Problemfelter i den missionale tænkning

Det vil ærgre mig, hvis denne artikel ¹Denne artikel er en bearbejdet udgave af et debatindlæg, jeg holdt på Menighedsfakultetet d. 17. november 2010.  Jeg har ikke gjort mig ret meget umage for at skjule den oprindeligt polemiske form. bliver forstået som en advarsel mod al form for missional kirketænkning.

For sådan er den ikke ment!

Hvis jeg skal feje for egen gadedør: Efter tæt ved syv år som generalsekretær i LM er min konklusion, at jeg er ansat i et dynamisk internationalt missionsselskab, som har et langt mere stillestående hjemmearbejde. Et hjemmearbejde, der kunne lære meget både fra sin egen internationale afdeling og fra missional kirketænkning.

Det gælder ikke mindst på to punkter: Dels om at tænke mission ind i alle dele af forsamlingernes liv – og i alle dele af medlemmernes liv – og dels om at tænke holistisk om mission. Det vil især sige: forbinde evangelisering og diakoni.

Men nu tillader jeg mig altså at gøre opmærksom på nogle diskutable punkter. Måske kan det bidrage til, dels at det gode i den missionale tænkning ledes ind i de traditionelle missionsbevægelser på frugtbar vis, og dels kan en dialog med de traditionelle missionsbevægelser måske også gavne den missionale trend.

Jeg vil i denne rolle også tillade mig at lufte nogle teologiske mavefornemmelser. Måske viser de sig at være forkerte; men i så fald har overvejelsen da lige været forbi dem.

Et buzz-word som alle bruger

Og lad os begynde med mavefornemmelserne.
Det er svært at have undgået ordet missional i de senere års kirkeliv. I en del miljøer kan folk ikke lukke munden op uden at bruge det, og ind imellem kan man have mistanke om, at det bruges om alt. Det er blevet buzz-word, som alle bruger og ingen modsiger.

Selve denne enorme italesættelse virker suspekt.

Det er nemlig ikke svært at påvise både i kirkehistorien og i åndshistorien generelt, at et tema i dets dødskamp op-ideologiseres voldsomt. ²Henrik Jensen: Det faderløse samfund (Gyldendal 2006) har en nærmere beskrivelse af dette fænomen.

Ligesom en stjerne bliver meget stor – en supernova – lige inden den forsvinder, sådan kan man spørge, om det missionale er en supernova, der italesætter mission, fordi mission i praksis fylder mindre og er ved at forsvinde.

Rammetænkning med forskellig teologi

Det skal man jo virkelig ikke bebrejde ”de missionale”. Men hvis det er rigtigt, er det en alvorlig påmindelse til os alle.
I denne forbindelse er det også interessant, at missional kirketænkning i praksis er en teologisk rammetænkning, der kan fyldes ud af meget forskellige teologier.

Det er først og fremmest en menigheds- og kirketænkning, som vil understrege, at mission ikke er en arbejdsgren af menighedens liv, men en del af selve menighedens DNA.

På den baggrund er det muligt at være både luthersk, baptist, pinseven, konservativ og temmelig liberal og stadig med rette bære mærkatet missional. Man kan, i hvert fald i princippet, være uenige om alt og stadig være fælles om at være missionale.

Det er i og for sig fint nok. Der bliver bare det spørgsmål tilbage, om det missionale truer med at blive indholdstomt og måske endog blive et teologisk bekvemmelighedsflag, hvorunder man kan undgå at forholde sig til en lang række vanskelige og vigtige teologisk spørgsmål.

Det er jo påfaldende at, hvor glosen mission lugtede ilde for få år siden, er den nu blevet så stueren, at alle dele af kirken – måske med undtagelse af Tidehverv – kan samles til konference om den.

Afsæt i kirketænkning

Og hermed bevæger jeg mig til det, der er mere end teologiske mavefornemmelser.

Det er nemlig indiskutabelt, at ”det missionale” netop har afsæt i kirketænkningen. Det betones at mission er en del af kirkens DNA. Missionstænkningen rodfæstes i ekklesiologien, dvs. læren om kirken.

Der er i det mindste en nuanceforskel til missionsbevægelsernes klassiske tale om mission, der rodfæster missionstænkningen i soteriologien, dvs. læren om frelsen.

Bare et par eksempler: Når den norske missionær Asbjørn Aavik skulle begrunde mission, talte han om, at ”missionens bjerg” ikke er Oliebjerget, hvor missionsbefalingen blev givet – men Golgata, hvor synden blev sonet. For da Jesus døde for alle menneskers synd, blev det et budskab for alle mennesker. ³Asbjørn Aavik: De venter (1940).

Jeg har ofte hørt Luthersk Missions mangeårige generalsekretær Leif Rasmussen betone, at man ikke kan prædike over Johs 3,16 uden at tale om mission: ”Således elskede Gud verden…”. Så skal verden også høre det.

Nogen vil uden tvivl kalde dette en spidsfindig nuanceforskel. Jeg gør bare opmærksom på, at Asbjørn Aaviks og Leif Rasmussens missionsudfordring ikke kan tænkes uden om evangeliets indhold. Det kan den missionale kirketænkning – i hvert fald i princippet – og det bør vi i mødet med den missionale trend være opmærksomme på. ⁴Så forekommer det mig også, at Aaviks og Rasmussens sprogbrug kommer tættere på NT’s (Rom 1,14-15; 15,2; 2 Kor 5,14; Fil 1,12-18), men det kan jo være, at min tradition har gjort mig blind for andre vinkler.

Hvad knyttes forventningen til?

Dette leder direkte til næste – og måske vigtigste – opmærksomhedspunkt: Den missionale tænkning kører, så langt jeg er orienteret, uden om nådemidlerne: Ordet, dåben, nadveren…
Hvis de nævnes, spiller de ingen definerende rolle i tænkningen.

Og det får altså store konsekvenser. For dermed knyttes forventningerne til menigheden og ikke til nådemidlerne. Det siges måske ikke direkte; men man kan registrere det, når man ser, hvad taletiden bruges til, og hvordan uddannelsesmidlerne prioriteres:

Så bliver lederskabet så enormt vigtigt.

Så bliver det gode og trygge miljø i menigheden et afgørende missionsmiddel. Så fokuseres der enormt meget opmærksomhed på former, metoder, processer og personligheder. Og så bliver mobiliseringen af alle menighedsmedlemmer som missionale et afgørende succeskriterium.

Jeg ved af erfaring, at hvis min pointe skal trænge igennem, så skal jeg på dette punkt lave en gardering: Jeg synes, at rigtig mange af de moderniseringer, der foregår i disse år af ledelsesformer, performance, menighedsmiljøer mv. er rigtig godt og nødvendigt gjort.

Vi kan ikke blive i 1900-tals-former med det tempo, samfundet og mentaliteten udvikler sig i. Og jeg tror, at vi i alt for ringe grad har satset på at hjælpe almindelige menighedsmedlemmer og missionsfolk til at leve evangeliserende.

I denne sammenhæng spørger jeg alene til den ensidige italesættelse og til de forventninger, der knyttes til disse moderniseringer og mobiliseringer. Og jeg spørger til den menneskelige og åndelige stress, det skaber hos enkeltkristne og menigheder, hvis vi skal bære de forventninger, som NT knytter til ordets virkekraft – mundtligt i forkyndelse, samtale og sang og fysisk i dåb og nadver.

Hvor bliver Kristus af?

En lumsk sammenligning: Det har været mit privilegium de senere år at møde voksende kirker i Afrika og Asien. Det har gang på gang slået mig, at disse mennesker er både kontekstuelle, mobiliserende og moderniserende. Men de bruger den væsentlige del af deres taletid på Kristus. Et lignende træk kan spores, når man læser om vækkelseslederne her i landet i 1800-tallet.

Vestens missionale teologer taler konstant om kontekstualisering og modernisering. Den taletid, der bruges på Kristus, er dalende. På mig virker det, som om der bliver et stærkt stigende fokus på bruden, som modsvares af et tilsvarende dalende fokus på brudgommen.

Eller sagt på en anden måde: Det virkersom om, menigheden i sig selv bliver nådemiddel. Jeg er dog blevet gjort opmærksom på, at Luther nogle steder omtaler menigheden som et nådemiddel, og at der kan nævnes nytestamentlige steder, der peger i samme retning. ⁵Ef 3,18-19 kan nævnes som nytestamentligt eksempel, og Luthers udlægning af 3. trosartikel i Store Katekismus er et kirkehistorisk eksempel. Men i virkeligheden synes jeg, at Luthers formulering støtter min tolkning: ”Ved menigheden åbenbarer og forkynder han ordet, så hjerterne bliver oplyst og antændt.”

Som jeg forstår disse steder, så omtaler de menigheden som et nådemiddel, i den grad menigheden er et fællesskab om evangeliets indhold, som vi møder i Ordet. Men jeg anerkender, at her er et tema, vi trænger til at arbejde videre med.

Jeg drømmer derfor om, at nogen vil sætte sig ned og gøre det formodentlig ret store arbejde, det er, at udarbejde et missionsdokument eller lign., som vil gå positivt ind i den missionale kirketænkning og meget radikalt tænke nådemidlerne med.

De, der får det gjort, vil gøre os alle sammen en stor tjeneste.

De forpligtende menigheder

Dette bringer mig til nogle mere praktiske overvejelser:

Det meste af den missionale kirketænkning er vokset i evangelikale miljøer, hvor der er tradition for meget forpligtende og tætte menighedsformer.
Det er der meget godt at sige om.

De forpligtende fællesskaber har været gode afsæt for mission og har hjulpet mange mennesker til at bevare troen. Og de synes at være tæt på en nytestamentlig menighedsform.

Der er bare to punkter, som fortjener opmærksomhed, ikke mindst i lyset af, at de nyere menigheder går mod endnu mere forpligtende former med klynger, celler og mikroceller. Og at menighederne samtidig i stadig højere grad bliver handlingsfællesskaber, der tager hånd om flere felter i menneskers liv.

For de første: Bliver der plads til den lille mands lille tro? Til den famlende, svage, delvist-bekendende, som er undervejs. Bliver der plads til bare at ”være”?

For det andet: Jeg er mig pinligt bevidst, at ovenstående spørgsmål i høj grad også kan stilles til traditionelle missionshusfællesskaber. Men det fremprovokerer så et andet: Er de nye og forpligtende menigheder gode landingspladser for missionshusenes skuffede børn – der er vant til det forpligtende – men mindre gode til at møde de moderne nomader, som ikke er så indstillet på det meget tætte og forpligtende?

Kan man forestille sig, at et større fokus på nådemidlerne – og et tilsvarende løsere menighedsbegreb – i det lys i praktisk vil gøre menigheder mere missionale og ikke mindre missionale?

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.