I antik jødedom talte man om to tidsaldre: den nuværende og den kommende. Jesus og de første kristne opfattede historien på samme måde. Ifølge dem vil Jesu genkomst markere overgangen fra den nuværende til den kommende tidsalder (fx Matt 12,32; Mark 10,30; Ef 1,21). Jesu genkomst er derfor en helt afgørende og skelsættende begivenhed i verdenshistorien.
Selve udtrykket »genkomst« kan være misvisende. Meningen er ikke, at Jesus i dag er bortrejst fra verden og så på et tidspunkt vender tilbage. Meningen fremgår af de forskellige udtryk, Bibelen bruger om genkomsten. Tre af de vigtigste er:
1) »Komme« (fx 2 Thess 2,1)
Udtrykket blev blandt andet brugt om kejserens aflæggelse af officielt besøg i provinsen, hvor hele scenen skulle understrege hans magt og kontrol med riget. På samme måde vil Jesus en dag komme og gøre det synligt, at han har al magt i himlen og på jorden.
2) »Åbenbares« (fx 2 Thess 1,7-8)
Ordet betegner i denne sammenhæng en afdækning af noget, der hele tiden har været til stede. Jesus er usynligt til stede i verden i dag, men ved genkomsten skal han åbenbares, det vil sige fremstå synligt for alle.
3) »Komme synligt« (fx 2 Thess 2,8)
Også dette udtryk beskriver Jesu genkomst som en tilsynekomst af ham, hvis tilstedeværelse indtil det tidspunkt er skjult.
Jesu genkomst betegner altså, at han en dag vil fremtræde synligt i den verden, hvor han allerede nu er usynligt til stede.
Tegnene
Inden Jesu genkomst vil der indtræffe en række tegn, der viser, at tiden nærmer sig. Tegnene kan inddeles i tre hovedgrupper:
a) Tegn på tiltagende oprør mod Gud
I sin store tale om de sidste tider nævner Jesus en række tegn, der vil afsløre, at konflikten i verden spidser til. Det ældgamle oprør mod Gud skal slå igennem på en endnu stærkere måde end tidligere. Jesus nævner falske profeter og messias’er (Matt 24,5.11.23-26), frafald fra den sande tro (Matt 24,10) og forfølgelser af de troende (Matt 24,9.21-22).
Et særligt tegn er »Ødelæggelsens Vederstyggelighed« (Matt 24,15-22). Udtrykket stammer fra Dan 11,31 og 12,11, hvor det er en profeti om den syriske konge Antiokus Epifanes’ vanhelligelse af templet i Jerusalem i år 167 f.Kr. Men Jesus bruger Daniels udtryk til at sige, at noget tilsvarende skal ske i fremtiden. kæder det sammen med den romerske hærs omringelse af Jerusalem inden byens ødelæggelse i år 70 e.Kr. (Luk 21,20). Paulus ser ud til at kæde det sammen med Antikrist – den sidste store verdensleder, der i tiden lige inden Jesu genkomst skal fremstå som en både åndelig og politisk leder, men i virkeligheden er Satans redskab (2 Thess 2,3-12; Åb 13).
Tiden frem mod Jesu genkomst vil altså blive præget af et stadigt stærkere oprør mod Gud, som kulminerer i Antikrists virke.
b) Tegn på Guds vrede
Det tiltagende oprør mod Gud medfører, at også syndens forfærdelige følger og Guds straffedomme over jorden tager til. Jesus forklarer derfor disciplene, at også begivenheder som krig, hungersnød og jordskælv er tegn på de sidste tider (Matt 24,6-7).
c) Tegn på fuldendelsen af Guds plan
Den tredje gruppe tegn er begivenheder, der viser, at afslutningen af Guds plan med denne verden nærmer sig.
Det første af denne type tegn er mission. »Dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme,« siger Jesus (Matt 24,14). Inden denne tidsalder kan afsluttes, vil Gud, at evangeliet om Jesus skal være forkyndt for ethvert folkeslag på jorden (altså ikke nødvendigvis ethvert enkeltmenneske). Udbredelsen af evangeliet til stadig flere folkeslag er derfor et tegn på de sidste tider.
Det andet tegn af denne type er Israel. Jesus forudsagde, at spredningen af det jødiske folk ud over hele jorden ved Jerusalems ødelæggelse i år 70 e.Kr. vil blive midlertidig (Luk 21,24). Inden denne tidsalders afslutning vil det jødiske folk igen være tilbage i deres land og besidde Jerusalem. Det Gamle Testamente indeholder et stort antal profetier om Israels fremtid. Israels folk skal igen samles i landet, og hjemkomsten skal ledsages af en omfattende vækkelse, hvor folket som helhed skal komme til tro på Messias. (Nogle kristne mener, at disse profetier vil gå i opfyldelse i den kristne kirke og på den nye jord, og .)
Jesus beskriver disse tegn på de sidste tider med et billede: »veer« (Matt 24,8). Ligesom veer går forud for en fødsel og tager til frem mod selve fødslen, vil disse tegn gå forud for »verdensgenfødelsen« (Matt 19,28). Tegnene er kendetegn på hele perioden fra Jesu første til hans andet komme. Men de vil vokse i styrke og hyppighed frem mod genkomsten.
Selve genkomsten
Begyndelsen på Jesu genkomst bliver beskrevet af Paulus som et vældigt triumftog i lighed med kejserens komme til en by (1 Thess 4,13-18).
Det begynder med en fanfare fra Guds basun ledsaget af høje befalingsråb fra officererne i englehæren. Derpå går Jesus fra den usynlige himmelske verden over i den synlige verden.
Den næste begivenhed bliver den legemlige opstandelse af alle, der er døde i troen på Jesus. Paulus understreger, at opstandelsen er den første begivenhed ved Jesu genkomst, fordi de døde troende ikke skal gå glip af det herlige triumftog.
Så følger bortrykkelsen, hvor alle Jesus-troende – både de, der lever på dette tidspunkt, og de, der netop er opstået fra de døde – skal rykkes op og modtage Jesus i skyerne, og så ledsage ham ned på jorden og aldrig mere skilles fra ham.
Som indbyggerne gik ud på vejen uden for byporten for at modtage kejseren og hans prægtige følge og slutte sig til hans triumftog ind i byen, vil troende fra alle tider modtage Kongernes Konge og følge ham i verdenshistoriens største triumftog ind på jorden.
Genkomst er lig med sejr
Johannes’ Åbenbaring giver en oversigt over Jesu genkomst, der sammenfatter den i tre store sejre (Åb 19,11-21,8).
- Jesu første sejr ved genkomsten er over Antikrist og hans spindoktor (’Dyret’ og ’den falske profet’), der har hærget jorden og forfulgt Guds menighed i den allersidste del af de sidste tider (Åb 19,21; 2 Thess 2,8).
- Jesu anden sejr er det endegyldige opgør med Satan, der gennem hele historien fra syndefaldet til genkomsten har forført mennesker på jorden (Åb 20,10).
- Den tredje sejr er den endegyldige sejr over døden (Åb 20,14).
Alle mennesker fra hele verdenshistorien, der ikke opstod ved begyndelsen af Jesu genkomst, vil nu blive levende og blive stillet til regnskab for deres medskyld i verdens ondskab. For dem, der ikke har troet på Jesus, men har afvist hans frelse, er der ingen redning fra evig fortabelse (Åb 20,12-15).
Tusindårsriget
Mellem Jesu sejr over Antikrist og hans endelige sejr over Satan placerer Johannes’ Åbenbaring en mellemperiode på »tusind år«. Forståelsen af dette såkaldte tusindårsrige er omstridt blandt kristne, selv om de fleste er enige om, at tallet »tusind« er symbolsk.
Nogle mener, at de tusind år stort set svarer til perioden mellem Jesu første og andet komme, hvor Satan ikke har magt til at hindre menneskers frelse. Andre forstår de tusind år som en periode af ukendt længde efter Jesu tilsynekomst men før den endelige dom. Her vil livet på jorden gå videre, men Satan vil være frataget sin magt. Jesus og de frelste, der er kommet med ham i det store triumftog, vil regere jorden.
Nogle kristne mener, at en række profetier i Det Gamle Testamente om Israels forløsning under Messias’ ledelse og en omfattende vækkelse blandt hedningefolkene vil gå i opfyldelse i denne periode inden verdensdommen.
Den nye jord
Jesu genkomst munder ud i tilsynekomsten af en ny himmel og en ny jord (Åb 21-22). Naturen og hele skaberværket vil blive genoprettet. Samfundslivet vil blive styret af retfærdighed og kærlighed. Menneskers liv vil blive befriet fra alle følgerne af syndefaldet. Og Gud vil selv flytte tilbage til jorden og for evigt at bo sammen med de frelste mennesker.
En vigtig del af den kristne tro
Jesu genkomst afslutter Bibelens beretning om frelseshistorien. Nu er målet nået for den frelsesplan, Gud lagde fra evighed af. Nu er den frelse, som Jesus gav sit liv for, fuldendt. Syndefaldet er overvundet. Og Gud bor igen sammen med sin skabning i enhed og fred.
Det bibelske budskab om Jesu genkomst er en særdeles vigtig del af den kristne tro. Bibelen forkynder det for at give trøst i sorg og modgang, opmuntring til et helligt liv, vejledning midt i alle vildfarelser og formaning til at holde ud i troen – indtil han kommer!
