Er alle kristne ikke præster ifølge Bibelen?
I 1 Pet 2,5+9 kalder Peter alle kristne præster. Dette henviser til tempeltjenesten, hvor præsterne virkede som mellemmænd mellem Gud og folket. Denne tjeneste er ophørt med Kristus, der er den eneste ypperstepræst, vi nogensinde har brug for (Hebr 9,24-26). Pga. Jesus har alle kristne nu uhindret adgang til Guds nærvær i ”helligdommen” (Hebr 10,19-21) – og er i den forstand præster.
Men det betyder ikke, at alle kristne dermed har rollen som menighedens åndelige hyrder og ledere. I samme brev taler Peter (1 Pet 5, 1-5) om dem i menigheden, der har rollen som ”ældste”. Disse er ikke ”mellemmænd” mellem menigheden og Gud, men har et særligt kald som hyrder og forbilleder for menigheden (v.2-3). Det er denne tjeneste, som ifølge Ny Testamente skal varetages af mænd.
Hvad med de kvindelige profeter i Bibelen?
I Bibelen hører vi om nogle få kvinder, der bliver benævnt som ”profetinder”: Mirjam (2 Mos 15,20), Debora (Dom 4,4), Hulda (2 Kong 22,14), Noadja (Neh 6,14), en unavngiven ”profetinde” (Es 8,3) og Anna (Luk 2,36).
Det viser os, at Gud gerne og i stor stil åbenbarer sig for kvinder og bruger kvinder i sin tjeneste. Det understreges i 1 Kor 11,5, hvor Paulus omtaler kvinders profetiske tjeneste i menigheden – en tjeneste, som i dag typisk praktiseres i det frie vidnesbyrd ved gudstjenester og møder.
Men vi kan vi ikke komme uden om, at der i Ny Testamente lader til at være et skel mellem den profetiske tale og så det åndelige lederskabs grundlæggende forkyndelse og undervisning, som skal varetages af menighedens retteligt kaldede mænd.
Hvis vi holder fast i en tjenestedeling mellem mand og kvinder, burde vi så ikke også gå ind for slaveri?
Det er rigtigt, at Paulus både kalder kvinden til at underordne sig manden i ægteskabet (Ef 5,22) og kirken (1 Tim 2,11-12) og slaver til at underordne sig deres herrer (Ef 6,5). Når vi alligevel holder fast i tjenestedeling, uden at gå ind for slaveri, er det, fordi der er afgørende forskel på de to:
- Slaveri bliver aldrig begrundet i skabelsen. Hvor Paulus forudsætter, at ægteskabet mellem mand og kvinde er en ordning fra dengang, Gud så på verden og sagde, at den var god (1 Mos 2,24; Ef 5,31), og endda bruger skabelsen som et argument for tjenestedelingen mellem mand og kvinde (1 Tim 2,14), hører vi aldrig noget tilsvarende om slaveriet.
- Paulus skriver, at hvis man har muligheden for at blive fri for slaveriet, skal man benytte sig af det (1 Kor 7,21). Det ville Paulus aldrig have skrevet, hvis slaveriet var en guddommelig ordning, som vi skulle holde fast i.
Jamen, vi siger jo heller ikke, at mænd ”skal bede med fromt opløftede hænder”, eller at kvinder ikke må have ”kunstfærdige håropsætninger” (1 Tim 2,8-9). Er det så ikke netop kulturelt betinget, når Paulus samme sted giver et forbud mod at ”optræde som lærer”?
Forbuddet mod at ”optræde som lærer” (1 Tim 2,12) er ikke kulturelt betinget, og det er de to andre formaninger heller ikke.
Når det lyder, som om mændene skal løfte deres hænder, når de beder, skyldes det en dårlig oversættelse. En bedre oversættelse havde været: ”Jeg vil altså, at mændene alle steder skal bede uden vrede og uden splid, når de løfter deres hellige hænder”.
Formaningen går altså ikke så meget på, at de skal løfte deres hænder, men at mændene skal bede uden vrede og splid, når de løfter deres hænder.
Når Paulus siger til kvinderne, at deres ”pynt skal ikke være kunstfærdige håropsætninger og guld eller perler eller dyrt tøj, men gode gerninger” (1 Tim 2,9), er vægten på, hvad man pynter sig med. Bibelsk set er der en skønhed i at tro på Jesus og følge ham, som ikke er en skønhed ”i det ydre” (1 Pet 3,3), men ”i hjertet” (1 Pet 3,4). Formaningen går altså på, at vi skal være mindre optaget af at søge andre menneskers anerkendelse og mere af at leve for Guds ansigt.
I Kristus er der ikke forskel på at være mand og kvinde, så skal vi vel heller ikke gøre forskel?
Indimellem bliver Galaterbrevet 3,28 brugt som et argument for, at troen på Jesus ophæver alle forskelle og dermed også tjenestedelingen mellem mand og kvinde. Det er dog en overfladisk læsning.
Der står jo netop, at det er ”i Kristus Jesus”, at det ikke kommer an på at være det ene eller det andet. Vores køn, kultur eller nationalitet osv. ophører ikke med at eksistere, når vi kommer til tro, men på trods af alle disse forskelle, er vi stadig ”i Kristus” og arvinger til frelsen (Gal 3,29), uanset hvor forskellige vi i øvrigt måtte være.
Artiklen er fra Budskabet 05-2023 og er en del af temaet ”Tjenestedeling i hård modvind”. Flere artikler i samme tema:
Lige er ikke det samme som ens
Hvad siger Bibelen om tjenestedeling?
