”At frygte Herren er begyndelsen til kundskab” og ”Kærlighed fordriver frygten”.
Bibelen indeholder mange udsagn, der taler om frygt og gudsfrygt, og flere af dem virker tilsyneladende modsatrettede. Nogle vers taler om gudsfrygt som noget grundlæggende godt og afgørende i livet med Gud. Andre tekster opmuntrer os til slet ikke at frygte. Og i nogle beretninger vækker menneskers møde med Gud tydeligvis rædsel.
Hvordan skal vi forstå Bibelens tale om frygt og gudsfrygt, som på overfladen kan virke modsatrettet? Og hvordan skal vi i vores eget liv forholde os til Bibelens frygtudsagn?
Hvordan forstå de forskellige frygtudsagn?
For at blive klogere på Bibelens ”frygttekster”, er det en fordel at kategorisere dem. Jeg har forsøgt at inddele teksterne i tre kategorier:
- Tekster, hvor mennesker er bange/rædselsslagne i mødet med Gud.
- Tekster, hvor gudsfrygt beskrives med positivt fortegn.
- Tekster, hvor vi opmuntres til slet ikke at frygte.
Vi vil kigge på hver gruppe af tekster og ud fra eksempler se, hvad de siger om frygt. Efterfølgende vil jeg sammenfatte det, vi har fundet ud af, i en lille bibelsk ”frygtteologi”.
Rædselsslagen i mødet med Gud
I beretningen om forklarelsen på bjerget (Matt 17,1-13) møder vi tre af Jesu disciple, der fik en oplevelse, de næppe glemte foreløbig. Peter, Jakob og Johannes blev af Jesus taget med op på et bjerg. Her forvandledes Jesus for øjnene af dem, han talte med Moses og Elias, og Gud lod sin røst lyde fra skyen: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!” Reaktionen fra de tre disciple? De faldt ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt.
Lad os dvæle ved det et øjeblik. Voksne mænd, der var vant til hårdt og barskt arbejde, bliver så rædselsslagne, at de simpelthen falder ned på jorden og gemmer ansigtet. Af og til kan vi mennesker blive bange, men stadig ”tage os sammen” og holde facaden. Men når et menneske ser eller erfarer Gud i hele hans guddommelighed, brister al facade og selvsikkerhed. Den naturlige automatreaktion er frygt. Der er noget frygtindgydende og rædselsvækkende over Gud. Han er evig, skaber, almægtig og hellig, og vi mennesker bliver så uendeligt små, når vi ser hans storhed. Han er GUD, og vi er mennesker!
Andre tekster: I Første Mosebog 31,42 kaldes Gud for ”Isaks rædsel”. I Esajas’ Bog 6,5 overvældes Esajas af synet af Guds trone.
Gudsfrygt beskrives som noget godt
Flere steder i Bibelen tales der om gudsfrygt som noget grundlæggende godt. Vi vil nu tage udgangspunkt i Ordsprogenes Bog 9,10 og bagefter lade andre tekster uddybe, hvad gudsfrygt handler om:
At frygte Herren er begyndelsen til visdom,
at kende den Hellige fører til forstandighed.
Verset består af to udsagn, der beskriver samme virkelighed på to forskellige måder. ”At frygte Herren” og ”at kende den Hellige” handler altså om noget af det samme. Hermed lærer vi noget vigtigt om bibelsk gudsfrygt: Gudsfrygt er ikke bare ét aspekt af at kende Gud; det er ikke blot et hjørne af troslivet. Gudsfrygt er simpelthen en måde at beskrive hele livet med Gud på. Gudsfrygt er en slags totalbeskrivelse af livet med Gud. Det modsatte er også tilfældet. Om dem, der afslår Gud og ikke følger ham, står der i Ordsprogenes Bog 1,20-29: De valgte ikke at frygte Herren.
Andre tekster uddyber, hvad gudsfrygt, i denne forstand, handler om: Gudsfrygt bygger på sand kundskab om Gud. Gudsfrygten har altså en erkendelses- og vidensdimension (1 Tim 6,3. Tit 1,1. 2 Pet 1,3). Gudsfrygt indebærer at hade det onde og kæmpe imod synden (2 Mos 20,20 og Ordsp 8,13). Gudsfrygten fører til liv, ja, evigt liv (Ordsp 19,13 og 1 Tim 4,8). Gudsfrygten indebærer bevidsthed om Guds endelige dom samt hans nyskabelse af himmel og jord, og den handler om klarhed over det ultimativt vigtigste: at blive frelst (2 Pet 3,11 og Fil 2,12).
Opmuntring til ikke at frygte
Der er altså tekster i Bibelen, der beskriver, at det er frygtindgydende at møde Gud i hans hellighed, og der er tekster, der beskriver gudsfrygt som noget grundlæggende godt og rigt. Den tredje gruppe af tekster er dem, der opmuntrer os til ikke at frygte. Hvad er meningen med den sidste slags frygttekster?
Et eksempel er Første Johannesbrev 4,17-18. Apostlen Johannes skriver, at Guds kærlighed fuldendes i os, ved at vi har frimodighed på dommens dag. Dén virkelighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og hvis man frygter, er man ikke ”fuldendt i kærlighed”.
Tankegangen er, at når vi kender Gud som vores frelser, må vi gå ind til dommen med frimodighed, fordi vi ved, at vi bliver frelst. Vi skal ikke gå til dommen med en frygt for at blive dømt til straf. At kende Gud giver netop vished og frimodighed. Den frygt, der skal fordrives, er frygten for dommen.
Johannes taler altså om frelsesvished. Som Guds børn har vi grundlag for ikke at frygte Guds dom!
Andre tekster, der opmuntrer til ikke at frygte: Romerbrevet 8,15 beskriver, at vi har fået Helligånden, som giver barnekår hos Gud. Vi behøver ikke frygte, fordi Gud er vores far. I Lukasevangeliet 12,32 siger Jesus, at de troende ikke skal frygte, for riget er deres. I Matthæusevangeliet 10,24-31 siger Jesus, at vi ikke skal frygte forfølgerne, fordi vi for Gud er meget mere værd end spurve, som Gud endda har omsorg for.
I disse tekster går det igen, at når vi er hos Gud og har fællesskab med ham, skal vi ikke frygte for Guds fjender og for dommen. Der er tryghed, vished, frimodighed og glæde i livet med Gud.
Sammenfatning: En lille bibelsk frygtteologi
Bibelen bruger ordet frygt på flere måder. Som vi har set, bruger Bibelen gudsfrygt som en slags totalbeskrivelse af livet med Gud: et opgjort forhold til ham, hvor vi lever i efterfølgelse og hellighed med vores frelse og evigheden for øje.
Samtidig er der noget frygtindgydende over Gud, som en anden gruppe af tekster viste os. Alligevel skriver den Johannes, der blev rædselsslagen for Den Treenige Gud ved forklarelsen på bjerget, også om, at vi på dommens dag kan træde ind med frimodighed og uden frygt for den samme Gud. Det ene udelukker ikke det andet.
Hvad skal vi bruge det til?
Når vi læser Bibelen, er det godt og vigtigt at tænke over, hvad det betyder i vores eget liv. Bibelen er ikke blot en samling af informationer. Gud vil os noget i sit ord, og hans ord er virksomt. Det former, vækker, advarer, trøster, osv. Det er altså sundt, når en kristen læser Bibelen for at applicere det ind i sit eget liv. Men først må man overveje noget andet: Hvad betyder teksten? Hvordan skal vi forstå teksten? Først når vi har forstået, hvad en bibeltekst handler om, kan vi lave den rette applicering ind i vores eget liv. Ellers risikerer vi at ende med en vilkårlig bibellæsning og -applicering.
Med ovenstående lille tekstgennemgang og forsøg på at sammenfatte en lille bibelsk frygtteologi, har vi arbejdet med dette første skridt: ”Hvad siger teksten?” Vi kan nu bevæge os til hvad teksten siger til os i dag.
Appliceringer kan naturligvis variere fra person til person og fra forsamling til forsamling. Det følgende er altså nogle bud på, hvordan vi kan applicere Bibelens frygtudsagn og lade dem tale til vores trosliv. Jeg vil fremhæve tre ting, som udspringer af de tre facetter i den bibelske frygtteologi, vi er nået frem til.
Applicering 1: Vores gudsbillede
At Gud er rædselsvækkende, er ikke det eneste, der er at sige om ham. Men det er dog noget af alt det, Bibelen siger om Gud. Det må lede til et ransagende spørgsmål: Er Guds frygtindgydende hellighed og majestæt en del af vores gudsbillede?
Nogle hævder, at Guds hellighed er ved at glide ud af vores bevidsthed. Hvis det er rigtigt, må alarmklokkerne ringe, for mister vi erkendelsen af Guds hellighed, er der risiko for at livet med Gud falder sammen som en række dominobrikker: Er Gud ikke hellig, er synden mindre alvorlig. Er synden ikke længere mit primære problem over for Gud, bliver evangeliet ikke længere hjertet i kristendommen.
Det er faktisk alvorligt. For min manglende erkendelse af Guds hellighed, ændrer jo overhovedet ikke på, at Gud er hellig. Og min svindende nød for min frelse ændrer heller ikke på, at jeg før eller siden skal stå foran ham på dommens dag.
Applicering 2: I kamp mod det gamle menneske
Den anden applicering handler om gudsfrygten som en totalbeskrivelse af livet med Gud. Her kan den troende opleve en stor ambivalens. Overvej disse spørgsmål:
Hader jeg synd? Vil jeg følge Jesus? Elsker jeg Gud? Vil jeg lære ham bedre at kende?
Hvis du kan svare ja og nej (endda samtidig!) til de spørgsmål, tyder det på, at du har erfaret et af kristenlivets kendetegn. Livet med Gud er nemlig en kamp. Det gamle menneske vil ikke slippe synden, det vil ikke følge Jesus, og det hader Gud. Det frygter ikke Gud, og det elsker synden. Mærker du det, mærker du dit gamle menneske, og det er faktisk ganske naturligt for en kristen.
Engang opsøgte jeg en sjælesørger, fordi jeg var anfægtet over min kærlighed til synd, min ulyst til at følge Jesus og min dovenskab i andagtslivet. Mærkeligt nok fornemmede jeg et tiltagende smil hos sjælesørgeren, idet jeg fortalte om, hvordan jeg havde det. Da jeg efterhånden var færdig, nærmest spjættede han på stolen, og jublende og smilende udbrød han: ”Tillykke!”
Jeg var helt paf. Men han forklarede mig, at anfægtelsen over mit uhellige liv vidnede om, at Ånden havde taget bolig i hjertet. Sagt med gudsfrygtstermer: Der var noget i mig, der ville følge og adlyde Gud, sige nej til synd og frelses for enhver pris. Dog erfares et liv i gudsfrygt sjældent som en åndelig sejrsgang, men opleves ofte nedslående og ambivalent, fordi det gamle menneske er budt op til kamp.
Applicering 3: Frelsesvished
Mange kristne kæmper med manglende frelsesvished og frygt for at gå fortabt. For nogle varer kampen en mindre periode, måske nogle år, mens den for andre er livsvarig. Uanset hvad er Bibelens trøst den samme: Frelsesvished skabes ikke ved, at vi ser indad og forsøger at frembringe mere anger, vilje eller kamp. Frelsesvished må man lytte sig til gennem Guds ord. Og Guds ord lærer, at frelsen ikke bygger på noget i os selv, men er en sag mellem Gud og Jesus. Min frelse afhænger ikke af mine egne følelsesmæssige op- eller nedture (heller ikke, hvis nedturen varer hele livet), men afhænger alene af, at Gud ser Jesus, og på grund af sin nåde alene lader det, Jesus har gjort, gælde for mig.
Artiklen er fra Budskabet 01-2024 og er en del af temaet ”Gudsfrygt”. Flere artikler i samme tema:
