Efter en lettere syret indledning på Ezekiels bog, som kulminerer i Ezekiels kaldelse som profet, får vi i kapitel 3 et indblik i, hvad Ezekiels tjeneste kommer til at bestå i. Ikke mindst får vi sat ord på det temmelig alvorlige budskab, han kaldes til at bære frem. Og lad mig bare indrømme: Jeg synes godt nok, det er en udfordrende tekst! Men i stedet for at springe den over, bør det måske få os til at læse den endnu oftere. F.eks. nu – hvis du ikke kender teksten. Denne artikel giver også bedre mening med kapitlet i baghovedet.
Jeg har selv et lidt særligt forhold til Ezekiel 3 – og især vers 16-21. Da jeg var på bibelskole, oplevede jeg under en bibeltime at blive ramt på en helt særlig måde af denne tekst og dens alvor. Ezekiel får at vide, at han skal advare de uretfærdige og den retfærdige, som øver uret (v. 19 og 20). På nudansk vil det betyde den ikke-troende og den troende, som lever et liv i modstrid med Guds ord og dermed er på vej til at miste troen. I begge tilfælde får Ezekiel i alvorlige vendinger at vide, at det faktisk er hans ansvar at advare dem om, at de er på vej mod døden.
Under bibeltimen oplevede jeg det som ord ind i min egen – dengang begyndende – tjeneste som forkynder. Jeg oplevede, at Gud talte til mig om, at det også var en del af min opgave, og at det faktisk også til tider ville blive temmelig hårdt! Derfor byder gensynet med disse vers også på selvransagelse og bør også gøre det. Vores forkyndelse – også min – må nødvendigvis også advare mod, hvad konsekvenserne er ved at gå syndens vej uden Jesus: Evig fortabelse uden Gud.
Er det virkelig nødvendigt?
Måske kan det virke temmelig gammeldags med sådan en ”dommedagsforkyndelse.” ”Er det virkelig nødvendigt?” lyder indvendingen. Og det første sted, spørgsmålet rejser sig, er faktisk hos mig selv! For det er da ikke fordi, jeg som forkynder ynder at tale om fortabelsens mulighed! Men netop derfor er det også værd at stoppe op for en tekst som Ezekiel 3. Her kan vi nemlig også læse, at denne ”dommedags-forkyndelse” ikke er et mål i sig selv. Grunden til, at syndens yderste konsekvens skal nævnes, er ikke for at skræmme folk væk. Det er netop for at advare mennesker, for at de ikke skal gå fortabt men derimod bevare livet (v. 21). Det er heller ikke sådan, at denne tale om synd og død og Helvede er opfundet af nogle gamle, mavesure prædikanter. Nej, Ezekiel får netop at vide, at de alvorlige ord er Guds egne, og derfor skal han også sige ”dette siger Gud Herren” (v. 11). Når jeg kan have lyst til at pakke visse dele af Guds ord væk, så er det måske værd at spørge, om jeg har glemt, at Bibelen selv beskriver sig med ordene ”skarpere end noget tveægget sværd” (Hebr. 4,12). Samtidig giver det også frimodighed, at alvorlige ord som disse ikke skal siges på egen regning.
Men hvad så for alle dem, som ikke er prædikanter? Måske er det i virkeligheden her, teksten bliver sværest! Når det ikke bare handler om det, der siges fra prædikestolen, men det jeg siger – eller ikke siger – i mine helt almindelige hverdagsrelationer. Vi kender formentlig alle sammen nogle, som ikke er kristne. Det er heller ikke utænkeligt, at du kender nogen, som måske kalder sig kristne, men som er på vej væk fra troen. Hvad siger teksten til os her? På den ene side, tror jeg, at prædikanterne har et særligt ansvar! Og til en vis grad kan man sige, at disse ord er talt i en specifik situation til Ezekiel. Alligevel må tekstens tale om at advare mennesker om fortabelsen også få betydning i mine relationer til andre mennesker. Måske skal fremgangsmåden ikke altid være på samme måde som Ezekiel fik kald til. Men alle kristne har et kald til at være tydelige omkring vores tro! Og hvis vi virkelig holder af vores venner, så bør vi vel også dele ud af troen på Jesus, når vi får mulighed for det? Og være ærlige omkring, hvad Bibelen faktisk siger om fortabelsen.
