Troslære i sig selv er ikke nok1Artiklen blev først udgivet i forbindelse med et TilLiv.dk-projekt i 2022, hvor der blev udgivet en række artikler om troslæreemner. Den er siden redigeret.
For det første er det ikke at spørge, om tro ikke er mere end viden. Faktisk rammer det en nerve i kristendommen som vi ikke for hurtigt skal gøre os færdige med. Når det nye testamente generelt taler om at ”kende sandheden”, eller når Paulus i Kolossenserbrevet 1,9-10 taler om at ”vokse i kundskab”, så kan vi ikke bare reducere det til et teoretisk spørgsmål om viden eller kundskab i vestlig forstand. Når de bibelske forfattere taler om kundskab, er det ofte bedre at forstå det i forlængelse af det danske ord kendskab. Kendskab er udtryk for en relation, der indebærer meget mere end viden.
Den kristne tro er udtryk for noget meget personligt, og indebærer altid en personlig stillingtagen, som gør en forskel i det levede liv. Uden den personlige dimension, er der slet ikke tale om tro bibelsk forstand. Så langt så godt.
Vi har alle sammen en troslære
For det andet er spørgsmålet om ”hvorfor troslære” egentlig et mærkeligt spørgsmål, der afslører, at man måske skal gå en ekstra runde i sit eget trosliv. For vi har jo allerede alle sammen en troslære, uanset om vi vil vedkende os det eller ej! Når vi siger, at vi tror på en god Gud, eller udtrykker en bestemt forestilling om, hvem han er, så er det i virkeligheden udtryk for en troslære: ”Jeg tror Gud er god… Sådan ville Gud da aldrig gøre…” osv. Det er beskrivelser af Gud. Alt det er udtryk for en bestemt overbevisning om, hvem vi tror på! Indirekte bærer vi altså alle sammen rundt på en eller anden troslære. På TilLiv er vi overbeviste om, at det er godt at blive bevidst om den troslære. Og evt. få den korrigeret, fordi der er nogle skadelige, falske eller usunde ting gemt i ens troslære, som man måske ikke har opdaget eller er sig bevidst.
Det ændrer ikke på, at den kristne tro ikke er et teoretisk system, hvor det handler om at krydse alle de rigtige bokse af på et stykke papir. Nej, den kristne tro er en levende relation til en levende og eksisterende Gud! Og i perioder af kirkens historie, har det formentlig været en vigtig påmindelse. I dag er jeg dog bange for, at det er vand på en allerede mere end velfungerende mølle! Kulturelt er vi i subjektivitetens tidsalder, hvor følelser, personlige erfaringer og en betoning af det autentiske er i højsædet. Kristendom og tro bliver derfor reelt reduceret til erfaringen af troens verden.
Troens dimensioner
For at tage et (måske provokerende) eksempel: Lovsang opleves for flere (i hvert blandt dem, jeg taler med) som det sted, deres trosliv primært udfolder sig. Måske fordi det her i særlig grad opleves og føles sådan. Her kan man på en særlig måde erfare Guds nærvær. Jeg vil gerne understrege, at i sig selv er det ikke et problem at have det sådan! Problemet er, at hvis dét bliver kristenlivet, så kan troen føles mere end fjern mandag morgen, når lovsangssuset er reduceret til åndelige tømmermænd.
I hvilken forstand tror man, når Gud ikke kan mærkes eller erfares? Hvad er troen overhovedet?
Overfor den slags aktuelle spørgsmål er der en afgørende påmindelse, vi møder i både Bibelen og fra kirkens historie: Tro i kristen forstand har både en subjektiv og en objektiv side. Vi kan tale om en personlig tro (”den tro, der tror”/”jeg tror”) og så taler vi om selve troslæren (”den tro, der tros”/”hvad jeg tror på”). Min påstand er, at vi, der er født i 90´erne, er vokset op i en tid, hvor den kognitive del af kristendommen, det at kende og have viden om den kristne troslære, er blevet underprioriteret… I hvert fald opfatter vi det intuitivt negativt eller problematisk.
Leif Andersen konstaterer:
det kristne dogme lider desværre under dårlig presse. Du kan næsten ikke nævne noget mere livsfjendsk end ”dogmatik” og ”troslære”. Måske fordi man først opdager storheden og skønheden i den kristne troslære, når den er ens sidste værn mod fortvivlelsen… 2Leif Andersen, Kroppen og Ånden I (Fredericia: Kolon, 2015), s. 70
Heri er der en afsindig vigtig påmindelse: Tro er ganske rigtig mere end viden, men det er ikke mindre! Tro i kristen forstand tror nemlig på noget – eller rettere nogen! Troslæren er, når den bygger på Bibelens ord, ikke bare et menneskeligt system, men en beskrivelse af, hvem Gud er, og hvordan han er. Og det er denne objektive forankring, der kan vise sig at blive en befriende virkelighed. For hvor vores tid lærer os, at erfaringerne skal pege indad, og troen dermed dybest set er en spirituel åndelighed, der hviler i sig selv, så er kristen tro udadvendt. Jesusvendt.
Den subjektive tro lever af den objektive troslære.
En yderst relevant troslære
Eksempelvis: Vi siger ofte og minder hinanden om i de kristne fællesskaber, at Gud har omsorg for os. Nu er spørgsmålet: Hvorfra ved du det?! Hvorfor i al verden skulle Gud have omsorg for os? Fordi vi kan se det, og vi altid tydelig mærker hans omsorg? Nej, for sådan er det ikke altid. Der er mange mennesker i verden, for hvem tilværelsen er forfærdelig hård, og for hvem det virker som om, at Gud bare er væk og fjern. Så hvorfra ved vi, at Gud har omsorg for os? Dybest set: Fordi det har han lovet… Det har han sagt i sit ord!
Når Peter skriver: ”kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer ” (1 Pet 1,5,7), så er det jo i virkeligheden et markant troslæreudsagn! Det er sådan et udsagn om troslæren, som den personlige tro faktisk lever af. Bibelen underkender ikke troserfaringen, det levede liv, men giver troen en retning. Den peger os hele tiden hen mod en objektiv virkelighed; den virkelighed som troslærens emner beskriver.
Troslæren er dermed også en bastion for den personlige tros fortvivlelse. Intet emne er uden relevans:
- Bibelsynet: Hvorfra ved vi overhovedet noget om Gud?
- Guds væsen: Gud kan godt være nær, selvom han ikke føles sådan.
- Dåben: I dåben føder Gud mennesker på ny, selvom vi ikke kan se det.
- Nadveren: I nadveren kommer Jesus konkret og håndgribeligt, uafhængig af dagsformen.
- Retfærdiggørelsen: Gud tilgiver synden, ikke på baggrund af troens intensitet men på baggrund af ham, troen tror på: Jesus.
Og vi kunne blive ved. I det personlige trosliv må vi hele tiden – uanset hvordan det ser ud, når vi ser indad – rette blikket udad og se de objektive realiteter. I den forstand skal vi hele tiden korrigeres af troslæren. Til hjælp for os!
Troslæren er ikke ”vores”
At man overhovedet kan – eller skal – korrigeres i sin troslære, er for mange en temmelig stor nyhed. Er troslæren da ikke bare min personlige overbevisning, eller kirkens (eller nogle kirkers) fortolkning af hvad vi opfatter som centralt? Nej, ikke kun. Selvfølgelig er der personlig overbevisning og fortolkende elementer i en fremstilling af troslæren, men målet for al kristen troslære gennem kirkens historie har dybest set været at gengive Guds selvåbenbaring. Troslæren er i den forstand ikke ”vores troslære”, men troslæren er Guds præsentation af, hvad han vil, at vi skal vide om ham! Og derfor både kan og skal troslæren korrigere vores tanker om Gud, så de bringes in sync med Guds tanker. For at kende Gud er ikke bare en erfaring i hjertet, det er også en konkret kognitiv viden og erkendelse, der indebærer hovedet! Vi ejer ikke troslæren, men er forpligtede på at gengive den ud fra Guds ord, så langt som vi ser det.
