”Da de hørte det, stak det dem i hjertet” (ApG 2,37). De mente, at de havde gjort Guds gerning, da de forkastede Jesus. De havde jo at gøre med en mand, der sagde, at man skulle tilbede ham som Gud selv. Han var Israels Gud! Det var hans budskab. Det var for jøderne den mest radikale overtrædelse af det første bud. Ifølge loven måtte han straffes med døden. Derfor ville de slå Jesus ihjel. De ville ære loven og Guds navn. De var overbevist om, at netop en sådan lydighed ville gøre folket værdigt til en dag at tage imod Messias.
Det var deres tanke. På den baggrund kom Peters budskab som et chok: Deres Messias var kommet, han havde været iblandt dem, men de havde forkastet ham. De havde lukket hjerterne for ham, overgivet ham til hedningerne og glædet sig over at se ham dø på forbandelsens træ.
Da de hørte det, stak det dem i hjertet. Ét spørgsmål blev brændende for dem: Hvad skal vi gøre for at blive frelst? De var fortabte. Det forstod de. De var under Guds vrede og dom.
Det samme er vi, hvis vi i dag står Jesus imod som vores frelser og herre.
Men det er vel ikke et problem for os, som er med i Guds menighed?
Åndens nye liv presser på
”Hvorfor siger I: ’Herre, Herre’, når I ikke gør, hvad jeg siger?” (Luk 6,46). Det er Jesu ord til dem, der er med i hans følge.
Vi bliver ikke Jesu disciple ved at være med i menigheden og ved at bruge de rigtige ord. Vi bliver det ved at tro på ham som vores frelser, og der, hvor troen er i hjertet, der følger der også et nyt liv med. Åndens nye liv – indefra.
Efter pinsedag har alle troende Guds ånd i hjertet. Jesus understreger, at det netop er dette nye liv indefra, som kommer pinsedag: en kilde med levende vand, der med tvingende kraft presser sig frem indefra (Joh 7,37f) med Åndens frugt: kærlighed, glæde, fred osv.
Når en kristen hører Jesu formaninger, så er der noget i hjertet, der giver genklang og siger: Ja, dette nye liv vil jeg leve! Hjælp mig til det!
Kender du denne længsel indefra til at leve helhjertet og selvopofrende for din næste – i barmhjertighed, tilgivelse og i vidnesbyrd om Jesus? Det er Åndens stemme og Åndens nye liv i dig.
Hvis du kender denne stemme, så kender du også bedrøvelsen over afstanden mellem det, du vil, og det, du gør. Åndens liv i os kan ikke leve med noget mindre end det fuldkomne. Derfor kan en kristen aldrig vænne sig til at være en synder. Endnu mindre kan en kristen leve i synd.
Synd er et fremmedelement
”Enhver, som er født af Gud, gør ikke synd, for Guds sæd bliver i ham, og han kan ikke synde, fordi han er født af Gud” (1 Joh 3,9).
Enhver kristen synder dagligt. Men en kristen kan ikke leve roligt i synden. C.O. Rosenius siger det sådan her: ”Når en kristen falder i synd, så falder han som i ild og vand.” Ingen af os kan træde ind i et bål og blive der. Der er en kraft i os, som driver os ud. Det samme sker, når nogen trækker os ned under vandet. Vi må op, vi må have luft.
Sådan har en kristen det i synden. Jeg kan ikke holde ud at være i den. Der er en indre kraft, der driver mig ud. Jeg må tale ud med Gud. Jeg må kunne se ham i øjnene igen!
Kender du det? Eller er dit største problem med synden, at andre kristne ikke må se den? At den ikke må afsløres, fordi det vil gå ud over dit gode navn og rygte? Lever du for menneskers øjne eller for Guds øjne?
Frafaldet er kendetegnet ved, at anerkendelse fra de andre troende bliver vigtigere end forholdet til Gud. Da Samuel forkynder for Saul, at Gud har forkastet ham, griber Saul fat i Samuels kappe for at hindre ham i at gå. Når man læser det, kan man gribes af en forhåbning: Vil Saul alligevel bekende sin synd for Gud? Forstår han frafaldets alvor? Vil han omvende sig? Nej, Saul holder fast i Samuel, fordi han ønsker, at Samuel skal blive og ofre sammen med ham foran de israelitiske lederes øjne, så Saul ikke skal miste ære i deres øjne (1 Sam 15,27-30). Det er rystende at læse, ikke mindst fordi det kaster lys ind over vores egne tanker og hjerter.
Hvad er afgørende i vores liv? Vores anseelse i andres øjne eller et opgjort forhold til Gud?
Hvis forholdet til Gud er det afgørende, da ser vi den skjulte og forsvarede synd som vores åndelige dødsfjende nummer ét. Da bliver det uundværligt for os at bede: ”Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej! Led mig ad evigheds vej!” (Sl 139,23f).
Kærlighed til medkristne
Et andet kendetegn på Åndens nye liv er kærligheden til de medkristne: ”Vi ved, at vi er gået over fra døden til livet, for vi elsker brødrene” (1 Joh 3,14).
Når troen skabes i hjertet, ser vi det som en gave uden lige, at vi har åndelige søskende, som glæder sig over den samme frelse, har samme far og er på vej mod det samme mål i himlen. Vi erkender, at blandt dem hører vi hjemme.
Kender du kærligheden til og glæden over de kristne? Føler du dig hjemme blandt dem, som lovpriser Jesus for, at han har købt os til Gud med sit blod? Eller er det snarere en belastning for dig at være sammen med dem? Har du en stadig indre modvilje mod sangene, vidnesbyrdene og prædikenerne om Jesus, og det, han har gjort for os? Er det ubegribeligt for dig, at vi skal høre det samme evangelium om Jesus igen og igen – hvor svært kan det være at forstå det? Du har selv forstået det for længe siden, men ærlig talt har det aldrig sagt dig noget. Er det sådan, du har det?
Alle kristne bærer på en kødelig modvilje mod evangeliet og de kristne. Men de kristne kender også til noget andet: troens glæde over evangeliet om Jesus og over brødrenes og søstrenes fællesskab.
Martin Luther siger det på denne måde: ”Du, som gerne er sammen med de troende for at høre, synge og tale om Jesus og hans frelse, du skal vide, at det kommer ikke fra dig selv. Det er virket i dig af Guds ånd.”
Vækkelse og omvendelse
Pinsetid er vækkelsestid. Gud vil afsløre, hvor du står i forhold til ham, og vil kalde dig til frelse.
Vækkelse er, at vi vågner. Når vi vågner om morgenen, er det første, der sker, at vi ser, hvor vi er. Vi har været langt væk i drømme, men nu vågner vi og forstår med ét, hvor vi virkelig er. Det er vækkelse: at vi ser, hvor vi er – i forhold til Gud.
Ved den første kristne pinse åbenbarede Gud, at jøderne i Jerusalem stod i et helt andet forhold til ham, end de troede. De var fortabte. Hvor har vi behov for, at Gud gør den samme gerning blandt os i dag – til vækkelse og omvendelse.
Omvendelse indebærer, at du taler ud med Gud om al skjult og forsvaret synd i dit liv – i handling og i holdning.
”Jeg er kristen, men der er flere ting i Bibelen, som jeg bare ikke er med på. Jeg ved godt, hvad Bibelen siger, men der er jo mange måder at være kristen på, og det vigtigste er vel, at vi tror på Jesus.”
Kender du tankegangen? Hvad siger Jesus til den tankegang? Det har vi allerede hørt: ”Hvorfor siger I: ’Herre, Herre’, når I ikke gør, hvad jeg siger?” (Luk 6,46)
Omvendelse indebærer, at jeg bekender min ulydighed mod Gud og hans ord og beder Gud tilgive mig for Jesu skyld. Det har vi brug for igen og igen, for det ligger i vores natur, at vi hele tiden er på vej væk fra Gud, fra hans vilje og hans ord.
Derfor holder vi nadver hver søndag. Det er en skramlet flok, der går frem. Det er syndere, der har én fælles bøn: Herre, tilgiv os!
Ved nadveren kommer Jesus os i møde med sit eget blod, der renser os for al synd. Han forkynder os, at vi ved ham har fred med Gud, og gennem dette ord og evangelium giver han os ny tro og nyt liv indefra.
Det var det, som skete pinsedag: De, som omvendte sig, fik syndernes forladelse og Helligånden som en gave fra Gud. Den frelsende tro og et nyt liv indefra blev skabt i dem.
3000 døde – 3000 frelst
Tallet tre tusind binder GT’s pinse og NT’s pinse sammen. Ved GT’s pinse så man tilbage på modtagelsen af loven på Sinai bjerg. Men netop ved Sinai mødte Gud folket med lovens dom: Tre tusind døde for deres synd mod Gud (2 Mos 32,28).
NT’s første pinse faldt på den dag, da jøderne så tilbage på loven og Sinai. På denne dag prædiker Peter, at der er frelse for syndere i Jesus og i hans gerning for os på Sion. Ved denne pinse blev tre tusind frelst.
I kraft af Jesu offer på Sions bjerg åbnedes Himlens dør for syndere. Det er denne dør, Peter peger på i sin pinseprædiken. Den var åben for de jøder, som havde forkastet og dræbt deres Messias. Når den var åben for dem, så tør jeg tro, at den også er åben for mig – og dig! Det er pinsens evangelium.
Glædelig pinse i Jesu navn!
Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.
