Hvad siger Bibelen om tjenestedeling?

Man behøver ikke lede længe i NT, før man støder på tekster om, hvordan vi skal leve som mænd og kvinder. Teksterne giver både vejledning til den enkelte, til samlivet i ægteskabet og ikke mindst til menighedslivet. I det følgende får du en kort introduktion til og overblik over dem.

Hustavlerne

Den første gruppe af tekster går under det charmerende navn ”hustavler”.¹Hustavler er tekster, der indskærper de nævnte gruppers (kvinder, mænd, børn, slaver …) særlige opgaver og forpligtelser. De er ikke til at komme udenom, når det gælder Bibelens vejledning for mænd og kvinder. Hustavlerne findes i 1 Pet 3,1-7, Ef 5,22-33 og 1 Tim 2,8-14.

I alle tre tekster tiltaler Peter og Paulus henholdsvis mænd og kvinder hver for sig. Vi rækkes altså hver især et kald fra Gud til et liv efter hans vilje. Altså giver Peter og Paulus ikke mænd (eller kvinder …) retten til at kræve noget af den anden. Det er Guds kald – ikke ægtefællens ”ret”.

De budskaber, der får mest spalteplads i hustavlerne, er kaldet til de gifte mænd om selvopofrende lederskab af deres hustruer efter Kristi forbillede, og at de gifte kvinder skal underordne sig deres mænd med Kristus for øje. For Paulus er det, vi kalder ”hovedstrukturen” (se Ef 5,23), et vigtigt argument. Mere om det senere.

Med kirken og Kristus som forbillede

At tjenestedeling ikke handler om at være en ubrugelig dørmåtte eller en dominerende hustyran bliver tydeligt, når Paulus gør kirkens frivillige, glade og intelligente underordnelse under Kristus til forbillede for hustruerne (Ef 5,24). Eller når Kristi selvopofrende mission og kærlighed gøres til forbilledet for ægtemændene (Ef 5,25-27). Tjenestedelingen i ægteskabet er for Paulus en forkyndelse af den kristne tro!

Køn spiller dog ikke kun en rolle for ægtefolk: Teksten i 1 Tim 2,8-14 rummer en række andre formaninger, som gælder for henholdsvis mænd og kvinder uagtet deres stand som singler eller ægtefolk. Her kaldes mænd til engageret at tage del i menighedens arbejde og tilbedelse uden splid, og kvinder vejledes til at klæde sig passende og tillægge det indre liv værdi.

Ikke alle mænd er stridslystne, og ikke alle kvinder er forfængelige. Men Paulus’ vejledning er sandsynligvis formet af, hvordan syndefaldet generelt har sat sit præg på kønnene, hvorfor han gennem vejledningen i evangeliets kraft modarbejder synden.

Køn til gudstjeneste

Så vidt hustavlerne. Men vores køn har også betydning uden for privaten. I 1 Kor 11,1-16 kalder Paulus kvinderne (nok egentlig de gifte) til at gå med hovedbeklædning ved menighedens sammenkomster. Det hæftes ligesom ægteskabets underordnelse op på hovedstrukturen.

Teksten er dog almindeligvis blevet forstået sådan, at Paulus’ bagvedliggende princip er:

at mænd og kvinder skal vedgå sig deres køn. Fx ved at klæde sig i overensstemmelse med samtidens forståelse af, hvad der passer sig for det enkelte køn. Her kunne Paulus evt. tænkes at knytte an til forbuddet i moseloven i 5 Mos 22,5.

at ægtefolk skal begå sig sådan, at de også vedgår sig deres ægteskab.

Paulus’ vejledning om hovedpåklædning forstås nemlig bedst i lyset af, at det i Romerriget på det tidspunkt ville være forventeligt, at en gift kvinde i offentligheden gik med hovedbeklædning som tegn på hendes ægteskabsstatus og som en anerkendelse af ægtemandens autoritet.

Da samme fysiske tegn ikke vil have samme symbolik i dag, har kirken traditionelt taget principperne til sig, men ladet det konkrete udtryk for det variere i overensstemmelse med tid og kultur.

Skelnen mellem det bagvedliggende princip og den konkrete udmøntning er ikke ment som en finte til at undgå Paulus’ konkrete vejledning. Det bør den i hvert fald ikke være! I stedet er det et forsøg på at tage Paulus’ egen opfordring i teksten alvorligt: ”Døm selv! Sømmer det sig, at en kvinde beder til Gud med utildækket hoved?” (1 Kor 11,13).

Hovedstruktur

Vi har nu set, at den såkaldte hovedstruktur er vigtig for Paulus. Så hvad går den ud på? Vi kender den også som kefalæ-strukturen efter det græske ord for ”hoved”. Hovedstrukturen er en autoritetsstruktur. Paulus bruger den som et afgørende argument i både 1 Kor 11,3 og Ef 5,23. Se fx 1 Kor 11,3: ”Men jeg vil have, at I skal vide, at Kristus er hver mands hoved, manden er kvindens hoved, og Kristi hoved er Gud.”

Tanken er, at der er et gudgivet ledelses- eller autoritetsforhold mellem mænd og kvinder. I praksis kommer det fx til udtryk i ægteskabet og i menighedens ledelse og forkyndelse. Hovedstrukturen sammenligner Paulus med forholdet mellem Kristus og enhver mand, hvor Kristus jo åbenlyst har en autoritetsrolle. Han går endda videre, og påpeger en parallel i forholdet mellem Gud og Kristus i deres mission over for verden: Faderen sender Sønnen, og Sønnen lader sig sende.

Var det ikke bare dengang?

Parallellerne er interessante, for en meget tidstypisk indvending imod tjenestedelingstanken er, at den var tidsbundet. Påstanden er, at Paulus ikke ønskede ikke at gøre op med samtidens kønsroller fx af frygt for samtidens reaktion. Men når Paulus hæfter hovedstrukturen op på kirkens relation til Kristus og treenighedens frelsesplan, binder Paulus tjenestedelingen til noget, der er uforanderligt. Modsat tidsånden.

Peters og Paulus’ vejledning var også udfordrende dengang, eftersom den tilsyneladende var nødvendig. Men vejledningen var ikke et opgør med Guds skaberordning. Den var derimod et kald til at udleve skaberordningen efter Guds vilje nu i kraft af evangeliet.

Ti stille! Eller hvad?

I 1 Korintherbrev 14,32-39 (og 1 Tim 2,11-12) finder vi det, der under tiden er blevet omtalt som taleforbuddet. Her byder Paulus kvinderne at praktisere stilhed til menighedens forsamlinger. I 1 Tim 2,11 præciserer Paulus, at kvinden ikke må ”optræde som lærer” eller ”bestemme over en mand”²Den danske oversættelse indsnævrer det til, at kvinden ikke må bestemme ”over sin mand”. Det er en dårlig oversættelse af det græske, der ikke indkredser det til ægtemanden. Det possessive pronomen er fraværende i grundteksten. ved menighedens sammenkomster.

Det er almindeligvis ikke blevet forstået som et absolut krav om stilhed, men at kvinder ikke skulle varetage den autoritative læretale (fx prædiken ved søndagsgudstjenesten) i forsamlingerne. At det ikke er blevet forstået absolut, skyldes, at Paulus fx i 1 Kor 11,5 taler om andre former for tale (bøn og profetisk tale), som kvinderne eksplicit godt kan tage del i. Altså kan forbuddet ikke være generelt.

Ligesådan er teksterne om tilsynsmænd og ældste (1 Tim 3,1-7 og Tit 1,6-9) blevet forstået sådan, at embedet/rollen som ”hyrde”, ”ældste” eller ”præst” har været forbeholdt de åndeligt modne og retteligt kaldede mænd i forsamlingen.

Kvinde, kend din bibel

Midt i alt det udfordrende kan vi komme til at overse nogle vigtige pointer: I 1 Tim 2,11 siger Paulus: ”En kvinde skal lade sig belære i stilhed og underordne sig i alt.” I den engelske ESV-oversættelse, fremhæves pointen lidt tydeligere: ”Let a woman learn quietly …”. Altså rummer verset en tilladelse.

Uddannelse og især religiøs oplæring var i høj grad forbeholdt manden i Paulus samtid. Se fx Rabbi Eliezers (ca. 1-2 århundrede e.kr.) ord: ”Toraen bør hellere brændes end betros til en kvinde.” I stedet gør Paulus det klart, at en kvinde gerne må lade sig oplære i den kristne tro. Hvor vi hører ordet ”belære” nedladende, rummer det reelt tilladelsen til at lære og studere. Maria, der sætter sig ved Jesu fødder i Luk 10,38-42 uden at blive vist bort, er et stærkt eksempel på dette. Tro og teologi er altså i høj grad også for kvinder!

Afslutning

Kast dig frimodigt over teksterne. De er ikke lette. Nogle af dem hører til NT’s mest besværlige at forstå (særligt 1 Kor 11). Andre er udfordrende, fordi de netop er så let forståelige. Dog flyder der stor velsignelse fra vedvarende refleksion over Guds ord og ydmyg praktisering af dets bud og befalinger.

Artiklen er fra Budskabet 05-2023 og er en del af temaet ”Tjenestedeling i hård modvind”. Flere artikler i samme tema:

Lige er ikke det samme som ens

I blev skabt som mand og kvinde

Tjenestedelingens svære balance

Spørgsmål og svar