Alene Gud er evig og uforanderlig
Af skabelsesberetningen i 1 Mos 1 fremgår det klart, at den eneste, der eksisterede før himmelen og jorden blev skabt, var Gud. Skabelsesberetningen gør sig faktisk umage med at tydeliggøre denne pointe. Blandt Israels nabofolk var det almindeligt at tilbede solen og månen som guder. Det er derfor tydeligt polemisk, når 1 Mos 1,16 undgår at bruge de gængse ord for sol og måne, og i stedet bruger udtrykket ʻdet store lys og det lille lys.’ Solen og månen er i skabelsesberetningen skabninger på lige fod med alle andre elementer i skaberværket.
I Femte Mosebog understreges det, at Gud udfriede sit folk fra Egypten for at de skulle vide,
at det er Herren, der er Gud, og at der ikke er nogen anden end ham. (5 Mos 4,35)
og at
det er Herren, der er Gud oppe i himlen og nede på jorden; der er ingen anden. (5 Mos 4,39)
Alt dette betyder, ifølge Esajas, at Gud er evig:
Herren er en evig Gud, skaberen af den vide jord. (Es 40,28)
Og Gud siger selv gennem Esajas, at
Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig. (Es 41,6)
før mig blev der ikke dannet nogen gud, efter mig vil der ingen være … også for fremtiden er jeg den samme. (Es 43,10;13)
At Gud er evig betyder altså også, at han er uforanderlig. Det bekræftes i Malakias’ Bog, hvor Gud imødegår folkets anklage om at han har forandret sig ved at sige, at
jeg, Herren, er ikke blevet en anden. (Mal 3,6)
I Ny Testamente, hvor Gud åbenbarer sig som den treenige Gud, beskrives både Faderen, Sønnen og Helligånden på samme måde. Gud Fader bliver beskrevet som
den salige og eneste hersker, kongernes konge … han, den eneste, som har udødelighed og bor i et utilgængeligt lys. (1 Tim 6,15-16)
Om Gud Søn siges det i Hebræerbrevet, at
han er den samme i går og i dag og til evig tid. (Hebr 13,8)
og Jesus siger selv om Gud Helligånd, at
jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid. (Joh 14,16)
Og det var
i kraft af en evig ånd [Kristus] frembar sig selv som et lydefrit offer til Gud. (Hebr 9,14)
Det er denne bibelske lære, der sammenfattes i den athanasianske trosbekendelse, når det hedder, at
Faderen er uskabt, Sønnen er uskabt, Helligånden er uskabt … Faderen er ikke dannet eller skabt eller født af nogen. Sønnen er af Faderen alene, ikke dannet eller skabt, men født. Helligånden er af Faderen og Sønnen, ikke dannet eller skabt eller født, men udgår fra dem.
Gud er alvidende og allestedsnærværende
At Gud er evig indebærer også, at Gud står udenfor tiden, og véd alt i fortid, nutid og fremtid. Festtider, dage og år eksisterede ikke før Gud skabte dem (1 Mos 1,14).
Til Jeremias siger Gud, at
før jeg dannede dig i moders liv, kendte jeg dig, før du kom ud af moders skød, helligede jeg dig. (Jer 1,5)
Gennem Esajas siger Gud, at
fra begyndelsen har jeg forkyndt fremtiden, i fortiden det, der endnu ikke var sket. (Es 46,10)
Samtidig understreger Biblen, at selvom Gud står udenfor og er større end sit skaberværk, så er der intet sted i skaberværket, hvor han ikke er til stede. I afsløringen af de falske profeter på Jeremias’ tid spørger Gud retorisk
“Er jeg kun Gud her på stedet?” og “Hvem kan skjule sig på steder, hvor jeg ikke kan få øje på ham?” (Jer 23,23-24)
Og:
Du holder et vågent øje med alle menneskers færd, og du giver enhver efter hans færd og efter hans gerninger. (Jer 32,19)
I Salmernes Bog iagttager Gud
alle dem, der bor på jorden. Han har skabt alle hjerter, og giver agt på alle deres handlinger. (Salme 33,14-15)
Og David erkender overfor Gud, at
du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med. Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud. (Salme 139,2-5)
Gud er kun god
Det måske vigtigste, der siges om Gud som Skaberen, er imidlertid at Gud kun er god. Når den evige, uforanderlige Gud skaber, så gentages det igen og igen i skabelsesberetningen, at resultatet er “godt,” og at der intet ondt oprindelig var i skaberværket.
Og når Gud udøver sin skabermagt i en verden, som er blevet ødelagt af det onde, så er det altid et udtryk for hans godhed. Moses bekender at
Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed. (2 Mos 34,6)
og at
Gud ikke er et menneske så han lyver, et menneskebarn, så han angrer. Når han har sagt noget, gør han det; når han har lovet noget, lader han det ske. (4 Mos 23,19)
Gud er
klippen, hvis gerning er fuldkommen, alle hans veje er rette, en trofast Gud uden svig, retfærdig og retskaffen. (5 Mos 32,4)
Gud er den, der viser evig troskab (Es 54,7-8), og hans øjne er for rene til at se på ondskaben (Hab 1,13), for, som der retorisk spørges i Salme 94,20:
skulle du [Gud] have fællesskab med ondskabens domstol, som skaber lidelse i strid med loven?
Skabertro anno 2016
Hvad betyder denne skabertro for os i dag? For det første betyder det, at Gud har al magt i himmelen og på jorden. Der findes ingen guder, kræfter eller magter, som er jævnbyrdige med Gud.
Selvom Bibelen viser os, at der findes guder, himmelske væsener, kræfter og magter, så er de en del af skaberværket og under Guds almægtige kontrol. Nogle af dem skal vi glæde os over og respektere, fordi de er Guds lydige sendebud og “funktionærer.” Andre skal vi frygte og holde os fra, fordi de har gjort oprør mod Gud og er en del af “himlens hær” og “ondskabens åndemagter i himmelrummet,” som både Moses og Paulus advarer i mod i 5 Mos 4,19 og Ef 6,12.
Måden vi skal frygte dem på er imidlertid, at vi skal minde os selv om, at de netop ingen almagt har som Gud, og at Gud til enhver tid kan beskytte os mod dem. Det er derfor Paulus kan være “vis på” at ingen af disse skabninger “kan skille os fra Guds kærlighed” (Rom 8:38-39). Og det er derfor Johannes kan trøste os med at
han, som er i jer, er større end han, som er i verden. (1 Joh 4,4)
For det andet betyder det, at vi som skabninger skal respektere skabelsens orden og finde ind i den rolle, som Gud har skabt os til at udfylde.
At respektere skabelsens orden betyder at holde os indenfor de grænser Gud har sat mellem mand og kvinde, mellem mennesker og dyr, og arterne i mellem. Det handler i anno 2016 om kønsroller og genterapi, og selvom der er mange nutidige problemstillinger, som Bibelen ikke tager konkret stilling til, så må det alligevel være de grundlæggende principper om skabelsens orden i bibelteksterne, som må være udgangspunktet for den måde vi lever og arbejder på i hjemmet, kirken og i samfundet.
At respektere den rolle, som Gud har skabt os til at udfylde handler om det ansvar Gud har givet os overfor hinanden som mennesker og overfor resten af skaberværket. At vi er Guds billeder betyder, at vi skal afspejle Guds væsen i alt, hvad vi gør, i alle vores relationer.
Og fordi Gud kun er god, findes der ikke noget bedre, end at lære den gode Skaber så godt at kende, at hans godhed sætter sig igennem også i vores liv.
Artiklen er tidligere bragt i bladet Liv i Troen.
