Jeremias var af præsteslægt og stammede fra landsbyen Anatot få km nord for Jerusalem (Jer 1,1). Som født ind i en præstefamilie var det på forhånd givet, hvad hans arbejde skulle være. Hele hans opdragelse tog sigte på den kommende gerning som præst. Men endnu mens han var helt ung, brød Gud ind i hans ungdomsdrømme og kaldte ham til at være profet, dvs. til at lægge røst til det ord, som Gud ville have talt til samtiden. Dette kald havde ligget fast fra Guds side, allerede før Jeremias blev til som foster (1,5).
Her var ikke det et spørgsmål om, hvad den unge mand kunne tænke sig af valgmuligheder. Spørgsmålet var, om han ville sige ‘ja’ til Guds valg for ham. For Jeremias at se ville hans ungdoms uerfarenhed imidlertid på forhånd diskvalificere ham som profet. Men Gud svarede, at det afgørende for, om kaldet skal lykkes, ikke er alder, indflydelse og naturlige talegaver, men om han ville tage Gud på ordet og gå på hans befaling (1,6-9).
Overskriften til Jeremiasbogen siger, at han modtog dette kald i året 627 f.Kr., og at han virkede som profet helt frem til det år (586 f.Kr.), hvor de babyloniske hære erobrede Jerusalem, brændte den ned og tvangsforflyttede den del af befolkningen, som endnu var i live efter halvandet års belejring, hungersnød og epidemier. Selv da Jeremias mod sin vilje blev tvunget af nogle af de tilbageblevne jøder til at flygte til Egypten, fortsatte han med at forkynde Guds ord dér. Jeremias var således profet for Guds ord i nogle af de mest skæbnesvangre år i Juda Riges historie.
Jeremias skulle ikke forkynde noget glad og opmuntrende budskab; han skulle “rykke op med rode og rive ned” (1,10). Hans prædiken havde ét bestemt fokus: Gud ville lade sit eget folk blive kværnet i stykker i dommens langsommalende kværn. Israel havde vraget den levende Gud til fordel for tomme, nyttesløse afguder; folket krænkede igen og igen Guds vilje ved at være uærlige, begærlige og sexfikserede; vold, undertrykkelse og bedrag var blevet acceptable sociale normer. Selv om man godt kendte Guds bud fra gammel tid, og selv om Jeremias og andre profeter tilskyndede folk til at følge, hvad de kaldte for “de gamle stier” (d.e. Guds vejledning for livet, som han havde åbenbaret den for Moses), så regnede tilhørerne det for irrelevant i en moderne tid (6,16-17).
I efteråret 609 holdt Jeremias sin berømte tale i templet, stående over for en store skare af andagtsfulde pilgrimme (7,1-15; 26,1-6). Her sagde profeten med rene ord, at deres tillid til, at Gud nok skulle værne om sit hellige tempel og ikke ville acceptere, at nogen forulempede det, var bundrådden. For de kunne uden videre tage del i liturgien og samtidig synde videre derhjemme med afguder, umoral og falskhed. Profeten angreb deres gudsdyrkelse for at være en spytten i ansigtet på Gud. Han anfægtede et af tidsåndens helligste dogmer, dette at Guds udvælgelse af byen og af templet var urokkelig, og intet, absolut intet, kunne true dette. Nej, siger han, Gud vil forkaste templet, sådan som han tidligere havde forkastet byen Shilo, hvor tabernaklet engang havde stået. Kun ved for alvor at vende om til Gud kunne dommen undgås.
Reaktionen på dette ubehagelige domsord var voldsom: De religiøse sagkyndige på den tid, præster og profeter, krævede Jeremias dømt til døden som en falsk profet, fordi han havde angrebet det helligste af alle trosfundamenter, templet, og hævdet, at Gud var på nippet til at forkaste det. Først da troende lægmænd fra oplandet og de verdslige ledere kunne pege på, at Jeremias jo ikke forkyndte anderledes end profeten Mika 120 år tidligere, faldt anklagen for gudsbespottelse til jorden. Det forhold, at nogle i lægfolket selv kendte Guds ord grundigt og kunne bedømme situationen ud fra dette ord, gjorde, at Jeremias’ liv blev skånet (26,16-19). En indre fortrolighed med det ord, som Gud har talt, er en afgørende forudsætning for at kunne finde vej, når vor egen tids autoriteter bandt præster og teologer kommer med kristeligt klingende påstande om, hvad der er Guds vilje.
Jeremias’ liv som budbringer for Gud blev i en særlig grad kendetegnet ved lidelse. Han er frem for nogen lidelsens profet. Derfor kan han være til særlig opmuntring for dem, der oplever modgang, fordi de må forkynde, eller fordi de holder fast ved evangeliet midt i en gudløs kontekst. Jeremias’ lidelser viste sig på mindst tre områder:
Guds lidelse
Hans lidelse viste sig som delagtighed i Guds lidelse. Han kom til at se sit folks moralske og religiøse frafald med Guds øjne og mærkede i sig Guds smerte over, at hans folk ikke ville vide af Guds ord. Han kendte sig også ét med Guds vrede over den kolde ligegyldighed over for Gud (6,11; 15,17). Lidelsen gik ham gennem marv og ben (23,9).
Lidelse med folket
Dernæst var profetens lidelse en lidelse med folket. Den dom, som han efter Guds ord måtte forkynde for folket, gik først gennem hans eget hjerte. Han var ikke den kolde og kyniske formidler af et ubehageligt budskab, eller én som følte grum tilfredsstillelse ved at kunne true med de værste ulykker. Han led med dem, som han måtte tale til, både før han talte, mens han talte, og i sin efterrefleksion over det, som han havde talt. Den lidelse, som han forudså ville ramme Israel, fyldte ham med dyb sorg (14,17-18). Folkets immune holdning over for ordet gjorde, at han ofte måtte græde af fortvivlelse over det, som han kunne se, ventede dem (13,17). Mens hans tilhørere kun havde hånlatter til overs for hans budskab, kendte han selv en sorg, som var “uhelbredelig” (8,18-23). Dermed fremstår han som et forbillede både på Jesus, der græd over Jerusalem (Luk 19,41), og på Paulus’ vedvarende sorg over, at hans folk stillede sig kold over for evangeliet (Rom 9,1). Den ægte domsforkyndelse kendes på, at man deler lidelsen med dem, som trues med den lidelse, som dommen indebærer.
Forfølgelse
Endelig led Jeremias, fordi han blev udsat for lidelse fra sine tilhørere. Langt de fleste afviste hans forkyndelse. Han var sat uden for det gode selskab, blev regnet for en særling og blev genstand for spot, hån og latterliggørelse. Hans slægtninge og bysbørn forsøgte at true ham til tavshed (11,21), hans egne venner lagde planer om at angive ham til myndighederne (20,10), og man forbandede ham, som om han var én, der snød folk for penge (15,10). På et tidspunkt måtte han og hans skriver Baruk gå under jorden, fordi kongen efterstræbte dem (36,26). Oven i alt dette kom så smerten over, at domsordet trak ud, at han kunne forkynde år efter år uden, at der skete noget som helst, og at den vantro befolkning hoverende kunne spørge “Hvad bliver det egentlig til med den der dom, du har fablet om”?
Jeremias måtte lide af en eneste grund: på grund af det ord fra Gud, som han var sat til at forkynde. Han delte skæbne med dette ord. Sådan som folket reagerede over for Gud, reagerede de over for hans udsendte tjener. Jeremias lærte, at en tjener for Guds ord ikke får anden skæbne end den, der overgår ordet selv.
Anfægtelsen
Med i lidelsen hørte også, at Jeremias gentagne gange måtte gennemleve dybe anfægtelser over, at Gud i det hele taget tillod, at hans udvalgte talsmand blev udsat for en sådan behandling (15,10-21; 20,7-18). Gud forholdt sig tilsyneladende helt passiv. Han bragte ikke forfølgelserne til ophør, han standsede ikke bagtalelserne, han lod ikke modstanderne få en brat død. Tværtom havde modstanderne lykke og gode dage, mens profeten selv måtte tåle uudholdelig smerte og troens mørke. Han endte med at anklage Gud for at have svigtet ham ligesom en bæk, der viser sig at være tørret ud og ikke har noget vand til den tørstende vandrer (15,18). Men selv om han skulle ønske at nedlægge profethvervet, kunne han ikke. Det ville medføre en endnu værre sjælelig konflikt (20,9). Og Gud svarede sin tjener ved at formane ham til ikke at lade bitterheden sætte sig fast i sindet og ved at gentage sine løfter om, at han ikke ville slippe ham i hans trængsler (15,19-21).
Jeremias’ anfægtelser viser os, at en tjener for Gud ikke undgår modgang, ensomhed og anfægtelse. Man kan sige det så stærkt, at netop fordi Jeremias var tro imod den Gud, der havde kaldet ham fra hans tidligste ungdom, måtte han lide. Hans smerter var en del af hans tjeneste for Gud. Hans kampe og hans nederlag var en del af hans vidnesbyrd om Gud. Hans smerter blev en genspejling af Guds smerte over folkets frafald og ulydighed. Og Gud har givet Jeremias at skrive så indgående i sin bog om sine følelser og kampe som profet, for at andre af Guds børn kunne finde en forbundsfælle i mennesket Jeremias i den lidelse, som de eventuelt måtte møde som vidner for Jesus.
Babylons konge erobrede Jerusalem første gang i 597 f.Kr. efter tre måneders belejring. Både kongen og store dele af de ledende samfundslag blev deporteret til Babylon (29,1-3), og en proforma konge blev indsat. Nu skulle man tro, at Jeremias endelig ville få medgang som profet. Alle kunne jo se nu, at det var ham, som gennem alle årene havde forkyndt sandt. Nogle har givetvis troet på ham. Men langt de fleste tilhørere ville ikke vide af, at begivenhederne i 597 skulle være et udtryk for Guds dom, fordi de havde levet i uomvendt synd mod Gud. Den nuværende ulykke ville snart få ende, sagde man. Nu gjaldt det bare om at stole fast på Gud, så ville han snart gribe ind og føre den landflygtige konge og de lumpent stjålne tempelkar hjem. Talrige profeter profeterede i Herrens navn, at trængslen snart ville få ende (27,9-15; 28,2-4). Igen måtte Jeremias sige i Guds navn, at hele denne forestilling hvilede på en kollektiv løgn, også selv om mange profeter gav den deres støtte. Jeremias gik lang tid med et stort åg om halsen for så malende som muligt at sige, at Israel skulle acceptere babylonerkongen Nebukadnesar som Guds redskab (27,1-8).
Da folket på ny gjorde oprør mod babylonerne, blev landet atter løbet over ende, by efter by blev brutalt erobret, og Jerusalem blev udsat for hård belejring. Igen og igen forkyndte Jeremias, at kun ved at overgive sig til fjenden, kunne de overleve. Jeremias blev imidlertid af de ledende betragtet som en forræder, der gik fjendens ærinde. Efter en fængselsperiode kom han i fast forvaring (37,16-21). Men da han ikke kunne tie med sin forkyndelse om at bøje sig for Gud og overgive sig til babylonerne, blev han til sidst kastet i en cisterne (stor underjordisk vandbeholder, hugget ud i klippen), hvor han sank ned i mudderet (38,1-16). Den eneste, som hjalp ham i denne situation, var en ikke-israelit, en Ebed-Melek fra Nubien, som ikke tænkte på risikoen for sit eget liv, men trodsede lederne og fik samlet nogle folk, der kunne trække profeten op fra det livsfarlige dynd. Jeremias blev så atter anbragt i forvaring, indtil Jerusalem faldt i juli måned i året 586.
Hvorfor gav han ikke op?
Hvordan kunne Jeremias dog blive ved med at forkynde ordet, når han mødte så megen modgang? Hvorfor gav han ikke op, når han kun vakte modvilje og vrede? Jeg tror, at det, som hjalp ham igennem, var flere ting: han lærte at holde fast ved Guds løfte til ham om, at han ikke ville slippe ham – trods modgang og lidelse (15,20-21). Den manglende succes var ikke ensbetydende med, at Gud ikke var med ham. Han fordybede sig desuden i Guds ord og tog det til sig med glæde og appetit (15,16). Endelig fik han støtte fra enkeltpersoner, som bakkede ham op, og som fulgte ham i lidelsen, f.eks. hans skriver Baruk (kap. 45). Jeremias erfarede, at han stod faktisk ikke så alene, som han undertiden følte og oplevede det.
Artiklen er tidligere blevet bragt i bladet TilTro.
