Der et naturligt for et kristent menneske at have en længsel efter at mærke Gud. At opleve Guds nærvær. At erfare Helligånden. Men hvad vil det egentlig sige? Hvordan mærker en kristen Guds gerning i sit liv?
Nogle kristne kan blive anfægtede, fordi de ikke synes, de kan mærke Helligånden i deres liv. Det kan der være flere årsager til, og man skal være varsom med at stille én fælles ”diagnose”.
Det kan være, fordi man lever i uopgjort synd, man ikke vil bekende for Gud og bryde med. Det kan også være, fordi man er fanget i en lovtrældom, der hindrer én i at finde glæde, fred og hvile i Guds nåde. Men det kan også være, fordi man har en fejlagtig opfattelse af, hvordan Helligåndens gerning opleves og erfares.
Der kan siges andet og mere om åndserfaringer i den kristne, end jeg har mulighed for i denne artikel. Men jeg vil sige noget om det vigtigste, og som af og til overses.
Primær åndserfaring
Den primære åndserfaring i det kristne liv er erfaringen af synd og nåde. Det er ikke en éngangsbegivenhed, men en vedvarende erfaring for den kristne.
Og det er netop en erfaring af Helligåndens gerning. Det er en erfaring af at være en synder, som Gud af nåde erklærer retfærdig over for ham ved tro på Jesus. Med andre ord: Det er en erfaring af at være en synder (i mig selv) og retfærdig (i Kristus) samtidig.
Mange forbinder først og fremmest Helligånden med erfaringer af Guds kraft, ekstraordinære oplevelser og stærke følelser. Sådan kan Helligånden også opleves.
Men Helligåndens mest centrale funktion i det kristne liv handler om noget andet. Den handler om at vise os vores synd og om at vise os Jesus som vores frelser. Igen og igen. Kender du til denne erfaring i dit liv, så kender du til en erfaring af Helligånden i dit liv. Så mærker du Gud.
I Første Korintherbrev 2,4 skriver apostlen Paulus: ”Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os.” Dette er det vigtigste formål med, at vi har fået Helligånden: at vi – ved Helligåndens gerning – skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os.
I sammenhængen er det forbundet med, at ”ordet om korset” åbenbares for os. At Gud i sin nåde har givet os Jesus Kristus, den korsfæstede, som frelser; ham, som blevet ”både retfærdighed og helligelse og forløsning” for os (1 Kor 1,30).
Hvordan denne Åndens gerning på det følelsesmæssige plan opleves, kan variere meget både individuelt og fra tid til tid. Det afgørende er ikke, hvor stærkt vi føler det. Men at Helligånden giver os en erkendelse af vores egen syndighed, så vi ser vores behov for Jesus som vores frelser, og at vi midt i det får lov at se, at Jesus virkelig er alt, hvad vi behøver til frelse.
Helligåndens gerning, er at vi giver Gud ret, både når han viser os, at vi er syndere i og selv, og når han viser os, at vi er retfærdige i Kristus.
Åndserfaring er kamperfaring
Den anden åndserfaring, jeg vil nævne, er kamperfaringen. For når Helligånden flytter ind i os, begynder der en livslang kamp i os. En kamp mellem ”kødet” (vores egen syndige natur) og Ånden, som bor i os. Kender du til denne kamp i dit liv, så kender du til en erfaring af Helligånden i dit liv. Så mærker du Gud.
Denne åndserfaring og kamperfaring omtaler Paulus bl.a. i Galaterbrevet 5,17: ”For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil.”
På grund af denne indre strid mellem kødet og Ånden er det meget rammende, når det er blevet sagt, at en kristen er en ”omvandrende borgerkrig.”
At man oplever det kristne liv som en hård kamp imod synden, og at man virkelig må kæmpe en kamp imod sit eget kød, er altså ikke udtryk for manglende åndserfaring eller ensbetydende med, at man så helt mangler Helligånden i sit liv. Tværtimod.
Det betyder det modsatte. Det er udtryk for Helligåndens tilstedeværelse. At han bor i en. Så sandt man da tager kampen op og ikke slutter fred med synden, men virkelig kæmper kampen. Ikke i egen kraft, men i Åndens kraft, som Paulus også taler så klart om i sammenhængen.
At dette er en nødvendig kamp i den kristnes liv, understreger Paulus også i Romerbrevet 8,13 hvor han skriver: ”Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø, men hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve”.
Den formulering viser, at det ved Åndens hjælp faktisk er muligt at vinde nogle slag i krigen mod kødet.
I kampens hede lider en kristen dog ofte nederlag imod synden, så vi ligesom Paulus må sige: ”Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg” (Rom 7,19). Det kan være en smertefuld (ånds)erfaring.
Men kampen kæmpes under nådens fortegn: ”Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus” (Rom 8,1). Derfor kan vi også, når vi lider nederlag, sige: ”Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus” (1 Kor 15,57).
Åndens fylde
For det tredje vil jeg gerne understrege, at lige så sandt det er, at enhver, som er døbt og lever i troen på Jesus, har modtaget Helligånden som en gave, lige så sandt er det, at vi vedvarende må lade os fylde af Ånden.
Til de troende i Efesos skriver Paulus: ”Lad jer fylde af Ånden” (Ef 5,18). Ikke fordi de ikke allerede havde modtaget Helligånden (jf. 1,13), men netop derfor. Når vi har modtaget Ånden ved dåb og tro, er det begyndelsen på et fortsat liv med Kristus, et liv i fortsat modtagelse af Åndens fylde. Vi har brug for til stadighed at lade os fylde af Helligånden som kristne.
Det kræver ingen særlige åndelige specialøvelser og er ikke nødvendigvis forbundet med nogen mærkbar åndelig oplevelse (selvom det kan være det). Midlerne til at lade sig fylde af Ånden er ganske enkelt nådemidlerne og bøn. Når vi bruger disse midler, er vi nærkontakt med Helligånden.
I samme grad som vi lader os fylde af Guds ord, tager det til os i tro og lader det få indflydelse på vores liv, lader vi os fylde af Ånden. For Guds ånd taler til os gennem Guds ord. Og i bønnen har vi et virkeligt fællesskab med Gud gennem Helligånden – også når vi ikke altid mærker det.
Måske har vi i vores lutherske tradition ikke altid være så gode til at understrege nødvendigheden af til stadighed at lade sig fylde af Ånden? Forkynder vi: ”Lad jer fylde af Ånden”? Beder vi: ”Gud, fyld os mere med din Ånd”?
Vi synger det faktisk med Lina Sandell (SOS 456, v. 3):
Jeg behøver dig, o Jesus! Led mig efter dit behag!
Giv du mig af Åndens fylde mer og mer for hver en dag.
Lad din Ånd ved lov og nåde altid bedre lære mig,
hvad jeg selv er af naturen, og hvad jeg nu er i dig!
Det er åndsfylde og åndserfaring i skøn forening! – Og med solid bibelsk substans!
Barnekårets ånd
Lad mig til sidst nævne, at Helligånden er barnekårets Ånd (jf. Rom 8,14-16 og Gal 4,4-7).
I troen på Jesus er vi Guds elskede børn, og Gud er vores far. En væsentlig side ved Helligåndens gerning – og dermed ved åndserfaringen i det kristne liv – er, at Helligånden bekræfter os i vores barneforhold hos Gud. I vores status og identitet som hans børn.
Og Ånden giver os sommetider en ny erfaring af Gud, vor Fars, kærlighed og fornyer os på denne måde i troens vished om, at vi er hans elskede børn.
Martyn Lloyd-Jones illustrerede denne sandhed på følgende måde: Forestil dig, at du ser en far, der går med sin søn i hånden langs stranden. De går og taler sammen. Pludselig standser manden op og løfter drengen op i sine arme, omfavner ham og krammer ham ind til sig og siger: ”Jeg elsker dig, min dreng!” Derefter sætter han barnet ned igen, og så går de videre hånd i hånd.
Som Lloyd-Jones forklarer, var drengen ikke i højere grad mandens søn efter omfavnelsen. Men drengen havde fået en ny erfaring af sin fars kærlighed, en ny forsikring om sin fars kærlighed.
På samme måde kan vi nogen gange få lov at opleve, at Helligånden så at sige giver os et kærtegn fra Gud. En ny erfaring af den kærlighed, Gud elsker os med. Det kan være gennem et bibelvers eller noget, vi hører i en prædiken eller i et vidnesbyrd. Måske i forbindelse med nadveren. Eller gennem en sang, eller en bønsoplevelse, eller på andre måder.
Sådanne åndserfaringer må vi takke for og glæde os over, når vi får lov til at opleve dem! Og når vi ikke oplever dem, så ændrer det ikke det mindste ved, at vi er Guds børn ved troen på Jesus. For det står i Guds ord: ”Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det!” (1 Joh 3,1)
Artiklen er tidligere udgivet i magasinet Budskabet.
