Irenæus1Denne artikel om Irenæus er den første artikel i en serie om tre klassiske teologer, som vi sjældent hører om. Artiklerne er ikke udtømmende, men er tænkt som inspiration til videre studier. De to følgende artikler vil handle om Athanasius og Anselm. kom fra byen Smyrna i Lilleasien. Der havde han været elev af Polykarp, som tidligere havde været elev under evangelisten Johannes. På denne baggrund er det tydeligt, at Irenæus var tæt på Det Nye Testamente både i tid og i teologisk tradition. Polykarp blev henrettet som martyr ca. år 155, og hans elev Irenæus virkede først som præst og senere som biskop i Vienne og Lyon i Gallien, indtil han også blev martyr i ca. år 200.
Skrifter
Irenæus er kendt for to skrifter. Det første er “Mod kætterne”, som består af fem ”bøger”. Den første bog i skriftet er et opgør med gnostikernes lære. Denne bog har også en kort trosbekendelse kaldet “Sandhedens regel”, som minder om Den apostolske Trosbekendelse. I de næste tre bøger afviser Irenæus gnostikerne med argumenter fra fornuften (anden bog), fra aposteltraditionen (tredje bog) og fra Herrens egne ord (fjerde bog), og den sidste bog handler om de sidste tider. Den sidste bog findes i to danske oversættelser den første er af Grundtvig, som blev meget inspireret af den, og den anden er en ny oversættelse. I denne nye oversættelse er der også en udmærket introduktion til Irenæus’ teologi.
Irenæus’ andet skrift er “Bevis for den apostolske forkyndelse”. Dette skrift blev først genopdaget i 1904. I forhold til “Mod Kætterne” har det mere karakter af et opbyggeligt skrift og det kaster mere lys over Irenæus’ tanker om GT og Treenigheden.
Gnosticismen
Irenæus levede i en tid, hvor kristendommen blev udfordret af gnostikere. ”Gnostisk” kommer af det græske gnosis, der betyder kundskab. Denne kundskab var som regel skjult, og gnostikerne var kendetegnet ved, at de foruden Bibelen også hævdede at kende hemmelige læretraditioner og åbenbaringer, som de byggede deres lære på. Denne lære adskiller sig på væsentlige punkter fra kristendommen. Dette gør sig for eksempel gældende i læren om skabelsen. Hos gnostikerne, som Irenæus gør op med, er mennesket ikke skabt som en enhed af det materielle, det sjælelige og det åndelige. I kristendommen er mennesket en helhed, og derfor skal hele mennesket frelses, men hos gnostikerne er det kun det åndelige, der kan blive frelst og komme tilbage til den åndelige verden. Det sjælelige kan opnå en form for frelse uden for denne verden, mens menneskets legeme går til grunde.
Denne skelnen gør sig gældende både i det enkelte menneske, hvor frelsen bliver denne adskillelse af legeme, sjæl og ånd. Og den gør sig også gældende for forskellige typer af mennesker, så de åndelige
mennesker er gnostikerne selv, de sjælelige er ofte de almindelige kristne, og de materielle er dem, der står helt udenfor.
I Irenæus’ kritik af gnosticismen refererer han også til et gnostisk evangelium (nu kendt som Judas-evangeliet). Dette fremstiller Judas i et positivt lys som en, der har handlet i overensstemmelse med Jesu instruktioner. Dette afviser Irenæus og kalder det for en fiktiv historie. Ved dette ser vi, at Irenæus fungerer som kilde til gnostiske skrifter, som ellers er gået tabt. Når Judas-evangeliet er fremme i øjeblikket, så er det fordi, det er blevet genopdaget.
Frelsen
I læren om frelsen lægger Irenæus særligt vægt på det, der kaldes det klassiske forsoningsmotiv. I dette motiv kommer Kristus til jorden for at kæmpe mod og sejre over Djævelen og døden, synden, Guds lov og Guds vrede. Disse kaldes fordærvsmagter, fordi de plager menneskene. Her er et karakteristisk citat:
”Kristi lidelse bragte os kraft og styrke. I det at Kristus gennem sin lidelse ’er steget op til det høje, har ført fanger med, han har givet gaver til menneskene’ (Ef 4,8)… vor Herre har gennem sin lidelse ødelagt døden, ophævet vildfarelsen, uskadeliggjort fordærvet og fordrevet uvidenheden, han har åbenbaret livet, vist sandheden og skænket uforgængelighed.”
Forsoningen er kendetegnet ved, at den indebærer en genoprettelse af de menneskelige livsvilkår. Og i 3. bog i skriftet ”Mod Kætterne” siger han: ”For lige som synden holdt sit indtog ved hjælp af det ene menneskes ulydighed, og døden indtog sin plads ved hjælp af synden, således blev retfærdigheden indført ved hjælp af det ene menneskes lydighed og bærer frugt i livet for de mennesker, der før var døde.” Her ser vi først synden og døden, som kom ved Adam, derefter kom retfærdigheden ved Kristi lydighed, og det giver liv til dem, som før var døde. Man kan se Irenæus’ lære som genoprettelse, hvis man ser det i relation til den oprindelige tilstand, eller som befrielse, hvis man ser mennesket på baggrund af dets aktuelle bundethed til sygdom og død.
Det, vi kan lære af Irenæus, er, at Jesus ikke kun har sonet alle verdens synder, så vi kan blive frelst, han har også sejret over det onde, og denne tone er både en hjælp mod anfægtelse og navlepilleri.
Irenæus og Grundtvig
Irenæus har også spillet en rolle i dansk teologisk sammenhæng. Grundtvig blev nemlig inspireret af ham, og han omsatte flere af hans tanker i en dansk sammenhæng. Det gjorde han særligt i opgøret med de rationalistiske teologer og deres bibeltolkning. Problemet med dem er, at de ifølge Grundtvig på den ene side hævder, at Bibelen er den eneste kilde til, hvad sand kristendom er, og på den anden side hævder, at Bibelen er usikker og selvmodsigende. Men hos Irenæus finder Grundtvig løsningen på dette problem. I 1. Bog ”Mod Kætterne” skriver Irenæus mod gnostikerne og deres bibeltolkning. Hovedpointen er at de kristne skulle bruge “Sandhedens regel” (bekendelse, der minder om Den apostolske Trosbekendelse) som kriterium for vurderingen af gnostikernes skrifttolkning. Og dette bliver for Grundtvig en parallel til hans kamp mod rationalisternes bibelkritik.
Hos Grundtvig udviklede denne tanke sig til det, han kalder den “mageløse opdagelse”. Den “mageløse opdagelse” var en opdagelse af, at troens fundament er Den apostolske Trosbekendelse, den er fælles for alle og lyder ved enhver dåb og er derfor kriterium for den rette tolkning af Bibelen. Den er rent faktisk: “Ord til os af Herrens egen mund”. Dette betød, at den kunne være grundlag for troen i stedet for Bibelen, hvis troværdighed kunne drages i tvivl.
På baggrund af dette mister Bibelen sin fundamentale betydning som den kristne tros grundvold. Dermed mistede rationalisternes trosnedbrydende bibeltolkning sin betydning som trussel mod troen.
Men den er dog stadig et vidnesbyrd om, hvad kristendommen er (der er nemlig overensstemmelse mellem Bibelens vidnesbyrd og trosbekendelsens indhold).
Dette er en uheldig tolkning af Irenæus. For trosbekendelsens opgave er at klargøre Bibelens indhold (fx mod gnostikerne) og ikke at tage Bibelens plads, som den jo er afledt af.
Irenæus i dag
Det, vi særligt kan lære af Irenæus, er, at Kristus ikke kun har frikøbt os fra synden, men også sejrstonen, hvor vi opdager, at Kristus har sejret over Djævelen og alle onde magter. Derudover kan han også hjælpe os, når vi skal forstå og gøre op med folk, der fordrejer Bibelen i dag. De gnostiske tanker, har nemlig overlevet i forskellige varianter og er også en udfordring for kirken i dag.
Artiklen er tidligere udgivet i magasinet Budskabet.
Foto: Dianelos Georgoudis, via Wikimedia Commons
