I livet som kristen kan man opleve, at svarene i flere etiske og moralske dilemmaer ikke nødvendigvis er tydelige og klare. Sommetider bevæger vi os ind i et område, hvor grænserne er slørede, og vejen kan være svær at finde.
For eksempel giver de bibelske vejledninger ikke altid et entydigt ”ja” eller ”nej”, når vi vælger serier, musik og film, fylder garderoben ud, er sammen med venner eller færdes på de sociale medier. Men ligesom Bibelen kommer med klare svar, hvor dét er nødvendigt, giver den også nogle principper, som hjælper os med at navigere på de slørede stier. Ét princip er, at spørgsmålet ”Er det synd?” ikke altid er det eneste spørgsmål, vi bør stille, når vi prøver at finde vej i grænselandet.
Princippet ses blandt andet hos apostlen Peter, som vægtlægger det naturlige og positive i, at kristne skiller sig ud i verden, så det kan ses, at de følger Guds vilje. Der er ikke tale en negativ isolation fra verden, men om en positiv ”anderledeshed” i verden. Og når vi vandrer i grænselandet, kan dette princip om ”anderledesheden” være godt at overveje. Det skal vi nu overveje i resten af artiklen med de sociale medier som test case. Overvejelserne skal ikke forstås den ultimative og indiskutable vandreguide i grænselandet, men som opmuntrende, udfordrende og vejledende refleksioner. Selvom grænsen kan være svær at se, er den ikke ligegyldig.
SoMe = So Me?
Jeg var et stykke inde i 20’erne, før jeg blev klar over, at SoMe er en forkortelse for Social Media; jeg troede, at det bogstaveligt talt betød ”So Me” – altså udtryk for noget meget selvcentreret. Indrømmet: Det er lidt komisk, at jeg opdagede det så sent. Til gengæld har det fået mig til at tænke, at en del af aktiviteten på SoMe (i betydningen sociale medier) handler om netop ”So Me”. På de sociale medier er der en mulighed for selvpromovering og en higen efter anerkendelse i en grad, som kan blive meget selvcentreret. Det er slet ikke alle brugere af sociale medier, der benytter dem som platform hertil, men det forekommer. Ikke bare blandt kendte og influencere, men også blandt helt almindelige unge
For eksempel skal man ikke lede længe på Instagram for at finde profiler med billeder af unge, smukke kroppe ofte i lidt eller meget stramt tøj. Det kan være feriebilleder fra stranden eller et billede efter træningen.
(Her bliver vi nødt til at indsætte en meget vigtig parentes: Hvis en mand bliver seksuelt opstemt over billedet af en letpåklædt kvinde, er det i udgangspunktet ham, der har et problem. Medmindre kvinden har til hensigt at være seksuelt appellerende, har hun ingen grund til at skamme sig over at bære badetøj, som hun synes passer godt til hendes krop.)
Mere Familiejournal og mindre Femina?
Mange genkender sikkert den tilfredsstillende følelse, hvis man har fået taget et godt profilbillede af sig selv. I de efterfølgende dage kigger man igen og igen på de mange likes, der høstes. Influencere, modeller og andre celebrities, der flittigt deler billeder og historier fra deres liv, er heller ikke mange klik væk – profiler, hvor et usundt kropsideal eller en udsvævende livsstil sommetider dyrkes.
Er alle disse ting synd? Skal vi som kristne undlade at dele bikinifotos, vælge det grimmeste billede af os selv som profilbillede og kun følge Familiejournalen og mosters kageeventyr?
Det enkle svar er nej. At dele feriebilleder og dermed også sin glæde er ikke synd, ligesom et pænt profilbillede er ganske harmløst. Men vi kommer måske for nemt om ved det, hvis vi kun stiller spørgsmålet ”Er det synd?”, når det drejer sig om vores færden på de sociale medier. For de sociale medier er et ekstremt effektivt værktøj til at promovere sig selv på en usund måde og til at påvirke eller blive påvirket i en retning, som ikke er god for en kristen. Uploades billederne fra ferien med ønsket om at dele gode oplevelser, eller handler det mest om at opnå anerkendelse og beundring? Udvalgte fotos fra ens liv tilsat en stak filtre kan være hyggeligt og sjovt. Desværre kan de også bruges til at give en nærmest falsk fremstilling af en selv, hvor det måske dybest set handler om at ophøje og dyrke sig selv.
Fire spørgsmål i SoMe-grænselandet
Nu kunne man måske få indtryk af, at tastaturen er overgivet til en gammel og forarget mand, der har fået sit livs chok, efter at have set, hvad den uvorne ungdom dog kan finde på, når de betros en smartphone. Men ærindet er ikke at iklæde kristne en spændetrøje, når det drejer sig om de sociale medier. I stedet vil jeg gerne påpege, at vi på de sociale medier kan møde situationer og dilemmaer, som befinder sig i grænselandet, og at vi derfor gør klogt i at lære at stille de rigtige spørgsmål.
Her er fire spørgsmål, man kan stille sig selv, inden man slår noget op på de sociale medier:
- Ærer det Gud, eller ærer det mig selv? (At noget ærer Gud, betyder ikke, at det altid skal have et kristent budskab. Det at leve et liv med gode oplevelser, glæde og dyrebare relationer er også til Guds ære.)
- Er dette en ærlig eller en misvisende fremstilling af mig selv?
- Gør jeg dette for at vække misundelse eller begær hos andre?
- Vil dette let kunne stimulere folks lyst til synd?
Nøjes vi med spørgsmålet ”Er det synd?” – ikke bare i SoMe-universet, men i grænselandet i det hele taget – kan vi hurtigt komme til at sætte barren for lavt. For måske ligger der i det spørgsmål en underliggende trang til at komme så tæt på synden som muligt, uden at man rent faktisk synder?
Det er naturligvis godt at spørge sig selv: ”Er det synd?”, men i grænselandet er det ikke det eneste spørgsmål, vi skal stille. Peter tager det for givet, at kristne har en anden livsstil end ikke-kristne, og at det kommer tydeligt til udtryk (1 Pet 4,4). Desuden ønsker en kristen at følge Guds vilje frem for de menneskelige lyster (1 Pet 4,2). Hvis vi kun vil sige nej til de ting, som er synd, er det så et udtryk for, at vi selvfølgelig gerne vil følge Guds vilje, men prisen skal være minimal, når det gælder de ting, vi vælger fra? Hvis vi kun spørger, om noget er direkte forkert, afslører det måske et hjerte, der fokuserer mere på, hvor tæt vi kan komme på synden i stedet for på, hvor tæt vi kan komme på Gud. Men at en kristen skulle fokusere på at leve et liv, der lugter så lidt af Guds vilje, som det kan lade sig gøre, er ikke en idé, der er hentet fra Bibelen. Tværtimod handler det om, at vi som disciple skal vokse i hellighed og afhængighed af Gud.
Artiklen er et uddrag fra kapitlet ”At navigere i grænselandet” i ”Kristen i grænselandet” (LogosMedia 2022). Uddraget er lettere redigeret og har fået tilføjet en kortere indledning. Bogen handler om, hvordan vi som kristne skal navigere i en ikke-kristen verden, og er særligt skrevet til unge. Den kan købes her.
