For en del år siden skulle jeg holde et seminar på en konference om mission. Det skulle handle om, hvorfor mission ofte kan være svært, og jeg gav det overskriften “Når mission er op ad bakke”. På mange måder er det et af de letteste seminarer, jeg nogensinde har forberedt.
I andre typer af prædikener eller formidlingssituationer er jeg nødt til at undersøge tingene grundigt, arbejde meget med en eller anden bog i Bibelen eller lignende. Men denne gang kunne jeg stort set nøjes med at fortælle om mit eget liv. Og i den forstand var det alt, alt for let…
Jeg tror, mange kan genkende følelsen. Vi har lettere ved at få øje på vores nederlag og opdage alle de gange, hvor vores vidnesbyrd om Jesus kom til kort, end vi har ved at få øje på alle succeshistorierne. I den forbindelse er det vigtigt at få øje på Jesu ord i missionsbefalingen.
Fire gange ”al”
I en årrække har jeg været fascineret af en lille krølle i Jesu missionsbefaling i Matt 28,16-20. I den optræder nemlig fire gange “alt” eller “alle”, og de viser fire afgørende ting om mission. Når man først har læst missionsbefalingen på den måde, kan det faktisk være svært at undgå at se det hver eneste gang. Det første viser det missionens grundlag (”al magt), det andet peger det på missionens målsætning (”alle folkeslagene”), og det tredje afslører metoden (”lærer dem at holde alt”) for mission. Afslutningsvis er der også et stærkt løfte (”jeg er med jer alle dage”)!
Her vil jeg dog kun fokusere på et enkelt aspekt, nemlig det første om Jesu almagt, missionens grundlag:
”Men de elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«” (Matt 28,16-20)
Mange af os har ofte en tendens til at fokusere på om det vi gør, bærer synlige frugter. Er der mennesker, der kommer til tro? Kan vi fortælle om begivenheder, hvor vi oplevede stor villighed til at tage imod det budskab, vi formidlede? Eller er det bare den ene nederlagsfortælling efter den anden?
Jo flere nederlag vi har med i bagagen, jo flere mennesker vi kender, som har afvist budskabet om frelsen, jo sværere kan det være at bevare sin frimodighed.
Det er ikke et nyt fænomen. Disciplene kunne tilsyneladende kæmpe med lignende erfaringer… For ”da de [disciplene] så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede.” (Matt 28,17).
Nogle tvivlede! Selv efter at have set Jesus dø på korset og efterfølgende mødt den opstandne i fysisk live, var der nogle af dem, som kæmpede med en indre tvivl. Og så får de en ufattelig stor opgave. De får til opgave at gå og gøre alle mennesker til Jesu disciple! Man skal nok have været mere end almindelig selvsikker for ikke at opgive det projekt nærmest på forhånd. Og netop derfor er det vigtigt at fokusere på, hvad der er grundlaget for Jesu missionsbefaling!
Jesu almagt
”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor…” (Matt 28,18-19a).
Gå derfor! Grundlaget er ikke, at han kalder selvsikre, overbeviste disciple. Derimod er grundlaget for missionsbefalingen Jesu egen almagt!
Det giver håb også i modgang. Håbet bygger ikke på vores egen tilstrækkelighed, vores egne evner eller graden af succes, vi kan fortælle om. Derimod er vores håb baseret på den virkelighed, at Jesus Kristus har al magt i himlen og på jorden, og han ønsker at bruge den magt til at skabe troen i menneskers hjerter. Det kan vi ikke gøre, men Gud kan. Og han har lovet, at han vil skabe troen der, hvor evangeliet forkyndes, også selvom vi ikke altid selv ser frugterne, og måske heller aldrig kommer til det. Det er på mange måder et bibelsk mønster.
Et bibelsk mønster
Hvis man skal pege på en person, der fik en opgave, der virkede endnu mere uoverskuelig end disciplenes, kan vi måske tænke på Abraham. Disciplene var i det mindste elleve mennesker, hvorimod Abraham var helt alene sammen med sin hustru Sara. Alligevel gav Gud dem den profeti, at alle jordens slægter skulle velsignes gennem deres afkom (1 Mos 12,1-3). En uoverskuelig og utrolig tanke. Både Abraham og Sara var gamle, og de mente (korrekt), at det ikke længere var muligt for dem at få børn på naturlig vis. I enhver menneskelig forstand var det derfor utænkeligt for dem, at Guds løfte på nogen måde kunne gå i opfyldelse!
Det er netop denne fortælling fra Første Mosebog, som Paulus hiver fat i, når han skal forklare, hvordan mennesker frelses ved troen på Jesus. Paulus skriver:
”Han [Abraham] er fader til os alle, sådan som der står skrevet: »Jeg gør dig til fader til mange folkeslag,« fader over for Gud, som han troede på, Gud, som gør de døde levende og kalder på det, der ikke er til, så det bliver til. Med håb imod håb troede han, at han skulle blive fader til en mængde folkeslag” (Rom 4,16-18).
For mig personligt har disse vers ofte været en stor trøst. For de betyder, at selv dér, hvor jeg ikke har noget håb i sindet, så har jeg alligevel et håb. Mit eget håb, min egen overbevisning, er måske ganske spinkel, men mit håb til Herren er alligevel det grundlæggende.
Abraham troede med håb imod håb, og det får vi også lov at gøre.
For Gud opererer ikke med menneskelige sandsynlighedsberegninger. Han ser ikke håbløse tilfælde, der er værre end andre. Enhver menneskelig situation er i udgangspunktet det samme. Vi er alle sammen helt fortabte, og vi afviser alle i udgangspunktet Guds frelse.
Menneskeligt set kan det synes sådan, at nogle mennesker er længere borte fra frelsen og evangeliet end andre, men det ser kun sådan ud i vores begrænsede perspektiv.
Set fra himlen er ethvert menneskehjerte lukket for Herren, og afviser ham…
Men set fra himlen kan alle også åbnes for at modtage frelsen, når Herren griber ind! Gud kalder nemlig på det, der ikke er til, så det bliver til! Han er den, der gør åndeligt døde mennesker levende!
Den enkelte af os kan nok komme i tanke om adskillige mennesker, hvor vi har et brændende ønske om, at de skal komme til tro. Men det virker så håbløst… I de situationer må vi rette vores blik mod Herren: Jesus, der har al magt i himlen og på jorden.
Gå derfor, siger han. Fordi jeg har al magt.
