Ved juletid spurgte en ældre nobel dame mig: ”Hvordan skal vi dog få lært børnene de gode klassiske julesange?” Forbavset over min egen spontane respons fløj det ud af mig: ”Ved at synge sangene med dem!”
Det er ikke altid, at svarene kommer så hurtigt og let, når spørgsmålene drejer sig om, hvordan man former og danner den kommende generation: Hvordan fremmer man et sundt og dækkende gudsbillede hos børnene? Og hvordan hjælper man dem på vej i bibelsk kristentro og praksis?
Ofte er der også brug for flere nuancer, når vi drøfter så vigtige temaer. Alligevel tror jeg, at der er noget at hente i det umiddelbare svar: ”Ved at synge sangene med dem”. Eller lidt bredere formuleret: Ved at leve det kristne liv sammen med dem!
Det værdifulde må deles
Den ældre dames lidt fortvivlede spørgsmål udsprang ganske tydeligt af, at hun havde fornemmelsen af, at noget af det, som hun regnede for værdifuldt, var ved at forsvinde. Det, der betyder noget for os, har vi øje for. Vi bliver optaget af, at det værdifulde bevares, og at vores nærmeste bliver draget ind i den glæde, vi selv har oplevet.
Hvis jeg havde en passion for sejlads, ville jeg så lade sejlklubben alene være ansvarlig for at give denne passion videre til mine børn? Ville jeg ikke selv sejle med dem, drage dem med ind i det, jeg selv var fascineret og optaget af? Ville jeg ikke være ivrig efter at høre, hvad de havde lært, når de kom hjem fra sejlklubben? Og ville jeg ikke spejde efter tegn på, om mine børn mon kunne få samme glæde som jeg selv over sejlsportens fryd?
Nu har jeg ikke en passion for sejlads, men jeg har en passion for Kristus. Jeg ønsker af hele mit hjerte, at mine børn må få del i den samme glæde og tro, som jeg selv har fået lov at få. Men hvordan hjælper jeg dem ind i den tro?
I vores lutherske sammenhænge har vi et stærkt fokus på, at troen er en gave, som kun Gud kan give. Det gælder også vores børns tro. Vi kan som forældre ikke skabe troen i vores børns liv, hvor gerne vi end ville. Troen er et mirakel. Troen er liv – skabt af Gud.
Men som Nathanael blev trukket hen til Jesus af Filip, kan vi også trække vores børn hen til Jesus ved at sige: ”Kom og se …” (Joh 1,46). Vi kan vise vores børn, hvad vi selv har set. Fortælle dem om det, vi selv har hørt. Lade vores liv flyde over med det, vi selv er fyldt af.
Men hvad er vi da fyldt af? Nogle dage kan det opleves, som om mit liv mest af alt er fyldt med praktiske hverdagsopgaver som kørsel, madpakker og oprydning. Men hvad er mit hjerte fyldt af?
Jesus siger: ”Hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være” (Matt 6,21).
Hvad er min passion? Hvad/hvem forventer jeg mig alt godt af? Det er et afgørende spørgsmål for mig. Men det er også afgørende for mine børn. For de ser, hvad mit hjertes længsel er rettet imod. De mærker det bag gøremål med vasketøj og punkterede cykler.
Børnene mærker, hvad der ligger os på sinde.
Intentionel brug af Guds ord
I Femte Mosebog 6 siger Gud igen og igen til Israels folk, at de skal lægge sig Herrens ord på sinde. De skal tænke på ordene morgen og aften, gentage det, de har hørt, skrive ordene op i deres hjem og fortælle deres børn dem igen og igen. De skulle med andre ord omgive sig med Guds ord, så ordene ikke kunne undgå at blive et fokus- og omdrejningspunkt i deres liv.
På mange måder bruger vi de samme strategier til at lægge os noget på sinde, som de gjorde i det gamle Israel. I dag bruger børnehaver og skoler piktogrammer (små billeder) for at hjælpe børn til at holde fokus. Når børnene skal lære at læse, skal de øve sig igen og igen; og når vi går til eksamen, terper vi de vigtige områder morgen, middag og aften.
Men tør vi være intentionelle (bevidst målrettede, red.) med at lægge os Guds ord på sinde. Ser vores børn Guds ord i vores hjem? Taler vi om Guds vældige gerninger og om, hvem han er – igen og igen? Omgiver vi os med det, der betyder mest i vores liv? Får det lov at præge vores hverdagsliv?
Mange har en rytme med at læse fra en andagtsbog ved et måltid i løbet af dagen. Mange af os læser måske også i børnebiblen med vores børn, inden de skal sove. Det er gode vaner, som vi har fået lov at arve fra tidligere generationer. Nogen må have fundet på, at det var én måde man kunne hjælpe sig selv og sin familie med at fastholde et fokus på Gud og hans ord i hverdagen. Og gode idéer må man gerne kopiere.
Men gør vi os derudover overvejelser om, hvordan vi bedst muligt giver det meste værdifulde, vi har, videre til vores børn? Er vi bevidste og intentionelle om, hvordan vores børn lærer deres skaber at kende, og hvordan vi hjælper dem ind i et forhold til deres frelser?
Saml brænde til bålet!
Igen er det vigtigt at fastholde, at vi ikke kan skabe troen hos vores børn. Men vi kan – som Luther sagde – samle brænde til bålet, så ilden kan få godt fat, når troens flamme tændes.
Brændet kan samles på mange måder og fra mange steder. Der kan være en børneklub i området, hvor børnene sammen med andre børn kan høre de bibelske beretninger. Familien kan tage i kirke eller missionshus. Man kan holde andagter hjemme, synge sammen, tale sammen om Gud, bede sammen, finde ugens bibelvers, mødes med venner, hvor man naturligt taler om livet med Gud.
De store højtider kan bruges som springbræt til mange gode snakke. Vanskeligheder i skolen eller sygdom kan ligeledes bruges som anledninger til at tale om og med Gud – ligesom fødselsdage, bryllupper og årstiderne kan.
Mulighederne er uendelige, og jo mere vi taler, læser og hører om Gud, desto større er chancen for, at vi lærer Gud godt at kende, så billedet ikke bliver for ensidigt.
Som kristne forældre er det en gave og en opgave at lede vores børn derhen, hvor de kan møde Jesus. ”Kom og se”, må vi sige til vores børn. ”Det bedste, jeg har fundet, det vil jeg vise dig!!”
Hvilken chance, hvilket privilegium! Tænk, at vi får lov at ”synge sangene med dem”, at leve det kristne liv sammen med dem. For sagen er jo den, at et barn ikke først og fremmest guides ud fra, hvad vi siger, men efter, hvad vi gør.
Rollemodel i livet med Gud
Vi kender det fra vores bordskik – eller mangel på samme. Vi ser omkring os, at børn kopier deres forældres kommunikationsform. Den måde, vi behandler andre på, smitter af på børnenes adfærd, og den måde, vi bruger penge på, vil med tiden også præge vores børns syn på penge. Vi er med andre ord vore børns rollemodel – også i livet med Gud.
Derfor bliver en vigtig del af det at leve det kristne liv sammen med sine børn, at leve det kristne liv selv. Når mine børn ser mig, hvad ser de så?
Ser de en mor, der sætter Guds ord højt? Ser de en forældre, som har sin glæde og rigdom i Herren? Ser de en voksen, som ikke bare hører Guds ord, men også ønsker at indrette sit liv efter de rammer Gud har sat for vore liv?
Ser de en mor, som fejler, og som kan sige undskyld? Ser de en forældre, som finder sin værdi i at være skabt af Gud? Ser de en rollemodel, som midt i upædagogiske hverdage og uhensigtsmæssigt lave tolerancetærskler kan være et troværdigt vidne om, at Gud elsker syndere?
Ser de et menneske, som beder? Som beder om, at forældre såvel som børn må få, hvad de trænger til. Som beder om, at troen må blive tændt i børnenes liv, og at deres himmelske far selv vil forme og danne, guide og elske de børn, han har betroet os.
Så kan det godt være, at ”sangen” nogle gange bliver falsk, og takterne ikke helt rammer. Men vi lærer børnene at synge ved at synge sangene med dem. Vi viser dem vejen til Kristus ved at leve familie- og hverdagslivet med ham, som vi for alt i verden ikke vil miste.
Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.
