Hvad er evangeliet?

Ordet evangelium stammer fra græsk, og betyder ”gode nyheder”. I en krig kunne en konge eller en hærfører sende en besked til sine allierede med gode nyheder om, at fjenden var besejret eller lignende. Et evangelium. Hvad mener NT så, når der tales om evangeliet? Hvad er de gode nyheder i bibelsk forstand?

Nogle vil måske sige, at evangeliet er, at ”Gud elsker os, sådan som vi er”. Vi kan kalde det et slags ”terapeutisk” evangelium. Selvom der er noget sandt i den formulering, så rammer det slet ikke essensen af hvad evangeliet er.

Min påstand er, at uden det egentlige evangelium er det terapeutiske evangelium en forfalskning, men hvis vi forkynder det egentlige evangelium, kan det give samme effekt og faktisk styrke Bibelens tale om, at mennesket er værdifulde og elskede, i og med at vi er Guds skabninger. For at bruge et bygningsbillede: Hvis ikke fundamentet er i orden (en række bibelske sandheder), så braser væggene (budskabet om Guds kærlighed) sammen.

Essensen af evangeliet ifølge Paulus

Paulus giver i 1 Korintherbrev kapitel 15 en meget kort beskrivelse af, hvad evangeliet er. ¹Udfoldelsen er min egen, men jeg har fundet stor inspiration hos D. A. Carson, Prophetic from the Center: The Gospel of Jesus Christ in 1 Corinthians 15:1-19. Leyland, UK: The Gospel Coalition and 10Publishing, 2016 Den tekst vil vi lade være et udgangspunkt for en beskrivelse af Bibelens evangelium. Paulus skriver:

Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne, at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne, og at han blev set af Kefas og dernæst af de tolv. Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, de fleste af dem er endnu i live, men nogle er sovet hen. Dernæst blev han set af Jakob, siden af alle apostlene. (1 Kor 15,3-7)

I afsnittet er der (mindst) fire ting, Paulus siger kondenseret:

• Evangeliet handler om korset (v.3: ”at Kristus døde for vore synder”).
• Evangeliet er bibelsk (v. 3-4: ”Kristus døde for vore synder efter Skrifterne […] han opstod på den tredje dag efter Skrifterne”).
• Evangeliet handler om Jesus opstandelse (v. 4: ”at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne”).
• Evangeliet er historisk (v. 5-7: ” han blev set af Kefas […] af de tolv […] af over fem hundrede brødre på én gang […] af Jakob, siden af alle apostlene.”).

Her vil vi koncentrere os om den første – korset – selvom de tre andre også er meget relevante.

Evangeliet handler om korset

Hvis der er noget evangeliet viser, så er det, at jeg ikke får del i Guds nåde, fordi jeg har fortjent det, men fordi Jesus døde for mig. Når Paulus skal præsentere evangeliet, starter han med Jesu død: ”Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder” (1 Kor 15:3).

Vi kan sige meget om, hvad evangeliet er, men før alt andet, så handler evangeliet om korset. En stor fristelse, når vi skal præsentere kristendommen, er at nedtone de elementer i den kristne tro, der er forbundet med korset; fx at vi er syndere, der har brug for tilgivelse.

Hvis vi kun taler generelt om Guds kærlighed og omsorg, mangler der nogle meget vigtige aspekter af det bibelske evangelium. På korset ser du nemlig tre ting, som mennesker skal møde, for at møde evangeliet i bibelsk forstand:

• Syndens dybde
• Guds vrede
• Guds kærlighed

Korset viser syndens dybde

For at forstå Bibelens tale om, at vi er syndere, er det meget vigtigt at understrege, at talen om synden intet tager fra menneskets værdi. Tværtimod er Guds vrede over synden et stærkt vidnesbyrd om, at Gud regner os for at være ansvarlige for vores liv. Det kræver han ikke af dyrene. Teologen og missionæren Agne Nordlander siger det meget godt:

At mennesket fremstilles som en synder indebærer altså, at det tages alvorligt af Gud. Dets højhed, dets gudbilledlighed, dets unikke ansvar fremhæves i synds-forkyndelsen. Mennesket nedvurderes ikke; tværtimod, det opvurderes. ²Agne Nordlander, Bibelens syn på mennesket (Skjern: Kristent pædagogisk Forlag, 1994), 32 Syndserkendelse er ikke det samme som selvhad. Syndserkendelse er ansvarsfølelse.

Det bibelske budskab er: Du er født i et fjendsk og syndigt oprør mod Gud, allerede før du kunne tale. Det virker absurd i moderne ører. På tværs af den tankegang fremstiller Bibelen det sådan:

I skyld har jeg været, fra jeg blev født,
i synd, fra min mor undfangede mig. (Sl 51,7)

Paulus udfolder i Romerbrevet kapitel 3:

Der er ingen retfærdig,
ikke en eneste.
Der er ingen forstandig,
ingen, der søger Gud.
De er alle kommet på afveje,
alle er fordærvede;
ingen gør godt,
ikke en eneste. (Rom 3,10-12)

Det er udenfor vores fatteevne, at vi virkelig skulle være så syndige, at det indebærer dom og straf fra Gud til evig fortabelse.

Vi kan ikke forstå arvesyndens alvor med vores fornuft, og der er en grænse for, hvor langt vi kan gå for at forklare det. Dit og mit behov for tilgivelse er langt større end vi aner, vores potentiale for ondskab dybere end vi tror, og fjendskabet mellem Gud og os er en rystende virkelighed, som kun Helligånden kan åbenbare for vores hjerter. Det ser vi ikke altid i vores liv og i vores handlinger. Det ser vi på korset.

Er du i tvivl om, hvor alvorligt Gud tager synden, og hvor gudsfjendsk, dæmonisk og ondskabsfuld synd egentlig er, så skal du se på korset. Guds død var den eneste løsning der var stærk nok til at løse syndens problem…

Korset viser Guds vrede

Det er en virkelighed i Guds væsen, at han på én gang elsker alle mennesker stærkere end vi gør, og samtidig er hans vrede over synden en udslettende kraft, der vil ramme os, hvis ikke vi omvender os fra synden. Vreden er ikke kærlighedens modsætning. Det er dens reaktion overfor det syndige.

Forestil dig følgende: Hvis du var gift, og du en dag pludselig opdager, at din kone flirter med en anden, vil du formodentlig reagere med både vrede og kærlighed, nemlig: vrede i kærlighed.

Sådan reagerer Gud overfor synd. Gud tager synd enormt alvorligt af to grunde: Synd er et angreb mod andre mennesker, et angreb mod hans elskede skabninger, og endnu vigtigere er det et angreb på ham, som er universets skaber. Uanset hvordan vi taler om evangeliet så skal det med: På korset åbenbares Guds vrede.

Korset viser Guds kærlighed

Når vi først har forstået lidt af, hvor dybt synden stikker, og hvor overvældende Guds vrede er, så står det klart, hvor stort vores behov for frelse er. Uanset hvor hårdt vi forsøgte, så ville vi aldrig kunne sone synden med vores gode gerninger eller formilde Guds brændende vrede. Det eneste, der kunne det, var Jesus på korset.

I moderne tid er der nogle, der har indvendt, at korset ligner en slags ”kosmisk børnemishandling”; Gud er vred, og derfor straffer han Jesus. Det er en stor misforståelse af korset – og dybest set af, hvem Jesus er! Jesus er den evige Søn i den treenige Gud selv (2 Kor 13,13), der blev menneske (Joh 1,14), og døde for vores skyld.

Det er derfor, korset så overvældende åbenbarer Guds kærlighed til dig og mig. Den er beviset på Guds uendelige selvopofrelse og overvældende kærlighed til os. Vækkelsesforfatteren Carl Olof Rosenius (1816-1868) har skrevet noget, jeg i mange år har haft liggende som en lap papir i min Bibel, fordi jeg synes det er så stærkt og godt:

Gud var ikke moralsk forpligtet til at frelse os, fordi det var Satan der var skyld i vores fald. De første mennesker havde tilstrækkelig både af kundskab og af kraft til at byde fristeren modstand. Nej – her var ingen anden årsag end Guds egen frie – af alt og alle uafhængige – kærlighed. ³En passage jeg i sin tid forkortede en del fra Carl Olof Rosenius, Samlede skrifter V (Hillerød: Dansk Luthersk Forlag, 1974), 120–21.

Jeg indledte med at skrive, at hvis vi forkynder det egentlige evangelium, kan det give samme effekt og faktisk styrke Bibelens tale om, at mennesket er værdifulde og elskede. Det kan det, fordi der nu er et stabilt fundament under talen om Guds kærlighed. Baggrunden for Jesus død er ikke, at Gud så ned fra himlen, og tænkte: ”Okay, de forsøger da i det mindste”, eller ”Så er de vist heller ikke værre”, eller ”Så er jeg alligevel ikke så vred”. Nej, den eneste grund til at Jesus døde på korset, var Guds frie og uafhængige kærlighed. Hvilken befrielse! Gud behøvede ikke handle, men han gjorde det, fordi han ville.

Deri består kærligheden

En af mine undervisere på teologistudiet på Dansk Bibel-Institut siger ofte, at summen af evangeliet er et bogstavrim, der starter med ”s”. Det har han fra et bibelvers. Evangeliet er, at Gud har ”sendt sin søn som et sonoffer for vore synder”. Det bedste ved det bogstavrim er, når man tager hele sammenhængen i bibelverset med: ”Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.” (1 Joh 4,10). Evangeliet handler om korset. På korset ser du Guds kærlighed i fuldt flor! Korset viser med al tydelighed, at Guds enorme kærlighed er ufortjent, og derfor urokkelig. Uafhængig af mig, og alt jeg har gjort.

Korsets kærlighedserklæring er ikke, at Gud siger ”pyt” med synden, men at Jesus bar syndens konsekvenser, og gik ind under Guds brændende vrede og gennemled helvedes pinsel for vores skyld. Det er evangeliet. Det er de gode nyheder:

For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. (Joh 3,16-18)

Det er i forsoningen, evangeliet har sit klimaks og sit egentlige centrum. Jesus bar Guds vrede og forsonede dermed Gud og mennesker. Dét er evangeliets hjerte, og uden forsoningen banker det ikke. Hvis ikke vi har forkyndt forsoningen og korset, har vi ikke forkyndt evangeliet.