Manderollen i krise

”Livet er ikke et problem, der skal løses; det er et eventyr, der skal leves. Sådan har det været lige fra begyndelsen, da Gud tegnede den farlige baggrund for sit kosmiske drama og kaldte hele dette vilde vovestykke for godt. Han indrettede verden, så den kun rigtig kan fungere, når vi sætter risiko som overskrift over vores liv. En mand bliver ganske enkelt ikke lykkelig, før han får eventyret ind i sit arbejde, sin kærlighed og sit åndelige liv”.

Både faderrollen og manderollen er i krise i vores tid. Der kunne skrives mange kloge linjer om den generelle samfundsudvikling med feminisering, terapeutisering og tab af autoritet. Men på bundlinjen ligger udfordringen altid hos hver enkelt mand. Man kan ikke til sin dødsdag fraskrive sig ansvaret for at være mand og far med henvisning til ”samfundets udvikling”. Det ville lige præcis være meget umandigt. Tag ansvar for dit liv, mand! Tag det liv på dig, som nu engang er blevet dit.

Derfor vil jeg bruge mine få linjer til at tale den ”fortabte” mand op. Og det vil jeg gøre med stærk inspiration fra en bog, som jeg har været meget glad for at læse: Født vild – Det maskuline hjerte af John Eldredge. Det er måske ikke alt i bogen, der holder hele vejen hjem, men alt i alt var der for mig noget stærkt øjenåbnende og befriende ved at læse den bog.

Det befriende er i al sin enkelthed dette: Jeg gerne være mand. Jeg skal faktisk være mand. Min kvinde ønsker, at jeg skal være mand. Mine børn har brug for det. Mine fire drenge, min datter, menigheden, sognet, vennerne har brug for, at jeg agerer og reagerer som det, jeg er: mand.

Fra mand til mand

Indledningscitatet er fra bogen, og det anslår meget godt den tone, der bærer bogen. Det er ikke en bog om kanindræberkursus for macho-drømmere, men det er en bog, der taler til den hengemte dreng og ridder i enhver mand, og den lukker op for en befriende side ved Bibelens gudsbillede, som har været meget fortiet i de bløde værdiers tid.

Jeg indrømmer blankt, at jeg i det følgende stjæler med arme og ben fra bogens indsigter. Mit forsvar for at gøre det er, at jeg har oplevet genkendelse og befrielse gennem det meste af bogen.

Et afgørende spørgsmål for enhver mand er: Er jeg en rigtig mand? Har jeg det, der skal til, når det virkelig gælder?

Hvem kan besvare det? Hvem er den første mand i mit liv? Det er far.

På sin rejse mod manddommen bliver enhver dreng såret. Og såret får han næsten altid fra sin far. Ingen har perfekte fædre. Mange har endda meget uperfekte fædre, fædre som selv har sår.

Mandigheden overføres fra mand til mand. Fra tidernes morgen var tanken den, at drengens far skulle grundfæste hans hjerte og lære ham tillid til egen styrke. Far er den første mand i drengens liv og vil altid være den vigtigste.

Den sårede mand

Men som sagt: Ingen har hverken været eller haft perfekte fædre. Ingen er sluppet usåret fra at have en far.

For nogle handler såret bl.a. om en far, der en dag forlod familien. På en måde blev jeg selv tildelt det sår, da min far pludselig døde. Jeg var kun 11. Fra den ene dag til den anden var min far væk. Jeg har uden tvivl manglet ham i min søgen efter mandighed. Men jeg var heldig at have en ni år ældre storebror, som – formodentlig uden at tænke over det – blev en meget vigtig mand i mit liv. Han viste mig i al ufuldkommenhed, hvad det vil sige at være mand. Han gjorde mandeting sammen med mig i en meget vigtig fase af mit liv. Ikke desto mindre er jeg uden tvivl såret. Også af min far, der uforskyldt forlod mig.

Forfatteren til bogen Født vild – Det maskuline hjerte fortæller om virkningen af de sår, han fik af sin far.

Han mindes gode samvær med sin far. Men på et tidspunkt begyndte det at gå ned ad bakke for faderen. Han havde aldrig fået bearbejdet sine egne sår. Han slog sig på flasken, han meldte sig ud, blev tvær og tavs. John Eldredge husker, at han på et tidspunkt bare ønskede sin far død. Han fik aldrig svar på det spørgsmål, som faderen burde have besvaret: Har jeg det, der skal til, er jeg en mand?

I stedet skabtes den fornemmelse i ham: ’Du står alene. Ingen kan fortælle dig, om du har det, der skal til, om du er en mand.’ Erstatningen for svaret blev perfektionisme og knaldhårdt arbejde. Han fulgte kun sit eget hoved. Han ville ikke have brug for nogen. Det ramte selvsagt både den kone og de børn, han senere fik.

Der findes hundrede erstatnings-varianter for det svar, der udebliver på spørgsmålet: er jeg en mand? Mænd søger bekræftelse på deres mandighed alle mulige steder. I det han ejer, i sport, i arbejde, i at være noget, i forsøg på at blive forfremmet eller i at tjene en million.

Men især én erstatning er i høj kurs: At søge bekræftelsen på mandigheden hos kvinden, i seksualiteten. I den sammenhæng kan man også se pornoen. Porno får manden til at føle sig som mand, fordi den efterligner erobringen, men helt risikofrit, uden krav, passivt. Af samme grund er utroskab ofte ikke en længsel efter sex, men efter eventyr, spænding og erobring.

Men netop hos kvinden og i seksualiteten finder manden ikke svaret. Kvindelighed overfører ikke mandighed.

En mands store frygt er impotens. Men det feminine kan aldrig overføre det maskuline. Når manden vil have sit spørgsmål besvaret hos kvinden, ender det som regel med svækkelse. Derfor frygter manden inderst inde kvinden. Hvis han har givet hende magt til at bekræfte hans mandighed, så har han også givet hende magt til at afkræfte hans mandighed.

I den voldsomt underholdende nye, norske film Headhunters siger hovedpersonen på et tidspunkt til hustruen: ”Jeg er bange for, at du skal se mig, som jeg virkelig er, og hade det”.

Gud og den sårede mand

Hvor skal manden hente sin tabte mandighed, når hverken kvinden eller far kan give ham det?

Jeg kunne godt bruge fem sider mere nu, men jeg har desværre kun plads til ét perspektiv: Gud er vores største mandeideal. Ham skal vi hente vores dybeste identitet fra. (Det gælder selvsagt både mænd og kvinder!)

Desværre lever vi i en tid, hvor Guds bløde, kvindelige side overbetones tidligt og sent. Men Bibelen er også fuld af betoninger af Guds mandige side – vildskaben, aggressiviteten, lidenskaben. (Undskyld forenklingerne! Rigtige mænd kan være bløde, og kvinder kan være vilde og lidenskabelige, men jeg håber læseren forstår intentionen med skabelonerne).

Selvom min far har gjort, hvad han skulle og kunne, kan han ikke føre mig til vejs ende. Der kommer et tidspunkt, hvor jeg må forlade det, jeg kender og vove mig ud i det ukendte – sammen med Gud. Og på denne rejse finder jeg stærke mande-billeder i Gud.

Men modsat traditionelle mandeidealer opdager jeg også noget på den rejse, som handler om sårethed. Forløsningen af mandens mandighed begynder paradoksalt nok ofte med erkendelsen af såretheden.

Men også det kræver mod. Tidligere biskop Martin Lønneboe siger: ”Jeg er modig, for jeg tør skælve”.

Et sår, der ikke anerkendes og ikke begrædes, kan ikke læges. I vores sårede tilstand opbygger vi en falsk identitet. Vi finder nogle talenter i os selv, noget der fungerer for os, og så bygger vi vores liv og identitet op om det. Derfor gør Gud noget tilsyneladende bagvendt: Han sårer os der, hvor vi i forvejen er sårede.

Det er et kritisk øjeblik, når Gud sårer os der, hvor vi er sårede. Det er krise. Vores møjsommeligt opbyggede identitet bryder sammen. Hvad gør jeg?

Lykken er, hvis vi når frem til en afgørende erkendelse: Vi er skabt til afhængighed af Gud. Uafhængighed er ikke mandigt. John Wayne, James Bond og Rambo er ikke mandeidealer. Derimod krigerkongen David, der sagde: ”Jeg elsker dig, Herre, min styrke” (Sl 18, 2).

Det her handler bl.a. om at lade Gud komme til i de områder af vores liv, hvor vi er mest sårede: de dybtliggende, måske halvfortrængte områder, hvor vrede, savn, sorg, tristhed, had, frygt, mindreværd gemmer sig som en sammenfiltret klump.

Først når jeg accepterer mine sår, står ved dem, kan tale om dem, tør gøre mig afhængig af andres hjælp, så jeg kan modtage og give tilgivelse, udfoldes mandigheden helt i mig.

I en e-mail til John Eldredge, som havde haft en retræte for mænd, skrev en deltager: ”Min far forlod mig ikke. Han havde bare aldrig tid til mig og opmuntrede mig aldrig. Han brugte hele sit liv på at samle al opmærksomhed på sig selv. Nu forstår jeg for første gang, hvorfor jeg er så højt gearet, hvorfor jeg aldrig lader nogen komme for tæt på – inklusive min kone – og hvorfor jeg for de fleste mennesker er en bedrager. Jeg brød sammen og græd. Jeg føler Guds nærvær i mit hjerte, som jeg aldrig har følt det før … begyndelsen til et nyt hjerte”.

Det tydeligste billede af Gud er Jesus. I ham møder vi det stærkeste mandeideal. I ham møder vi manden, der bliver såret til det yderste og viser den yderste afmægtighed – og derved også viser den største styrke.

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Kunne du li' det, du læste?

Så hjælp os med at lave flere gode artikler til fordybelse og refleksion – ved at blive abonnent på Budskabet.

Del:

Twitter
Facebook