For nogle år siden deltog jeg i en ret speciel begivenhed: En fejring af solens genkomst. Jeg befandt mig i en grønlandsk by nord for polarcirklen, hvor solen i cirka halvanden måned hver vinter ikke hæver sig over horisonten. Men denne dag, midt i januar, stod jeg på en bakketop sammen med resten af byen, klar til med flag og sang at byde solen og dens lys velkommen tilbage.
Ligesom i vintrene nord for polarcirklen er det at leve som kristen også forbundet med en forventning om lysets genkomst. For Jesus, lysets Herre, har givet os et løfte om, at han en dag vil komme og lyse verdens mørke endegyldigt op. Denne artikel fokuserer på denne genkomst og spørger, hvad Bibelen fortæller os om den dag og tiden, indtil den indtræffer.
Lad mig starte med en disclaimer: For mig er dette emne vanskeligt at få et helt klart overblik over. Men så vidt jeg forstår Bibelen, er det heller ikke meningen, at vi skal have fuldstændigt styr på alt omkring Jesu genkomst.
Der er dog nogle holdepunkter, som Bibelen markerer tydeligt, og de er med til at vise os, hvordan vi kan forholde os til Jesu genkomst. Lad os se lidt nærmere på nogle af disse holdepunkter
Vi venter på noget
Som kristne venter vi på noget. Bibelen er nemlig fyldt med løfter om en fremtid, hvor Gud vil nyskabe jorden. En af de mest velkendte beskrivelser af denne vision finder vi i Johannes’ Åbenbaring 19-22. Her maler Johannes et billede af en fremtid, hvor Jesus er kommet tilbage, og hvor Gud vil tage permanent ophold midt blandt mennesker i en fornyet verden.
Det, vi venter på, er ikke en fritsvævende tilværelse mellem himlens skyer, men et konkret og fysisk liv på jorden. Denne nyskabelse, hvor Gud og mennesker igen skal leve sammen, er det, som hele den bibelske fortælling peger frem imod.
Vi venter på nogen
Men vi venter ikke bare på noget, vi venter i høj grad også på nogen. Forventningen om, at Gud på et tidspunkt vil sende en frelserskikkelse, gennemsyrer hele den bibelske fortælling. I Det Gamle Testamente kaldes frelseren Messias, og der ses frem mod den dag, hvor han vil komme sit folk til undsætning. Det Nye Testamente (NT) er fyldt med løfter og forventning om, at denne Messias eller Kristus, Jesus af Nazaret, vil komme igen – og denne gang for at blive. Jesu tilbagevenden ligger helt inde i kernen af den bibelske vision for historiens endemål, for det er, når Jesus kommer igen, at Gud vil nyskabe verden.
Derfor er det også helt naturligt, at en af de sidste sætninger i Johannes’ Åbenbaring er bønnen: “Kom, Herre Jesus!” (Åb 22,20). Bønnen om, at Jesus må komme igen, er et markant eksempel på den gennemgående forventning i NT: Jesus har tænkt sig at komme tilbage.
Ingen kan vide hvornår
Mens NT på den ene side meget definitivt lover, at Jesus kommer igen, gøres det på den anden side også meget klart, at det ikke er muligt at vide, hvornår han kommer. Jesus siger endda, at han ikke engang selv kender tidspunktet for genkomsten – det gør kun Gud Fader (Mark 13,32. ApG 1,7). Derfor må Jesus også forsikre sine disciple om, at de ikke kan vide, hvornår han kommer igen, og han advarer dem om, at det vil ske på et uventet tidspunkt (Matt 24,42-44). Det samme skriver Paulus til menigheden i Thessalonika, når han forklarer dem, at Jesu genkomst vil være lige så uventet som et indbrud om natten (1 Thess 5,1-3).
Når NT er så markant i sin afvisning af, at mennesker kan få indsigt i, hvornår Jesus kommer, må det formane kristne til alle tider til ikke at begynde at spekulere i tidspunktet. Bibelens skrifter er ikke skrevet for at give mennesker mulighed for at opstille tidstabeller og lave udregninger på, hvornår Jesus kommer. Gud har en plan for verdens fornyelse, men han holder tidsplanen for sig selv.
De sidste tider… nu?
Men hvad så med den tid, der går forud for Jesu genkomst. Hvad lader Bibelen os vide om den? Tiden inden Jesu genkomst omtales ofte som “de sidste tider”. Det udtryk kan let lede tankerne hen på en relativt kort tidsperiode, der går umiddelbart forud for Jesu genkomst, for denne tid vil netop være den sidste tid. De bibelske forfattere bruger dog ikke udtrykket så snævert, for ifølge dem befinder vi os allerede nu i “de sidste tider”, og det har vi gjort siden Jesu død og opstandelse. Tankegangen går igen flere steder i NT: Hebræerbrevets forfatter skriver, at Jesus er trådt frem “ved dagenes ende” (Hebr 1,2) og “ved tidernes ende” (9,26). Johannes skriver i sit første brev, at “det er den sidste time” (1 Joh 2,18), og Paulus skriver til menigheden i Korinth, at de befinder sig ved “tidernes ende” (1 Kor 10,11).
Ud fra denne forståelse har vi altså befundet os i de sidste tider i omkring 2000 år. Når de bibelske forfattere kan beskrive deres egen tid (og vores tid) som tidernes afslutning, skyldes det, at de har erkendt, at der skete noget skelsættende for historiens gang, da Kristus-begivenheden (Jesu fødsel, død og opstandelse) indtraf. Jesu første komme markerede et skift fra én periode af verdenshistorien til en anden. Den periode, der begyndte ved Jesu opstandelse og varer indtil hans genkomst, skal blive den sidste i historien, som vi kender den.
Karaktertræk ved den sidste tid
Denne tid vil ifølge NT være karakteriseret ved en række fænomener, der står i modsætning til Kristustroen. Her vil jeg fremhæve to:
For det første er der adskillige advarsler om, at der vil fremstå vildledere, som vil forsøge at føre mennesker på afveje og væk fra troen på Jesus. Disse vildledere kaldes både “antikrister” (1 Joh 2,18), “falske kristus’er og falske profeter” (Mark 13,22. 2 Pet 2,1) og lignende navne (2 Thess 2,1-12. 1 Tim 4,1-5). Navnene antyder, at vildlederne er nogle, der står i modsætning til Jesus Kristus og vil lede mennesker et andet sted hen end til ham. NT’s forfattere advarer så kraftigt imod disse vildledere, fordi vildledernes alternativ til Kristus for mange vil rumme en stor fristelse. Derfor må advarslerne også skærpe vores opmærksomhed i dag. Den kristne kirke må nu og altid spørge, hvad sand kristentro handler om, og forsøge at afsløre de falske alternativer, som findes netop i vores tid og sammenhæng.
For det andet er der også advarsler om, at der vil være perioder, hvor det er særligt hårdt at være kristen. Paulus advarer i sit andet brev til Timotheus om, at menneskers egoisme og ondskab ikke vil blive mindre, som tiden går, og det vil gøre det vanskeligt for kristne at stå fast på det gode (2 Tim 3,1-9). Både evangeliets budskab og den livsførelse, der følger med, vil komme under pres. Kristendommen lover os altså ikke vedvarede moralsk fremgang i verden frem mod Jesu genkomst. I stedet vil den egenkærlighed, som vi alle kender fra vores eget indre, fortsætte med at modarbejde den nåde og kærlighed, som kristentroen står for.
Ventetid eller vågetid
Når nu Gud holder tidspunktet hemmeligt, kunne man måske overveje, om mennesker overhovedet behøver skænke genkomsten en tanke. For Gud har jo styr på den del, og så kan vi vel lade det ligge og fokusere på livet her og nu?
Det er rigtigt, at Gud har styr på det, men det får ikke de nytestamentlige forfattere til at tage Jesu genkomst af dagsordenen.
Mange steder i både evangelierne og brevene møder vi stærke opfordringer til at våge eller være på vagt – netop fordi vi ved, at Jesus på et tidspunkt kommer. Årvågenheden er nødvendig, fordi Jesu genkomst medfører en endegyldig dom over verden. Guds hensigt er at helbrede og forvandle verden, men vil man ikke lade sig rense og forvandle, vil dommen afskære muligheden for at blive en del af livet på den nye jord. Derfor er det afgørende at leve i årvågen tro på Jesus, for alle, der har et tilhørsforhold til ham, når han kommer, vil han føre med sig til det evige liv.
Den kristne kirke skal altså være en vågen og vagtsom kirke, men hvad vil det sige?
Dagslys midt om natten
Denne artikel begyndte med at slå fast, at vi som kristne “venter” på Jesu genkomst og Guds nyskabelse af verden. Men måske er det bedre at formulere det sådan, at vi “lever i forventning om” Jesu genkomst frem for at “vente” på den. For det at vente kan ofte opfattes meget passivt – som når vi sidder i et venteværelse eller venter på bussen.
Men NT opfordrer os ikke til passivt at afvente, at Gud fører sin plan igennem. Forventningen om Jesu genkomst skal i stedet præge vores liv i retning af aktivitet og handling.
I Første Thessalonikerbrev 5,1-11 beskriver Paulus netop, hvorfor og hvordan kristne skal leve årvågent. Her bruger Paulus det billede, at nattens mørke lige nu ligger over verden, og Jesu genkomst vil være pludselig som en tyv om natten. Ja, Jesus vil komme pludseligt, men det vil ikke blive en ubehagelig overraskelse for de kristne, for selvom natten ligger over verden, så skal de kristne leve, som om det var højlys dag. For vi, der tror på Jesus, er “lysets børn og dagens børn”. Paulus henviser til, at nattens livsstil ofte indebærer tvivlsom moral og handlinger, som man fortryder, når det igen bliver dag. Kristne skal i stedet leve et liv, der er kendetegnet af lyset.
Hvordan ser dagslysets liv så ud? Paulus sætter tre velkendte mærkater på det: Tro, håb og kærlighed. “Vi, der tilhører dagen, skal være ædru og iføre os troen og kærligheden som brynje og håbet om frelse som hjelm” (1 Thess 5,8). Treklangen ”tro, håb og kærlighed” er for Paulus det kristne liv kogt ned til en bouillonterning. Det er grundelementerne. At leve i dagslyset handler altså om at holde fast i kernen i det kristne liv: tro på Jesus Kristus, kærlighed til Gud og mennesker, og håb om Guds frelse, når Jesus kommer igen og fornyer verden. Lever og tror vi sådan, kan vi se frem til Jesu genkomst med glæde – uanset hvornår han kommer.
På bakketoppen nord for polarcirklen, hvor vi fejrede solens genkomst efter lang tids mørke, vidste vi præcis, hvornår solen ville løfte sig over horisonten og igen lade sine stråler ramme os og vores omgivelser. Derfor var vi helt klar, da det skete. Sådan er det ikke med Jesu genkomst, hvor vi ikke kender tidsplanen. Men uvisheden om tidspunktet skal ikke få os til at slække på troen, håbet og kærligheden. I stedet må forventningen om Jesu genkomst opmuntre os til at leve årvågne og forventningsfulde liv, kendetegnet af det lys, som en dag vil oplyse verden én gang for alle.
