Det betyder, at danskernes verdensbillede generelt ligger langt fra det bibelske. Det erfarer jeg også i mit arbejde som præst i Aalborg, hvorimod jeg i min tid som missionær i Tanzania oplevede det modsatte. Dér tager man Djævelen alvorlig.
Mange søger den åndelige verden
Derfor er der også mange danskere, der søger ukritisk og enfoldigt i retning af den åndelige verden inklusiv det okkulte, så som clairvoyance og astrologi. Men de åndelige kræfter, man kommer i kontakt med på den måde, har ikke noget med Gud at gøre, men står i ledtog med Guds modstander.
Folk lader sig snyde af, at de faktisk får en åndelig oplevelse. Men der er tale om åndelige kræfter, som vi mennesker ikke kan styre. Tværtimod bliver mennesker viklet ind i de onde ånders sindrige spindelvæv og kommer til at side ubehjælpeligt fast. Der er fx unge, der har leget ånden i glasset, som har fået denne bitre erfaring.
Den tidsånd, jeg her har beskrevet, bliver vi også som kristne påvirket af. Jeg havde på et tidspunkt et par konfirmander fra kristne hjem, som indrømmede, at de læste horoskoper, og at de i løbet af dagen var optagede af, om det nu også gik, som det blev forudsagt. Da det gik op for dem, at det faktisk er at tilbede en afgud, tog de dog straks afstand fra det.
På samme måde skal vi ikke udsætte os selv for ting som fx healing eller zoneterapi, der ikke kan gøres i Jesu navn, fordi den, der udøver det, har en religiøs tilgang til det, eller bruger såkaldte positive energier, hvilket kun er et andet ord for åndemagter.
Hvad er en ånd?
Med ånd menes et ulegemligt personligt væsen i den for os usynlige åndelige verden. At det er en usynlig ånd betyder ikke, at den er mindre virkelig, end de personer vi fysisk ser og omgås til hverdag. Ånderne er i Bibelen et andet udtryk for engle (Jf. Hebr 1,14). Disse ånder er enten underlagt Guds herredømme og tjener ham, eller de er underlagt Satans herredømme og er nødt til at adlyde ham (Jf. Mark 3,22f og Matt 25,41).
”Gud skånede jo ikke de engle, som syndede, men styrtede dem i afgrunden, hvor de holdes i mørkets lænker indtil dommen” (2 Pet 2,4). ”Og jeg vil minde om, at de engle, som ikke tog vare på deres høje hverv, men forlod deres rette bolig, holder han bundet i mørket med evige lænker indtil dommen på den store dag” (Jud 6).
Når det her siges om disse faldne engle, at de er ”bundet i mørket med evige lænker”, betyder det ikke, at de er sat ud af spillet og ikke kan påvirke mennesker. Nej, jeg tror det må forstås sådan, at der for dem ikke findes nogen mulighed for omvendelse; de kan aldrig vende tilbage til Gud.
Når det siges, at Gud har styrtet dem i afgrunden, så tænkes der ikke på noget geografisk sted. Men det betyder, at de har mistet deres oprindelige status. De har i den åndelige verden mistet deres oprindelige magt og indflydelse. De har nu ikke længere den ære, myndighed og autoritet at være Guds engle og Guds tjenere. De ”tog ikke vare på deres høje hverv, men forlod deres rette bolig”, som der står.
De er nu for altid bundet til at tjene mørket og være Satans håndlangere. Derfor kaldes de også i evangelierne og andre steder i Bibelen for dæmoner, onde ånder eller urene ånder. Deres arbejde som aktører for mørket varer dog kun ”indtil dommen på den store dag”, som der står i ovennævnte bibelord. I Guds dom på dommens dag bliver de fuldstændig og for altid sat ud af spillet, idet de bliver kastet i den evige ild, som Gud har bestemt for Djævelen og hans engle (Matt 25,41).
Ånder = afdødes ånder?
Det er desværre en udbredt misforståelse hos mange, at der med ånder først og fremmest er tale om afdødes ånder, som ikke har fået fred og derfor huserer på jorden. Denne opfattelse skyldes blandt andet såkaldte dokumentarudsendelser i TV, hvor man ser forskellige medier (healere, spiritister, clairvoyante osv.) i aktion og hører deres fortolkning af tilværelsen.
Men den opfattelse finder jeg ikke noget bibelsk belæg for. Vi finder ikke noget ord i Bibelen om, at de afdødes ånder kan færdes blandt nulevende mennesker. De afdødes ånder er ifølge Jesu undervisning enten i pine i dødsriget eller hviler i Abrahams skød (Luk 16,22-31). I stedet for Abrahams skød bruger Paulus betegnelsen sammen med Kristus eller hjemme hos Herren. Det skinner klart igennem her i Jesu fortælling om Den rige mand og Lazarus, at det er Gud, der er Herre over de afdødes ånder. Og den rige mand nægtes tilladelse til, at Lazarus kontakter og advarer den rige mands brødre.
I Bibelen møder vi flere gange en generel advarsel mod at søge orakel hos de døde (3 Mos 19,31;20,27; 5 Mos 18,11f). At søge kontakt med en afdøds ånd bringer nemlig et menneske under stærk påvirkning af mørkets magter og vedkommende kan efterfølgende få store problemer med dæmoners ødelæggende indflydelse. Det fremgår af 3. Mos 20,27, at mennesker, der kan formidle kontakt til afdødes ånder, selv er besatte af ånder. Ånder som giver dem den specielle evne, de har.
Vi skal huske, at Djævelen er løgnens far. Han er en mester i løgnen og bedraget. Derfor er det, der som regel sker i forbindelse med dødemaneri (om ikke altid), at en af Satans ånder/engle udgiver sig for at være en bestemt afdøds ånd. Der spilles altså skuespil.
Mørkets magt har en stor grad af overnaturlig viden om fortiden, blandt andet om mennesker der ikke lever længere. Derfor kan deres skuespil være svært gennemskueligt. Læs evt. Marianne Aggers vidnesbyrd i bogen Ånden i hånden – jeg troede det var Gud (Lohses Forlag). Her fortæller hun, hvordan hun gennem mødet med en clairvoyant spåkone blev viklet ind i et stort bedrag. Hun troede, det var hendes mors afdøde ånd, hun kom i kontakt med, men lang tid senere blev det klart for hende, at det i stedet var en af Den Ondes ånder.
Usund forenkling af virkeligheden
Der har i kristenheden i Danmark de sidste par årtier været indflydelse fra en usund teologi, når det gælder forståelsen af besættelse og åndskamp. Det har også resulteret i en usund praksis. Denne teologi bliver ofte kaldt fremgangsteologi og har et så overdrevent fokus på åndskamp og åndemagter, at det reelt medfører en forenkling af virkeligheden og en tolkning af Bibelen, som er usund og skadelig. Her tænker jeg især på tendensen til at forklare svagheder, laster og synder i en kristens liv ved, at han eller hun har onde ånder i sig. Samt den holdning, at hvis vedkommende ikke bliver helbredt, så skyldes det manglende tro.
I sin bog Sejr over dæmoner skriver Christian Hedegaard fx: ”Hvad vil det sige at være besat? At være besat betyder, at være fuldstændig indtaget – både ånd, sjæl og legeme – af en dæmon som fx manden fra Gerasenernes egn i Mark 5. Kan en kristen være besat? Nej. Ingen kan sige, ’Jesus er Herre’ uden ved Helligånden (1 Kor 12,3). Derfor kan en kristen aldrig være besat. Kristne kan imidlertid være dæmoniserede eller underkuede. Hvis det er tilfældet, findes dæmonerne ikke i ånden, men i sindet eller i kroppen”. (Side 155; min kursivering). Ifølge denne lære kan en kristen altså have onde ånder i sig.
Men ifølge Bibelen kan en kristen ikke have onde ånder i sig. Og når en kristen oplever anfægtelse, synd, svaghed og djævelske angreb, så er Bibelens og kirkens traditionelle vejledning, at man skal dele det med en kristen bror eller søster. Eller gå til en erfaren sjælesørger eller gå til skriftemål hos en præst eller en anden kristen, man har tillid til. Vi skal ikke se ånder alle vegne. Livet består af mere end ånd og ånder.
Forholdet mellem sygdom og dæmoni
Det skal medgives, at evangelierne nogle gange beretter om, at en sygdom skyldtes dæmoner. Der er eksempler på, at Jesus uddrev dæmoner både af en døv, en stum og en blind, som efterfølgende fik deres sansers fulde brug tilbage (Matt 12,22; Luk 11,14).
Men dette hører til undtagelsen. De fleste gange helbreder Jesus sygdom uden at dæmonbesættelse nævnes som årsag. Ja, vi møder flere steder i evangelierne, hvor der er en klar skelnen mellem almindelig sygdom og dæmonbesættelse.
Lukasevangeliet er skrevet af lægen Lukas. Han beskriver én af Jesu massehelbredelser i Luk 6,17-19. Lægen Lukas opdeler de syge i to kategorier: sygdomme og de, der plagedes af urene ånder. Og bemærk ordet også i sætningen: ”også de, der plagedes af urene ånder, blev helbredt”. Lukas markerer altså, at der var to typer af syge. Der var dem med almindelige sygdomme, og så var der endvidere de besatte.
Det skaber unødig utryghed og frygt hos mennesker, hvis de får at vide, at der skal uddrives dæmoner af dem, når de i virkeligheden har en almindelig sygdom. Og man kan jo ikke uddrive dæmoner af dem, når det i virkeligheden ikke er det, der er problemet. Derfor er det en usund og skadelig brug af Bibelen at ville gøre næsten al sygdom og svaghed til et resultat af dæmoners virke i et menneske.
Lyset fra Guds ord
Det lykkedes Satan at få Eva og Adam til at synde mod Gud i Edens have netop ved at få dem bort fra Guds ord. Det lykkedes ham at skabe mistillid hos dem til det, Gud havde sagt. På samme måde forsøgte han over for Jesus i ørkenen, men Jesus sejrede over alle hans fristelser netop ved at henvise til, hvad Gud havde sagt i sit ord.
Satan forsøgte sig også over for Jesus ved selv at citere fra Guds ord, men han fordrejede meningen med det, Gud havde sagt. Jesus gennemskuede det straks og tilbageviste hans fristelse med et andet ord fra Skrifterne.
Alene det sandheds lys, som stråler fra Guds ord i Bibelen, kan afsløre, om noget er inspireret af Guds ånd eller af Satans ånd: ”Så meget mere fast står profeternes tale for os, og den gør I ret i at være opmærksomme på som på en lampe, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen stiger op i jeres hjerter …” (2 Pet 1,19-21).
Vil vi bøje os for Guds ord?
I dag oplever vi i store dele af kristenheden i Danmark en fortielse eller en omfortolkning af fortabelsens virkelighed, af Djævelens eksistens, og af at Jesus virkelig blev født af en jomfru. Og der kunne nævnes andre væsentlige ting. Det medfører, at mennesker får et forvrænget billede af virkeligheden. De kender ikke hele sandheden og er derfor lettere at lede på afveje.
Jeg er ikke i tvivl om, at det er Den Ondes forførelse, der ligger bag dette. Han kommer også i dag med sit mistillids skabende spørgsmål: ’Mon Gud virkelig har sagt? Mon Gud virkelig har ment det sådan?’ Vi kan have svært ved at bøje os for Guds ord, ikke mindst når det strider mod vores fornuft og vores følelser og siger noget andet end det, som er den gængse holdning blandt mennesker i vores tid.
Da har vi brug for at blive mindet om bl.a. følgende ord af Jesus: ”For den, der skammer sig ved mig og mine ord i denne utro og syndige slægt, skal Menneskesønnen skamme sig ved, når han kommer i sin faders herlighed sammen med de hellige engle” (Mark 8,38).
Artiklen er tidligere bragt i magasinet Budskabet.
