Gads religionsleksikon definerer den kristne vækkelse på følgende måde: ”… en billedlig betegnelse for den forandring, der sker med et menneske, når det ved en personlig oplevelse bliver bevidst om sin syndighed og Guds dømmende og tilgivende holdning til synden og synderen. I forlængelse heraf tillige betegnelse for det folkelige røre, der udspringer af en kristen forkyndelse, som sigter imod at skabe vækkelse hos tidens mennesker”.
Strategi eller Helligånd?
Det interessante her er, at det med stor tydelighed fremgår af definitionen, at vækkelsen udspringer af forkyndelsen. Så når vi i denne artikel skal se på forholdet mellem strategi og Helligånd, i forhold til hvordan vækkelser opstår, må strategien ifølge ovennævnte definition nødvendigvis være underordnet forkyndelsen. Ellers giver det ikke mening at tale om vækkelse, eller gør det? Man kunne også vende spørgsmålet på hovedet. Hvad nu hvis forkyndelsen underordnes strategien, giver det så mening at tale om sand kristen vækkelse?
Med fare for at være en anelse fordomsfuld, så forestiller jeg mig, at for mange af os vil der være et modsætningsforhold mellem strategi og Helligånd i relation til det kirkelige arbejde. Jeg vil alligevel vove den påstand, at man i det kirkelige landskab gennem århundrede faktisk har arbejdet meget strategisk i forhold til at komme videre ud med evangeliet, bl.a. ved at prioritere én arbejdsgren højere end en anden.
Bibelske strategier
Selv i Bibelen finder vi strategiske overvejelser i menighedens arbejde. Midt under ørkenvandringen fik Moses besøg af sin svigerfar, Jetro, der ved selvsyn opdagede nogle af de ledelsesudfordringer, som Moses stod i. Det viste sig, at Moses brugte alt for meget energi på konfliktmægling mellem israelitterne. Der står, at både han og folket var ved at blive udmattet. Midt i denne vanskelige situation går Jetro ind og opfordrer Moses til at uddelegere arbejdet, så han kan bruge mere tid samme med Gud og lade andre om konfliktmæglingen. Et lignende eksempel finder vi det nye testamente i Apostlenes Gerninger kapitel 6. Her kalder apostlene en gruppe mænd til at varetage den mere praktiske del af menighedens arbejde, så apostlene kunne fokusere på forbøns- og forkyndelsestjenesten.
Uddelegering
For mig at se, er disse to beretninger et godt eksempel på, at man i bibelsk tid ikke har været bange for at bruge ledelsesmæssige strategier. Det, som vi dog skal lægge mærke til, er, at begrundelsen for anvendelsen af strategierne (uddelegering), var at både Moses og apostlene kunne koncentrere sig om ”kerne-opgaverne” i menigheden såsom forbønnens- og forkyndelsens tjeneste.
Gud har givet os en evne til at tænke. Denne må vi gerne bruge, når det handler om at tilrettelægge det kirkelige arbejde og dermed også de strategier og metoder vi bruger i vores missions- og evangelisationsarbejde.
Tillid og Helligånd
Det, som vi skal være opmærksomme på, er, om vi har et ret forhold mellem strategi og tillid til Gud. Det, som er afgørende, er om vi, populært sagt, har hjertet på det rette sted. Tilliden til Gud må altid være overordnet vores tillid til div. strategier og tiltag.
Vækkelse opstår der, hvor Gud ved sin Hellige Ånd sætter mennesker i brand ved forkyndelsen af Guds ord. Et godt bibelsk eksempel finder vi i Apostlenes Gerninger i begivenhederne omkring den første pinse. Apostlene har helt sikkert brugt strategiske overvejelser ved at gå op i templet – det var jo der, hvor folk var til stede. Så strategien var på sin vis på plads. Den var dog underordnet forkyndelsen.
Ikke i egen kraft
I den forbindelse har Francis Schaeffer en pointe, når han understreger, at vi bør være opmærksomme på, at apostlene ikke gik i egen kraft. De blev iført det ”overnaturlige” – de blev fyldt med Helligånd. Disciplene gik ikke, fordi de havde en fået en genial idé til at gribe deres evangelisationsarbejde rigtigt an. De gik, fordi de var blevet iført kraft fra det høje.
Så hvordan opstår vækkelse? Den opstår alene ved Helligåndens indgriben i menneskers liv gennem forkyndelsen af Guds ord og ikke ved valg af den rigtige strategi. Dog! Så længe strategien er underordnet forkyndelsen af Guds ord, så kan den vel kun have en positiv funktion i vores evangelisationsarbejde?
“Dette er Herrens ord til Zerubbabel: Ikke ved magt, og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger Hærskarers Herre!” (Zak 4,6)
Artiklen er tidligere bragt i DBI-posten.
