Livet er fantastisk!!! Tak Gud for det! Men indimellem gør livet også ondt. Dødsfald. Sygdom. Alderdom. Depression. Ensomhed. Synd. Utilstrækkelighed. Ting som disse giver skår i glæden og minder os om, at vi endnu ikke er på den nye jord.
Der er noget i os, der gerne vil slippe for det i livet, der gør ondt. Det er egentlig naturligt nok. For vi er ikke skabt til et liv, som er mærket af synden og dens konsekvenser, men til et fuldkomment liv i fællesskab med Gud. Men indtil Jesus kommer igen vil forskellige forhold i vores liv komme til at gøre ondt – også som troende.
Men hvor er det godt midt i det, som gør ondt, at tænke på, at vi er i Guds hånd med det alt sammen, og at Gud på en forunderlig måde formår at bruge netop det i vores liv, som gør ondt, som sit middel til at nå sit mål med os.
Paulus´ liv vidner om, hvordan Gud netop igennem det i hans liv, der gjorde ondt, knyttede ham til nåden, til Himlen og til sin almagt. Og Gud ønsker at gøre det samme i dit og mit liv.
I 2. Korintherbrev får vi det største indblik i Paulus´ personlige liv og de lidelser, han kæmpede med.
Kort tid inden Paulus skrev brevet, opholdt han sig i byen Efesos. Selvom der var åbne døre for evangeliet, var der også mange modstandere (1 Kor 16,8f.). Modstanden mod Paulus bestod bl.a. i et oprør i byen imod Paulus (ApG 19,23ff.), at de smed Paulus for de vilde dyr (1 Kor 15,32), og ganske givet også nogle af de forhold, som Paulus nævner i 2 Kor 6,1ff. og 11,22ff.
Disse forhold har været alt andet end sjove for Paulus! Og når han ser tilbage på det, skriver han, at trængslen var så tung, at det var langt mere, end han kunne bære, så han endog opgav håbet om at bevare livet (2 Kor 1,8). Men midt i den trængsel, som var langt mere, end han kunne bære, bar Gud ham og førte sit gode formål igennem i hans liv.
Igennem det, der gjorde ondt, knyttede Gud Paulus til nåden. I 2 Kor 12 nævner Paulus, hvordan Gud gav Paulus en torn i kødet, for at han ikke skulle blive hovmodig. Paulus beder om, at Gud vil tage dette smertelige fra ham. Men Guds svar til ham er: Min nåde er dig nok … (2 Kor 12,9).
Gud ønskede at lede Paulus ind i en endnu dybere afhængighed af nåden, og det blev smerten et redskab til!
Det ligger i vores natur som mennesker, at vi let dyrker og tjener skabningen i stedet for skaberen – at vi er optaget af Guds gaver i stedet for Ham som giveren. Og nogle gange er det først, når gaverne bliver taget fra os, at vi lærer at værdsætte de gaver, Han giver og særligt Ham, som har givet dem. Men da ser vi med fornyet klarhed det, vi synger i én af Lina Sandells sange:
Om jeg havde alt, men ikke Jesus,
hvad betød det for mit sande vel,
hvad er hele verden mod at eje
fred med Gud og frelse for min sjæl?
Da skaber det bønnen i mig, som det hedder i en anden sang:
Give me Jesus, give me Jesus,
you can have all this world,
just give me Jesus!
Da ser jeg, hvad der, når alt kommer til alt, virkelig betyder noget, nemlig at jeg ejer frelsen i Jesus og har fred med Gud ved Ham.
Paulus ville – ligesom os – gerne være fri for smerten, men Guds svar var: Min nåde er dig nok …! Igennem smerten lærte han at have sin tilfredshed i Jesus og nåden i ham – uanset omstændighederne. Gud brugte med andre ord det, der gjorde ondt i Paulus´ liv, til at knytte ham til nåden, og Han ønsker at gøre det samme med os.
Igennem det, der gjorde ondt, knyttede Gud også Paulus til Himlen. I forlængelse af at have talt om vores menneskelige skrøbelighed, siger Paulus i 2 Kor 4,17f.: ”For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed, for vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige; det synlige varer jo kun en tid, det usynlige evigt.”
For nogle år siden, da jeg var igennem en svær periode i mit liv, blev disse vers til stor hjælp og trøst for mig. Selvom jeg inderligt ønskede at være fri for det, som gjorde ondt i mit liv, skabte disse vers en bøn i mit hjerte: Gud, tag ikke det fra mig, som er med til at holde mig fast og føre mig hjem til dig!
Jeg måtte øve mig i at overgive min situation til Guds kærlighed og almagt og hvile i, at Han fører mig i livet, som det tjener både Ham og mig bedst! Herrens stier er altid godhed og troskab for dem, der holder hans pagt og hans lov (Sl 25,10).
Paulus erfarede også, hvordan trængslen fik ham til at sukke og længes efter at være i Himlen sammen med Jesus (2 Kor 5,2.8). Ikke primært fordi han ville slippe for det i livet, som gjorde ondt, men fordi det at bryde op og være sammen med Jesus var langt det bedste (Fil 1,23).
Tænk at være sammen med Jesus!!! Det er så fantastisk, at ethvert forsøg på at sætte ord på det kommer til kort! Midt i smerten fik Paulus, ligesom andre efter ham, et lille glimt af, hvor ubeskriveligt dyrebart og fantastisk livet med Jesus er og bliver, når vi skal hjem til Ham! Gud brugte det, der gjorde ondt i Paulus´ liv, til også at knytte ham til Himlen, og Han ønsker at gøre det samme med os.
Igennem det, der gjorde ondt, knyttede Gud også Paulus til sin almagt. I 2 Kor 1,8f. siger Paulus, at den trængsel, som mødte ham i provinsien Asien, var så tung, at den fik ham til at fælde dødsdommen over sig selv, så han ikke længere stolede på sig selv, men på Gud!
Vi vil så gerne vidne om os selv, men Gud vil, at vi skal være skrøbelige lerkar, for at den overvældende kraft skal være Hans og ikke vores (2 Kor 4,7).
Gud har netop valgt at bruge livets skrøbelighed til at åbenbare sig igennem, for at den, der roser sig, skal rose sig af ham (1 Kor 1,30).
Sådan var det med Gideon (Dom 7, særligt v. 2). Sådan var det med David (1 Sam 17, særligt v. 33.42-47). Sådan var det med Joshafat (2 Krøn 20, særligt v. 12 og 17). Sådan var det med Paulus (2 Kor 1,8f), og sådan er det med mig og dig i dag! Og hvor er det befriende!
Ikke at jeg skal bruge det som en undskyldning for ikke at arbejde med ting, som jeg har brug for at arbejde med. Men jeg skal ikke forsøge at være noget i andres øjne. Jeg kan være den, jeg er, og bruge de gaver, Gud har givet mig, i tillid til Hans almagt – Ham, som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår (Ef 3,20).
Trængslen hjælper mig til at slippe mig selv og klynge mig til Ham. Han skal blive større, og jeg skal blive mindre, så Han får den ære, Han fortjener! Gud brugte det, der gjorde ondt i Paulus´ liv, til også at knytte ham til sin almagt, og Han ønsker at gøre det samme med os.
Vores livsløb er i Guds hånd (Sl 31,16) og Gud fører os igennem glæder og sorger, som det tjener Ham og os bedst. Og Han giver løfte om, at som dine dage, skal din styrke være (5 Mos 33,25 gl. oversættelse). Tak Gud, at han i sin kærlighed og almagt formår at bruge alt det, der gør ondt, til at lede os til nåden, Himlen og sin almagt.
Gud er på ingen måder ligeglad med dine tårer i dette! Nej, de er samlet i Hans lædersæk og skrevet i Hans bog (Sl 56,9). Og ikke nok med det. Han ønsker at gøre din tåredal til et kildevæld (Sl 84,7 gl. oversættelse), hvis vand bliver til liv og velsignelse for både dig selv og andre.
Vig ej fra mit hjerte
åndens armods smerte;
du til gavn mig er.
Sig mig mine lyder,
at jeg altid nyder
nådens rigdom her.Du, som ensom vanker,
fat dog dybt Guds tanker:
Kun som arme små
nåden vi erfarer,
Gud os det forklarer
selv i Ordet så.Heller må du ligge
dybt i støv og tigge
nåde ved hans blod,
end som selvretfærdig,
hellig, stærk og værdig
have trøst og mod.Herre, du bevare
mig fra denne fare:
selvretfærdighed;
men i Kristus giv mig
trøst og kraft – og bliv mig
du al salighed.Højst elendig er jeg,
men i Kristus bær‘ jeg
dog et helligt skrud.
Jeg i dette klæde
ren og skøn tør træde
frem for Himlens Gud.Lær mig vandre varligt,
her er ofte farligt;
ingen kan gå trygt.
Er end frelsen vundet,
er end vejen fundet,
er der grund til frygt.Du dit værk oplive,
regn og sol du give –
gør, som du det vil;
blot du så mig fører,
at til sidst mig hører
Himmeriget til.(C.O. Rosenius)
