Så skete det igen, og nu føler jeg efterhånden, tendensen er bekræftet: jeg sad og snakkede med en gruppe fra apostolsk kirke, og mens de frimodigt og klart fortalte mig, at barnedåben er falsk og ubibelsk, blev jeg underligt passiv og udglattende. Jeg mener jo sådan set, at barnedåben stemmer klart bedst overens med det samlede bibelske vidnesbyrd, så hvorfor veg jeg udenom?
Det skyldes sikkert, at jeg er mere konfliktsky, end jeg egentlig ønsker. Det er lettere at undgå de svære emner og blot bøje af. Men det skyldes måske også, at jeg er mindre stolt af min teologiske arv end dem, og måske endda at den manglende stolthed også præges af en selvudslettende kultur i vores miljøer.
I hvert fald har jeg oplevet, at når jeg og andre lutheranere taler med baptister, pinsevenner, apostoler o.l. så bliver lutheranerne passive, mens frikirkefolkene frimodigt banker på. Deres teologiske selvforståelse er mere ekspliciteret, og de har mere lyst til at markere den. Det misunder jeg dem.
Lad os prøve på ny
Men det er ikke deres skyld, at jeg klapper i. Alle snakke har været broderlige og gode. Nej, det skyldes mig selv, og måske – som sagt – den selvudslettende kultur, jeg er en del af. Selvkritikken har i hvert fald gode kår, synes jeg. Folk fra ledelsen i IMU fortalte mig for nyligt, at når Luther bliver nævnt i forkyndelsen, så gaber folk. Leif Andersen skriver i Kroppen og Ånden bd. 1 om det mærkelige i, at folk ikke længere læser Luthers tekster selv – men de kritiserer ham gerne. Flere i KFS har med begejstring fortalt om Magnus Malms bog Som om Gud ikke findes, hvor han har 10-12 siders skarpt opgør med Luthers teologi. Osv.
Uholdbar forstillelse
Da jeg mener, at Luther indtil videre er den teolog, der har udlagt Bibelen mest i sync med teksterne selv, kalder jeg mig gerne lutheraner. Kirkehistorien har gjort, at vi ikke kan undgå den slags prædikater, og derfor glæder jeg mig inderst inde over at være luthersk. Men åbenbart mindre, når det er over for andre …
Selvkritik kan være sundt. Teologisk selvbesindelse er vel også en dyd. Men den form for forstillelse, som jeg taler om her, tror jeg, hverken er menneskeligt eller teologisk holdbar. Skal vi fremme gode, økumeniske samtaler – og det hepper jeg virkelig på – så må vi også turde stå sundt og klart på vores. Ellers er der slet ikke konstruktiv samtale, men kun slapt sjask, der ikke stimulerer os i vores jagt på forståelsen af Guds ord.
Artiklen er tidligere blevet bragt på ctip.dk.
