioner i det spor sætter sit præg på den nycalvinske bevægelse. Det gælder ikke mindst synet på synd, forsoning, genoprettelse, mission og helliggørelse.
Der er forskellige opfattelser af den calvinske lære om ”begrænset forsoning”. Men den logiske slutning hos nogle er, at når Gud har forudbestemt nogen til at frelses, så er det kun disse, Kristus døde for på korset. Han døde ikke for hele verden, men for ”sit folk”. Så når der forkyndes om forsoning, er det værd at lytte efter, hvem det gælder. Hvis det ikke er tydeligt, at Jesus døde for alle på korset, så er der noget vigtigt om forudbestemmelse og gudsbillede på spil.
Nogle i bevægelsen taler derfor ikke så meget om forsoning, men hellere om forløsning. Der bliver også lagt et andet skema over frelsens historie end et klassisk luthersk: skabelse-fald-forsoning-herliggørelse. I stedet lyder det i rammen af Guds almagt: skabelse-fald-forløsning-genoprettelse. Sådan kan man finde det i bogen Guds folks mission af Christopher Wright.
Fokus kommer til at ligge på Guds genoprettelse af skaberværket. Gud har jo forudbestemt, hvem han frelser, og forsoningen gælder disse. Derfor handler det mere om forløsning af skaberværket i en holistisk frelse, og det kommer til udtryk i en holistisk mission.
At Gud vil føre sine til evig frelse forties ikke, men betoningen kommer til at ligge på genoprettelse af skaberværket allerede nu i kraft af den forløsning, som Gud har ført igennem ved Jesus død og opstandelse. Også Timothy Keller følger i det spor og præger hans forkyndelse.
Synet på synd og menneskets vilje i forhold til frelsen skal ses i denne sammenhæng. Det er ikke muligt at få det komplekse udfoldet her, men nogle vigtige antydninger skal nævnes:
I en luthersk teologi hævdes det, at hele menneskets natur er faldet i synd. Derfor er det naturen hos et menneske – det hele menneske – som må genfødes og sættes i Guds nåde, sådan som det sker ved dåb og tro.
Hos nycalvinisterne tales der på nærmest luthersk vis også om syndefordærvets totalitet. Men forskellen optræder i synet på viljens rolle. Ifølge Calvin har mennesket ikke tabt sin vilje efter faldet. Mennesket indtager en fjendtlig position over for Gud og søger bort fra ham. Men det må qua viljen, der er bundet til Guds evige dekreter, bøje sig for sin forudbestemmelse. At blive genfødt handler dermed ikke om en forvandling af hele naturen (jf. luthersk), men om at viljen genfødes til at handle i overensstemmelse med Guds forsyn.
Derfor tales der tydeligt hos nycalvinisterne om synd, Guds vilje og bibelsk vejledning til etisk at leve i overensstemmelse med Guds ord, men på en måde er det mest med til at understøtte det syn på forudbestemmelse og frelse, som det teologiske system rummer. Derfor bliver kristenlivet også snarere et udtryk for bekræftelse af, at man lever i overensstemmelse med sin udvælgelse. Frelsesvisheden bliver knyttet til oplevelsen af og besindelse på Åndens frugter, helliggørelse, bibelsk levevis (jf. lovens 3. brug) frem for Kristus. Dette kan lyde forskelligt hos folk i bevægelsen, men grundlæggende er denne præmis på spil.
Selvkritik efterlyses
Teigen går ind i en del flere problemstillinger i sin lille bog. Flere forhold kunne have være belyst grundigere, og nogle diskussioner opleves meget korte. Det er en svaghed. F.eks. kunne det lutherske korrektiv til udvælgelsen have været tydeligere, ligesom udfoldelse omkring viljens frihed kunne have været bedre, da meget står på spil her. Det havde også været godt, hvis det genuine lutherske – at det handler om sjælesorg for den anfægtede – havde fået plads. For i mødet med den dobbelte forudbestemmelse rammes flere af anfægtelse.
Samtidig kunne det have været godt, hvis Teigen havde gået ind på – selvkritisk i forhold til egen teologi og ikke mindst tradition – hvorfor flere, især unge, lader sig tiltrække af denne teologi og bevægelse i disse år. Er det bare fordi, de er dygtige formidlere? Eller skyldes det dårlig forkyndelse i vores egne sammenhænge? Er der forhold, som ikke bliver ordentligt undervist omkring? Ofte kan en sådan reaktion blandt lægfolket skyldes, at der er noget, som opleves tydeligere, mere vedkommende, forståeligt og hverdagsrelevant hos andre.
Min egen erfaring er, at jeg har oplevet at kunne få inspiration fra den nycalvinistiske bevægelse, men at det her gælder – som i mødet med alle andre strømninger – teologisk at være bevidst om, hvad der læres, og hvilken indflydelse det har på forkyndelse, former, perspektiver for menighedsliv og mission. I den sammenhæng er Teigens bog et godt redskab til en vigtig besindelse. Og derfor vil jeg varmt anbefale den.
Ny-kalvinisme – en orientering
Arne Helge Teigen
Egen udgivelse, 2014
100 sider, kr. 120,-
Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.
