Før den lesbiske universitetsprofessor Rosaria Butterfield kom til tro på Jesus, læste hun Bibelen sammen med en præst. Noget af det, der stod i vejen for at acceptere evangeliet, var, at hun forstod, at et liv som kristen ville betyde, at hun måtte opgive sin pige-kæreste. Det provokerede hende, fordi hun mente, at andre kristne kører på frihjul og slipper for sådanne tunge afsavn.
Præsten spurgte, om hun havde talt med andre kristne om det? Han sagde til hende: Du kan sige til dem: Jeg må opgive min pige-kæreste, hvad har du måttet opgive for Kristus? Da hun begyndte at spørge folk i kirken, forstod hun, at de alle havde givet afkald på det mest dyrebare, de havde, for at følge Jesus.1radical.net/video/what-is-the-cost-of-following-christ
Sådan er det, fordi et liv i Jesu nåde og kærlighed altid indebærer et kors:
”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal vinde det” (Mark 8,34-38).
Korset er et vilkår for alle kristne
Korset er et vilkår for enhver kristen, og ligesom Jesus måtte lide og give afkald, må vi det også. Vi gør det ikke for at sone vores synd, for det kunne kun Jesus gøre. Men vi bærer kors, fordi vi ved dåb og tro er vokset organisk sammen med Jesus. I Romerbrevet kapitel 6 siger Paulus, at vi er døbt til Jesu død og altså begravet med ham, ligesom vi også er vokset sammen med Jesus i opstandelsen for at leve et nyt liv.
At bære kors er at dø
I Romerriget på Jesu tid var korset ikke et smukt smykke, men et tortur- og henrettelsesinstrument. Så da Jesus begyndte at tale om kors, blev tilhørerne sikkert forvirrede, og mange blev forargede og gik deres vej. Det blev for skrap kost. For at bære kors var jo den sikre død.
Men det er netop også pointen. Noget må dø. Faktisk det dyrebareste, jeg har: Mig selv, mit liv. Min trang til at gøre mig fortjent til Guds accept, min lyst til synden, min stærke vilje til at være både herre og konge i mit eget liv, min naturlige tilbøjelighed til afguder. Det må alt sammen dø i livet med Jesus, så hans liv og sind opstår og lever i mig. Det nye liv med ham er en livslang proces i opgivelse og forsagelse af alt det i mit liv, der modsiger den totale accept af, at frelsen alene sker ved Jesus uden for mig, og af alt det i mit sind, der er i modstrid med Guds gode vilje, så Jesus bliver alt for mig.
Korset forarger
Dette budskab forarger stadig; ikke bare dem, der tager afstand fra kristendommen, men også os, der tror. Også mig, der skriver, og som mere end noget ønsker at følge Jesus. Jeg vil gerne have sikkerhed, tryghed, velfærd og komfort. Derfor har jeg ikke altid lyst til at omfavne det, der følger af livet med Jesus. Jeg vil gerne have del i sejren, i tilgivelsen, i herligheden. Og det får jeg også ved dåb og tro, men det vanskelige og provokerende er, at Gud skjuler disse velsignelser under modgang, kors, ydmyghed, nederlag og lidelse. Det er, hvad vi kalder korsteologi: at vi kun ser herligheden i glimt her i livet og i stedet må bære kors og leve i tro og ikke i synlig opfyldelse. At vi må vente tålmodigt og ydmygt på, at herligheden og sejren åbenbares på os, når Jesus kommer igen. Først da vil vi opleve det fuldt og helt uden kors og lidelse.
Som kristne bærer vi forargelsens kors, som kan give sig udslag i udskamning og forhånelse, måske forfølgelse. For Jesus vil altid forarge, når han forkyndes sandt og klart. Ligegyldigt, hvor populære vi prøver på at være, og ligegyldigt hvor meget godt vi gør i vores samfund og i verden. Når det kommer til spørgsmålet om Jesus, vil verden aldrig acceptere os, for det er en forargelse for mennesker, at Jesus måtte dø for deres synd. Det er en forargelse, at ingen bliver frelst uden om Jesus. Det er en forargelse, at Jesus siger, at vi ikke er gode nok på bunden, men har brug for nåden.
Erkendelsens og bekendelsens kors
At bære sit kors er en lidelse til døden. Nu kan lidelser naturligvis være meget forskellige, men ingen kristen kan undgå at bære korsets lidelse, at give afkald på noget for evangeliets skyld, at fornægte sig selv og sin egen syndige lyst.
Kampen mod synden og erkendelsen af vores totale afhængighed af Jesus er et kors for os, fordi vi er stolte og gerne vil klare os selv og accepteres af Gud på grundlag af vores egen vellykkethed. Men her må vi ydmyge os og erkende, at selvom Gud skaber nyt i os, lærer vi noget på vejen med ham, og selvom Ånden sætter frugt i vores liv, kommer vi aldrig uden om at erkende, at ”det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg” (Rom 7,19). Det kalder på erkendelse og bekendelse og stadig modtagelse af nåden og tilgivelsen i Guds ord og nadveren. Gennem bekendelsen og absolutionen korsfæster vi synden og vores lyst til den, og det nye liv næres af Guds stadige kærlighed.
Kors og lidelse i lyset af Jesus
Derudover er der mange andre former for kors, som alle vil være tunge at bære og som vil kunne betegnes som en lidelse for os. Det kan være fysisk eller psykisk sygdom, det kan være brudte relationer, økonomiske problemer, en brudt seksualitet (noget vi alle lider af på én eller anden måde), uopfyldte drømme og mange andre tunge ting.
For at holde modet, troen og håbet oppe, mens vi vandrer i venten og bærer vores kors, må vi hele tiden rette øjnene på Jesus og se, hvor meget han har elsket os og ofret for os, og for at se, hvor fantastisk en evighed han lover os.
Samtidig er det vigtigt, at vi forstår, at vores kors, modgang og lidelse netop har med Gud at gøre. Det gør Peter en del ud af i sit første brev, som han netop skrev til forfulgte og lidende kristne. ”I kære, I skal ikke undre jer over den ildprøve, I er ude for, som var det noget fremmed, der skete med jer; men glæd jer, når I deler Kristi lidelser, så at I også kan juble af glæde, når hans herlighed åbenbares” (1 Pet 4,12-13).
Det er store ord, at vi deler Kristi lidelser. Tør jeg sige det om min sygdom, min svaghed, mine afsavn? Det kan i hvert fald være en hjælp at blive bevidst om, at svaghed og prøvelser altid må ses i lyset af Jesu kors og kærlighed til os.
Håb på korsvandringen
Det er også en hjælp at tale med hinanden om, hvad vores kors er – ligesom Rosaria Butterfield gjorde det. Vi kan godt have brug for at sætte ord på, hvad det er, vi har måttet give afkald på for evangeliets skyld. Både for at vi bevidst kan bære det frem for Gud i bøn og få hans hjælp, udholdenhed og trøst ind over det. Og også for at få et håb ind over det, der gør ondt, og som koster for os.
I Første Petersbrev 1,19 taler Peter også om, at vi lider efter Guds vilje. Der er ting i vores liv, der gør ondt, som er efter Guds vilje. Og det er vigtigt at erkende, for når vi bliver bevidst om, at vores lidelser og afsavn sker, fordi vi er mærkede med Jesu kors og tilhører ham, så kan vi måske også se, hvordan Gud fører os og former os gennem afkald og lidelse. Fører os tættere til Jesus, og former os mere efter hans sind og Ånd. Gud er der og vil noget med os gennem det kors, vi bærer.
Hvile i Jesu magt
Paulus havde et kors gennem hele sit liv. Han kaldte det en torn i kødet. I stedet for at klage over sin svaghed, stillede han sig tilfreds med sin magtesløshed. For han så, at når han selv måtte give op i lidelsen og trængslerne, erfarede han, at han kunne hvile i Jesu store magt.
Det kan også være en erkendelse, Gud vil lade vokse frem i os, når vi taler med ham og hinanden om, hvilke kors vi bærer, og hvad vi må opgive for ikke at miste det allermest dyrebare: Jesus og hans frelse.
Artiklen er fra Budskabet 02-2024 og er en del af temaet ”Følg Jesus”. Flere artikler i samme tema:
- Selvrealisering i menighed og kristenliv
- Efterfølgelse: Helt personligt sammen med andre
- Du kan tjene, for Gud gjorde alt
Fodnoter:
