Lykkelig den, som ikke vandrer
efter ugudeliges råd,
som ikke går på synderes vej
og ikke sidder blandt spottere,
men har sin glæde ved Herrens lov
og grunder på hans lov dag og nat. Sl 1,1-2
Og så har jeg lissom et problem. For jeg har meget lidt lyst til Guds ord. Han har meget mere lyst til nærhed med mig, end jeg har lyst til nærhed med ham.
For en professionel bibellæser er det direkte pinligt: Jeg har læst i Bibelen det meste af min voksentilværelse, men jeg har meget sjældent gjort det af lyst. Min bibelhunger kan ligge på et meget lille sted.
Hvorfor gør jeg det så? Hvorfor tvinger en forholdsvis moderne dansker sig selv til at læse i en vanskelig, årtusind gammel bog, når han hellere vil læse Politiken, Spionen, der kom ind fra kulden, Søren Kierkegaard og Steen og Stoffer (ikke, at jeg nogensinde har fravalgt alt det andet)?
Det er der et par grunde til. En dårlig grund og en god grund: Den dårlige grund er, at jeg nødig vil miste mit arbejde. Jeg er simpelt hen nødt til at holde mig nogenlunde ajour, hvis jeg ikke skal sakke håbløst bagud. Det gælder teologer som alle andre. Og det ville jo være ekstremt pinligt, hvis jeg efterhånden slet ikke kunne huske, hvad kristendommen handler om, når jeg nu skal prædike om den.
Den gode grund er, at jeg ikke vil miste Jesus. Jeg holder ikke meget af at læse i Bibelen, jeg kunne sagtens leve uden. Jeg kan sagtens se de litterære kvaliteter og den utroligt spændende kulturhistorie; men jeg hører desværre ikke til den heldige skare, som siger, at hvis de bare havde Bibelen med sig på en øde ø, så ville de aldrig kede sig. Men jeg hører til dem, der ikke vil miste Jesus, om det så gjaldt livet. Og jeg møder ikke Jesus andre steder. Det er det eneste sted, han taler til mig.
Jeg kan stadig fascineres utroligt meget af al mulig litterær guf. Men Jesus er den eneste, der i en bog kan række tværs over 2000 år, ramme min situation på et hår, bore sit blik tværs ind og skildre mit sind og mit indre, som om han havde trukket en lynlås ned og hængt hele min sjæl til tørre.
Han er den eneste, der via en gammel bog kan gennemskue mig til bunds – og så sige, at han ikke fordømmer mig.
Artiklen er tidligere blevet bragt på netsiden foross.no.
