Ental i modsætning til flertal – hvad er mest ensomt? Er ental et mere ensomt tal end flertal? Med andre ord, er singler i større risiko for at opleve ensomhed?
Jeg må ærligt indrømme, at jeg har nogen erfaring med ensomhed. Jeg kender følelsen, jeg kender knuden i maven og tårerne, som kan synes ustoppelige. Men skyldes det, at jeg endnu ikke er gået fra ental til flertal, at jeg er mig og ikke et vi? Det er jeg ikke uden videre overbevist om.
Jeg kan godt forstå det logisk dragende i slutningen. Det ville give sådan en rar matematisk tilfredshed, at ét menneske er lig ensomhed, to mennesker er lig tosomhed – altså ingen ensomhed. Men jeg tror egentlig ikke, at mennesker er opbygget helt så matematisk. Jeg er i hvert fald ikke, må jeg konstatere.
Jeg kender ikke nødvendigvis dig, der læser det her. Jeg ved ikke, om du er single eller ej. Jeg ved ikke, om du føler dig ensom eller ej. Men jeg ved, at du sikkert oplever verden anderledes end mig. Ingen kan vel sige noget gennemført generelt, for singler tænker, føler og oplever ikke ens, sådan som mennesker generelt ikke gør det. For nogen vil ensomhed være direkte sammenkoblet med det, at de er singler. For andre er deres singleliv kilde til en herlig alenehed, som ikke har det fjerneste med ensomhed at gøre. Og for de fleste af os lever vi måske det meste af vores liv sådan lidt midt imellem. Få mennesker har det vel på samme måde hele tiden?
Alenehed og ensomhed
De tidspunkter i mit liv hvor ensomhed har fyldt mest, har mærkeligt nok været der, hvor jeg havde flest relationer, flest arrangementer og flest aftaler i kalenderen. Gode mennesker og gode aftaler, men alligevel var jeg ensom. Der var masser af fællesskab, men der var noget i mig, som skulle falde på plads.
Med alderen følger ofte mand/hustru, børn, hus, have og bil. Det har det også gjort for mange af mine tætte venner. De har skiftet deres københavnerliv ud med de åbne vidder. Derfor har jeg nu helt naturligt færre aftaler end for bare fem år tilbage. Alligevel er ensomhed en noget sjældnere gæst nu end tidligere. Jeg ser på mit liv og konstaterer, at jeg er mere alene men mindre ensom.
Jeg kunne have lyst til at vende udgangspunktet om blot for en stund. Er ægtefolk forskånet for ensomhed? Det tror jeg, at mange vil svare nej til – måske af og til snarere tværtimod. Hvis tosomheden føles som ensomhed, kan ensomheden opleves enorm, for den skulle jo i udgangspunktet ikke have været der.
Alenehed og ensomhed går ikke nødvendigvis hånd i hånd. Verden er fuld af alenehed uden ensomhed og ensomhed uden alenehed.
Så er singler i større risiko for ensomhed? Nej, eller… Jeg kunne godt have lyst at drage den konklusion: ensomhed har ikke noget at gøre med, hvorvidt du er single eller ej. Men som jeg sidder her alene i min stue, spekulerer jeg på, om det mon alligevel ikke også ville være usandt og i bedste tilfælde upræcist?
Jeg mærker en til tider tyngende alenehed i hverdagen, i beslutninger og i gøremål, som kan blive og nogle gange bliver til ensomhed for mig. Ikke altid og slet ikke gennemskueligt, men nogle gange synes jeg alligevel, at det er ensomt at stå med store beslutninger på egen hånd.
Så hvor meget jeg end har lyst til at svare nej, så bliver det med et men. Vi skal anerkende ensomhed, tage den alvorligt og handle i forhold til den. Måske åbne vores familier, hjem og fællesskaber op og lukke hinanden ind. Vise hinanden lidt mere virkelig virkelighed. Den upolerede men måske også mere afslappede virkelighed. Der opstår ægte ensomhedsopløsende venskab.
En halvø
Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke godt kunne tænke mig at blive gift engang. Jeg kunne godt tænke mig at blive valgt til i det eksklusive fællesskab, som kun to mennesker kan være en del af. Jeg gad af og til godt, at jeg ikke behøvede at sætte mig ind også i de ting, som jeg ikke nødvendigvis synes er virkelig interessante. At jeg ikke nødvendigvis skulle finde ud af at få skiftet cykelkæde og lappet mit baghjul, om end det er et banalt hverdagseksempel (jeg må dog indrømme, at jeg sjældent har følt mig vildere, end da jeg på egen hånd skiftede toiletbrætbeslag). Jeg er alligevel overbevidst om, at selv i ægteskabets eksklusivitet kan man opleve sig ensom.
I virkeligheden må jeg nok konkludere på det indledende spørgsmål om ental og flertal, at jeg tror livet leves et sted mellem ensomhed, og hvad end ordet for det modsatte af ensomhed måtte være. Der er ikke et enten-eller, måske heller ikke et både-og, måske er der bare livet. De føromtalte venner, som flyttede ud, er alligevel tæt på i mit liv, selvom Vanløse nu hedder Aarhus, Køge, Hedensted eller Græsted. Børnetegninger og perleplader hænger på køleskabet og minder mig om børnene, som uden forbehold og uden antagelser giver kærlighed i overflod. Samtidig med at min fleksible hverdag kalder på det gode liv med gode venner uden tanke på villa, Volvo og vovhunds begrænsninger.
Ethvert menneske er en halvø, skriver Carsten Hjort. Med det mener han, at vi er unikke mennesker, som har brug for at være selvstændige individer. Samtidig har vi brug for fællesskab. Vi er ikke øer men halvøver, vi har brug for at hænge sammen med andre. Det er et alment menneskeligt behov, som jeg dagligt mærker, ikke fordi jeg er single, men fordi jeg er menneske, og til dels fordi jeg er mig og lader op i selskab med gode venner. Jeg har behov for at omgive mig med mennesker, hvis fællesskab er til velsignelse for mig og for hvem, jeg kan være en velsignelse.
Subjektivitet
Ensomhed er en subjektiv følelse, som vi ikke kan opstille regler omkring. Noget i mig mistænker desuden, at der gemmer sig et fromt, men nok alligevel sandt svar i alt det her. Den gamle kirkefader Augustin siger det med ord, som rører mig. ”Du har skabt os til dig, O Herre, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig.” (Augustins Bekendelser) Jeg kan opleve mig ensom uanset livssituation, for det helt grundlæggende, som mit hjerte længes efter er ikke menneskelig tosomhed, men det er fællesskabet med Gud. Her er jeg allerede valgt til.
