Mange af os længes efter at erfare Gud. Ikke bare som et postmoderne, overfladisk eller forkælet fænomen. Men en dybfølt længsel efter at mærke hans nærvær. Erfare Guds berøring i vores liv. Opleve bønhørelsen – eller få konkret vished for, at mine svigt, min urenhed eller fald i synd er tilgivet.
Kirkens største kraftkilde er måske den mest oversete. Gud har selv valgt nadveren som kanal til sanselig berøring, nærvær og trøst og som formidling af syndernes forladelse. Men måske har vi fået tilstoppet kanalen med vanetænkning eller mangel på fordybelse og forundring. Med artiklen her vil jeg derfor prøve at åbne for kanalens sluser.
Guds usynlige nåde i synlig form
I nadveren kommer Jesus Kristus til os i det herlighedslegeme, han fik efter sin opstandelse og himmelfart. Den inkarnerede, korsmærkede og ophøjede frelser er nu ved Faderens højre hånd og er dermed samtidig til stede overalt. Men i nadveren har han ved sit løfte bundet sig til at være til stede på en helt særlig måde. I nadveren er han til stede for os! Jesu pointe med nadverens indstiftelse er at hjælpe os til fysisk, konkret og sanseligt at smage og se, at Herren er god! For når vi tager brød og vin i munden, så kommer Guds ord til os i sanselig og konkret form.
Nadverens sakramente er altså dramatiseret evangelieforkyndelse. Nadveren er ikke noget andet end evangeliets ord om Jesu soningsdød; ikke noget andet end den mundtlige tilsigelse af syndernes forladelse. Men nadveren er konkret hjælp til at tro og leve i Guds nåde. Som Augustin siger: ”sakramentet er Guds usynlige nåde i synlig form.”
Nadveren er altså ikke bare et mindemåltid, der skal få os til at tænke tilbage på Golgatabegivenheden for 2000 år siden. Nadveren er først og fremmest et nådesmåltid. Her kommer Jesus Kristus selv med sin nåde og tager bolig i os, og herved opfyldes apostlens ord: ”Kristus i jer, herlighedens håb” (Kol 1,27). Han, som er allestedsnærværende, er på en helt særlig måde til stede i nadveren – for os! Kristus møder os her med sin nåde, med synderens forladelse. Her i brødet og vinen er Jesus Kristus selv til stede og giver os frelse, liv og salighed.
Foreningsmystik
I hver eneste nadverfejring står vi over for et bundløst mysterium: Foreningen af den hellige Gud og det syndige menneske.1Til videre læsning: Kristusmystik af Uffe Kronborg, Fredericia 2008 En forening, der er mulig i kraft af Jesu soningsdød og tilgivelsen. I nadverfejringen forenes vi med Jesu legeme og blod. Paulus udtrykker det sådan i sin undervisning til menigheden i Korinth: ”Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme?” (1 Kor 10,16).
I en af folkekirkens nadverindledninger proklameres sammenhængen mellem Jesu befaling og løftet om hans nåde sådan: ”’Tag dette og spis det; drik alle heraf; gør dette til min ihukommelse!’ Da vil han forene jer med sig selv.”2Nadverindledning a), Ritualbog s.24, København 1994
Derfor synger og beder vi også sådan i en af de gamle, pragtfulde nadversalmer:
Jesus, din søde forening at smage
længes og trænges mit hjerte og sind;
riv mig fra alt, hvad mig holder tilbage,
drag mig i dig, min begyndelse, ind!3DDS nr. 460: Jesus, din søde forening at smage, v. 1
Menneskeligt og guddommeligt under
Nadverens sakramente er altså Guds nådemiddel, hvor vi smager den ”søde” forening med Jesus Kristus. Ikke sådan at forstå, at vi spiser Jesus på kannibalistisk vis, men heller ikke sådan, at brød og vin kun er symboler på Jesus. Guds søn er helt og fuld til stede i nadveren i kraft af hans egen indstiftelse med løfteord og det ydre tegn, brød og vin. Realpræsens er ikke kun et teologisk og teoretisk begreb, men det beskriver den virkelighed, at Jesus reelt selv er helt og fuldt til stede. Når vi derfor spiser og drikker i tro, forenes vi med Jesu kraft og egenskaber, og derved giver nadveren os syndernes forladelse, liv og salighed.
I Den Lille Katekismus definerer Luther nadverens sakramente: ”Det er vor Herres Jesu Kristi sande legeme og blod under brødet og vinen, og det er indstiftet af Kristus selv for os kristne til at spise og drikke.”
Brødet og vinen bliver altså ved med at være brød og vin – både før, under og efter at indstiftelsesordene har lydt, men ved Jesu løfteord bliver brød og vin samtidig til hans legeme og blod. De lutherske reformatorer formulerer sig sådan, at Jesus Kristus kommer til os i, med, og under brød og vin, og derved får vi del i hans legeme og blod.
Den lutherske pointe
I denne tid, hvor vi, via internet og rejser, henter megen inspiration fra katolsk meditationsfromhed og reformert retfærdiggørelsesforkyndelse, er dette meget vigtigt. For den lutherske forståelse er ikke et logisk, mere rationelt eller ”spiseligt kompromis” mellem katolsk forvandlingslære på den ene side og reformert symbolsk forståelse på den anden side.
I katolsk forståelse forvandles brød og vin til alene at være Jesu legeme og blod, og i reformert teologi er brød og vin kun symboler på Jesu nærvær. I den lutherske tolkning har mysteriet sit klimaks: Nadverelementerne er på én og samme tid både brød og vin og Jesu guddommelige person. Det almindelige usyrede brød eller oblat bliver ved Guds ord samtidig til Jesu legeme. Den almindelige drik fra vintræets frugt bliver ved Guds ord samtidig til Jesu blod. Det er selvfølgelig ikke logisk, men det er denne forståelse, som korresponderer med underet i Jesu inkarnation og dobbelte natur, at han på samme tid er 100 % Gud og menneske. For på samme måde, som Jesus i inkarnationen blev en uudgrundelig enhed af guddommeligt og menneskeligt, bliver de indstiftede nadverelementer nu en uudgrundelig enhed af menneskeligt og guddommeligt.
Den lutherske forståelse vover herved at fastholde spændingen og underet i Jesu person og frelsergerning. Det var Gud og menneske, som døde på korset; Gud og menneske stod op påskemorgen; Gud og menneske er nu ved Faderens højre hånd og samtidig til stede for os i nadverens måltid.
Det var denne forståelse af Jesu allestedsnærværelse, som reformatorerne kaldte ubikvitet (dvs. til stede overalt). Spørgsmålet om nadverens mysterium og gave er derfor også et spørgsmål om den rette forståelse af Jesu person, kristologien. Dermed er det ikke et teologisk detaljespørgsmål. Forståelsen af nadveren som sakramente handler om liv og død for enhver af os, som har brug for Guds nåde og barmhjertighed. Forståelsen af nadveren som Guds udvalgte mødested med sin menighed er altafgørende for enhver af os, som længes efter Jesu nærvær.
Nadveren er glædens måltid
I nadveren møder Jesus os som gudsmennesket, der har levet vores liv. Gudsmennesket, der derfor forstår os, kender os, har medfølelse med os og indbyder os til hvile.
I nadveren møder Jesus os som gudsmennesket, der giver os syndernes forladelse. Gudsmennesket, der renser os og giver os sit fuldkomne liv og sin fuldkomne retfærdighed.
Nadveren er altså Guds usynlige nåde i synlig form, hvor vi smager den søde forening med Kristus. Som Jesus selv siger: ”Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og jeg i ham” (Joh 6,47). Selv om Jesus siger ordene, før han indstifter nadveren Skærtorsdag, så er pointen klar: Når vi i tro modtager nadveren og spiser og drikker, så konsolideres vores intime fællesskab med Kristus: Vi bliver i ham, og han i os.
Dermed får vi konkret lov til at smage Guds nåde, at han har givet os Jesu herlighed og retfærdighed. Og vi får fysisk hjælp til at se, at vores syndige liv er skjult i Jesu fuldkommenhed. Guds nåde får en synlig form og smag og fører os ind i tilbedelsen: ”Min Herre og Gud, jeg er bare en syndig skabning, og alligevel lægger du en så kostbar skat i mig. Du styrker min tro på din kærlighed og min genløsning ved nadveren, for den er et ydre tegn på, at du er min broder, mit kød og blod, ja, et større og mere sikkert tegn på din kærlighed og din forening med os findes ikke.”4Johan Arnd i Den sande kristendom, her citeret fra Vandringer i Haven, København 2002, s.41
Nadverhøjtidelighedens grundtone er derfor ikke alvor og selvransagelse – men jubel og tak. Lad os derfor fejre nadver med glæde, så vi smager, at Gud er god. Så vil ”Han, som nu har givet os sit hellige legeme og blod selv styrke og opholde os derved i en sand tro til det evige liv!”
Her kunne det være nærliggende at sige: amen! Men jeg vil hellere sige: Værsgo, ”Kom, spis og drik, for alt er gjort færdig!”
Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.
