Religionsforskrækkelse?

Mit formål med denne artikel er at vise, hvorfor jeg ikke tror, at kristendommen er så død, skidt eller farlig som dens rygte. Min overbevisning er, at kristendommen er sand, og at dens sandhed har konsekvenser for mennesker; derfor ønsker jeg at informere andre, så de kan tage et velbegrundet valg for eller imod. Så er mine kort lagt på bordet.

Vi starter et lidt andet sted.

Da nogle fly styrter ind i to tårne i New York i september 2001, går vi i vesten ind i en ny periode af historien. Væk er 90´ernes drømme om evig fremgang, demokratisering og globalisering, og goddag til en forandret verden med etniske konflikter, civilisatoriske sammenstød og ikke mindst forskrækkelse over religion.

Samtidig er det religionens tilbagevenden til det sekulære vestens scene – på godt og ondt.

For der er vist ikke meget tvivl om, at Richard Dawkins og den hårde ateisme fik medvind i sejlene af den religiøs terror. I dag synes bølgerne at gå mindre højt end de har gjort – men en slags ”default mode” imod radikal religiøs tro er fuldt ud til stede i Danmark, også i dag.

Religion fylder langt mere i mediebilledet i dag, end det gjorde i 90´erne og 80´erne. Det er ikke mindst den muslimske indvandring, der har forårsaget dette skifte. Religion vækker bifald, forargelse, had, næsegrus beundring, stærke følelser. Min påstand er, at religionsforskrækkelse i særlig grad er en vestlig og sekulær tendens, som gør, at vi ofte får et næsten forskruet forhold til religiøse mennesker.

Det er der en lang dansk tradition for, som stammer helt tilbage fra Georg Brandes og kulturradikalismen, til Henrik Pontoppidan og kommunistiske forfattere som Hans Kirk.

I årtier var det særligt Indre Mission og lignende formørkede kristne, der stod for skud (hvem kender ikke Hans Kirks ”Fiskerne”? Eller Matadors indremissionske, ubarmhjertige og grove faster Anna?).

I dag får muslimerne ofte en over puklen, men er man i tvivl, så får klassisk kristendom stadig sin del, når kristne stikker næsen lidt for langt frem i offentligheden.

Nu kan der være reelle grunde til religionskritik, og jeg mener at kulturradikalismen (og kommunismen) også tog berettigede opgør med statskristendom og en del religiøst hykleri.

Religionskritik har en berettigelse. Selvfølgelig – sådan skal det være i et frit, demokratisk land.

Samtidig må jeg bare konstatere, at rygmarvsreaktionen, for mange danskeres vedkommende, synes at være forskrækkelse – ikke en reel kritik eller reflekteret stillingtagen.

Religions- og kristendomsforskrækkelse?

Ofte støder jeg på (besynderligt) voldsomme udsagn på nettet om mennesker som mig. Sådan nogle som mig:

• der tror på, at Jesus virkelig er Gud
• at bibelen er sand i det, den beretter om
• at der kommer noget efter døden.

Kort sagt: tror på klassisk kristendom.

Når jeg skriver, at det er ”besynderligt voldsomme udsagn”, er det med vilje. For de fleste mennesker jeg møder face-to-face er højst meget undrende, nysgerrige og enkelte gange lidt mistænksomme overfor mig. Aldrig voldsomme eller grove. Så selvfølgelig kan det være, at den gennemsnitlige dansker er langt mere oplyst og velargumenteret og har ræsonneret længe før de udtaler sig om religion eller kristendommen – eller kristne mennesker. Alligevel… Prøv at se følgende kommentarer: ¹Kommentarerne er autentiske kommentarer fra Facebook, men skrevet i anonymiseret form

• ”Al religion er ond!”
• ”Religion har slået ufatteligt mange mennesker ihjel. Hvorfor mon??? ”
• ”Religiøse mennesker er nemme at manipulere med. De forledte religiøse er ikke onde i sig selv, de tror jo, de gør det rigtige – men de er et let bytte for magtgale personer.”
• ”Tænk at der stadig eksisterer religion i 2019. Den sidste idiot er ikke født endnu!”
• ”Religion = vold, magt og død.”

Ret voldsomme kommentarer – og de fleste meget definitive i deres dom. (Hvis man selv vil tjekke efter, kan man i ny og næ tjekke tråde ud på Facebook ved artikler om religion – det skulle ikke være så svært at finde nogle der minder om ovenstående). Kan det virkelig passe at mange mennesker tænker sådan? Tilsyneladende. Selvom jeg har svært ved at koble det med de flinke og respektfulde – om end uforstående og undrende – mennesker, jeg som regel møder. Uanset hvad, så eksisterer religion stadig.

I 70´erne mente sociologer at vesten, og dernæst resten af verden, ville blive mere og mere sekulær og at religion til sidst ville uddø. Det tyder intet på. Religion er kommet for at blive. Det har de fleste sociologer da også erkendt i dag.

Niels Henrik Gregersen, der er professor i teologi ved Københavns Universitet (og som jeg ikke ellers deler ret meget teologisk overbevisning med!), skriver klogt:

Groucho Marx sagde en gang, at sex sandsynligvis er kommet for at blive. Det samme ser ud til at gælde for religion. Og ligesom der findes god og dårlig sex, findes der human og umenneskelig religion. Netop til at lære at skelne har vi brug for en kvalificeret religionskritik. Men det er ikke nok at erklære krig mod religiøse mennesker eller ustandselig bekende sig som ateist. Der skal både saglige argumenter og en lidt større selvindsigt til. ²https://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/ateismens-hellige-krigere

Det tilslutter jeg mig. Jeg er ikke imod kritik, kritiske spørgsmål eller mennesker der er ateister, agnostikere osv. Det udvider utvivlsomt min horisont at møde kritiske spørgsmål til, hvad jeg tror på.

Vil du give kristendommen en chance?

Men jeg håber så også på åbenhed den anden vej. Kristendommen kan kritiseres. Men det kan et naturalistisk og ateistisk verdensbillede jo også! Mit spørgsmål til dig er derfor: er du villig til at give min (kristendommens) side af sagen en chance?

De tre typiske indvendinger jeg har mødt overfor tro, er følgende:

• Gud virker brutal/ond/mærkelig – han er da ikke værd at tro på?
• Er vi ikke blevet for kloge til kristendommen?
• Er kristendommen, og religion generelt, ikke politisk farlig?

Jeg vil gerne præsentere dig for tre simple grunde til at give kristendommen en chance, inden du affejer den.

Hvilken gud tror du ikke på?

Den kendte ateist Richard Dawkins har en passage i sin bog, God Delusion, hvor han beskriver hvorfor han ikke tror på bibelens Gud. Det gør han ikke, fordi Gud er:

a petty, unjust, unforgiving control-freak; a vindictive, bloodthirsty ethnic cleanser; a misogynistic, homophobic, racist, infanticidal, genocidal, filicidal, pestilential, megalomaniacal, sadomasochistic, capriciously malevolent bully.

Den Gud tror han ikke på. Det forstår jeg godt, at han ikke gør. Sagen er bare, at den Gud tror jeg heller ikke på. For jeg køber ikke hans beskrivelse af hvordan Gud bliver fremstillet i bibelen. Jeg tror på en Gud, der både er kærlig – men samtidig er retfærdig og kræver mennesker til regnskab for deres onde handlinger. En Gud, som elsker uendeligt højt, men også ønsker, at mennesker der handler ondt, skal stå til regnskab for deres handlinger. Det giver mig en grundlæggende tro på af retfærdigheden en dag sker fyldest. Nej, jeg tror ikke på en Gud, der er psykopat i en eller anden forstand. Så når mennesker siger, at de ikke tror på Gud, og synes det er sygt eller underligt at gøre det, er mit første spørgsmål: hvem er den gud, du ikke tror? Sandsynligvis tror jeg heller ikke på den/ham/det. Men hvis du spørger ind til det, vil jeg gerne forklare, hvilken Gud jeg tror på. Det kan være du bliver overrasket.

Kronologisk snobberi

En af de store farer i vores tid er nok, at vi tror, at nutiden altid har de bedste svar. Den engelske forfatter af Narnia-bøgerne, C. S. Lewis kalder troen på, at nutiden altid har det bedste svar, for ”kronologisk snobberi” ³Lewis, C. S., Surprised by Joy (Mariner Books, 2012), s. 207-208. Som om vi står for enden af en stadig stigende kurve, og nu kan skue tilbage på fortidens primitive forestillinger, heldigvis langt klogere end dem. Det er intellektuelt og menneskeligt uvederhæftigt, betoner Lewis. Når noget går af mode – som eks. den kristne tro, så må du forstå hvorfor, før du afviser det.

Vores tid har nemlig sine egne karakteristiske illusioner. Derfor er der ofte røster fra fortiden, som vi gør klogt i at lytte til. Det er tankevækkende, at når vor tids moderne ”filosoffer” Svend Brinkmann eller Jordan Peterson slår igennem, gør de det med argumenter og en etik hentet fra den romerske antik. I store dele af historien har mennesker troet på, at Jesus er Gud, at Gud har skabt verden, at Bibelen er åbenbaring og budskab til mennesker osv. Var de alle sammen idioter? Eller er der mon noget, vi kan lære af dem? Jeg mener dybt alvorligt, at det er en overvejelse værd.

Ikke mindre kristendom – men sand kristendom

Selvfølgelig har religion meget ondt på samvittigheden. Spørgsmålet er, om den ondskab der er udøvet i troens navn, er i overensstemmelse med det religionen, kristendommen, forkynder, eller om det er en undskyldning. Grundlæggende tror jeg ikke, at kristendommen er ond eller dårlig – men at den har været en god undskyldning for meget ondt og dårligt er jo tydeligt.

Men jeg mener ikke, at løsningen er at afskaffe kristendommen, men at forstå hvad kristendommen virkelig er!

De fleste danskere kender Martin Luther King jr., der var den sorte borgerretsbevægelses store bannerfører. Hvad færre har overvejet er, at grundlaget for hele hans tankegang var den kristne tro. Da Martin Luther King jr. Sad fængslet i Birmingham skrev han det meget kendte ”Letter from Birmingham jail”, i hvilket han forklarede hvorfor racismen i sydstaternes USA var uretfærdig. ⁴Prøv at læse det ved lejlighed:https://www.thegospelcoalition.org/blogs/justin-taylor/martin-luther-king-jr-letter-from-birmingham-jail-the-complete-text-and-an-outline/

Kings argumentation er båret af den kristne tro.

Til de hvide kristne, der forsvarede racismen, var Kings argument ikke, at kristendommen så måtte ryddes af vejen, eller at kristendommen skulle fylde mindre – tværtimod var kaldet at den sande kristendom skulle ind på deres nethinde.

Kings kritik af kirken er voldsom – men det er et kald til kirken, om at vende om til bibelens forståelse af kristendommen. Den sorte protestbevægelse er ekstrem, blev det hævdet, Kings svar var:

In that dramatic scene on Calvary’s hill three men were crucified. We must never forget that all three were crucified for the same crime – the crime of extremism. Two were extremists for immorality, and thus fell below their environment. The other, Jesus Christ, was an extremist for love, truth and goodness, and thereby rose above his environment. [….] I must honestly reiterate that I have been disappointed with the church. I do not say this as one of those negative critics who can always find something wrong with the church. I say this as a minister of the gospel, who loves the church; who was nurtured in its bosom; who has been sustained by its spiritual blessings and who will remain true to it as long as the cord of life shall lengthen. […] Perhaps I must turn my faith to the inner spiritual church, the church within the church, as the true ekklesia and the hope of the world. […] I hope this letter finds you strong in the faith. I also hope that circumstances will soon make it possible for me to meet each of you, not as an integrationist or a civil-rights leader but as a fellow clergyman and a Christian brother.

Kings drøm var et forenet land, hvor sorte og hvid havde lige rettigheder. Ikke ved at fjerne kristendommen, men ved at lade kristendommens budskab trænge dybere ned i landets lovgivning. Hans mål var ikke mindre kristendom – men sand kristendom!

Argumenternes grænse

I sidste ende rykker argumenter ikke altid så meget. Faktisk sjældent – for tro handler dybest set om noget vi overbevises om i hjertet, mens argumenterne forhåbentligt bare har fjernet enkelte anstødssten undervejs.

Min grundlæggende påstand er, at tro dybest set er tillid.

Tillid til en levende, eksisterende virkelighed og realitet. Som kristen er jeg overbevist om, at Jesus Kristus eksisterer den dag i dag, og jeg har tillid til ham. Det lyder måske naivt, banalt, dumt, interessant – eller hvad ved jeg. Men du kommer ikke til at forstå det nærmere, hvis ikke du undersøger kilderne selv. Tal med kristne mennesker, læs de bibelske tekster, som vi tror giver os adgang ikke bare til hvem Jesus var, men også den han er, og kom lidt på indersiden af kristendommen. Og, hvis du ønsker at få denne tro og tillid, så kan du bede en bøn til Gud om, at han må give den til dig. Det er ikke farligt. Højst udfordrende.

 

Artiklen er tidligere blevet bragt på Jesusbloggen.dk

Der var denne afsluttende kommentar med: Hvis du gerne vil hjælpes videre med at undersøge kristendommen eller tale med en præst eller nogle erfarne kristne, er du velkommen til at kontakte os på Jesusbloggen ved at skrive en besked til vores Facebookside: https://www.facebook.com/Jesusbloggen.dk/.