Samvittigheden – ingen undskyldning

Denne artikel har to afsnit. I det første vil jeg vise den rolle, som samvittigheden har spillet for udviklingen af den internationale retsorden i det 20. århundrede. I det andet vil jeg se på, hvad Bibelen siger om samvittigheden.

International retsorden og menneskerettigheder

Da Anden Verdenskrig sluttede, blev de allierede vrede over det syn, der mødte dem i tyske udryddelseslejre som Auschwitz-Birkenau og Treblinka. Det systematiske folkedrab på jøder og andre var den væsentligste grund til, at juristerne ved retssagen i Nürnberg måtte definere en international retsorden, som indtil da havde været meget begrænset.¹www.folkedrab.dk Tyskland havde jo indtil foråret 1945 været en suveræn stat, hvor Rigsdagen og regeringen i Berlin afgjorde den retsorden, der skulle gælde i Tyskland. På hvilket grundlag kunne andre lande så dømme og straffe tyske politikere og embedsmænd, der blot udførte det, som regeringen havde bedt dem om? Til deres forsvar sagde de anklagede, at de handlede efter ordre og i overensstemmelse med gældende lov i Tyskland, f.eks. Nürnberglovene fra 1935, der fratog jøder og andre grupper vigtige rettigheder i det tyske samfund. Men de anklagede blev dømt alligevel, for de burde have valgt lydighedsnægtelse.

I december 1948 vedtog FN både en konvention om folkedrab og en konvention om menneskerettighederne. Den sidstnævnte henviser i sin indledning til de grusomheder, der blev straffet af krigsforbryderdomstolen i Nürnberg: ”Tilsidesættelse af og foragt for menneskerettighederne har ført til barbariske handlinger, der har oprørt menneskehedens samvittighed”.²www.menneskeret.dk Artikel 1 gentager denne henvisning til samvittigheden: ”Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.” Artikel 18 tilføjer: ”Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed.”

FN konstaterer, at mennesket er udstyret med både fornuft og samvittighed, som må antages at være to forskellige instanser i sjælen. Konventionen forklarer ikke, hvad fornuft og samvittighed er. Men det er åbenbart særligt samvittigheden, der er blevet oprørt over nazisternes ”barbariske handlinger.” Det må forstås sådan, at alle mennesker har den samme eller nogenlunde samme samvittighed, der altid oprøres over den slags handlinger.

Retten står over loven

Krigsforbryderdomstolen i Nürnberg gik ud fra, og FN’s konvention om menneskerettighederne bekræfter, at alle mennesker inde fra sig selv ved, at visse handlinger, som f.eks. folkedrab, er onde og bør straffes. Denne lov i sjælen er overordnet de love eller ordrer, som nationale parlamenter og regeringer udstikker. Hvis myndighederne beordrer os til at handle i strid med samvittigheden, er vi derfor forpligtede til lydighedsnægtelse, ellers pådrager vi os skyld og risikerer straf (ApG 5,29). Man kan sige det sådan, at retten står over loven! Vi skal gøre det rigtige og gode, uanset om den nationale lovgivning siger noget andet.

Men hvorfra kommer denne ophøjede ret? Hvor kommer samvittigheden fra? FN’s konventioner henviser ikke til Gud som årsag. Bag både Nürnbergprocessen og FN’s konventioner står nok snarere naturretten, som er en opfattelse, der voksede frem i løbet af 1600-tallet: ”Naturen – ikke staten – har garanteret alle mennesker en række evige og ufravigelige rettigheder.”³Kristian Gustavussen og Louise Capion Hansen, ”FNs folkedrabskonvention. Spændingsfeltet mellem den nationale suverænitet og de universelle menneskerettigheder”, i: Den ny Verden 2008 nr.2, s.107. Det forbliver dog uklart, hvordan den upersonlige natur kan udtale sig om, hvad der er godt og ondt. Det er lettere at forklare det sådan, at en personlig Gud har lagt denne fornemmelse af godt og ondt ind i os. USA’s uafhængighedserklæring fra 1776 siger: ”Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke.” For de fleste i 1700-tallet var Skaberen ikke den upersonlige natur, men Gud.

Hvad siger Bibelen?

Paulus skriver, at hedningerne ikke har fået Guds lov på samme skriftlige måde som jøderne. Alligevel gør hedningerne af naturen, ”hvad loven siger.” Derfor er de ”uden at have en lov, deres egen lov. De viser, at de har den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerte, og deres samvittighed optræder som vidne, og deres tanker anklager eller forsvarer hinanden” (Rom 2,14-15). Fordi Gud har skrevet lovens krav ind i os, har vi ingen undskyldning ”på den dag, da Gud dømmer det, som skjuler sig i mennesker” (v.16). Vi ved nemlig godt, at vi har handlet imod det vidnesbyrd, som vi har inde i os selv.

Romerbrevet 1 siger, at naturen omkring os også vidner om Guds væsen og vilje (1,19). Problemet er, at mennesker undertrykker det vidnesbyrd, som de har fra naturen og fra samvittigheden. Paulus siger: ”De undertrykker sandheden med uretfærdighed” (1,18). ”De udskiftede Guds sandhed med løgnen” (1,25). ”De blev opslugt af al slags uretfærdighed” (1,29). Inderst inde havde de en fornemmelse af, at de handlede forkert, men de nød synden. Derfor har de ingen undskyldning, når Gud dømmer dem (1,20; 2,1).

Det minder om, hvad domstolen i Nürnberg sagde til nazisterne: ”Inderst inde vidste I godt, at jeres handlinger var forkerte. Derfor er I skyldige!” Men Paulus tilføjer noget, som ikke fremgår af naturretten: Det er Gud, der har skrevet lovens krav ind i jeres hjerte. Han har givet jer en samvittighed. Og dét er en højere ret end den nationale lovgivning. Derfor står nazisterne skyldige, ikke bare i Nürnberg, men også på dommedag. De står skyldige, ikke bare over for mennesker, men også over for Gud.

En del af nazisterne flygtede fra retsopgøret og døde i frihed i Sydamerika eller andre steder. Siden har journalister og jurister ærgret sig over, at de undslap retfærdigheden.⁴Morten Mikkelsen, ”Nazilægen, der undslap retfærdigheden”, i: Kristeligt Dagblad d. 5. november 2012. Artiklen handler om lægen i Auschwitz, Josef Mengele, der døde af et hjerteanfald i Brasilien i 1979. Men det er en misforståelse! Da de døde, trådte de ind foran Dommeren, for ”det er menneskenes lod at dø én gang og derefter dømmes” (Hebr 9,27). Den dag har vi ingen undskyldning.

Har samvittigheden altid ret?

Dommerne i Nürnberg og FN’s konventioner siger: Hvis myndighederne kræver noget ondt af os, skal vi i stedet følge vores samvittighed. Forudsætningen er, at samvittigheden taler sandt. Men gør den altid det?

Kristen teologi har ofte skelnet mellem to aspekter af samvittigheden eller ligefrem mellem to samvittigheder inde i ethvert menneske; én skabt og én uskabt. Man har forstået Romerbrevet 2,14-15 sådan, at Gud dels har skrevet lovens krav ind i vores hjerter og dels har givet os en samvittighed, der kan høre og anvende hans lov. Ifølge denne tradition er loven i hjertet ikke det samme som samvittigheden. Man har derfor ofte brugt forskellige ord om disse to elementer i sjælen (latin: syneidesis og conscientia). Den første er Guds lov. Den er evig og uskabt som Gud selv, og den taler derfor altid sandt. Den anden er skabt. Den er en del af menneskets natur, og den er lige så fejlbehæftet som alt andet menneskeligt. En anden tradition har forsøgt at tænke de to elementer sammen til én samvittighed, der ofte tager fejl i sin bedømmelse af godt og ondt.

Som jeg ser det, kommer den første tradition bedre til rette med det, som Paulus faktisk siger i Romerbrevet 2: I mennesket er der både en første og en anden røst. Den første er, ”hvad loven siger” (v.14). Denne røst formaner eller advarer. Den anden røst er vores samvittighed, der bekræfter eller fordømmer det, vi har gjort.⁵Olaf Moe, Brevet til Romerne, Oslo: Aschehoug 1933, s.104. Den første røst er kærlighedens stemme. Den siger, at vi skal gøre det gode og holde os fra det onde. Men den overlader til den anden røst at anvende dette princip på de konkrete situationer. Den første røst taler altid sandt. Den anden røst præges af mange ting og kan derfor blive uklar og bedømme forkert.

De svage i troen og de forhærdede

Romerbrevet 14 taler om de ”svage i troen”. Deres samvittighed bliver øm, hvis de ikke overholder bestemte regler (se også 1 Kor 10,25ff). Deres opdragelse eller kulturen i samfundet har givet dem det indtryk, at bestemte handlinger er forkerte. Om det siger Paulus: Får man dårlig samvittighed af at bryde disse regler, skal man overholde dem. ”Alt, hvad der ikke er af tro, er synd” (Rom 14,23). Egentlig er den kristne fri til at overholde disse regler eller lade være. Men man skal følge sin samvittighed. Som Martin Luther siger: ”Det er ikke tilrådeligt at handle imod sin samvittighed!” Det gælder endda, når samvittigheden tager fejl. Paulus tilføjer: Derfor skal vi ikke bringe vores ”broder til at snuble eller falde” (14,13). Det kan ske, hvis vi fortæller ham, at han i virkeligheden er fri til at gøre det, som giver ham dårlig samvittighed. Så forleder vi ham til synd.

I andre tilfælde går der synd forud for en fejlende samvittighed. Man har gjort ting, som man ikke havde det helt godt med. I begyndelsen blev samvittigheden øm. Men man blev ved med at gøre disse ting alligevel. Man forhærdede sig mod samvittighedens røst, og med tiden blev det vanskeligt at høre den. Derfor begår man nu denne synd, uden at samvittigheden bliver øm. Hér er der ikke tale om ”de svage i troen”, men om forhærdede syndere. De lever ”ikke bare selv sådan, men bifalder også, at andre gør det” (Rom 1,32). Det har de tilsyneladende god samvittighed med. Men de har stadig en svag erindring om, at de overhørte den indre røst. Derfor har de ingen undskyldning, fortsætter Paulus (2,1).

Disse to forklaringer kan kombineres: Nazisterne forsvarede sig med, at de fulgte ordrer. Ja, men de forhærdede sig også mod loven i deres indre. Derfor har de ingen undskyldning, hverken i Nürnberg i 1945 eller efter døden.

Den uskabte røst i sindet er, ”hvad loven siger.” På grund af denne røst har vi ingen undskyldning, når vi forhærder os imod den. Den skabte røst i sindet er vores evne og vilje til at høre og anvende den første røst. Der er to røster: en skabt og en uskabt, og det er nyttigt at huske forskellen på dem.