Hvad er en apostel?

Hvad er en apostel?

I Det Nye Testamente anvendes ordet apostel i to betydninger. Det anvendes i en almindelig betydning om udsendinge fra menigheden. De har deres autoritet fra menigheden. I 2 Kor 8,23 omtales to sådanne »menighedsudsendinge«. På græsk bruges ordet »apostle« om dem. Det samme er tilfældet i Fil 2,25, hvor Paulus skriver om Epafroditus og kalder ham en »udsending«.

Men ordet apostel bruges også i sin egentlige betydning, nemlig om udsendinge fra Kristus. De har deres autoritet fra Jesus Kristus, og en sådan apostel handler, taler og skriver på Kristi vegne og bringer derfor åbenbaring fra Gud. Apostlen repræsenterer Kristus. Vi skal se nærmere på apostlene i denne egentlige betydning.

Hvem er de?

De apostle, som er udsendt af Kristus og har deres autoritet fra ham, kan inddeles i to forskellige kategorier: 1) de tolv apostle, som på en særlig måde blev kaldet til at følge Jesus, mens han levede her på jorden, og 2) apostlene Paulus, Barnabas og Jesu brødre.

De tolv

Den ene kategori er de tolv apostle, og i evangelierne læser vi om deres kaldelse. Mark 3,13-15: »Jesus gik op på bjerget og kaldte dem til sig, som han selv ville, og de kom hen til ham. Han valgte tolv, som han kaldte apostle, for at de skulle være sammen med ham, og for at han kunne sende dem ud for at prædike og have magt til at uddrive dæmoner.«

Markus beskriver udvælgelsens to formål. Det ene formål er, at de skal være sammen med Jesus. De skal dele hans liv og modtage undervisning, så de kan være vidner til hans liv. En apostel er et øjenvidne. Det andet formål er, at de skal udsendes med hans budskab og autoritet. En apostel er en udsending, der forkynder Guds evangelium (Mark 1,14-15; 6,7-13 og Matt 28,18-20). Når det gælder denne kategori af apostle, skal to kriterier være opfyldt:

1) Personen skal være kaldet direkte af Herren Jesus (Mark 3,13-15).

2) Personen skal være et vidne til Jesu liv fra dåben og til himmelfarten og med en speciel vægt på at være vidne til opstandelsen (ApG 1,23-26).

Denne gruppe er en lukket gruppe. Der er tolv – og kun tolv. Det ses tydeligt, da Judas Iskariot erstattes af Matthias (ApG 1,23-26). På et tidspunkt vil der heller ikke være flere vidner til Jesu liv.

Paulus, Barnabas og Jesu brødre

Den anden kategori af apostle i egentlig betydning er Paulus, Barnabas og Jesu brødre. De var ikke øjenvidner til Jesu liv. Paulus er den mest kendte, og han nævner i sine breve tre kriterier, der skal være opfyldt, for at man kan være en apostel i denne anden kategori. 1) Direkte kaldelse. Apostlen skal være kaldet direkte af Herren Jesus (Gal 1,1; Gal 1,15-16 og ApG 9,1-19). Det skete, dengang Gud åbenbarede sin søn for Paulus på vejen til Damaskus (Gal 1,15-16).

2) Vidne til opstandelsen. Apostlen skal have set den opstandne Jesus på samme måde som de tolv apostle (1 Kor 9,1 og 15,5-9). Paulus sammenligner sig med de andre opstandelsesvidner, og det fortæller, at han har set Jesus på samme måde som de.

3) Bekræftelse. Aposteltjenesten skal bekræftes, ved at apostlen grundlægger menigheder, og ved at han udfører undere og tegn (1 Kor 9,1 og 2 Kor 12,12). Fremvæksten af menigheder under hans mission og hans tegn og undere bekræfter, at han er en apostel.

Paulus sammenligner sig også med de øvrige apostle flere steder (1 Kor 9,5; Gal 1,17 og 2,7-8), og det viser, at han er apostel i egentlig betydning.

Barnabas

I ApG 14,4 og 14,14 skriver Lukas om apostlene, og det er Paulus og Barnabas. Lukas er en af Paulus’ medarbejdere, og han ved, at Paulus er apostel i egentlig betydning, og når han omtaler begge som apostle, er det naturligt at forstå det sådan, at Barnabas også er en apostel i egentlig betydning. Omtalen af Barnabas i 1 Kor 9,6 peger også i den retning.

Jesu brødre

I 1 Kor 9,5 skriver Paulus: »Er vi ikke i vor gode ret til at have en søster til hustru og tage hende med os ligesom de andre apostle og Herrens brødre og Kefas?«

Først nævner Paulus »de andre apostle«, som jo naturligvis er apostle; dernæst nævner han »Herrens brødre« og til sidst »Kefas« (Peter), som jo også er apostel. Den mest naturlige læsning er, at »Herrens brødre« også er apostle. Det er Jesu brødre (Matt 13,55 og Mark 6,3).

Dette bekræftes for Jakobs vedkommende. Han er Jesu bror, og han omtales som apostel i Gal 1,19 (jf. Gal 2,9), og det forklarer, hvorfor Jakob bliver leder i menigheden i Jerusalem (ApG 15 og jf. 1 Kor 15,7). Jakob, Herrens bror, er forfatter til Jakobs Brev. En anden af Jesu brødre er Judas, som sandsynligvis er forfatter til Judas’ Brev. Til denne kategori af apostle i egentlig betydning hører altså Paulus, Barnabas og Jesu brødre.

Apostlenes autoritet

Vi har set på, hvem der er apostle i egentlig forstand, og det er de tolv og Paulus, Barnabas og Jesu brødre. I dette afsnit skal vi se på deres autoritet.

De tolv

Nogle udsagn om Talsmanden, Helligånden, i Johannesevangeliet beskriver de tolvs autoritet. Når Helligånden kommer »skal han lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer« (Joh 14,26), og Jesus lover, at Helligånden skal vejlede de tolv i hele sandheden (Joh 16,13). Apostlene skal være åbenbaringsbærere og -formidlere.

Den ene side af dette er, at de skal formidle traditionen om Jesus. Den er ikke overladt til deres hukommelse, men Helligheden er deres gode hukommelse, for han vil aktivt undervise og minde dem om Jesu ord. Helligånden er den egentlige bevarer af traditionen om Jesus.

Den anden side gælder deres undervisning og forkyndelse. Apostlene får også et løfte om, at Helligånden vil vejlede dem i hele sandheden, og det gælder deres refleksion over Jesu liv, død og opstandelses betydning, deres undervisning og deres applicering af læren ind i menighedernes situation.

Det har vi i apostlenes skrifter. Apostlene formidler åbenbaring fra Gud. De tolv apostles autoritet afspejles i Luk 1,2, hvor Lukas skriver, at han ligesom nogle forgængere vil basere sit evangelium på »dem, der fra begyndelsen var øjenvidner og ordets tjenere«, og det er apostlene, og apostlenes autoritet er tydelig, når han i ApG 2,42 skriver, at den første menighed holdt fast ved apostlenes lære.

Paulus

Paulus skriver flere steder, at han har modtaget evangeliet ved en åbenbaring af Jesus Kristus (Gal 1,12). Paulus skriver, at han har modtaget beretningen om nadverens indstiftelse fra Herren Jesus (1 Kor 11,23). En apostel er derfor en udsending i Kristi sted (2 Kor 5,20), og han formidler Guds ord.

1 Thess 2,13: »For da I modtog Guds ord, som I hørte af os, tog I ikke imod det som menneskeord, men som det, det i sandhed er, Guds ord, og det virker i jer, som tror.«

Paulus’ forkyndelse og undervisning er Guds ord. Hans breve er Guds ord. Som Jesu Kristi repræsentant handler, taler og skriver apostlen på Kristi vegne.

En lukket gruppe med en fuldkommen åbenbaring

I dette afsnit skal vi se på, om der også i dag findes apostle i egentlig betydning. Det følgende handler altså ikke om apostle i almindelig betydning, men om apostle i egentlig betydning.

Den ene kategori af apostle er de tolv, og det er en lukket gruppe. Den anden kategori af apostle er Paulus, Barnabas og Jesu brødre, og denne gruppe er også en lukket gruppe.

To forhold viser dette. Det ene forhold er, at Paulus eksplicit skriver, at han er det sidste opstandelsesvidne (1 Kor 15,8). Der er ikke flere, og vi har set, at et nødvendigt kriterium for at kunne være apostel i egentlig betydning er at være et opstandelsesvidne.

Det andet forhold er den fundamentale funktion, som apostlene har i menigheden. Deres formidling af traditionen fra Jesus, deres lære og deres applicering af læren er sammen med Det Gamle Testamente en fuldstændig og afsluttet åbenbaring, som menigheden bygger sin tro, sin lære og sit liv på (2 Pet 3,2).

Jesus lover de tolv apostle, at han vil sende dem sandhedens ånd, Guds ånd, der skal vejlede dem i hele sandheden (Joh 16,13), og sammen med de andre apostle formidler de den hele sandhed, som menigheden kan bygge på (Ef 2,20 og 3,5).

Apostlene i den egentlige betydning tilhører en afsluttet epoke, og de har formidlet en afsluttet og fuldkommen åbenbaring til os.