Skitser til en missionsk gudstjenesteform

Det er indholdet, der er det afgørende. Resten er jo bare form.

Sådan kan det indimellem lyde, når snakken falder på gudstjenesteform og liturgi.

På sin vis kan der være en afgørende pointe i, at det vigtigste i den kristne menighed er, om der bliver peget på Jesus, og ikke hvor højtideligt eller indfølende det gøres. Alligevel vil jeg vove den påstand, at formen ikke er helt uvæsentlig. Ikke alene bærer formen ofte på en bestemt betydning og et bestemt indhold, men der er også mange følelser og meget identitet forbundet med lige netop den form eller liturgi, som vores gudstjenester og møder udtrykker.

Hvad vil det sige at holde gudstjeneste?

Men før jeg rejser spørgsmålet om, hvordan gudstjenester og møder skal se ud i en missionsk sammenhæng, er det værd at overveje, hvad det egentlig vil sige at holde gudstjeneste.

Den lutherske præst og teolog Jordan Cooper beskriver i sin bog ”Liturgical Worship” en række forskellige modeller for, hvorfor man holder gudstjeneste i forskellige sammenhænge.

1. En karismatisk gudstjenesteform vil ofte have fokus på den oplevede erfaring af Helligåndens nærvær. Gudstjenesten er præget af høj musik, der skal forsøge at skabe en stemning af, at Ånden er til stede. Som Jordan Coo­per lidt polemisk formulerer det: ”Hvis Helligåndens nærvær ikke kan føles, må det være, fordi han ikke er dukket op”.¹”The Holy Sprit’s presence in the service is defined by the feelings of the people in the congregation. If His presence isn’t felt, then he must not have shown up.” (Jordan Cooper: Liturgical Worship, Watseka, Ill: Just and Sinner Publishing House 2018 s. 10).
2. I en romersk-katolsk gudstjenesteform står det såkaldte messeoffer, som vi kender som nadveren, i centrum. Men hovedformålet er ikke, at nadveren skal modtages af menigheden. Det er en biting. Nej, messeofferet skal først og fremmest bringes til Gud som en ublodig gentagelse af Kristi offer. Gudstjenesten er altså først og fremmest en tjeneste for Gud, hvor præsten agerer offerpræst, der bringer en ublodig gentagelse af Kristi offer på alteret.
3. Den reformerte gudstjeneste er blevet beskrevet som ”fire bare vægge og en prædiken”.²Jordan Cooper, s. 16. I forbindelse med reformationen inviterede de reformerte nemlig til en omfattende hovedrengøring. Det var tiltrængt, så messeofferet kunne ryge ud. Men ud fra et stærkt ønske om at være tro mod Guds ord stoppede de dog ikke der. Langtfra. Hele gudstjenesten blev gennemgået ud fra det såkaldte vejledende gudstjenesteprincip:³På engelsk kaldet: the regulatory principle of worship. Vi skal kun gøre det, som Gud har påbudt i Skriften, og intet andet. Og tilbage står altså en gudstjenesteform med forkyndelsen af Guds ord – og ikke så meget andet.
4. Den lutherske gudstjeneste minder lidt mere om den romersk-katolske af den simple grund, at lutheranerne var noget mere forsigtige i deres oprydning. Hvis det var ubibelsk, skulle det naturligvis ud, men de fleste elementer fra den gammelkirkelige tradition er bevaret.⁴Den Augsburgske Bekendelse art 15 beskriver således: ”Om de kirkelige skikke lærer de, at de skikke bør blive, hvor det kan ske uden synd, og som tjener til god ro og orden” (Andersen (2018): Konkordiebogen – De lutherske bekendelsesskrifter, s. 23.)

Det grundlæggende perspektiv for, hvorfor man holder gudstjeneste er dog forandret. Hvor fokus i den romersk-katolske gudstjeneste er på, at mennesket tjener Gud, er evangeliet, hvor Gud selv er kommet for at tjene os mennesker, blevet mere synligt. Hermed bliver gudstjenesten en dialog mellem Gud og mennesker.⁵Denne dialog kan i den Danske Folkekirke aflæses i, hvilken retning præsten har. Vender han sig mod alteret, repræsenterer han menigheden over for Gud. Vender han sig mod menigheden repræsenterer han Gud over for mennesker.

Gudstjenesten er altså ikke alene et sted, hvor vi tjener Gud gennem sang, bøn, bekendelse, lovprisning og tak. Det er også et sted, hvor Gud selv tjener os gennem sine sakramenter (dvs. dåb og nadver) og gennem sit ord (dvs. tilsigelsen af syndernes forladelse, nådeshilsner, tekstlæsninger, forkyndelse osv.).

Hvilken gudstjenesteform skal vi vælge?

Men hvilken gudstjenesteform skal vi egentlig vælge? Det er et spørgsmål, som lige pludselig er blevet relevant i de seneste 25 år, efter der er blevet etableret frimenigheder i missionsbevægelserne. Skal gudstjenester helst være højkirkelige eller lavkirkelige? Konservative eller moderne? Traditionelle eller relevante?

De frimenigheder, som har rod i missionsbevægelserne, står i en spænding mellem forskellige yderligheder. På den ene side er vi ikke lige så frie i formerne som frikirkerne, fordi vi oftere lægger vægt på sakramenternes betydning og ikke afviser den kirkelige tradition blankt. På den anden side er vi ikke lige så faste i formerne som folkekirken, fordi der ikke er nogen biskopper, der ånder os i nakken og forpligter os på at anvende folkekirkens liturgi.

I stedet står vi placeret midt mellem tre forskellige gudstjenestemodeller, som blander sig sammen:

• Den gammelkirkelige model
• Missionshusmodellen
• Nutidige kirkelige strømninger

Denne mellemposition kan give sammenstød, fordi vi har folk i vores menigheder, der er rundet af alle disse tre forskellige modeller og gudstjenestetraditioner.

Hvis vi kun giver plads til gammelkirkeligheden, risikerer vi et uforholdsmæssigt stort fokus på præsten, der både kan virke distancerende og hæmme nådegavernes frie udfoldelse og kommunikation i et sprog, som mennesker forstår i dag.

Hvis vi kun giver plads til missionshusmodellen, er der fare for, at vi ender som en sakramenteløs tidslomme, der hverken anerkender kirkens årtusindlange tradition eller behovet for fornyelse.

Hvis vi derimod kun giver plads til de nutidige kirkelige strømninger, står vi i fare for både historieløshed og en rodløs ”relevantisme”, hvor vi halser efter den sidste nye kirkelige trend, som forsvinder igen lige så hurtigt, som den kom til.

Hvad vil vi gerne arve?

I stedet for at vælge mellem de tre modeller kunne man derfor spørge, om det er muligt at tage det bedste fra alle tre verdener. Måske kunne det endda give et frugtbart samspil, hvis vi lærer at sætte pris på mangfoldigheden og øger vores refleksion over og vores tydelighed omkring, hvorfor vi gør, som vi gør.

Ligesom man ikke indretter sig præcis som sine forældre eller bedsteforældre, hvis man arver nogle møbler af dem, må vi overveje, hvordan vi bedst giver møblerne plads og nyt liv i en ny stue.

Spørgsmålet bliver derfor: Hvad vil vi gerne arve? I virkeligheden tror jeg, det er en øvelse, som mange missionske (fri)menigheder kunne have stor glæde af, for de fleste vil formentlig både kunne skrue op for inspirationen fra gammelkirkeligheden, vækkelsesarven og de nyere kirkelige retninger. Her vil jeg forsøge at tegne en skitse.

Hvad vil vi arve fra gammelkirkeligheden?

Man kan diskutere, hvor berettiget det er at lade præsten fungere som en mellemmand mellem Gud og mennesker, som man kender det fra folkekirkens højmesser. Når Det Nye Testamente beskriver præsterollen, er der nemlig ikke tale om en videreførelse af en den gammeltestamentlige offerpræst, men i stedet funktionen som ældste med at undervise og lede menigheden som en hyrde (1 Tim 2,5; Ef 4,11).

Men selve understregningen af, at gudstjenesten er en dialog mellem Gud og mennesker, er efter min opfattelse en særlig styrke ved vores gammelkirkelige lutherske arv. Her tror jeg, mange missionske menigheder i deres liturgi med fordel kunne sørge for at understrege den sakramentale virkelighed, at det er Gud selv, der kommer til os i Ordet, dåben og nadveren og rækker os syndernes forladelse.

Men den anden side af dialogen er mindst lige så vigtig, for det er overhovedet ikke ligegyldigt, hvordan vi møder Gud. Det hænger sammen med det bibelske syn på mennesket. For mennesket er nemlig ikke blot en hjerne på en pind, så gudstjenesten skulle handle om at proppe mest mulig information ind i vores hoveder. Man kan have nok så meget viden om Gud, men elske alt det forkerte. I stedet er mennesket først og fremmest, hvad det elsker, og her ”kan ritualer være kærlighedsformende praksisser, som former (…) vores hjerte”.⁶James K. A. Smith (2016): You Are, What You Love, Grand Rapids, Michigan: Brazo Press, s. 22.

Mange af de gammelkirkelige gudstjenesteled stammer netop fra måder, mennesker møder Gud på i Bibelen. I skriftemålet møder vi Gud med syndsbekendelse, han rækker os nåden, og vi svarer ham med lovprisning. Sådan fortsætter dialogen mellem Gud og mennesker og minder os om, hvordan vi må møde Gud, og hvordan Gud møder os.

Hvad vil vi arve fra missionshuset?

Det er let at komme til at glemme, at missionshusets mødeform egentlig var et kirkehistorisk nybrud, da man i 1800-tallet gjorde op med det skarpe skel mellem gejstlige og lægfolk. Her kunne almindelige mennesker møde andre, der modsat den lokale sognepræst aldrig havde sat deres fødder på et universitet, men alligevel kunne fortælle om livet i Gud på en personlig måde.

Helt så banebrydende opleves det nok ikke i dag, men det betyder bestemt ikke, at missionshuset ikke rummer en væsentlig arv, der er værd at bevare for fremtiden.

Personligt har jeg ikke lyst til at arve de lange indledninger, der bliver en miniprædiken før selve prædikenen. Men det centrale fokus på Ordets forkyndelse, som det, der giver næring til troen, vækkelsessange, der taler klart om frelsen i Jesu blod, og understregningen af nådegavernes frie udfoldelse gennem vidnesbyrd, ordet frit og personlig bøn fra hjertet er uvurderlige elementer, der som ædle møbler fortjener en fornem placering i den nye stue.

Hvor vil vi hente inspiration i dag?

Som de sidste penselstrøg i skitsen vil jeg nævne nogle positive bidrag fra den missionale og den karismatiske bevægelse.

Den missionale bevægelse har mindet os om, at det ikke er ligegyldigt, hvordan vi taler om Gud, hvis vi ønsker at nå nutidens mennesker med evangeliet om Jesus. Hvor det er gået værst, har det betydet en usund tilpasning af budskabet til menneskers umiddelbare følte behov frem for deres egentlige og evige behov. Det er bestemt ikke forbilledligt. Men selve anliggendet med at tale i sprog, som mennesker forstår, og bestræbe sig på at forklare vanskelige ord og begreber, er en værdifuld påmindelse i en tid, hvor den kristne børnelærdom svækkes. Det ændrer ikke på, at der er dele af troen, som forbliver et mysterium. Men det har vist aldrig været en opgave for kirken at gøre troen mere mystisk end som så.

Selvom den karismatiske bevægelse blev klart, og efter min mening berettiget, afvist af missionsbevægelserne og KFS i 1970’erne primært pga. en i bedste fald uklar evangelieforståelse, har den alligevel givet flere positive bidrag til moderne gudstjenesteliv.

Det gælder ikke mindst en friere kropskultur i tilbedelsen og større plads til inderlighed i lovsangen. Selvom vi i vores tradition har været gode til at betone, at troen ikke afhænger af, hvad vi føler, betyder det nemlig ikke, at følelser er helt ubetydelige. Her er det positivt med en påmindelse om, at troen også har at gøre med vores følelsesliv.

Som det er med skitser, er det altid ufærdige kladder, men måske kunne en enkelt læser eller to få lyst til selv at tegne videre.