I de senere år, særligt i en globaliseret tidsalder og et stadig mere pluralistisk samfund, er der spørgsmål, der melder sig med stadig større kraft – både blandt ikke-kristne og kristne: er det kun mennesker, der har hørt evangeliet og taget imod Jesus, der bliver frelst?!
Én ting er, at selve fortabelsen kan undre os, og smerte os, men det må vi lade ligge til en anden gang. (Det synes trods alt mere forståeligt, på et eller andet plan, at de der har afvist Jesus, kan gå fortabt…)
Noget andet er, hvad der sker med de mennesker, der aldrig nogensinde har hørt evangeliet?
Eller sagt mere direkte: Hvordan kan en god Gud sende mennesker, der aldrig har hørt om ham, i helvede?
Der er rigtig mange svære facetter at skulle forholde sig til, når det spørgsmål skal besvares. Og i sidste ende er der dimensioner i det, vi aldrig nogensinde kommer til at forstå, fordi Gud er den højt ophøjede, hvis tanker er langt over vore tanker, og hvis planer er langt over vores planer (Es 55,8-9). Noget kommer vi aldrig til at forstå (i hvert fald ikke på denne side af evigheden)… Men hvad vigtigere er, er, at det vi skal forstå, ikke kommer til os gennem spekulationer, men gennem Guds egen åbenbaring i bibelen. Vi kan derfor sige det, som han selv har sagt! Men heller ikke mere. Eller mindre.
For at tage et par enkelte tematikker frem, der belyser sagen:
”Den uskyldige mand”?
Nogle gange har jeg hørt indvendingen: hvad med den uskyldige mand i Afrikas jungle? Og svaret er naturligvis: den uskyldige mand i Afrikas jungle bliver frelst! Gud straffer kun skyldige og onde mennesker. Problemet med indvendingen er dog, at den uskyldige mand i Afrikas jungle ikke findes… I bibelsk forstand, er der kun skyldige mennesker over for Gud. For alle mennesker har del i Guds naturlige åbenbaring af sig selv, gennem sit skaberværk.
Det er den tanke Paulus fremfører i Rom 1,20: ” For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger. De har altså ingen undskyldning. ”
Intet menneske er uden undskyldning. For Gud har givet sig til kende i den naturlige åbenbaring. Hvad mere er, så vidner alle menneskers samvittighed mod dem på dommens dag, idet alle har syndet mod Gud, ved at forbryde sig aktivt mod deres egen samvittighed. Den dom, som de har dømt sig selv med igennem livet, vil danne grundlaget for Guds dom i endetiden.
Det synes at være sådan Paulus forstår det i Rom 2,14-16: ” For når hedningerne, der ikke har loven, af naturen gør, hvad loven siger, så er de, uden at have en lov, deres egen lov. De viser, at de har den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerte, og deres samvittighed optræder som vidne, og deres tanker anklager eller forsvarer hinanden – på den dag, da Gud dømmer det, som skjuler sig i mennesker, efter mit evangelium ved Kristus Jesus.”
Guds retfærdighed
Selve spørgsmålet (om Gud kan “tillade” fortabelsen for de der ikke har hørt) synes at implicere en misforståelse. For den bygger på den præmis, at det ville være det mest retfærdige, hvis Gud frelste alle, og derfor skal have en god grund for ikke at gøre det. Men i virkeligheden forholder det sig omvendt. Intet menneske har i udgangspunktet fortjent frelsen. Hvert eneste menneske der kommer med på den nye jord, er der ganske ufortjent! Og hvert eneste menneske der går fortabt, gør det fortjent.
Det kompromitterer ikke Guds godhed. Gud er godheden, kærligheden og barmhjertigheden selv, og vores menneskelige standarder kan ikke bruges til at vurdere ham.
Skjulte ”kristne”?
Hvad så hvis mennesker skjult, også for deres egen bevidsthed, vender sig mod en åndelig virkelighed, de ikke forstår? Hvad hvis de af hele deres hjerte ønsker at kende “kristendommens Gud”, fordi de har erkendt eksistensen af en eller anden Gud, og også har erkendt, at de, i en eller anden grad, har skyld over for universets skaber – kan det tænkes, at Gud frelser sådanne mennesker, der søger ham uden at ane det? Det bibelske svar må, for mig at se, igen, være en afvisning…
I ApG kap. 10 har vi fortællingen om Cornelius, der opsøger apostlen Peter. Der står om ham, at han ”var from og gudfrygtig” og ”bestandig bad til Gud”. Alligevel bliver det tydeligt i teksten, at han og hans familie ikke er frelste mennesker. Det er først da Peter forkynder evangeliet for dem, at de modtager Helligånden. Logikken er ikke, at de allerede bad til Gud, og derfor behøvede de ikke høre. Nej. Logikken er, at Gud ville række dem frelsen ved at forkynde evangeliet til dem – give dem Helligånden, fordi deres kendskab netop ikke var nok til frelse. Hedninger (dvs. ikke-jøder), af alle slags, har siden den dag i hørt evangeliet forkyndt, og først dermed blevet frelst.
I Apg 4,12 skriver Lukas også: ”der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved. ” Det er kun ved navnet Jesus Kristus, at et menneske kan blive frelst. Evangeliet om ham må forkyndes! Et navn er ikke noget der kan kendes i hemmelighed, men det er et konkret navn; Jesus Kristus. Det navn må et menneske kende – for det er det eneste navn der er frelse ved!
Et kald til mission
Ovenstående svarer absolut ikke på alt. Det er stadigvæk svært at sige, hvornår et kendskab til Jesus er nok til frelse. Hvor meget skal man kende til? Jeg ved det ikke. Men det må ikke få os til at kaste håndklædet i ringen i apati, men tværtimod arbejde des mere målrettet på at evangeliet og det bibelske budskab må nå ud til alle mennesker.
For Paulus førte den erkendelse han har fremlagt i Rom 1-2 og den erfaring de første kristne gjorde sig (som vi har læst om i ApG) ikke til modløshed. Tværtimod kommer Paulus med nogle tankevækkende ord i Rom 10,14-15+17: ” Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker? Og hvordan skal nogen prædike uden at være udsendt?… Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord. ”
Det er et kald til mission for os alle sammen. Der er ikke frelse udenom Jesu navn.
Hører du det kald?
