To fortabte sønner

Lukasevangeliet kapitel 15 indeholder den kendte fortælling, som går under navnet: Lignelsen om den fortabte søn.¹Husk at alle overskrifter er tilføjet senere, og derfor ikke en del af den oprindelige tekst. Men vidste du, at lignelsen faktisk ikke er en selvstændig lignelse, men at den er uløseligt forbundet til de to foregående lignelser?

Baggrunden er farisæernes og de skriftkloges udtalelse: Den mand (Jesus) tager imod syndere og spiser sammen med dem. (Luk 15,2b)

Farisæerne og de skriftkloge så ned på de mennesker, som ikke overholdt Guds lov og gav dem navnet ”syndere”. De regner dem som mindreværdige i forhold til dem selv, men her viser Jesus, at han værdisætter anderledes. Det bliver baggrunden for at han i de efterfølgende tre fortællinger tydeliggør, hvorfor Jesus tilbringer tid med syndere: For at genforene dem med Gud, hvilket er Guds store glæde. De tre fortællinger (vers 4-7, 8-10 og 11-32) har samme tre-trins-skabelon: Miste – Finde – Glæde

Husk at feste, når det mistede bliver fundet

Jesus indleder med at rette sin tale mod de skriftkloge. De burde have hjulpet mennesker til at forstå Guds ord, men i stedet pudsede din deres eget ego og stolthed. Deres egen stolthed brugte de til at sammenligne sig med andre, som de så sig langt bedre end. Derfor glædede de sig ikke over, at Jesus havde fællesskab med syndere, og det anklagede han dem for ved at bruge to genkendelige billeder i de to første fortællinger:

Hvis en af jer har hundrede får og mister ét af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? (Luk 15,4)

Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den?”(Luk 15,8)

Begge fortællinger peger på, at noget mistes, men det ændrer ikke på, at dets ejer søger, indtil det findes. Begge fortællinger er formuleret sådan, at de ligger op til et positivt svar: Jo, selvfølgelig leder man efter det mistede. Begge fortællinger afslutter og kulminerer i stor glæde og fejring (jf. v.7 og 10), fordi en synder omvender sig. Det er der grund til glæde over.

Jesus lærer her, at han forstår begrebet omvendelse på en anden måde, end de skriftkloge gjorde. For dem handler det om at leve i lydighed mod loven, men Jesus viser, at omvendelse grundlæggende handler om at man bliver fundet af Gud og lade sig bære af ham. Fortjenesten er Guds.

Den ene fortabte søn

Den tredje fortælling bygger videre på de foregående. Her skildrer Jesus, hvordan en far med to sønner oplever, at begge hans sønner ydmyger og vanærer ham. Selvom mange kender fortællingen om den yngste søn bedst, så er fortællingen om den ældste søn lige så vigtig og aktuel. Den yngste søn hører vi om fra vers 11-24. Han kommer til sin far for at indkræve sin arv. En handling som afspejler, at han ser faren som død og deres relation ligeså. Den yngste søn går ud og morer sig ved at leve et umoralsk liv, hvor han bruger hele sin arv, og da en hungersnød rammer ender han med at passe svin. Det mest nedværdigende erhverv for en jøde, der anså grisene for urene dyr.

Han vælger at vende tilbage til sin far, på trods af sin tidligere udmelding, i håbet om at faderen vil give ham blot den laveste plads i hierarkiet blandt sine tjenere: Far, jeg har synder mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. (Luk 15,18-19a)

Faderen handler uventet ved synet af sønnens tilbagekomst. Han løber sin søn i møde (hvilket var uhørt dengang), hvorefter han omfavner ham, giver ham festdragt på og indbyder til fest. En handling som udtrykker, at han genopretter og tilgiver sønnens brudte relation og tager ham ind som arving igen. Sønnen modtager en kærlighed, han ikke fortjener, men som faderen alligevel giver ubetinget.

Den anden fortabte søn

Her kommer den ældste søn ind i billedet (v.24-32). Han burde glæde sig, men han bliver fyldt af vrede og følelsen af uretfærdig behandling, og han ydmyger faren ved at anklage ham for det. Han er så optaget af sig selv, og hvordan han har været en bedre søn end sin bror, at han ikke kan forlige sig med faderens reaktion. Faderen afslutter med ordene: din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. (Luk 15,32)

Jesus slår her fast med faderens ord, at den som bliver fundet og modtager Guds genoprettelse af relationen oplever at gå fra død til liv, fra fortabelse til relation med Gud. Sådan er Guds og Jesu praksis – og det er hans fortjeneste, ikke menneskers. Den ”fejl” jeg ofte begår, når jeg hører denne tekst, er, at jeg hører den rettet mod alle andre end mig selv. Men virkeligheden er, at historien handler (også) om mig!

Jesus er sammen med syndere som dig og mig, fordi vi har brug for at blive fundet og møde Guds ubetingede kærlighed. Vi har brug for tilgivelse og omvendelse, som må ske i tro og tillid til, at Gud handler med mig, ikke ud fra hvad jeg har fortjent, men ud fra hvad Jesus har fortjent.

Den ældstes brors historie ender uafsluttet. Forliger han sig med sin far eller forbliver han i sin selvretfærdighed og distancering til hans far?

Den samme udfordring gælder alle mennesker. Vil du lade dig finde af Gud og modtage hans tilgivelse i erkendelse af, at du ikke fortjener den? Eller forsøger du med dit liv at samle beviser for at retfærdiggøre dig selv overfor Gud?