Nådegavernes ABC

Denne artikel giver en lille introduktion til nådegaver. Der er flere bibeltekster, der handler om nådegaver, men her tages udgangspunkt i to vers fra 1. Petersbrev:

Som gode forvaltere af Guds mangfoldige nåde skal enhver af jer tjene de andre med den nådegave, han har fået. Den, der taler, skal tale med ord fra Gud; den, der tjener, skal tjene med den kraft, Gud giver, for at Gud i alle ting må blive herliggjort ved Jesus Kristus. Æren og magten er hans i evighedernes evigheder! 1. Petersbrev 4,10-11

Først skal nådegavernes hvem-hvad-hvorfor skitseres: Hvem får nådegaver? Hvad er en nådegave? Hvorfor gives de? Dernæst vil jeg kort komme ind på, hvordan man bliver klar over sin nådegave og til sidst et par refleksioner over nådegaver i en perfekthedskultur.

Nådegavernes hvem-hvad-hvorfor

Hvem får nådegaver? I 1 Pet 4,10 skriver Peter, at enhver skal tjene de andre med den nådegave, han har fået. Det vil sige, at alle kristne har nådegaver. Er du kristen, så har du ganske enkelt en nådegave, uanset om du er klar over det eller ej. Dette fremgår måske mindre tydeligt i den danske oversættelse fra 1992. Grundteksten er dog klar og det er den almindelige forståelse af dette vers blandt bibelfortolkere. At alle kristne har nådegaver er desuden også den oplagte forståelse af Rom 12,6-8.

Hvad er så en nådegave? Kort og præcist er en nådegave en ufortjent udrustning, som Helligånden giver en kristen, for at personen kan udfylde en opgave i Guds Riges arbejde.¹https://www.foross.no/lyd/ord-i-bibelen-nadegave/ Ordet nådegave kunne også være oversat til nådevirkning. Det vil ikke være helt ved siden af, for en nådegave er snarere en fortsat virkning af Helligånden gennem en kristen fremfor en pakke af færdigheder, jeg som kristen modtager og derefter står selv med.

Der findes flere slags nådegaver. Bibelen indeholder nogle såkaldte ”nådegavelister”, hvor en længere række af nådegaver listes op. Det drejer sig om alt fra ledelse af en menighed samt forkyndelse og undervisning over tungetale til praktisk hjælp og gæstfrihed. Det afgørende er ikke præcis hvilket navn, nådegaven har. Det vigtigste er, at nådegaven er noget, Gud har givet som udrustning til en opgave eller tjeneste, som han også har givet. På den måde kan man sige, at nådegaven følger med den opgave, som Gud har givet den troende. Bliver man som kristen givet en opgave eller påtager sig en tjeneste, må man regne med, at Gud også vil give den nødvendige nådegaveudrustning dertil. Nådegaver er dermed ikke nødvendigvis noget, man har hele livet.

Til sidst i nådegavernes hvem-hvad-hvorfor må vi spørge, hvorfor nådegaverne gives? Spørgsmålet kan vendes om, så det i stedet lyder: Hvorfor gives nådegaverne ikke?

I en tid hvor individualisering og personlig udvikling er i høj, kurs kan vi fristes til at tænke, at nådegaverne er til for at identitetsskabe os som kristne. Talen om nådegaver kan let få en vægtlægtning, så det kommer til at handle om, at det er vigtigt, at vi finder vores egen nådegave, bliver glad for den og lader den blomstre. Vores nådegave bliver på den måde en central del af den individuelle kristne identitet. Med den måde at tale om nådegaver på risikerer vi at sætte nådegaver i selvrealiseringens tjeneste, som om nådegaver mest er til for os selv til berigelse af eget trosliv og styrkelse af egen identitet som kristen.

Når Bibelen taler om nådegaver, handler det om langt mere end identitet. Det handler først og fremmest om fællesskabet. Det er også det, Peter skriver: ”Som gode forvaltere af Guds mangfoldige nåde skal enhver af jer tjene de andre med den nådegave, han har fået.” Det endelige formål er ifølge Peter, ”at Gud i alle ting må blive herliggjort”. Nådegaver er kort sagt til for fællesskabets skyld, for at Gud må blive herliggjort. Det sker ved at kristne tjener hinanden i kærlighed og at man i menigheden styrkes og opbygges i troen på Jesus. Min nådegave handler altså mere om mit fællesskab end om mig selv.

Hvordan finder jeg min nådegave?

En af de mest markante skikkelser i dansk politik de seneste år er Lars Løkke Rasmussen. Han nåede det højeste, man som dansk politiker kan. Formand for et stort parti, flere ministerposter og ikke mindst statsministerposten. På et tidspunkt kom Lars Løkke Rasmussen i tvivl om hvilken vej, han skulle gå i sin politiske karriere. Her fik han et godt råd: Du skal tage posterne i den rækkefølge, de melder sig.²Lars Løkke Rasmussen: Om de fleste og de meste, 2020: 116

Der er noget over det råd, som passer fint med den bibelske lære om nådegaver. Sagen er, at nådegaver sjældent er noget vi bliver klar over ved en stor følelsesmæssig oplevelse eller måske endda et mirakel. Det er heller ikke hensigten, at nådegaver primært er noget, vi skal opdage ved at lave tests og på den måde blive sporet ind på, hvad vi skal tjene med.

Egentlig behøver det ikke være så kompliceret og famlen-sig-frem-agtigt. Ofte vil din nådegave være dér, hvor du ser en god og oplagt mulighed for at engagere dig. Det kan være en lyst hos dig selv, en forespørgsel fra andre eller en nød for et stykke arbejde.

Den afdøde norske bibelskolelærer Øivind Andersen sagde cirka sådan her om at finde sin nådegave: ”Ser du en tjeneste eller en opgave, og får samtidig indsigt i hvordan du skal udføre den og kraft til at gennemføre den – ja, så er dette en nådegaveudrustning til dig.”

At tjene med en nådegave er oftest noget så simpelt som at tage den opgave, man er blevet spurgt om. Så skal Gud nok stå for den nødvendige nådegaveudrustning. Det betyder også, at man godt kan tvivle på egen indsigt og evne, men stadig have en nådegave.

Vil det sige, at det at være ”velkommer” i kirken eller at stå for kirkekaffen er at påtage sig en opgave, som Gud udruster til med nådegaver? Ja, det er det. Nådegaver er ikke nødvendigvis noget, vi oplever ekstraordinært, kraftfuldt og følelsesmæssigt stærkt. Det kan se helt almindeligt og lavpraktisk ud i virkeligheden.

Nådegaver i en perfekthedskultur

I vores tid taler vi om perfekthedskulturen. Det kan komme til udtryk på mange måder: Den optimale karriere, det perfekte udseende eller det ideelle familieliv. Der kan også være en tendens til, at man kun vil bidrage med et stykke arbejde, hvis man er særligt dygtigt. Er der andre, der kan udføre jobbet eller funktionen bedre, træder man hellere tilbage for dem. Konkret eksempel: Hvorfor skal jeg være mødeleder i ungdomsforeningen, når jeg ved, at hende det retoriske geni med ordet i sin magt vil kunne gøre det langt bedre?

Det er en naturlig tanke, men nådegaver er heldigvis ikke underlagt perfekthedskulturen. Når det gælder nådegaver, skal vi droppe idealet om det perfekte. At passe en opgave og dermed tjene med sin nådegave har fællesskabet for øje og er ikke en platform for min egen performance. Det er et spørgsmål om at udføre den opgave, Gud giver, efter sin bedste evne, som Gud også giver. Dermed må man frimodigt glemme tanken om, at andre ville være bedre og droppe at måle og veje sin præstation.

Bibeltekster om nådegaver: Rom 12,1-8; 1 Kor 12-14; Ef 4,1-16.