”Jeg tror, mange i dag lever med en ’økosystems-tænkning’. Altså: Ligesom et træ skyder rødderne derhen, hvor der er vand, og grenene strækker sig efter lys og luft, sådan indretter nutidskristne sig også menighedsmæssigt, dvs. søger derhen, hvor man oplever, troen kan få næring og luft.”
Det siger Troels Garde Rasmussen, der er formand for menighedsfællesskabet i Fredens-Nazaret Sogn på Østerbro i København.
Han har taget imod invitationen til en konstruktiv samtale med Anton Bech Braüner, der er præst i Hillerød Frimenighed, og Robert Refslund Nørgaard, der er næstformand i Aabenraa LM. Snakken har fokus på, hvordan man kan få det bedste ud af hinanden og de forskellige menighedsmodeller, man indgår i.
Et spraglet billede
Sagen er vel, at for et halvt århundrede siden var der en slags enhedskultur i missionsforeningerne. Man havde et lokalt missionshus, hvor man samledes om Guds ord og mødte ”vennerne” – og så kom man også i forskellig grad til gudstjenester i folkekirken, ofte i sognet.
Men i dag ser verden anderledes ud i det kirkelige landskab – også blandt mange, der stadig identificerer sig med rødderne i missionsforeningerne, herunder Evangelisk Luthersk Netværk. En række frimenigheder af forskellige slags er skudt op. Samtidig tilbyder flere sognekirker et bredt menighedsliv.
Det kan give et spraglet billede og lidt gnidninger mellem de forskellige parter, der dybest set trækker på samme hammel, men alligevel kommer til at tære på hinandens resurser. Mennesker, der før i tiden, ville have fælles base i den lokale missionshusforsamling, engagerer sig nu i enten folkekirke, frimenighed eller missionshus – eller i en af de mange kombinationsmuligheder.
Lad os antage, at disse mennesker og forsamlinger bygger på fælles værdier – som de fx kommer til udtryk i LM’s kerneværdier: frit evangelium, troværdig bibel, tydelig mission, nådegaver i funktion.
På den baggrund er det oplagt – især lokalt – at spørge: Hvordan kan vi ”leve med” hinanden i de menighedsvalg, vi hver især træffer? Og hvordan kan vi samlet set bedst bidrage til, at mennesker bevares i troen, og at nye mennesker lærer Jesus at kende som frelser og Herre? Hvordan undgår vi at spænde ben for hinanden eller spilde resurserne?
Strukturer kan noget forskelligt
55-årige Troels Garde Rasmussen peger på, at alle menighedsmodeller har sine styrker og ulemper, og at man ikke nødvendigvis skal tegne konflikter op, men trække på det gode i de forskellige traditioner.
”Der er store muligheder i folkekirken i disse år, men den har også store udfordringer med lære og liv. Missionshusene har deres styrke i nogle klare kerneværdier, men kan opleves for familiært. Frimenighedernes styrke er, at de i højere grad kan tilpasse sig moderne former og strukturer og fastholde et klassisk evangelium, men kan let blive for isolerede”
Han er selv opvokset med LM og var i en længere årrække meget engageret dér og i LMU samt KFS. Men de seneste 23 år har han sammen med sin familie primært involveret sig i den lokale sognekirke.
Menighedslivet i Fredens-Nazaret Sogn er lidt særpræget, idet det ledes af et partnerskab mellem menighedsrådet, præsterne og menighedsfællesskabet. Troels er formand for menighedsfællesskabet, der har ansvar for et vidtforgrenet frivilligt arbejde med smågrupper, søndagsundervisning og menighedslejr mm.
Han erkender, at en sådan model er afhængig af, at andre har valgt at engagere sig andre steder – og sætter fx stor pris på missionsforeningernes børne- og ungdomslejre, efterskoler og internationale mission.
”Jeg vil på ingen måde sige, at jeg har truffet det bedste valg, men anerkender, at forskellige former og strukturer kan være gavnlige i en tid – både for Guds rige samlet set og i den enkeltes trosliv og livsforløb. Ingen af strukturerne er varige eller har liv i sig selv.”
Vent ikke i årtier på den ideelle menighedsmodel
Selvom mange nok vil bekræfte Troels’ analyse i artiklens indledning – at vi lever med en økosystems-tænkning – kan man indvende, at den tendens netop gør mennesker rodløse; man søger hver især sin individuelle behovsopfyldelse.
Dertil siger Troels: ”Ja, vores udfordring er, at vi har en belastning med os fra ’gamle Adam’ og samtidskulturen, så vi som kristne ikke altid søger hen til det sunde. Og dér tror jeg, at en fælles struktur som fx LM godt kan være et værn i en tid, men den daglige indtagelse af åndelig føde i Guds ord er det vigtigste værn.”
Han er derfor heller ikke så optaget af at forsvare eller bevare den ene eller anden struktur, men vil hellere i den nuværende kirkelige situation give plads til mangfoldigheden og være trofast i den struktur, han nu er i, og tjene Gud og sine medmennesker dér.
”Vi skal bruge vores energi på det vigtigste, evangeliet. Og så må vi frimodigt og ydmygt stå i tjenesten, der hvor vi er her og nu – velvidende at rammen er midlertidig – i stedet for at gå rundt i årtier og vente på den ideelle menighedsmodel,” pointerer Troels.
”Ulve” går ikke kun i præstekjole
Også 32-årige Anton Bech Braüner mener, det er vigtigt at anerkende, at vi vurderer og vælger forskelligt – og begræder, at (fra)valg af menighedsmodel indimellem har revet lokale og familiære relationer over.
Han sætter selv pris på den arv, han har fået med gennem folkekirken i sin opvækst. Derfor har det heller ikke været nemt for ham som voksen at nå til den konklusion at melde sig ud.
”Men jeg må indrømme, at jeg har svært ved at se mig selv i den folkekirkelige ramme i dag pga. dens teologiske pluralisme. Der er for meget, jeg skal gå på kompromis med, fx i forhold til dåbs- og nadverforvaltning.”
Det betyder dog ikke, at frimenighedspræsten ikke kan se udfordringerne i frimenighedsmodellen.
”Der er en risiko for, at vi isolerer os. Man må være ekstra kreativ for at komme ud i lokalområdet med evangeliet, fordi vi ikke har et naturligt flow af mennesker gennem vores menighed. Det kan være udfordrende – bl.a. fordi ordet frimenighed har en suspekt klang hos mange,” siger Anton.
Han peger også på, at frimenighedsmodellen i de senere år blevet koblet sammen med en mere fri eller moderne gudstjenesteform. Selvom han bestemt godt kan se fordele ved det, tror han, det er vigtigt, at vi ikke bliver rodløse eller historieløse:
”Der har været kristne før os(!), og vores åndelige arv må også godt kunne ses i de salmer, vi synger, de bønner, vi beder, og i måden, vi forvalter sakramenterne på. Endelig må vi ikke glemme, at vi alle står i en åndelig kamp: ’Ulve’ går ikke kun i præstekjole, men kan også dukke op i selv den bedste frimenighed.”
Her indskyder Troels i øvrigt, at der måske kan komme en dag, hvor heller ikke han længere finder det holdbart for tro og liv at forblive i sin nuværende menighedsstruktur.
Missionshusrammen giver mere tid til fordybelse
I modsætning til Troels og Anton, der har samlet deres menighedsengagement ét sted, i hhv. folkekirke og frimenighed, har 47-årige Robert Refslund-Nørgaard et tilhørsforhold til både et missionshus-fællesskab og en folkekirkemenighed.
Helt siden sin ungdom har Robert været aktiv i LM(U)-sammenhæng og er i øjeblikket næstformand i Aabenraa LM, der er en traditionel LM-kreds. Samtidig kommer han til gudstjenester i en folkekirke i nærheden.
Med tiden er han kommet til at værdsætte mangfoldigheden i menighedsmodeller: ”Det vigtige er, at mennesker får mulighed for at kende Jesus – ikke den organisatoriske ramme.”
Robert fremhæver, at den traditionelle missionshusforsamling, fx en LM-kreds, har en styrke i at give en grundigere oplæring i troen både for børn og voksne. Rammen giver mere tid til fordybelse og dermed et større kendskab til Bibelen, som er fundamental for troen.
Kan man lave en hybridstruktur?
Men han erkender, at især mange børnefamilier ikke orker at knytte til to steder, men ønsker en såkaldt helmenighed. Derfor pusler han også seriøst med idéer om at lave en slags hybrid-struktur med tanke på at imødekomme forskellige ønsker og behov – uden at splitte LM-forsamlingen.
”Spørgsmålet er, hvordan vi både kan rumme nogles ønske om helmenighed og samtidig bevare en traditionel LM-kredsstruktur,” funderer Robert – og kommer med et udspil i spørgsmålsform:
”Kan man ikke lave en struktur med en fælles ledelse i missionshuset, som både rummer de traditionelle hverdagsmøder for dem, der gerne vil komme i folkekirken om søndagen, og så et søndagsmøde med nadver og en lidt lettere forkyndelse, som er målrettet børnefamilier og dem, der ikke har så stor kirkelig tilknytning?”
Han er klar over, at det scenarie i praksis medfører, at forsamlingen bliver delt op i to. Men det er netop det, han ser som er givtig mulighed, for dermed kan man fastholde en fælles bygning, ledelse og andre tiltag, hvormed man ikke spreder resurserne unødigt – i stedet for at være to parallelle, adskilte strukturer.
LM-hjerteblod
”Men hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud og danne frimenighed?” spørger Anton kækt.
Dertil svarer Robert, at der for ham er noget LM-hjerteblod, der kan gå tabt i en frimenighed: den grundige bibelundervisning, den brede vifte af prædikanter og den bredere berøringsflade. Han ser den traditionelle missionshusforsamling som et supplement, der går hånd i hånd med folkekirken.
Og apropos LM-hjerteblod: Både Robert, Troels og Anton fremhæver det internationale missionsarbejde, som der er særlig mulighed for at støtte og prioritere, når man er med i et LM-fællesskab.
Vi skal ikke udkonkurrere hinanden
Alle tre er også enige om, at man ikke bare skal tragte efter den menighedsmodel, der opfylder ens egne behov og smag, men at man må stå sammen om det fælles mål, at troen på Jesus skabes, vokser og bevares hos flere og flere.
Derfor kan det være værd at overveje, hvordan man kan supplere og støtte hinanden, når man i et lokalområde har flere menighedsmodeller på samme basis,
Troels peger på, at man på tværs af foreninger og menigheder lokalt kan lave arrangementer for særlige målgrupper, fx fælles ældremøder eller børnelejre.
Anton supplerer med at nævne, at de i Hillerød har opstartet Fredagssport (målrettet unge) i et samarbejde mellem frimenighed, to missionshusforsamlinger, LMU og en sognemenighed med bibeltro profil.
Han fremhæver også betydningen at glæde sig, når det går de andre menigheder godt, tale godt om hinanden og ikke være bange for at henvise til hinandens tilbud.
Med henvisning til Paulus’ formaning til at kappes om at vise hinanden agtelse (Rom 12,10) understreger Robert, at vi ikke skal udkonkurrere hinanden:
”Den store hemmelighed er, at vi har et fælles mål. Vi skal ikke sidde i hver sin afdeling i evigheden, men med til den samme, store fest. Derfor må vi allerede nu kappes om at agte hinanden højt på tværs af strukturerne. Desto større velsignelse vil vi opleve.”
Artiklen er fra Budskabet 04-2023. I samme nummer kan du bl.a. læse om, hvordan Moses var en prototype på Jesus.
