Tjenestedeling: hvem skal hvad og hvorfor? Dette er et følsomt spørgsmål, som jeg synes, vi skylder at finde gode svar på. Få forhold er så vanskelige at praktisere som dette. Samtidig er der mange spørgsmål, som vi slet ikke går i kødet på på samme måde, men som ellers fylder meget mere i Bibelen. Hvad ville der ske, hvis vi med samme passion gik op i vores forhold til penge?
Alligevel skal vi bruge tid på spørgsmålet om rollefordelingen mellem mand og kvinde. Det skal vi, fordi det er så meget imod tidsånden, at jeg tror, det river og slider i de fleste af os, og det påvirker frimodigheden hos mange til at tjene i menigheden.
Jeg oplever praktiseringen som det sværeste i det her spørgsmål. Personligt længes jeg efter større frihed i min tjeneste. Længes efter ikke at skulle vende hvert ord, jeg siger, ikke altid gennemtænke alle opgaver, jeg står i, og om jeg nu påtager mig et forkert ansvar. Hvor kunne det være befriende bare at kaste tjenestedelingen ud ad vinduet. Samtidig ønsker jeg at følge den rollefordeling, som jeg tror bibelteksterne beskriver.
Jeg vil forsøge at give et lille indblik i, hvordan praktiseringen af princippet kan opleves, og hvad der på den baggrund er blevet vigtigt for mig.
Den dag, kvinderne forsvandt
Jeg er opvokset i Luthersk Mission (LM), og det er jeg taknemmelig for. Jeg er taknemmelig for min juniorklub, som hver mandag i mange år var begyndelsen på min uge. Der var så mange gode kvinder og mænd, som jeg kunne spejle mig. Jeg er også både glad og taknemmelig for min ungdomstid og mit voksenliv som en del af LM.
Men en ting ændrede sig, da jeg begyndte i LMU: Pludselig var der ingen synlige voksne kvinder. Muligheden for at høre en voksen kvindes refleksioner over Bibelen var der ikke, ligesom muligheden for en sjælesorgssamtale med en kvinde også var væk. Til møde i missionshuset var mødelederen en mand, taleren var en mand, og når far tog til bestyrelsesmøde, var det sammen med andre mænd.
Der var groft sagt tre opgaver til kvinderne i menigheden: børnearbejdet, lovsangsbandet og kaffebrygning. Tre vigtige opgaver, men det efterlod ikke følelsen af, at vi alle sammen er forskellige lemmer, som tjener på hver sin måde. Min oplevelse var, at var man kvinde, var det på forhånd besluttet, at man var knæ, øre eller hånd. Jeg tror, rigtig mange har oplevet, at frimodigheden i tjenesten er blevet lammet, når der er blevet sat en meget restriktiv begrænsning uden tanke på kvindernes positive rolle i fællesskabet.
LM og lignende organisationer bliver nogle gange sammenlignet med farisæerne. Deres styrke var deres kendskab til Skriften og ønsket om at følge den. Konsekvensen blev et better safe than sorry-princip, som vi måske har overtaget.
Hvis vi aldrig sætter en kvinde på talerstolen, er vi på den sikre side. Udfordringen er bare, at uanset hvor god en mandlig taler er, står han der som mand. Jeg har lyttet til mange dygtige prædikanter i mit liv og har modtaget så meget godt. Alligevel manglede jeg forbilleder, for der var ikke nogen, som var ligesom mig. Der var ikke nogen, som havde gravet dybt i Bibelen, og samtidig engang været teenagepige.
Umulig praksis?
Modsat princippet om at være på den sikre side står fristelsen til at kaste tjenestedelingen ud ad vinduet. For hvordan kan det give nogen logisk mening, at der skulle være noget, jeg som kvinde ikke skal? Hvordan giver det mening, at der er en rolle, som kun manden skal tage på sig. Er det retfærdigt?
Det giver ikke mening, det frustrerer, ja, det smerter endda. Jeg har endnu ikke mødt en tjenestedelingspraksis, som ikke har efterladt mig med tusind spørgsmål. Men hvis vi ikke kan praktisere det, kan vi så fastholde det?
Jeg vil gerne lande i midten: Fastholde den tjenestedeling, som jeg tror, teksterne taler om, men samtidig være en del af et fællesskab, som er kendetegnet ved, at alle legemets resurser bruges. Fællesskaber, hvor vi er frimodige i tjenesten.
Jeg kunne godt tænke mig, at når mine fadderbørn bliver teenagere, så ved de, at kvinder ikke kun har tre valgmuligheder, når det kommer til tjeneste i menigheden. At de ikke sætter spørgsmålstegn ved deres værdi, fordi de har forskellige roller.
I min egen tjeneste er der forskellige overskrifter, som er blevet vigtige i mit forsøg på at balancere i midten. Jeg vil nævne nogle af dem:
- Giv ikke spørgsmålet for stor vægt
Vi skal finde gode svar. Samtidig forsøger jeg ikke at tillægge spørgsmålet større vægt, end det kan bære. Det er et vigtigt, men det er på ingen måde det vigtigste.
- Forstå teksten på tekstens præmisser
Især ordene ”medhjælper” og ”underordne” får det til at gibbe i mig. Men begge ord er jo en oversættelse af henholdsvis et hebraisk og græsk ord.
Teksten taler ikke om underordning, den taler om ”hypotassein”. Det er det græske ord – ikke det indhold, som vi i dag med vores kultur og bagage lægger i oversættelsen ”underordning” – som vi må forstå indholdet af. Vi må forstå det i hele Bibelens sammenhæng. Det kan f.eks. ikke betyde forskel i værdi, for det ville gå på tværs af resten af Bibelen.
- Tillid til Gud
Som sagt har jeg svært ved at få tjenestedelingen til at give logisk mening. Men jeg spørger også mig selv, om det er målet. For mig ender spørgsmålet om tjenestedeling som regel som et spørgsmål om tillid. Har jeg tillid til Guds ord, og at det vigtige ikke er, om det giver mening for mig, men om det giver mening for Gud?
- Ydmyghed overfor mit eget ståsted
Guds ord er sandt, men samtidig må jeg operere med, at min forståelse er begrænset. Selvom vi forsøger at forstå teksterne i deres kontekst og i lyset af hele Bibelen, må vi være åbne for, at vi måske har taget fejl. Det giver mig respekt for dem, som mener andet, end jeg selv gør.
- Vi kan skønne forskelligt
Selvom vi måske er enige om princippet, kan vi komme frem til forskellig praksis, som har forskellige fordele og faldgruber. Det skal der være plads til. Vi finder ikke en udtømmende beskrivelse af praksis i Bibelen.
- Lad os gøre mere af det, som er uproblematisk
Der er mange steder, hvor vi uproblematisk kunne bruge både mænd og kvinder. Afholder vi en temadag, så lad os bruge god tid på at tænke over, hvilke kvindelige undervisere det kunne være spændende at lytte til. De, som kender mig, ved, at jeg har det enormt svært med kvoter. Men vi skal minde os selv om at bruge andre end dem, vi er vant til.
- Der er brug for flere perspektiver
Når menighedens øverste ledelse består af mænd, giver det disse mænd den særlige udfordring at bringe de perspektiver ind, som de mangler, heriblandt det kvindelige perspektiv.
Min oplevelse er heldigvis, at vi er blevet langt bedre til det. Men der er jo ingen grund til at hvile på laurbærene.
- Lad os tænke bredt om forkyndelsen
Prædikenen, som vi kender den, er vigtig. Gud har udrustet nogle til på en særlig måde at udlægge teksten for os.
Men det er ikke det eneste tidspunkt, Guds ord forkyndes, og det er ikke den eneste forkyndelse, som vi har brug for. Hvis vi tænker bredere om forkyndelsen, kan vi sætte mange flere resurser i spil, og vi kan give mange flere mulighed for nogen at spejle sig i.
Der kan siges meget mere om det her spørgsmål, så lad os blive ved med at tale sammen om det og sammen være på vej i det.
Artiklen er fra Budskabet 05-2023 og er en del af temaet ”Tjenestedeling i hård modvind”. Flere artikler i samme tema:
Lige er ikke det samme som ens
I blev skabt som mand og kvinde
