1. Hvad betyder gudsfrygt?
Gudsfrygt er sammensat af to ord – Gud og frygt – altså frygt for Gud, fordi han er hellig i sit væsen, en almægtig Gud, som ikke tåler synd. Derfor kræver han den allerstørste respekt. Men gudsfrygten er også afhængig af et kendskab til Guds store barmhjertighed og nåde, noget som skaber tillid og kærlighed til ham.
Derfor er gudsfrygt et udtryk for det rette forhold til Gud, præget af ærefrygt, tillid, kærlighed og lydighed. Luther udtrykker det godt i sin forklaring til det første bud: ”Vi skal frygte og elske Gud over alle ting og sætte al vor tro og tillid til ham.”
2. Kan frygten for Gud opleves både som noget positivt og noget negativt?
Gudsfrygt er udtryk for et ret og godt forhold til Gud. Der er tale om et barns ærefrygt for sin far, et barn som er bange for at gøre sin far imod, fordi faderen, har overøst barnet med kærlighed. Det er en far, som barnet stoler på.
Den som ikke har et sådant forhold til Gud som sin himmelske far, ser ham kun som truende og skræmmende, en det gælder om at holde sig på afstand af.
På bibelsk tid var det ikke usædvanligt med slaver i hjemmene. De havde et helt andet forhold til husets herre end husets børn havde. Vi kalder det slavefrygt – fordi slaven hele tiden måtte præstere noget for at være accepteret. Sådan er der også mange som i åndelig forstand lever i et sådant slaveforhold til Gud. Derfor lever de konstant i frygt for Guds straf.
Men den, der vender om og bliver Guds barn ved troen på Jesus, han eller hun ved sig elsket af Gud, og vedkommende elsker Gud. Derfor hedder det i 1 Joh 4,18:
”…den fuldendte kærlighed fordriver frygten (slavefrygten).”
3. Hvorfor er det nødvendigt med gudsfrygt?
Fordi det er så vigtigt at stå i et korrekt forhold til Gud, erkende hvem han er og anerkende ham for den han er. Det er godt og sandt at se på Gud som vores far. Efterhånden som respekten for vore jordiske fædre og andre autoriteter for manges vedkommende er aftaget, er der en fare for at respekten for vores himmelske far også aftager. I en sådan situation kan det derfor være godt at minde hinanden om Salomos udsagn:
”At frygte Herren er begyndelsen til visdom, at kende den Hellige fører til forstandighed.”
At frygte Herren er altså det samme som at kende Herren og at forholde sig til ham og hans vilje på en korrekt måde. Det er der vi må begynde, hvis vi skal begynde korrekt!
4. Hvordan skabes gudsfrygt?
Det ser vi af det netop citerede fra Salomos ordsprog: Gudsfrygt skabes gennem det at kende Gud – hans person, hans ord og hans handlinger. Da Gud åbenbarede sig for Esajas i templet, blev han grebet af gudsfrygt og sagde:
”Ve mig! Det er ude med mig, for jeg er en mand med urene læber, jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set kongen, Hærskares Herre.” Es 6,5
Men Gud svarede på hans gudfrygtige bekendelse med at give ham del i soningen på alteret:
”Din skyld er fjernet, og din synd er sonet.” Es 6,7b
Sådan skabes og fornyes gudsfrygten i os ved at Gud åbenbarer sin hellighed og kærlighed for os gennem sit ord og viser os vor synd og sin tilgivelse i Jesus Kristus.
5. Hvordan er forholdet mellem gudsfrygt og tro?
Troen er en del af gudsfrygten. Det ser vi bl.a. af 2 Mos 14:
”Da Israel så, hvordan Gud havde vist sin store magt mod Egypten, frygtede folket Herren, og de troede på Herren og på hans tjener Moses.” 2 Mos 14,31
Også Abraham frygtede Gud og samtidig hedder det:
”Abram troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed” – altså til frelse. 1 Mos 15,6
Så gudsfrygt og tro hører sammen.
Alligevel karakteriseres gudsforholdet i Det Gamle Testamente (GT) oftest af at frygte Gud, mens det i Det Nye Testamente (NT) oftest handler om at tro på/have tillid til Gud eller tro på/have tillid til Jesus. Når vi derfor læser i GT, bør vi tænke på at troen/tilliden er en del af frygten, og når vi læser i NT, bør vi tænke på at frygten er en del af troen og tilliden. Gudsfrygt uden tro bliver lige så forkert som tro uden gudsfrygt.
6. Hvilke følger bør gudsfrygten få?
Gudsfrygten skal hjælpe os til ikke at synde.
Da Gud åbenbarede loven på Sinai på en mægtig måde, var det –
”…for at I kan frygte ham, så I ikke synder.” 2 Mos 20,20
Og i Ordsp 16,6b hedder det: ”Ved at frygte Herren, holder man sig fra det onde.” Det er ikke nemt at gøre noget galt eller forkert mod nogen, som man har stor respekt for.
Gudsfrygten skal positivt tilskynde os til at følge Jesus og hans vilje.
Loven kan ikke give os kraft til at gøre Guds vilje, men det kan evangeliet. Derfor hedder det i Tit 2,12 at nåden ”opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden.” Når Guds ufortjente kærlighed og nåde i Kristus Jesus bliver åbenbaret for os, bliver der en stærk trang i os til at afvise synden og leve efter Guds vilje.
Gudsfrygten skaber også en sand ydmyghed, både i forhold til Gud og mennesker.
”I skal underordne jer under hinanden i ærefrygt for Kristus” (Ef 5,21). Den gudfrygtige under de andre alt godt og er ikke optaget af at skrabe til sig. Han lever efter princippet: ”Gudsfrygt sammen med nøjsomhed bærer lønnen i sig selv”! (1 Tim 6,6)
7. Kort til sidst: Hvad betyder gudsfrygt?
Gudsfrygt står for det rette forhold til Gud, præget af ærefrygt, tillid, kærlighed og lydighed. En sådan holdning skabes i mødet med Guds hellighed og kærlighed gennem hans ord, og fører til at vi ønsker at afvise synden og at leve efter Guds vilje i ydmyghed, både i forhold til Gud og mennesker.
Det er godt at vi i Jesus har fået ”alt hvad der behøves til liv og gudsfrygt”! (2 Pet 1,3)
Artiklen er tidligere blevet bragt på netsiden foross.no. Den er oversat af Martha Væggemose.
