I et større frelseshistorisk perspektiv er 2 Mos 11-13 spændt ud imellem 1 Mos 22,7 til Joh 1,29 og Joh Åb 5,12. Isak spørger sin far Abraham på vej op ad bjerget i Morijalandet: ”Hvor er offerlammet?”. Spørgsmålet hænger i luften hele Skriften. Johannes Døberen er den første der giver svaret, da han så Jesus komme imod sig og sagde: ”Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd”. Og i Bibelens sidste bog bryder den himmelske lovsang ud med høj røst foran Guds trone: ”Lammet, det slagtede, er værdigt til at få magt og rigdom og visdom og styrke og ære og lov og pris.”
Kap. 11: Nødvendigheden af lammet
Endnu en plage (v1). Den 10. og sidste af slagsen – den førstefødtes død – står for døren. Guds tålmodighed med Farao og egypterne er ved at løbe ud. Døden vil uundgåeligt komme til alle (11,5-6; 12,12-13), som ikke er beskyttet bag lammets blod. Uden lammet er der intet håb. Paulus står på skuldrene af denne åbenbaring, når han i Romerbrevet understreger at ”alle har syndet”, og at ”syndens løn er død” (Rom 3,23; 6,23).
Den førstefødte kan også forstås som en illustration på, at ’den første fødsel’ efter naturens orden ikke rækker til frelse. Vi fødes vendt bort fra fællesskabet med Skaberen. ”Det, der er født af kødet, er kød … I må fødes på ny”, siger Jesus til Nikodemus (Joh 3,6-7). Den førstefødte står efter denne forståelse som repræsentant for hele menneskehedens ’naturlige’ fjendskab mod Gud fra fødslen. Frelse ’kræver’ genfødsel ”til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.” (1 Peter 1,3)
Hovedlinjen i kapitlet er klar: Intet menneske kan i egen kraft redde sig selv fra den 10. plage, dødsenglen.
Lammet er nødvendigt.
12,1-5: Udvælgelsen af lammet
Nu begynder noget nyt. Det understreges ved at der skabes et nyt kalendersystem. Lammets død skaber simpelthen noget gennemgribende anderledes. Sådan skaber Jesu død også en ny begyndelse: ”Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!” (2 Kor 5,17).
Vi skal bemærke to ting vedrørende udvælgelsen af lammet. For det første blev lammet udvalgt på forhånd, nemlig allerede den 10. dag i måneden inden slagtningen på den 14. dag. Sådan var også Kristus forudbestemt til at dø ”før verden blev grundlagt” (1 Peter 1,20).
For det andet skulle lammet være fejlfrit. Denne pointe bruger apostlen Peter, når han skal sige hvad det kostede, da vi ”blev løskøbt fra det tomme liv … med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde” (1 Peter 1,19).
12,6-7: Slagtningen af lammet
Et levende lam kunne ikke frelse den førstefødte! Lammet måtte dø. Det er en alvorlig påmindelse om, at intet menneske bliver frelst ved kun at have Kristus som forbillede for et liv i næstekærlighed og tilgivelse. Vi frelses ved hans død. For ”det er blodet der skaffer soning … der finder ingen tilgivelse sted, uden at der udgydes blod.” (3 Mos 17,11; Hebr 9,22).
Blodet fra lammet måtte kommes på overliggeren og dørstolperne i de huse, hvor påskemåltidet blev spist. Alt afhang af om man var bag blodet, for dødsenglen så alene efter dette mærke på husene (v13). Denne profetiske forkyndelse peger ifølge apostlen Paulus på noget andet blod, der ramte en anden overligger mange år senere. Om Jesus skriver Paulus, at Gud ”ved ham” har besluttet ”at forsone alt med sig, på jorden som i himlene, ved at stifte fred ved hans blod på korset” (Kol 1,20).
Enhver som gik ud af døren udtrykte foragt for blodet. Hebræerbrevet kalder det at træde ”Guds søn under fod og vanhellige pagtens blod … håne nådens ånd.” Det bringer Guds hårde straf med sig (Hebr 10,28-31).
12,8-20 og 43-51: Spisningen af lammet
Påskeberetningen når sit klimaks med forkyndelsen af dommen i v12 – og frelsen i v13. Lammets blod var nok til frelse, men folket havde også brug for at spise lammet og derigennem få styrke til den forestående pilgrimsrejse. Det som de blev frelst ved, var også det, de skulle hente deres styrke fra til vandringen mod det forjættede land. Sådan er vores offerlam, Jesus Kristus, også kraften både ved kristenlivets begyndelse, fortsættelse og ende (ApG 1,8; Fil 4,13). Hver dag har vi brug for i åndelig forstand at tage næring til os fra lammet.
Dernæst skal vi lægge mærke til, at det usyrede brød (v8) spiller en vigtig rolle i påskefejringen (13,3-7). Surdejen er i Bibelen et billede på synden. Den arbejder i det stille og breder sig med sin ødelæggende magt ind på alle områder af vores tilværelse, hvis ikke den renses ud. Af den grund skulle jøderne fjerne al surdej fra hjemmet op til påsken. Paulus fortolker dette i 1 Kor 5 med en kraftig opfordring til at rense ”den gamle surdej ud,” med henvisning til konkrete synder som utugt, indbildskhed, griskhed, afgudsdyrkelse mv.
V43-51 giver os yderligere indblik i måltidet: ”Ingen fremmed må spise af det”. Hvor Bibelen normalt sætter gæstfrihed højt, så er det ikke tilfældet her. Det skal minde os om at frelsen er en fødsel ind i Guds familie. Her har ingen fremmede adgang. Ingen har i sig selv ret til at deltage. Alt er nåde. Omskærelsen var adgangstegnet. Det peger på en kristens åndelige ”omskærelse til Kristus”, som sker ved dåb og tro (Kol 2,11-12). Der går således en direkte linje fra påskemåltidets eksklusivitet til den kristne nadver. Dette måltid er alene for dem, som er døbt og som ønsker at tro på Lammet, Jesus Kristus.
12,21-42: Troen på lammet
Det ’krævede’ tro at blive udfriet den nat. Det er værd at bemærke, at folket blev frelst på grund af lammets blod, men forsikringen om denne frelse fik de alene igennem et Ord fra Herren (v23). Mon ikke der har siddet mange jøder denne aften i – objektivt set – fuld tryghed bag blodet, mens de subjektivt har følt noget andet. De har været urolige, tvivlende og måske ligefrem rædselslagene. Men Gud gjorde præcis, som han havde sagt.
Det er et grundvilkår for den kristne tro. Den klamrer sig til Guds løfter uanset beviserne, omstændighederne eller konsekvenserne. Det er en fast tillid, en overbevisning til det der håbes på, men ikke ses – men som dog er bevidnet i Guds ord (Hebr 11,1ff)
13,1-22: Æren til lammet
Lammet betalte for den førstefødte med sit liv. Israelitterne var et ’købt’ folk og det fik konsekvenser for hele samfundsordenen. Alt det førstefødte skulle tilhøre Herren. Folket skulle som nation altid mindes lammet og holde det højt i ære ved dels at overgive alt det førstefødte til Herren (v2) og dels fejre de usyrede brøds fest (v3-8). Lammets betaling får med hele tilværelsen at gøre (v9). Lammet er således både en engangsbegivenhed i Israels historie og det tilbagevendende omdrejningspunkt, hvorfra kommende generationer skulle hente frimodighed og kraft til livet i det forjættede land (v8).
På samme måde minder NT os om, at vi er købt dyrt, ”blevet befriet fra synden, og er blevet trælle for Gud” (Rom 6,22; 1 Kor 6,18-20). Det skal forandre alt i et kristenmenneskes hverdagsliv: Værdier, holdninger og handlinger. Jesu kors er således både en engangsbegivenhed i en kristens liv, og samtidig den livskilde hvorfra vi henter kraft, frimodighed og håb til det kristne liv i lydig efterfølgelse af lammet (Titus 2,1; Hebr 10,19).
Hvad er der da mere at sige… end:
Lammet, det slagtede, er værdigt til at få magt og rigdom og visdom og styrke og ære og lov og pris.
Og hver skabning i himlen og på jorden og under jorden og på havet, med alt, hvad de rummer, hørte jeg sige:
Ham, der sidder på tronen, og Lammet, være pris og ære og lov og magt i evighedernes evigheder.
Joh Åb 5,12-13
