En gud, hvis forsyn har det med at være spændt på, hvad der vil ske, er blevet en sølle nar (Martin Luther: Om den trælbundne vilje, Århus 1983, s.231).
Enhver, som overhovedet tror på Gud, tror, at Han ved, hvad enhver af os vil gøre i morgen (C.S. Lewis: Det er Kristendom, København 1982, s.159).
I den engelsktalende verden kom det tilsvarende begreb, evangelical, i det 18. og 19. århundrede til at betegne de teologisk konservative protestanter i modsætning til såvel katolikkerne som de rationalistiske eller liberale protestanter. Fra engelsk sprogbrug har vi importeret udtrykket evangelikal som betegnelse for de evangeliske (altså protestanter), der fastholder realismen i kirkens klassiske tro, som vi særligt kender den fra reformationen.
Denne tro siger, at Gud har åbenbaret sin frelsesplan for profeter og apostle, som har skrevet alt dette ned i Bibelen.
Derfor er Bibelen Guds eget ord. Og derfor taler dette ord sandt om Israels historie, om Jesu guddommelighed og undere, om hans stedfortrædende død for syndere, om hans genkomst til dom, om himmel og helvede osv. Liberale protestanter forholder sig til gengæld kritisk til Bibelens indhold.
Indtil for nylig har det været sådan, at denne skelnen mellem evangelikale og liberale protestanter var mest udbredt blandt lutherske og reformerte kristne. Fordi det meste af det teoretiske arbejde med Bibelen foregik i disse kirkesamfund, var det også her, kritikken af Bibelen stod stærkest. Arminianere – altså metodister, pinsevenner og karismatikere – var i højere grad optaget af at evangelisere og plante nye menigheder.
De bedrev ikke så meget teologisk arbejde. De accepterede almindeligvis det, som jeg ovenfor har kaldt kirkens klassiske tro. Fx regnede de normalt Bibelen for ufejlbarlig. Derfor betragtede de lutherske og reformerte også de fleste arminianere som evangelikale.
Men inden for de sidste 30-40 år har arminianerne leveret et betydeligt større teologisk arbejde, end de har været vant til. Desværre er mange af dem så også begyndt at problematisere kirkens klassiske tro. Alligevel vil de fleste forsat kaldes evangelikale, for sådan er de jo vant til at betragte sig selv.
Men lutheranere og reformerte har fået det stadigt vanskeligere med denne udvidelse af begrebet evangelikal til også at dække halv- eller hel-liberale protestanter. I øjeblikket kulminerer det interne opgør blandt de evangelikale med striden om Open Theism.
Guds forudviden
Open Theism eller på dansk ’åben gudstro’ er et arminiansk projekt. Fortalerne siger selv, at de blot vil udvikle en konsekvent arminianisme. Det indebærer en kritik af deres egen tradition. Ifølge Jacob Arminius, John Wesley og de fleste traditionelle arminianere kender Gud hele fremtiden i detaljer. Normalt forklares Guds forudviden sådan, at Gud ser hele verdenshistorien, som om han står på en bakketop og alle mennesker og begivenheder befinder sig nede i dalen.
Andre arminianere tilføjer, at Gud står uden for tiden og derfor strengt taget ikke forudser noget som helst, men blot i ét nu overskuer alt det, der for os at se ligger i henholdsvis fortiden og fremtiden.
Hertil indvender tilhængerne af Open Theism: Hvad enten Gud forudser eller blot tidløst ser hele verdenshistorien, er denne historie logisk set forud for Guds viden om den. Det er den faktiske historie Gud forudser eller tidløst overskuer. Derfor kan Gud ikke bruge sin viden om historien til at ændre den.
Det ville svare til, at Gud kunne ændre fortiden og den mulighed er de færreste villige til at acceptere. Altså: Hvad enten Gud har forudset det, der faktisk vil ske eller Gud tidløst ser det, der faktisk sker, så kan Gud ikke ændre på det.
Hvis han ændrede det, var det nemlig ikke den faktiske virkelighed, han så. Gud kan derfor ikke bruge sin viden om det, der for os at se ligger i fremtiden, til noget som helst. Han kan ikke selv gribe ind over for det. Og han kan heller ikke give os oplysninger om det i den hensigt, at vi skulle undgå den faktiske virkelighed, som Gud allerede har set.
Arminius og andre forsøgte sig med den idé, at Gud allerede før skabelsen indarbejdede sine egne indgreb i den virkelighed, som han ville skabe, hvorefter han kunne forudse (eller tidløst overskue) hele den faktiske virkelighed inklusive sine egne indgreb. Det skulle, mente de, give Gud mulighed for at kende den faktiske fremtid og samtidig gribe ind over for den.
Men tilhængerne af Open Theism svarer: Når Gud vælger sine indgreb på baggrund af den faktiske virkelighed, som han har set, så er denne virkelighed logisk set forud for Guds betragtning af den, og så kan hans indgreb ikke ændre ved den.
Tilhængerne af Open Theism konkluderer: Hvis vi ikke skal sige, at Gud står bag alt det, der sker i verdenshistorien, og hvis vi heller ikke vil frakende Gud muligheden for at gribe ind i historien, så må vi hævde, at Gud ikke kender hele fremtiden. Han kender kun de begrænsede dele af fremtiden, som han selv har forudbestemt (fx Jesu genkomst) og de dele, som er nødvendige resultater af nutiden (fx den næste solformørkelse).
Dette er det særligt karakteristiske ved Open Theism: Gud kender ikke hele fremtiden! Når vi mennesker har en fri vilje, som arminianismen hævder, så kan Gud ikke på forhånd vide, hvad vi vil bruge denne frie vilje til. Det er, siger Open Theism, den nødvendige konsekvens af arminianismens egne forudsætninger.
Det er samtidig en konsekvens, som arminianerne hidtil ikke har været villige til at drage. Men i øjeblikket breder Open Theism sig som en steppebrand blandt metodister, pinsevenner og karismatikere.
Mission og frelse
Der er i det hele taget tale om, at den evangelikale verden i øjeblikket står i et betydeligt teologisk opbrud. Fra at være reformatorisk, dvs. dels luthersk og dels reformert, er den teologisk konservative protestantisme godt i gang med at blive arminiansk og i mange spørgsmål drage de logiske konsekvenser af arminianismen, som Arminius, Wesley og andre ellers var tilbageholdende med.
Særligt i Nordamerika ser vi bredden af disse teologiske forandringer, som dér bliver kaldt the evangelical megashift.
Hvis syndefaldets konsekvenser ikke er helt så alvorlige, som reformatorerne hævdede, eller hvis Guds assisterende nåde til dels ophæver disse konsekvenser, så mennesket har frihed til selv at vælge eller fravælge troen på Gud, så er det op til dette menneske selv at omvende sig og at fastholde troen til det sidste. Både de klassiske arminianere og Open Theism hævder, at Luthers og Calvins forståelse af omvendelsen fratager mennesket både frihed og ansvar og fører direkte til antinomisme; dvs. ligegyldighed med synden og med Guds lov.
Luther og Calvin sagde, at omvendelsen er en dødeopvækkelse, hvor Gud på egen hånd skaber troen i et vantro hjerte. Arminianerne siger derimod, at Gud tilbyder sin nåde til mennesker, som han har givet den fornødne frihed til at vælge.
Hvad enten vi har denne frihed af natur, fordi syndefaldets konsekvenser ikke er så alvorlige, eller vi får denne frihed tilbage som en slags over-natur ved Guds assisterende nåde, gør ikke megen forskel. Det er i sidste ende op til mennesket selv, om det vil frelses eller ej.
Mange nutidige arminianere forstår mission på samme måde som moderne katolikker og liberale protestanter: Gennem samvittigheden, naturen, kulturen og religionerne virker Gud med sin assisterende nåde på hedningerne, så de kan åbne sig for ham, uanset om de nogensinde hører om Jesus fra Nazaret eller ej.
Fordi arvesynden ikke stikker så dybt og især fordi det er os og ikke Gud, der har behov for forsoning, omtolkes Jesu korsdød fra en stedfortrædende soning af synd til en fremvisning af Guds smerte over synden eller til en genoprettelse af den moralske balance i skaberværket. Af samme grund vil langt de fleste mennesker blive frelst.
Normalt tilføjer disse arminianere, at vi fortsat skal sende missionærer ud, for det vil trods alt gøre det lettere for mennesker at åbne sig for Gud. For en betydelig gruppe arminianere består den fortabelse, som et mindretal kommer til at opleve, i øvrigt i tilintetgørelse. Der er ikke nogen fortsat erfaring af lidelse i helvede.
Andre forstår fortabelsen som den ubehagelige oplevelse, det er, at komme i himlen, når man ikke på forhånd er indstillet på det. Alle kommer nemlig samme sted hen, men ikke alle oplever himlen på samme måde.
Med disse opfattelser har moderne arminianere fuldstændigt forladt reformationens teologi. De er ikke længere evangeliske kristne. Mange arminianere reserverer sig over for en del af det, deres trosfæller siger. Ikke alle tilslutter sig fx Open Theism. Men når de fastholder en svag syndsforståelse og en relativt fri vilje i frelsen, har de allerede åbnet døren for de konsekvenser, der i øjeblikket løber som en steppebrand blandt dem.
Frelse og logik
Man kan betragte reformert teologi som et forsøg på at opstille frelsen som et logisk system: Fordi mennesket er åndeligt dødt og ikke kun sygt, er det ikke nok, at Gud assisterer det med sin nåde. Han må skabe den frelsende tro inde i det enkelte menneske, ganske som Jesus gav den døde Lazarus livet, uden at Lazarus medvirkede det mindste. Når et menneske kommer til tro, er denne tro altså bevirket af Gud alene. Det skyldes hans vilje, at vi tror.
Når et andet menneske ikke kommer til tro, er forklaringen, at Gud ikke har givet det troen. Det var altså Guds vilje at passere dette menneske forbi. Af samme grund døde Jesus kun for dem, som Gud har forudbestemt til frelse. Og fordi Guds nåde er effektiv, ikke blot assisterende, kan de ikke miste troen igen.
Allerede Jacob Arminius slog sig på denne logik, og man kan betragte arminianismen som et forsøg på at udvikle en alternativ logik: Fordi mennesket ikke er åndeligt dødt, men kun sygt, eller fordi Guds assisterende nåde giver mennesket den fornødne udrustning, har det en relativt fri vilje og kan derfor selv vælge at tro på Gud eller ej. Gud har ikke forudbestemt nogen med navns nævnelse hverken til frelse eller til fortabelse. Den endelige forklaring på, hvorfor nogen kommer til tro og andre ikke, ligger derfor hos mennesker, ikke hos Gud.
Martin Luther giver de reformerte ret angående syndefordærvet. Han giver dem derfor også ret i, at det er Guds nåde, der alene og effektivt skaber og bevarer troen i nogle mennesker.
Det gør Gud ved dem, som han har forudbestemt til frelse. Der er tale om en dødeopvækkelse, hvor mennesket er fuldstændigt passivt. Men så siger Luther, at Jesus døde for alle mennesker, fordi Gud ønsker alle menneskers frelse. Og han siger, at de vantro står Guds nåde imod.
Både reformerte og arminianere indvender, at Luthers lære ikke hænger logisk sammen. Og deri har de ganske ret! Frelsen er for Luther ikke et logisk system, men et dobbelt møde med Gud i lov og evangelium, hvor mennesket dræbes og får det nye liv.
I dette møde med Gud kan det hele komme til at ’gå op’ – ikke logisk ganske vist, men for hjertet, idet den enkelte finder hvile i syndernes forladelse.
Hvis du forfærdes over læren om forudbestemmelse og Guds effektive nåde, er løsningen ikke at få det hele til at hænge sammen logisk, men derimod at flygte til Jesu kors, hvor også dine synder blev sonet og hvor Gud er dig nådigt stemt.
Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.
