Vi ved det godt alle sammen. Kristne ledere taler om det og opmuntrer til det: Det er vigtigt at bede! Men hvorfor oplever jeg så, at jeg ofte selv er en træt beder? Kan jeg finde glæden igen? Kan min bøn få ny ilt?
Resultattænkning
Overalt – i politik, i erhvervsliv, på skoler, i menighedsliv, ja, selv i familielivet – har det i mange år været god skik at lægge strategier og planer. De bliver fulgt op med evalueringer af delmål og mål. Undervejs justeres der på målene, og der evalueres igen. Der bruges mange penge på et givent projekt. Derfor skal det også lykkes! Hvad vil investorerne og giverne ellers sige?
Spørgsmålene om, hvorvidt projekter nytter noget, og om vi opnår det, vi gerne vil, betyder selvsagt rigtig meget for os. Derfor er det ikke så overraskende, at vi føler skyld og skam, når vi indimellem ser, at vi mislykkes med vores mål. Hvor gik det galt i processen, og hvem det gik galt for? spørger vi så.
Resultattænkning er gået i blodet også på kristne. Det høres på det, vi beder om. Når vi beder, skal det nytte og give udbytte – helst hurtigt – ellers er det min egen skyld. Bønnerne kredser om vores projekter, som vi i forvejen har sat i gang.
Jeg tror, vi bør begynde et andet sted.
Bønnens udgangspunkt er Gud
Da Adam og Eva lader sig forlede af slangen, pådrager de sig skyld over for Gud. De forsøger at gemme sig bag havens træer. Men da Gud Herren går rundt i haven, kalder han på Adam: ”Hvor er du”?
Gud Herren savner altså sine mennesker, og nu søger han fællesskabet med dem!
Adam giver sin respons og træder frem for Gud Herren med sine bekendende ord.
Det lærer os noget vigtigt om bøn: Relationen mellem Gud og menneske beror på, at Gud møder os med sin kaldende invitation, og at vi svarer ved at modtage dette kald.
Læg også mærke til, at Jesus kalder og inviterer mennesker: ”Kom til mig, alle I, som er trætte og bærer tunge byrder …” (Matt 11,28).
Og: ”Når du vil bede,” siger han til disciplene, ”så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte” (Matt 6,6). Faderen er der altså i forvejen og byder os velkommen ind i fællesskab med sig.
Senere i samme kapitel giver Jesus disciplene en bøn, de skal bede: Fadervor. Den kommer fra Jesus og er en invitation til at bede. Det er ham, der ønsker fællesskab med os!
Når min bøn har mig selv som udgangspunkt, nedefra, er det ikke så sært, at den tørrer ud. For så er det mig selv, der er kilden til bønnen.
Men Bibelen viser os, at bønnen er villet af Gud. Og den har sit udspring i hans hjerte, som siger: ”Kom til mig.”
Derfor bliver et af de vigtigste spørgsmål for os: Lever vi sådan, at vi kan høre kaldet? Eller er der for meget adspredende støj i vores ører?
Bønnens mål er Gud
At bede er altså at høre Guds ord som det første.
Bønnens dybeste indhold er Guds ord og løfte, og den springer ud af hans kærlighed til os. Når vi beder, må vi derfor ikke forlade Guds kaldende ord, men blive i det, lytte til det i vores bøn og lade vores bøn styre dybere ind mod den treenige Gud, så vi søger ham selv i bønnen.
Målet for bønnen er ikke det, vi synes, Gud skal give. Som om han var en serviceinstans eller en julemand. Det er ikke hans gaver og velsignelse, men ham selv, der må være det vigtigste for os. ”Søg først Guds rige,” sagde Jesus jo.
Når vi i vores bøn flytter fokus fra blot at være hos Gud med alle ting til vores målsætninger og ønsker – og dernæst evaluerer, om bønnen virker – så bliver det hurtigt anstrengende og svært at holde ud.
Det er sandt, at vi må komme til Gud med alt, både småt og stort. Men det små og store er ikke alt ved bøn. Det primære er at komme til Jesus og blive der!
Lad os derfor ikke have vores opmærksomhed for meget på, hvordan vores liv som kristne går på arbejdet, i familien og i menigheden. Men lad os lytte til Guds ord i Bibelen og besvare hans ord ved at komme til ham i bøn.
Vores hensigt og mål med bønnen må være, at vi bevæger os hen mod Gud.
Hvis du synes, det lyder passivt og dovent, er det måske, fordi du aldrig har prøvet det. Eller sagt anderledes: Det kendte bønneløfte fra Jesus – ”bed om, hvad I vil, og I skal få det” – er netop givet til dem, der ”bliver i mig [Jesus], og mine ord bliver i jer” (Joh 15,7).
Bøn er kærlighed
På min telefon har jeg bl.a. min kones nummer indskrevet. Når hun ringer, kan jeg se hendes navn. Jeg er den eneste, for hvem hun ikke præsenterer sig med navn eller titel. Hun siger bare: ”Det er mig.” Jeg ved, det er hende, der ringer, jeg kender hende på forhånd og vil gerne lytte. Så jeg svarer. Sådan er det også med Gud.
Der, hvor kærligheden er, behøver jeg ikke at præsentere mig nærmere og bruge mange ord. Jeg kan sige: ”Det er mig … Herre, du kender det hele; du ved, at jeg har dig kær.”
Han kender mig og elsker mig, og jeg behøver ikke at sætte ham ind i alt i mit liv. ”Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det,” sagde Jesus (Matt 6,8).
Da Gud Herren kaldte på Adam, gjorde han det ud fra sit kærlige væsen. Han elskede sit menneske. Har vi som Adams efterkommere kærlighed til Gud, er det altid et svar på, at Gud elskede os først med sin evige kærlighed.
I slutningen af Johannesevangeliet (16,25-27) taler Jesus en del til sine disciple om bøn. Han siger, at når han er gået bort, skal de bede i hans navn til Faderen. Og så begrunder han det: ”… for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jer er udgået fra Faderen.”
Bønnen i Jesu navn knyttes altså stærkt sammen med den kendsgerning, at Faderen elsker disciplene. Jeg tror, at ”barnets” bøn i Jesu navn er vejen ind i Faderens kærlighed.
Hvor har vi dog brug for at erfare Faderens kærlighed!
Mon det er gået sådan for os, at vi opfatter Gud som en slags arbejdsgiver, en generalsekretær, en forstander eller formand for bestyrelsen? Og menigheden som en virksomhed?
I så fald må vi vende tilbage til udgangspunktet, at Gud for Jesu skyld er vores far! Han elsker os – ikke for det, vi gør for ham, men fordi han har født os som sine børn ved dåb og tro.
Guds tavshed og Guds svar
Når det nu er sådan, at Gud elsker os og søger fællesskab med os, og når han selv har givet os bønnen, hvorfor erfarer mange af os så det meste af tiden, at der ikke er hul igennem, og at Gud ikke svarer? Det er svært at være udholdende i sin bøn, når mine ord synes at køre i ring.
Jeg har ”indtalt en besked” og forventer et svar, men der kommer intet. Hvor længe skal jeg fortsætte med at indtale beskeder?
I Bibelen ser det ud til at være et vilkår, at de troende nogle gange ikke oplever svar fra Gud. Klagesalmerne er et vidnesbyrd om, at du ikke er den første, der har erfaringer af Guds tavshed.
Har vi brug for at revidere vores syn på, hvordan det er at leve som kristen i syndens verden på dette punkt? Har vi brug for at genopdage Guds tavshed som hans ret, der ikke lader sig forklare?
En kristens vandring gennem livet kan over store strækninger præges af tvivl, ensomhed og en oplevelse af, at Gud er fjern. Det er smertelige erfaringer, men de er ikke unormale eller forkerte. Du er på ret vej, selvom du ofte må tro og bede uden svar.
Sætningen fra Salme 23,4 har fulgt mig som en trøst: ”for du er hos mig”. Det var Davids ord. Ham, som kendte dødsskyggens dal. I den slags tider skal vi som kristne lære at ”tygge tørt brød.” Vi må nøjes med at høre og læse Guds ord – uden at erfare en genklang i hjertet. Spise og drikke i nadveren uden varme følelser.
Det er ”ørkenen” i den kristnes liv. Hvis vi skal holde ud og bede vedholdende, har vi derfor brug for hinanden: ”Nå, du oplever også Guds tavshed. Kom, lad os fortsætte vandringen hjemad! Skal vi følges?”
Ofte svarer Gud, uden jeg opdager det. Hvis målet for bønnen er Gud selv og fællesskabet med ham snarere end hans gaver, så er det jo ham, jeg må spejde efter som svar på min bøn.
Læg mærke til Filipperbrevet 4,5b-7. Vi lærer her, at Herren er nær, og at vi ikke skal være bekymrede for noget, men bringe vores ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak.
Og hvad er Guds svar? At vores bekymringer forsvinder som dug for solen? Nej. Hans svar er, at hans fred, som overgår vores forstand, vil bevare vores hjerter og tanker i Kristus Jesus. Der ligger altså bønnesvar allerede i Guds fred.
Så Gud svarer ikke altid på bøn ved at fikse vores bekymringer og uro direkte, men ved at give os et løfte om fred midt i det hele: ”For du er hos mig.”
Praktiske råd
Vi er dog ikke så åndelige væsener, at vi kan undvære ydre støtte for vores bønsliv. Når vi er mange, der har svært ved at være udholdende bedere, kan det skyldes, at vi ringeagter den støtte, en ydre ramme kan give.
Bibelen selv viser os i hvert fald, at apostlene fastholdt jødernes tre bedetider og Salmernes Bog som bønnebog.
Jeg vil nævne fire konkrete råd, der måske kan hjælpe dig til at være udholdende i bøn.
- Brug den tid, du har.
Lad være med at forsøge at skaffe plads til bøn der, hvor du ved, du ikke kan finde den. Men har du mulighed for at gå et sted hen i løbet af dagen for at bede et øjeblik, så gør det. Også blot fem minutter. På hviledagen kan du udvide bedetiden lidt.
- Brug Fadervor.
Tænk over, hvad du beder, og stands ved hvert enkelt led. Fadervor kommer fra Jesus og er hans ord til din bøn. Fadervor er ikke bare en måde at slutte en bøn på. Fadervor er bønnen.
- Brug en salmebog.
Mange af vores gode sange og salmer kan anvendes som vores egne bønner. Jeg tænker både på de vers, som udtrykker glæde og tryghed, men også dem, der udtrykker sorg og fortvivlelse. Måske kan du tage en sangbog med på arbejde?
- Overvej, om du kan bede sammen med en person, du har tillid til.
Aftal at mødes jævnligt, og brug tiden på at bede. Ikke andet.
Følg ham!
Denne artikel er skrevet midt i fastetiden. Det kan minde os om, at det at lide afsavn og for en periode fravælge ting, der i sig selv er gode og nyttige, for at få tid til bøn, er væsentlig.
Mange af os tillader en informationsstrøm ind over vores sind, som ikke er nødvendig. Vi er meget ”derude”, og der er mange, som gerne vil have os som følgere.
Men det allervigtigste, ja, det eneste virkeligt nødvendige er at følge ham, som siger: Adam, hvor er du?
