Mens vi venter på det fulde dagslys

Bibelen siger, at en kristen er ”en ny skabning”, der har fået ”loven skrevet i hjertet”. I denne artikel vil jeg primært forsøge at udfolde den kristnes identitet, og vil lade det munde ud i en overvejelse om lovens funktion. Identitetsspørgsmålet berører lov og evangelium, men også forståelsen af retfærdiggørelse og helliggørelse, selvbillede og menneskesyn.

En oversigt

Lad mig derfor i søgningen efter den kristnes identitet begynde med en oversigt over forholdet mellem retfærdiggørelse og helliggørelse. Meget forenklet kan det skitseres på tre forskellige måder:

Retfærdiggørelse er helliggørelse.

Det var grøften hos mange af de jødekristne på apostlenes tid og hos katolikkerne på Luthers tid. Gerningsretfærdigheden. Jeg er kun retfærdig over for Gud i den udstrækning, jeg selv er hellig. Helliggørelsen bliver altså en forbedringsproces, som skal gøre mig retfærdig.

Helliggørelse er retfærdiggørelse.

Det er grøften i den dialektiske og tidehvervske teologi, men har også afsmitning på den (luthersk-rosenianske) forkyndelse, der har et for snævert fokus på frelsen. Helliggørelsen bliver isoleret til den gentagne retfærdiggørelse af det syndige menneske. Retfærdiggørelsen handler kun om syndernes forladelse, og når det er forkyndt, bliver der sagt amen. Der forventes ingen påvirkning eller forvandling af den kristnes liv.

Retfærdiggørelse er syndsforladelse og tilregning af Kristi retfærdighed – men samtidig følger en organisk forbindelse til Guds fornyende gerning.

Dette er min egen forståelse, og denne dynamiske forståelse mellem retfærdiggørelse og helliggørelse er for mig at se også den mest lutherske. Nøglen i NT’s undervisning er, at den kristne er korsfæstet med Kristus (Gal 2,19). Ved dåb og tro tager Kristus ved troen bolig i mit hjerte. Jeg får fælleseje med Kristus og knyttes så intimt til ham, som bruden til sin brudgom.

Trosretfærdigheden er altså tilregnet for Jesu skyld. Luther forklarer, at retfærdigheden er ”fremmed”, for den er dybest set ikke min egen. Den kommer til mig udefra, men samtidig er den sanitiv (helbredende). For Kristus, min retfærdighed, bor ved troen i mit hjerte og påbegynder en helbredelsesproces.

Jeg bliver derfor mere og mere hel. Jeg bliver det, som jeg er frelst og genfødt til: Guds barn, død for synden, opstået med Kristus, nyskabt i Guds billede med en ny og gudvelbehagelig natur.

De to naturer

Men samtidig har jeg stadig den gamle, syndige eller kødelige natur. Sådan, at vi som kristne lever med et paradoks i vores selvbillede og identitet.

Den kristnes dobbelte natur er i splid med sig selv. Den ene nyskabte del er under Guds velbehag, den anden del er mærket af synden og derfor under Guds dom. Jeg er ”åndelig” – jeg er ”kødelig” (betyder ikke det kropslige, men er en metafor for det faldne menneskes iboende syndighed). Jeg har en ny natur – jeg har en gammel natur. Jeg er et nyt menneske – jeg har et gammelt menneske.

Selvforståelse og menneskesyn

Alligevel består et kristent menneske ikke af to forskellige substanser, men er en helhed, hvor vores primære selvforståelse har omdrejningspunkt i nyskabelsen: ”Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus” (Rom 6,11).

Dette er afgørende for den kristnes selvbillede: For Jesu skyld er det hele mig, med alt hvad der bor i mig, der er under Guds nåde. Det er netop retfærdiggørelsens mirakel, at Gud ser alt i mig, og så fryder han sig over mig!

Men paradokset kan vi ikke løbe fra. Vores dobbelte natur finder ikke sin fulde forløsning og potentiale før den nye jord. Luther beskriver både nænsomt og offensivt paradokset i udlægningen af Galaterbrevet 2,20: ”Der er altså to slags liv: mit naturlige eller kødelige liv, og et derfra forskelligt, nemlig Kristi liv i mig. Hvad mit kødelige liv angår, er jeg død, og nu lever jeg et liv, der er anderledes. Det er ikke mere Paulus, der lever. Paulus er derimod død. Hvem er det da, der lever? En kristen.”¹Martin Luther: Store Galaterbrevskommentar I, Credo Forlag, Kbh. 1981, s. 236

Vi har fra Luther også arvet den lidt slagordsagtige måde at beskrive det kristne menneskesyn: Samtidig retfærdig og synder (Simul justus et peccator). Jeg synes, det er en genial og psykologisk befriende måde at formulere det på. Både fordi det for mig at se korresponderer med Paulus, og fordi jeg erfarer i mit liv, at det er sandt. Lad mig fremhæve to pointer:

1. Retfærdigheden kommer først! Min egentlige identitet er ikke syndigheden og mørket. Min egentlige identitet er retfærdigheden i Kristus og lyset. Jeg er opstået med Jesus og vokset sammen med ham. Jeg er i ham, og han er i mig. Jeg er et nyt menneske. Det er for Jesu skyld min egentlige identitet og skal være min primære selvforståelse.

Hvis det mest sande, der kunne siges om mig, er syndigheden og den vedvarende påmindelse om, at det aldrig bliver anderledes, ja, så sidder jeg fast i nettet med bøjet hoved. Det fører de fleste gange ikke til dybere Jesus-overgivelse og glæde, men snarere til resignation og selvforagt.

2. Samtidigheden skal fastholdes! Den kristnes identitet er ikke et regnestykke, der går op. For samtidig med at vi dagligt skal øve os i at se på os selv som nye mennesker, der er ”døde for synden og levende for Gud i Kristus Jesus” (Rom 6,11), så er vi på én og samme tid fuld af synd, fordærv, ambivalens og mørke, som dagligt skal bekendes i lyset.

Pointen er, at synden og dødens kræfter altid er virksomme i mit liv – men det tilregnes ikke den, som er i Kristus. Derfor skal vi fastholde den kristne identitets paradoksale samtidighed: På den ene side: Det gamle er forbi, se noget nyt er blevet til (2 Kor 5,17) – og på den anden side: Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt (Rom 6,18).

Måske kan jeg tydeliggøre min forståelse ved at reflektere over tre billeder:

Stengrund eller lottokupon

Det berømte billede fra bogen Stengrunden af Bo Giertz bruges ofte som illustration på det sande lutherske menneskesyn – til forskel fra et mere optimistisk reformert menneskesyn. En bondemand vil rydde sin svenske mark for sten, men da han med plovjern og ved dagligt slid kommer langt nok ned i muldjorden, bliver han klar over, at hele marken hviler på stengrund. Billedet med denne stengrund er ofte blevet fremlagt sådan, at under overfladen er alt syndighed i den kristne.

Men jeg vil gerne spørge, om det i virkeligheden er dækkende for opstandelsesaspektet hos Paulus (og Luther)? Er det i virkeligheden ikke mere en illustration af synden og fordærvet som den egentlige identitet? Hvordan spejle mig i Romerbrevet 6,11, hvis jeg bare er stengrund? Hvordan omfavne min nye identitet og tro, at stenhjertet er blevet til kød og Guds Ånd bor i mit indre (Ez 11,19), hvis de dybeste lag i mig stadig er klippefjeld? Hvordan glæder jeg mig inderst inde over Guds lov (Rom 7,22), hvis fordærvet stadig er inderst inde og det mest sande, der kan siges om den kristne?

For en del år siden fik nu afdøde biskop Jan Lindhardt stor og berettiget kritik for sit billede med en lottokupon: ”Alle danskere er kristne, man skal bare kradse lidt i overfladen, så viser troen sig”.

Det billede er langt fra NT og langt fra min erfaring af dansk spiritualitet. Og billedet er selvfølgelig en yderposition.

Men spørgsmålet er, om stengrundsbilledet fra Bo Giertz er en anden yderposition? ”Du skal bare kradse dybt nok i den opstandne, genfødte og nyskabte kristne – så vil du se, at alt er stengrund, mørke og fordærv.”

Jeg ved godt, at billedets sjælesørgeriske pointe er befrielsen fra at bygge mit kristenliv på mig selv, der altid er plettet af synden – og i stedet bygge på Jesus alene. Sådan har jeg også selv mange gange fået hjælp og trøst i stengrundsbilledet.

Problemet er bare, at illustrationen ofte bruges som et totalbillede på den kristnes identitet. Og så bliver billedet mangelfuldt. Hvor er kraften og glæden i evangeliets budskab om, at jeg er befriet til at blive den, jeg er i Jesus, hvis det gamle menneske betones som min dybeste identitet?

Daggryet

Ethvert billede har sin begrænsning, men til illustration af den kristnes identitet føler jeg mig meget bedre hjemme i billedet af dæmringen, morgengryet. Det er hverken nat eller dag, men kan kaldes begge dele. Der er både lys og mørke. Alligevel er det mest dag, for nattens mørke er ved at forsvinde, og det går mod lyset!

”Du skal blive den, du er” – lyder ekkoet fra den lutherske forståelse af helliggørelsen. Opmuntring og formaning til helliggørelse må derfor aldrig blive utydelig eller krampagtig. For du er allerede korsfæstet og opstået med Kristus og ejer hans retfærdighed. Så lev det nye liv ud og stræk dig opad, fremad og hjemad indtil den dag, hvor dobbeltheden bliver til entydighed.

Det er ikke et opgør med arvesyndslære eller en leflen for syndsfrihedslære! Men det er nyskabelsen i Kristus, mit nye jeg, som er i fokus, for her bliver jeg ved troen det, som Gud oprindelig havde tænkt på den første skabelsens morgen. Her bliver jeg ved troen det, som skal fuldstændiggøres på den yderste opstandelsens morgen. Det mest sande, som kan siges om den kristnes livslange dobbelthed, er altså lyset – ikke mørket.

Forholdet til loven

Forståelsen af lov og evangelium er en integreret del af identitetsspørgsmålet. Guds lov har forskellige anvendelser, og det er derfor, at loven både kan være god og hellig, slå ihjel og have sin tid eller begrænsning. Vi har fra vores reformatoriske fædre arvet en pædagogisk tre-deling af Guds lovs funktion, som jeg synes giver god indføring i bibelens undervisning:

1. Den borgerlige brug – den samfundsmæssige og politimæssige funktion, der skal holde orden og begrænse synden.
2. Den åndelige brug – den åndelige tugtemester/pædagog-funktion, der skal vække syndserkendelse og lede til Kristus.
3. Den vejledende brug – lovens vejlederfunktion for den kristne, der opmuntrer til vækst i hellighed og kærlighed.

Loven er nødvendig for den kristne

Lov og evangelium- dialektikken gælder på alle tre niveauer fortsat for den kristne.

Jamen, siger Paulus ikke netop, at lovens opdragende funktion kun gjaldt, indtil Kristus og troen kom? (Gal 3,23-25).  Jo, jeg er død for loven som tugtemester og opdrager, for min ved troen nyskabte natur vil gerne af sig selv gøre Guds vilje. Men paradokserne og dobbeltheden i min natur gælder også ved lovens brug, og NT fremhæver forskellige pointer af lovens brug og begrænsning på forskellige steder. Det er derfor vigtigt, at vi ikke tænker for statisk her.

Konkluderende vil jeg derfor sige, at en genfødt kristen med sin dobbelte natur til stadighed har brug for og må konfronteres med alle lovens tre funktioner:

• Som Guds barn og genfødt kristen står jeg jo stadig under lovens civile funktion og må overholde færdselsloven, det danske demokrati og skattelovgivningen. Det er misbrug af vores kristne frihed, hvis nogen prøver at undskylde sig med, at ”vi er fri fra loven”.
• Som Guds barn og genfødt kristen har jeg to naturer samtidig og altså stadig mit syndige kød. Derfor må jeg få hjælp til igen og igen at aflægge det gamle menneske og bekende min lyst til selvretfærdighed og andre konkrete fald i synd. Det sker ved evangeliets kraft og Åndens hjælp. Men Helligånden benytter også lovens tale, så jeg ikke finder tryghed i noget af mit eget, men alene i det, som Jesus har gjort for mig.
• Som Guds barn og genfødt kristen må jeg vejledes af lovens tredje funktion, så jeg opmuntres til at leve i lyset og øver mig i at praktisere lovens bud om kærlighed. Ikke fordi jeg skal. Ikke i frygt. Men i glæde over at være sat i frihed af ham, der stedfortrædende har opfyldt alle lovens funktioner for mig.

Lad os da ved Åndens kraft og lovens vejledning øve os i at blive dem, vi allerede er! Eller som Paulus programmatisk udtrykker det i sin indledende hilsen til Guds menighed i Korinth: ”Til dem, der er helliget ved Kristus Jesus, kaldet til at være hellige” (1 Kor 1,1)!

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.