Ugen op til påske

I denne artikel vil vi se nærmere på, hvad Jesus foretager sig den sidste uge af sit liv. De fleste kender kirkens markeringer af langfredag, palmesøndag osv. – Men hvad sker der om tirsdagen i den sidste uge af Jesu liv – bare for at tage et eksempel?

Udfordringer

Den sidste uge i Jesu liv er forholdsvis fyldigt beskrevet i alle evangelier, det er derfor muligt, at lave en ret nøjagtig gengivelse 2000 år efter. Men samtidig skal vi gøre os klart, at evangelierne ikke altid selv benytter en stram kronologi i sine beretninger. Til tider knytter Markus begivenheder sammen af geografiske grunde og Matthæus af tematiske, og springer dermed i tid. Det betyder ikke(!), at det er utroværdigt, da samtidens læsere var indforståede med det. Men formålet styrer præsentationen (ligesom den her artikel eks. udelader nogle elementer og inddrager andre). Det gør det vanskeligt at fremstille en præcis kronologi.

Jødisk kontra dansk tidsregning

Dernæst skal vi være opmærksom på, at det jødiske døgn går fra solnedgang til solnedgang – ikke som det danske, der går fra midnat til midnat. Det er årsagen til at Jesus lå tre ”jødiske” døgn i graven, mens en dansk, nutidig tidstælling nok nærmere ville sige halvandet. I artiklen bruger vi for nemheds skyld det danske døgn.

Den sidste periode inden den sidste uge

For at sætte rammen om den sidste uge, skal vi kort se hvad der sker inden. Fra Johannesevangeliet får vi kendskab til, at Jesus i hvert fald er i Jerusalem i tre omgange. For hvert år der går, bliver konflikten mellem Jesus og folkets ledere stadig mere intenst og konfliktfyldt. En af de sidste begivenheder, der får bægeret til at flyde over, er, da Jesus opvækker Lazarus fra de døde. Johannes skriver: ” Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham. ” (Joh 11:45). Det medfører, at lederne ønsker at slå Jesus ihjel. Derfor går Jesus til Efraim. (Joh 11:54). Tilfangetagelsen skal nemlig først ske under påskefesten!

Herefter drager han til Betania, for at være sammen med Maria, Martha og Lazarus – og det er her vi får salvningsbegivenheden. Den sker formentlig om søndagen, da Jesus som jøde ikke har rejst en lørdag, og Joh 12,1 angiver at det skete seks dage før påske – som begynder om fredagen. Indtoget ”palmesøndag” er derfor sandsynligvis en mandagsbegivenhed!

Da luften er tæt af spænding efter dødeopvækkelsen, truslen mod Jesus og hans symbolske salvning, drager han mod Jerusalem mandag morgen. Folkeskarerne ved hvem Jesus er – det er ham, der lige har gjort en død mand levende! Ikke underligt de reagerer med jubel, da han drager ind i byen.

Den sidste uge

Mandag

Matt 21:1-11; Mark 11:1-11; Luk 19:28-44; Joh 12:9-19

Indtoget i Jerusalem er spækket med symbolik og tankevækkende ord. Jesus drager ind i Jerusalem og opfylder de gammeltestamentlige profetier. Samtidig græder han over Jerusalem, da han ser byen, for selvom de hylder ham nu, ved Jesus, at mange i byen vil afvise ham som deres messias. Jesus overnatter i Betania.

Tirsdag

Matt 21:12-22: Mark 11:12-19; Luk 19:45-48

Jesus har sovet i Betania endnu engang, og går nu mod Jerusalem. På vejen foretager han den symbolske handling, hvor han forbander figentræet, så det visner. Det er et symbol på Israels frafald og afvisning af ham som deres messias. Efterfølgende renser Jesus tempelpladsen, og kalder den en røverkule – igen en domshandling.

Onsdag

Matt 21:23-26:5; Mark 11:27-14:2; Luk 20:1-22:2; Joh 12:37-50

Onsdag er den store undervisningsdag. Jesus underviser på tempelpladsen og fortæller en lang række opsigtsvækkende ting. Han forudsiger at Jerusalem skal ødelægges (hvilket sker år 73 e. kr.) og underbygger sin egen autoritet med skriftbeviser ud fra Sl 110. Ligeledes får vi en række taler om dommen og Jesu egen genkomst. Jesus stiller dermed sig selv i centrum af verdenshistorien!

Torsdag

Matt 26:17-75; Mark 14:12-72; Luk 22:7-72; Joh 13:1-18:27

Om torsdagen forberedes påskemåltidet. Efter solnedgang er det jødiske døgn skiftet til fredag (15. nisan i den jødiske kalender) og påsken er derfor officielt i gang. Der er tale om en særdeles begivenhedsrig nat, hvor Jesus indstifter nadveren, og indirekte henviser til profetien i Jeremias 31 ved at indstifte en ny pagt, der bygger på et blodigt offer: Jesu eget blod og offer! Judas har forladt forsamlingen og forråder Jesus.

Fredag

Matt 27:1-61; Mark 15:1-47; Luk 23:1-56; Joh 18:28-19:42

Natten til fredag og ud på morgenen har vi processen mod Jesus. Synedriet (jødernes råd) er indkaldt, og de dømmer Jesus til døden for blasfemi. Da jøderne ikke har myndighed under romersk besættelse til dødsdømme, sender de ham til Pilatus, der sender Jesus videre til Herodes og herefter sendes han endnu engang tilbage igen. Pilatus dømmer Jesus til døden efter folkeskarens pres. Klokken 9 om formiddagen føres Jesus ud til Golgata uden for bymuren. Han dør kl. 15 om eftermiddagen – i en tretimers periode (fra 12-15) er alt mørkt. Jesus har tidligere den dag sagt til Pilatus: ”Du havde ikke nogen som helst magt over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra. ” (Joh 19:11). Jesu død er efter Guds vilje – fordi Jesus er sonofferet for verdens synd.

Lørdag

Jesus er død og ligger i graven. Fordi det er sabbat og hviledag, venter kvinderne med at salve Jesus til dagen efter.

Søndag

Matt 28:1-15; Mark 16:1-8; Luk 24:1-49; Joh 20:1-25

Søndag morgen, da kvinderne kommer til graven, bliver de vidne til verdenshistoriens vigtigste begivenhed! Jesus er opstået fra de døde, og Gud har godtaget Jesu offer. Jesus viser sig på forskellige tidspunkter for kvinderne, Maria og disciplene i flere omgange.1Lektor på Dansk Bibel Institut, Torben Kjær, har lavet en meget brugbar harmonisering af opstandelsesberetningen, så det er muligt, at få et overblik over hvad der sker hvornår. Se tkjaer.net. Mange mennesker bliver vidne til hans kødelige og fysiske opstandelse, der bekræfter Jesu sejr over døden, djævelen og synden. Derfor kan Paulus frimodigt udbryde i 1 Kor 15:54-55: ”Døden er opslugt og besejret. Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod? ”

Glædelig påske!

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet LiviTroen.

Fodnoter:

Fodnoter:
1 Lektor på Dansk Bibel Institut, Torben Kjær, har lavet en meget brugbar harmonisering af opstandelsesberetningen, så det er muligt, at få et overblik over hvad der sker hvornår. Se tkjaer.net.

Del:

Twitter
Facebook