Ordet frelsesvished findes ikke i Bibelen, men sagen gør. Det er tydeligt i dette vers: ”Dette har jeg skrevet til jer, der tror på Guds søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv” (1 Joh 5,13).
Ordene ”for at” fortæller, at hensigten med det, Johannes lige har skrevet, er, at de troende skal vide, at de har evigt liv. Det betyder, at vi har en Gud, som ønsker, at en kristen skal have lov til at hvile trygt i at ”vide sig frelst”.
Grundlaget for det finder vi i de vers, Johannes skriver lige før: ”Og dette er vidnesbyrdet, at Gud har givet os det evige liv, og det liv er i hans søn. Den, der har Sønnen, har livet; den, der ikke har Guds søn, har ikke livet” (1 Joh 5,11f).
Det er troen på Jesus som frelser, der er det afgørende. Tror vi på ham, kan vi hvile trygt i at have del i frelsen og det evige liv.
Det er så også her, uroen kan få fat. For så er spørgsmålet: Tror jeg? Hvad er tro? Tror jeg nok? Tror jeg rigtigt?
Sundt – usundt
Når det gælder spørgsmålet om frelsesvished, kan der både være en tilgang, som er sund, og en tilgang, som er usund.
På den ene side er det usundt, hvis det bliver til skråsikkerhed. Altså en én gang for alle vished. Så kan det føre til, at vi lukker af for Guds ransagende tale til os.
På den anden side kan det også være usundt, hvis vi hele tiden tager temperaturen på vores forhold til Gud, f.eks. ved at lægge mærke til, hvor nær vi føler, vi er på Gud i bøn, bibellæsning eller lovsang. Eller hvis talen om synd og dom gør vores gudsforhold frygtbaseret og dermed hele tiden rokker ved hvilen og glæden i at være Guds barn, fordi vi bliver bange for, at det ikke står rigtigt til med os.
Det bliver sundt, når fokus rettes væk fra os selv. I bogen Kristen mellem kaos og tryghed beskriver Jens Ole Christensen det meget godt (s. 75):
”Frelsesvished er noget, jeg må høre. Den kommer til mig udefra gennem Ordet, dåben og nadveren uafhængigt af min aktuelle tilstand, kvaliteten af mit kristenliv og af mine evner til at holde de gode øjeblikke og den gode oplevelse fast. Paulus skriver om Jesus: ’For han er vor fred’ (Ef 2,14). Alle mulige andre steder kan vi have ufred, også inden i os selv og vores egen tro. I ham er der fred.”
Lad Gud ransage
”Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej! Led mig ad evigheds vej” (Sl 139,13f)!
Hvis vi gør dette vers til vores bøn, undgår vi den evindelige selvransagelse og tagen temperaturen på vores forhold til Gud. I stedet åbner vi sind og hjerte for, at Gud kan kaste sit lys ind i os og afsløre, hvis vi er på vej ud i et galt spor og på vej væk fra ham.
Vi overlader så at sige ransagelsen til ham og beder ham om at prikke til os, hvis der er noget, der ikke er, som det skal være. Ikke fordi vi er ligeglade – men netop fordi vi ønsker at høre ham til og ønsker at leve i den frihed, som det giver at være tryg i at høre Gud til.
Klar forkyndelse
Hvis frelsesvisheden skal finde et sundt spor, er det vigtigt, at vi lytter til en forkyndelse af ”lov og evangelium” som har bibelsk klarhed og vægt. På den ene side en forkyndelse, der gør det klart for os, at vi har brug for Jesus, fordi vi er syndere, der har vendt os væk fra Gud. Selve grundsynden er jo, at vi ikke tror på Gud. På den anden side, at vi har en Gud, der ønsker fællesskab med os og derfor har givet os Jesus, der netop kom for at frelse syndere.
Det sunde spor findes der, hvor det er takken til Gud over, at han vil være frelser for os, der er fremtrædende. Takken fortæller jo netop, at vi både ved, at vi har brug for frelse, og at vi har fået del i den.
Skamkultur
Vi lever på mange måder i en kultur, hvor der er mere fokus på skam end på skyld. Skyld har at gøre med, at jeg har gjort noget forkert, som der er brug for erkendelse af og opgør i forhold til. Her kommer tilgivelsen ind som en befriende mulighed.
Skam har at gøre med, at jeg er forkert. For at undgå at være forkert, bliver det meget væsentlig at lykkes med det, man er og gør. Og hvis jeg ikke lykkes, er det min egen skyld.
På sin egen bagvendte måde, kommer ”skyld” så alligevel ind i billedet af skam – bare ikke som skyld på grund af forkerte handlinger over for Gud eller andre mennesker, men snarere som skyld over at være forkert ved ikke at leve op til egne og andres idealer.
Det betyder, at det kan bliver vældig sårbart at tale om synd og skyld – fordi det høres som skam og kædes sammen med at være forkert.
Også som kristne, er vi præget af tendenserne i vores samfund og dens kultur. Derfor er det vigtigt, at der sideløbende med en klar forkyndelse af synd og nåde også forkyndes, at vi er underfuldt skabt og værdifulde uanset, om vi lykkes eller ej. At vi ikke taber værdi, fordi vi er syndere, men at det netop er, fordi vi er værdifulde og højt elskede, at Gud vil frelse os og have fælleskab med os.
Hvis ikke skabelsesdimensionen også forkyndes, giver det grobund for megen unødig uro i frelsesspørgsmålet. En lidt tidstypisk uro, som måske ikke svarer til vores klassiske billede af problemer omkring frelsesvished.
Sund frelsesvished kan vi have, når vi både ved os elskede og værdifulde og ved og hviler i, at vi for Jesu skyld er frelste syndere.
Frelsesvished og selvværd
Den samme prædiken kan høres forskelligt, fordi vi er vidt forskellige som mennesker og typer, og fordi vi har så forskellig bagage med os. Og den kan høres forskellig af et menneske med sundt selvværd og et menneske med lavt selvværd. Det, som kan lade den ene næsten uberørt, kan vække uro og give søvnløse nætter for den anden.
Tendensen er, at lavt selvværd og ængstelse omkring, hvordan det står til med forholdet til Gud, ofte er sammenfaldende. Er selvværdet lavt, er selvkritikken høj – og så kan det være svært at tro og tage imod tilsigelsen af syndernes forladelse.
Der er også stor forskel på, hvor følsomme samvittigheder vi har. Nogen suger al tale om vores iboende syndighed og lyst til synden til sig med det resultat, at syndigheden bliver altdominerende. Hvis så tendensen i den forkyndelse, man lytter til, er hovedvægten ligger på netop dette, bliver resultatet, at det er meget vanskeligt at hvile i evangeliet. Ængstelsen går her på, at ro og hvile kan være tegn på, at man er blevet ligeglad og måske lever i uopgjort synd.
En sjælesørgerisk forkyndelse med sund vægt på både lov og evangelium og vægt på Første trosartikel om skabelsen er her meget vigtig. Men det kan også være nødvendigt at henvise til sjælesorg og/eller terapeutisk hjælp. Måske er problemet her mere af menneskelig end åndelig art.
Der vil være andre i en forsamling, som har brug for at blive ”rusket”, fordi deres samvittighed af den ene eller anden grund er blevet sløvet, eller fordi de er på vej til at falde i søvn åndeligt set.
Hvis der er en sund forkyndelse af lov og evangelium, må vi her stole på, at Helligånden gør sit arbejde i den enkelte – hvad enten der er brug for at finde hvile, eller der er brug for at blive rusket op.
Usund uro gør os passive
Vores frelse afhænger ikke af, om vi har vished eller ej. Den ligger heldigvis uden for os selv og afhænger af Jesus, og det han har gjort for os.
Vi kan altså godt være frelst uden at have frelsesvished. Men vi har en Gud, som under os vished, fordi det giver frimodighed til at leve et liv for både Gud og næsten, og fordi det giver frimodighed til at tage kampen op mod syndens magt i vores liv.
Usund uro giver selvoptagethed og gør os passive. Vi bruger energien på at ransage og prøve os selv. Blikket vendes indad i stedet for udad.
Hvis Guds modstander, Djævelen, kan holde os der, er han godt tilfreds. Så omsættes evangeliets frihed nemlig ikke til et liv i efterfølgelse. Men hvis uroen og ængstelsen derimod afløses af tryghed i evangeliet, giver det en platform at stå på, som giver frimodighed til at leve som Jesu efterfølgere.
Rosenius har fat i dette i sangen Ængstede hjerte:
Ængstede hjerte
op af din smerte!
Glemmer aldeles du alt, hvad du har:
Frelserens venskab,
nåde og kendskab?
Endnu han lever og er, som han var.
Gud er din Fader,
dig ej forlader,
Sønnen endnu som sin broder dig ser,
trofast dig Ånden
tager ved hånden,
leder dig fremad, hvad ønsker du mer?
(Sange og Salmer nr. 489, vers 1 og 4)
Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.
