Det er – for mig at se – i høj grad på grund af en genopdagelse af bibelske perspektiver på sagen.
Et af de steder i Bibelen, hvor lovsang og lovsangsledelse bliver udfoldet, er i Første Krønikebog kap. 15 og 16. Lovsangstjenesten bliver beskrevet ved, at sangerne af Levis stamme skulle lede sangen til Gud.
Det var mennesker, hvis særlige opgave var at stå for lovsangen og lede denne, så folket kunne lovsynge Gud.
Senere læser vi, at de skulle tjene med deres musikinstrumenter (1 Krøn 23,5). De udvalgte folk er kyndige, dvs. kundskabsrige og velbevandrede (1 Krøn 25,7). Sangen og musikken i templet var altså ledt af dygtige folk, som var oplært i den tjeneste: at lede lovsangen til Gud.
For mig er de e sted i Bibelen om sang og musik til stor inspiration, for når det beskrives, hvordan lovsangen blev sunget til Guds ære, så er det et liv, som vi også må tænke med i vores menighedsliv i dag. Sangene har to funktioner. De er dels med til at opbygge og forkynde Guds ord for os, som er i menigheden, og samtidig er sangene en måde, hvorpå vi kan takke Gud og helt konkret synge til ham.
Sangere/musikere/organister m.fl ., der leder lovsangen, er således mennesker, der også skal lede vores hjerter, sind og tanker til Herren i tak, lovprisning og tilbedelse. Vi behøver nogle personer, der kan være med til at sætte en ære i at lovprise kongernes konge og herrernes herre. Personligt glæder jeg mig over, når denne del er med og har en tydelig prioritet ved vores møder og gudstjenester.
Lovsangens indhold
Dernæst er afsnittet i Første Krønikebog interessant, fordi vi ikke ved, hvordan det har lydt. Hvordan de har gjort det, og hvordan dette er kommet til udtryk i templet, rummer endnu større usikkerhed. Én ting får vi dog at vide: sangen skulle bære præg af glædestoner (1 Krøn 16,9). Men hvordan lyder glædestoner?
Hvordan udtrykker vi dem i dag gennem sang og musik?
Nu er Første Krønikebog ikke ene om at tale om glædestoner og glædesjubel. Salmernes bog (f.eks. Sl 98, 4) og Åbenbaringsbogen (f.eks. Åb 19,7) nævner også glæde og jubel. For mig ligger der i glæde og jubel en skat, som hedder taknemlighed. Vores glæde og vores jubel over Gud kommer til udtryk, når vores taknemlighed til ham er stor. Og omvendt: Den kommer ikke til udtryk, når vores taknemlighed til Gud er væk. Bibelen rummer selv svaret på den udfordring. Alt liv i et kristent menneske bygger på Åndens liv, som bygger på Guds ord. Det betyder, at det, vi lærer, må vi forvente, bliver levet. Det, vi ikke lærer, vil heller ikke blive levet. For mig betyder det, at lovsangsglæde og fornyelse af lovsang er en genopdagelse af Bibelens sandheder.
En fornyet lovsang i menighederne har derfor sin forudsætning i en god undervisning om det, Bibelen lærer os om Kristus – ja, men også i, hvad Bibelen lærer os om lovsang. Dette er udgangspunktet for fornyet lovsang i menighederne.
Vi kan ikke bare sætte de rigtige toner og rytmer på og forny lovsangen derved. Det lader sig ikke gøre. Vi kan gøre musikken tidssvarende på den måde, men vi fornyer ikke lovsangen. Former og ritualer kan ikke i sig selv skabe lovsang. Kun ud fra hjerter, der tilbeder og glæder sig over Jesus, og fra Ånden, som levendegør os, kommer den ægte lovsangsjubel.
Lovsangsledelse i menigheden – praktisk
Målet med sang og musik i menigheden er at ære Gud og at formidle hans ord til hinanden. Sangens og musikkens opgave er at hjælpe menighedens medlemmer, så de kan ære menighedens herre (Sl 22,24). Sangen må synges til Guds ære, ved at Helligånden møder det enkelte menneske og skaber liv og indlevelse i lovsangen.
Rent praktisk betyder det, at vi som lovsangsledere på den ene side ikke skal være så afslappede, at vi ikke engagerer os i lovsangen, og på den anden side er vi fuldstændig afhængige af Guds velsignelse og ved, at hans tilstedeværelse er altafgørende.
Hvad betyder det? Konkret betyder det: øv flittigt på dit instrument/sangstemme. Lær nye sange, og dan gode lovsangsgrupper. De er alle vigtige elementer for at lede lovsang, men summen af alt afhænger af Guds velsignelse.
Guds sandheder skal lyde i lovsangen. Lovsangsledere må være flittige bibellæsere, så de kan være fokuserede på troslivets sandheder. Indholdet i vores lovsange vil jo danne menneskers billede af Gud. Velvidende at en lovsang aldrig kan indeholde hvert eneste aspekt af Bibelens gudsbillede, må den aldrig indeholde noget, der er falsk eller usandt. Samtidig er det vigtigt, at vi i lovsangen sikrer os, at ingen af de centrale “ingredienser” (forsoning, kors, blod) savnes i helheden.
Lovsangsleder – en tjeneste sammen med andre
Præster og menighedsledere kan nogle gange have sine kampe med lovsangslederne. De kommer måske for sent, er ikke klar til tiden, eller de følger ikke præstens/mødelederens anbefalinger. Lovsangslederne derimod vil gerne have mere tid til af få mennesker “overgivet til Gud” og tid til at komme ind i “Guds nærhed.” Tiden, som bliver givet til lovsang, er ifølge dem for kort. Lovsangslederne kan føle sig taget for givet, overkontrollerede af mødeleder/præst, og det hæmmer friheden og det spontane. Begge parter kan opleve, at der næsten er en konkurrence om, hvem der får mest tid i gudstjenesten.
Jeg ved ikke, om ovennævnte er genkendeligt. Personligt støder jeg ofte på disse problematikker i mødet med menighedsledere og lovsangsledere. Det er derfor vigtigt at have flg. udgangspunkt: Begge parter er kaldede af Gud til at tjene hans kirke. Nogle præster/ledere ønsker fejlagtigt at overdrage hele ansvaret for lovsangsdelen til lovsangslederen. De er måske ikke selv specielt musikalske, men alligevel må deres kærlighed til at lovprise Kristus være et eksempel, som hele menigheden kan lære af og følge.
Lovsangslederen er måske ikke prædikant, men vedkommendes kærlighed til Guds ord og forkyndelsen i menigheden må være et eksempel, som hele menigheden kan lære af og følge.
Når jalousi og misundelse er roden til konflikt og frustration, er resultatet oftest en splittet menighed, men der er veje, hvor menighedsleder og lovsangsleder kan tjene hinanden og lede Guds folk ind i lovsang og tilbedelse.
Nogle lovsangsledere tænker fejlagtigt, at lovsangsdelen er min tid. Derfor vil jeg for det første minde om, at lovsangsledere tjener under andres autoritet (Hebr 13,17), og for det andet: sang og musik er en naturlig måde at lovprise og tilbede på, men det er bestemt ikke den eneste måde. Både menighedsleder og lovsangsleder har Gud kaldet til at være en del af et team.
Derfor vil jeg opfordre til ofte at evaluere med hinanden, og gerne inden, der er gået alt for lang tid: Hvad gik godt? Hvad kan ændres til næste gang? Og bed sammen! For begges vedkommende gælder det om at være mere optaget af Guds navn end af sit eget navn.
Der, hvor lovsangsleder og menighedsleder er mere optaget at Guds navn og ære end af egen anseelse, vil menigheden blive ledt i lovsang og tilbedelse og møde Gud, vores skaber, og Kristus, vores frelser.
Til lovsangslederne
Nøglen til at tjene med sang og musik i menigheden findes i beretningen om Johannes Døberen (Joh 3,30), hvor han siger om Jesus: “Han skal blive større, jeg skal blive mindre.” Jesus gør det flere steder klart, at der er en verden til forskel på, hvad der lægges vægt på og regnes for stort i denne verden, og hvad der regnes for noget i Guds rige. I Guds rige handler det om at være et eksempel, tjeneste, tålmodighed, kærlighed osv.
Det, som lovsangsledere gør søndag formiddag, er det samme, som vi gør de andre dage i ugens løb. Der er derfor ikke forskel på, om vi som lovsangsledere står foran menigheden søndag formiddag eller tirsdag aften, eller vi er for os selv og lovsynger og tilbeder Gud. På denne måde kommer der helhed i vores liv som lovsangsledere. Det at lede menigheden i lovsang bliver ikke en ugentlig optræden. Vi læser jo også Bibelen resten af ugens dage! Må Gud rigt velsigne din tjeneste.
Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.
