Da Jeremias blev kaldet som profet, var han en ganske ung mand. Derfor turde han ikke være Guds talerør. Han sagde: ”Ak, Gud Herre, jeg er ung; jeg forstår ikke at tale” (Jer 1,6).
Men det ville Gud ikke høre på. Han svarede: ”Overalt, hvor jeg sender dig, skal du gå, og alt, hvad jeg befaler dig, skal du tale” (1,7).
Gud gav den usikre profet store løfter: ”Du skal ikke frygte for dem, for jeg er med dig og frelser dig … Se, nu giver jeg dig myndighed over folkene og rigerne til at rykke op med rode og til at rive ned, til at ødelægge og til at jævne med jorden, til at bygge op og til at plante … Jeg gør dig i dag til en befæstet by, en søjle af jern, en mur af bronze mod hele landet … De skal angribe dig, men ikke overvinde dig, for jeg er med dig og redder dig” (1,8.10.18f).
Disse løfter må have styrket Jeremias’ selvbevidsthed som profet og ikke mindst hans forventninger til, hvad han og Gud sammen skulle udføre ved Jeremias’ forkyndelse.
Men hvordan gik det så?
Vi så i den første artikel om Jeremias, at han forkyndte i Jerusalem og Juda gennem næsten 50 år. Han advarede om den dom, der snart ville komme, hvis ikke de omvendte sig. Men i det meste af denne periode svarede de: ”Det vil vi ikke!” (6,16).
I den anden artikel så vi, at hans bysbørn i Anatot truede med at dræbe ham (11,21). Flere gange blev han både slået og fængslet. Folk troede simpelthen ikke på, at Gud havde sendt ham. De troede ikke på det budskab, han forkyndte (43,2). Da han var en gammel mand, slæbte de ham med til Egypten. Så vidt vi ved, døde han dernede og måske for sine landsmænds hånd. En gammel jødisk tradition siger, at han blev stenet.
Derfor er Jeremias blevet kaldt lidelsens og tårernes profet. Næst efter Noa er Jeremias den mest ensomme profet i hele Bibelen.
Gud forbød ham at gifte sig (16,2). Han måtte heller ikke deltage i de andres fester (16,8). Ja, han måtte ikke engang gå i forbøn for folket, for Gud ville ikke høre (11,14).
Hele Jeremias’ liv skulle forkynde den dom og elendighed, som Gud ville sende over Juda rige på grund af deres frafald.
Et upålideligt vandløb
Spørgsmålet er så, hvordan de vilkår hænger sammen med de løfter, som Gud gav den unge Jeremias, da han blev kaldet som profet?
Til at begynde med har Jeremias nok selv forstået løfterne sådan, at folket ville omvende sig, at han ville få en fremtrædende position i folket, og at han ville blive hædret som den store leder af vækkelsen. Måske ville han også lede folket i en succesfuld forsvarskrig mod babylonierne.
Men sådan kom det slet ikke til at gå!
Derfor blev Jeremias flere gange fristet til at give op. Han sagde: ”Jeg kan ikke holde det ud, jeg kan ikke bære det!” (20,9). Men det blev han nødt til, for det blev ikke bedre med folket. Så sagde Jeremias: Jeg vil ikke mere tale i Guds navn. Men det skulle han. Gud befalede ham at fortsætte.
Når Jeremias tænkte tilbage på løfterne, måtte han sige til Gud: ”Du lokkede mig, Herre, og jeg lod mig lokke, du var mig for stærk, og du vandt” (20,7). Ja, på et tidspunkt gik han endda et skridt videre og bebrejdede Gud: ”Du er blevet mig en bæk uden vand, et upålideligt vandløb” (15,18).
Kan man sige sådan til Gud? Du er upålidelig, Gud, som en udtørret bæk. Du holder jo ikke dine løfter!
Gud gentager sine løfter
Efter denne anklage går Gud i rette med Jeremias. Han fælder en ganske hård dom over Jeremias’ ord, men Gud slår ikke hånden af ham. Tværtimod!
”Hvis du vil vende om, lader jeg dig vende om, så du kan stå i min tjeneste. Hvis du fremfører dyrebare ord og ikke tom snak, skal du være min mund. De vil vende sig til dig, men du må ikke vende dig til dem. Over for dette folk gør jeg dig til en stejl bronzemur; de skal angribe dig, men ikke besejre dig, for jeg er med dig, jeg frelser dig og redder dig, siger Herren” (15,19f).
Disse løfter havde Jeremias hørt flere år tidligere, og det var jo netop disse løfter, han ikke syntes, at Gud levede op til. Da han nu vendte sin fortvivlelse mod Gud og gik i rette med ham for upålidelighed, gentog Gud simpelthen de samme løfter!
Hvad var meningen?
For det første må vi konstatere, at Jeremias’ bebrejdelse mod Gud var ”tom snak.” Den skulle han vende om fra og i stedet fremføre ”dyrebare ord.”
Gud gav altså ikke Jeremias ret. Gud var ikke upålidelig!
Deraf lærer vi at holde igen på vore anklager og vore bebrejdelser mod Gud. Han kan i og for sig godt tåle at høre vores tomme snak. Han ved jo, at vi har disse følelser og tanker. Det ved han, længe før de kommer ud af vores mund. Men vores anklager og bebrejdelser mod ham er reelt forkerte, uanset hvor stærkt vi føler for dem.
Gud er nemlig ikke upålidelig. Han holder sine løfter!
For det andet gentog Gud sine løfter til Jeremias. Dette skulle Jeremias derfor også gøre. Han skulle fastholde løfterne ved at tro på dem og ved at gentage dem for sig selv. Han skulle minde Gud om disse løfter og spejde efter deres opfyldelse. Det ville hjælpe ham til at forstå, hvad de handlede om.
Gud holder sine løfter
Gennem næsten 50 år løb folket storm mod Jeremias. De gjorde alt, hvad de kunne, for at få ham til at tie stille. De truede ham, de slog ham, de smed ham i fængsel, og til sidst stenede de ham muligvis til døde. Men de fik ikke bugt med hans troskab mod Guds Ord. Han blev ved med at sige, hvad Gud havde sagt til ham. På den måde blev han en bronzemur mod folket.
Og det var netop Guds opfyldelse af løfterne! Jeremias blev bevaret i troen på Guds Ord. Han blev bevaret som Guds barn. Han blev bevaret for himlen.
Det var Gud selv, der virkede denne troskab i Jeremias. Selv var han flere gange ved at give op. Men Gud lagde sine ord i Jeremias’ mund, læser vi (1,9). Ja, han lod Jeremias sluge ordene, så de kom ind i ham, hvor de blev ”til fryd og til hjertets glæde” (15,16).
Men da han i sin skuffelse prøvede at beholde Guds Ord for sig selv, ”kom der i mit hjerte en brændende ild, den rasede i mine knogler,” fortæller han (20,9). Det var Guds Ord. Det var kommet ind i ham, og det ville ud. Når han prøvede at beholde det derinde, tvang det sig vej ud af ham. Det var Guds Ord selv, der tvang ham til at forkynde Ordet. Gud gjorde endda Jeremias til en bronzemur mod Jeremias selv. Ordet i Jeremias’ mund og hjerte forhindrede vantroen i at få magten over ham.
Det var på den måde, Gud opfyldte sit løfte og gjorde Jeremias til en bronzemur mod hele folket. De angreb ham, men besejrede ham ikke. De løb storm imod hans tro. Men muren holdt. Jeremias blev bevaret i en sund og levende tro lige til sin død. Det var ofte en svag og famlende tro. Indimellem var troen så lille, at Jeremias ikke selv kunne få øje på den. Men Gud så hans tro, for det var Gud, der bevarede den i ham.
Og det er på samme måde, Gud bevarer os i den frelsende tro. Midt i fald og vantro gør han os til en bronzemur mod synden, Djævelen og ”verden”. De løber storm imod os. Men vender vi os til Gud og klager vores nød til ham, så bevarer han os som en bronzemur. Som han gjorde med Jeremias, sådan virker Gud i os, at vi bliver bevaret hos ham.
Den nye pagt
Gennem Jeremias giver Gud løfter, der rækker ud over Jeremias’ egen levetid: ”Der skal komme dage, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus … Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte … Alle kender mig fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd” (31,31-34).
Gud vil skrive sin lov ind i vore hjerter, læser vi. Dette gør han ved at tilgive vores skyld.
Skærtorsdag, da Jesus indstiftede nadveren, sagde han: ”Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer” (Luk 22,20). Her ser vi opfyldelsen af løftet i kapitel 31.
Paulus forklarer korintherne, at den nye pagt er Åndens pagt; dvs. evangeliet, og ikke bogstavens – lovens – pagt (2 Kor 3,6). Når vi kommer til tro på Jesus, skriver Gud selv evangeliet om syndernes forladelse ind på vores hjerter ligesom ”på tavler af kød og blod” (2 Kor 3,3).
Det betyder ikke, at vi holder op med at være syndere i os selv. Gud fjerner vores synd, men han gør det ved at tilgive den. Han fjerner den fra sit ansigt, så vi står skyldfrie foran Gud. Dette gælder for Jesu skyld og ved troen på ham.
Jeremias fik løftet om ham, der skulle komme med syndernes forladelse. Jeremias så ikke opfyldelsen af dette løfte, men han øjnede den dog i det fjerne. Derfor levede han i troen på ham, der skulle komme. Vi lever i troen på ham, der er kommet. Men det er den samme Jesus og den samme syndsforladelse, som Jeremias troede på.
Gud holdt sine løfter på Jeremias’ tid, og det gør han fortsat!
Artiklen er den første af tre om Jeremias’ bog.
