Nærkampe med Gud ender ofte med en omfavnelse. Tænk bare på Jakob og Job. Det samme gælder for profeten Habakkuk. Efter en ganske intens brydekamp med Gud, bryder profeten til slut ud i en lovprisning.
Et talende navn
For en som kan lide at lege med hebraiske ord og udtryk, er profeten Habakkuks navn en gave. Det er afledt af verbet ”chabaq”, og bruges primært til at beskrive en omfavnelse. Når Esau omfavner Jakob (1 Mos 33,4) eller brudgommen omfavner bruden (Højs 2,6; 8,3), er det verbet ”chabaq” som bruges.
Jeg har brugt dette verbum som en huskeregel for budskabet i Habakkuk ved at forestille mig to former for omfavnelse. Den første er den omfavnelse vi ser i en brydekamp, når de to brydere støder sammen og tager fat om hinandens hoveder. Så kan de af og til stå sådan ganske længe og det kan for et utrænet øje (for eksempel undertegnede) se ud som om, de står og krammer hinanden. Dette er, hvad der sker i Hab 1-2. Profeten går i tæt brydekamp med Gud.
Den anden form er den, som verbet ”chabaq” refererer til, nemlig et kærligt og godt kram. Og det er, hvad der sker i Hab 3, hvor profeten bryder ud i lovprisning til Gud.
Habakkuks tid
Bogen har ingen fast tidsperiode. Der er ingen liste over konger, som regerede i Habakkuks virketid, sådan som vi finder det i en del andre profetbøger. Samtidig er det tydeligt ud fra budskabet, at Habakkuk har virket i løbet af Judas sidste tid – altså et sted mellem 650-580 f.Kr. Den vigtigste oplysning i bogen er referencen til ”kaldæerne” i 1,6. Her sigtes der efter alt at dømme til babylonierne.
Babylonierne erobrede Nineve i 605 f.Kr. og overtog kontrollen over assyrernes imperium. Denne kontrol beholdt de frem til 539 f.Kr. Dette betyder, at Habakkuk har virket som profet i en meget turbulent fase af Judas historie. Måske begyndte han som profet under den fromme og gudfrygtige Josija. I så fald har han været øjenvidne til, hvordan Josijas sønner og deres vekslende alliancer med stormagterne langsomt, men sikkert, førte folket væk fra Gud.
Gud, hvorfor gør du ikke noget?!
Bogen begynder med, at profeten tager ordet og retter en klage og anklage mod Gud:
Hvor længe, Herre, skal jeg råbe om hjælp, uden at du hører, skrige til dig om vold, uden at du frelser? (1,2)
Habakkuks bitre erfaring er, at selv Herrens lov, som skulle sikre gudfrygtighed og retfærdighed, viser sig magtesløs i mødet med den uretfærdighed, som har slået rod i folket (1,4).
Gud er ikke tavs i mødet med Habakkuks klage og svarer ham på en måde, som ikke er helt, som profeten forventer (1,5-11).
I stedet for at gribe ind og skabe forandring i folket eller på en eller anden måde tugte dem, fortæller Gud, at han vil oprejse kaldæerne, ”det hidsige og hurtige folk” (1,6). Derefter følger en grafisk beskrivelse af, hvor voldsomme de er, og hvordan de hærger med brutal kraft.
Så farer de videre som vinden. De gør deres egen kraft til deres Gud. (1,11)
”De gør deres egen kraft til deres Gud”. Det er ikke mærkeligt at Habakkuk bliver chokeret. Hvordan kan Gud gøre dette? Habakkuk kan ikke lade være at komme med indvendinger (1,12-2,1).
Herre, har du ikke været til fra ældgammel tid? Min hellige Gud, lad os ikke dø! Herre, har du ikke sat dem til dommere? Min klippe, har du ikke indsat dem til at fælde dom? Du, hvis øjne er for rene til at se på ondskaben, du, som ikke roligt kan se på ulykken, hvordan kan du roligt se på troløse, tie, når uretfærdige opsluger retfærdige? (1,12-13)
Habakkuks protest mod Guds plan begynder med en tillidserklæring. Det er lærerigt. Det er normalt at snakke om, at det er okay at klage og være sur på Gud. Det tror jeg er sundt. Hvad er pointen med at hykle overfor Gud? Er man sur, kan man lige så godt sige det, som det er.
Samtidig er det noget med at huske, hvem man snakker til. Og det synes jeg, Habakkuk gør på en fin måde. Han er tydeligt frustreret på Gud og synes det er skrækkeligt, at den rene og hellige Gud stille og roligt ser onde menneske hærge. Men før han giver udtryk for den frustration, erklærer han for Gud og for sig selv, at Gud trods alt er Gud – det gælder ”fra ældgammel tid”.
Derefter beskriver Habakkuk ondskaben som præger kaldæerne for Gud (1,15-16), før han afrunder med et spørgsmål (1,17) og en erklæring (2,1). Hans sluterklæring vidner om tillid.
Han har lært, at det er godt at være stille og vente på Herren (Klag 3,26).
Derefter kommer Herrens svar. Det kommer i form af et syn, som skal gøres tydeligt (2,2). Essensen i synet er, at ”den hovne ikke skal nå sit mål!” (2,5). I stedet siger Gud, at der skal komme en tid, hvor folkene skal istemme en spottesang mod kaldæerne (2,6-20). Den indeholder en række veråb, hvor forskellige syndere opridses og straffen for dette udmåles.
Her beskrives uretfærdighed, grådighed, undertrykkelse, umoral og afgudsdyrkelse.
Omfavnelsen
Efter at Gud har svaret profeten og opfordret hele jorden til at være stille og vente på Herren (2,20), bryder profeten ud i lovsang og omfavner sin herre:
Herre, jeg har hørt dit ry, Herre, jeg har set din gerning. Lad den ske igen, før årene går, kundgør den, før årene går! Glem ikke barmhjertigheden, skønt du er vred. (3,2)
Der er vigtigt at lære af den første bøn, profeten beder i denne lovsang. Han minder Gud om hans tidligere handlinger – ”jeg har hørt dit ry”. På den baggrund beder han Gud om at gentage de samme gerninger ”før årene går”. Dette er en bøn, vi alle kan bede. Vi kan søge tilflugt i det, som er åbenbaret om Gud og bede ham gentage det i vores tid.
Sproget i lovsangen indeholder flere elementer fra det vi på fagsproget kalder en ”teofani” – en gudsåbenbaring. Det er en mægtig ankomst, som får hele naturen til at ryste. Og Guds komme er til frelse for hans folk og dom over hans fjender:
Du drager ud for at frelse dit folk, for at frelse din salvede. Du knuser taget på den ugudeliges hus og river grundmuren ned lige til klippen. (3,13)
Heller ikke profeten er uberørt af Herrens mægtige komme. Også han skælver i sit indre (3,16). Men samtidig er han også glad og tryg (3,18-19). Grunden til trygheden og glæden er, at profeten kan kalde Gud ”min frelser”. Dette er det afgørende på Herrens dag. Den, som har taget imod Gud som sin frelser, behøver ikke frygte den dag.
Retfærdighed ved tro
For læsere som ønsker en ekstra udfordring, vil jeg afslutningsvis introducere jer for en (fortolknings)nød, der er svær at knække, nemlig Hab 2,4:
Se, den overmodige er uden retskaffenhed, men den retfærdige skal leve i tro. (red.: på norsk står der ”ved sin tro”)1Redaktionens note: I det følgende kommenterer Knut Kåre Kirkholm bl.a. på dette ”sin”.
Dette er et vers som citeres tre steder i NT (Rom 1,17; Gal 3,11 og Heb 10,38). Når NT citerer GT, er det godt at forstå konteksten, men i lige præcis dette afsnit er det meget svært. Men siden det bruges på så centrale steder, vil jeg alligevel dykke lidt ned i nogen af problemstillingerne og vi begynder i GT.
Det første vi bemærker, er at NO112Red.: Det norske bibelselskabs oversættelse fra 2011 oversætter ”sin tro” med ”sin troskab”. Så er det ikke knyttet så stærkt til tro som en tillid, men mere til tro som lydighed. Og med al respekt er dette nok den mest naturlige forståelse af det hebraiske ord ”emunah”. Det er et ord, som bruges til at sige, at noget står fast og er til at stole på. Ordet ”amen” er afledt af dette.
Et andet interessant sted i dette vers, er det lille ord ”sin”. I den græske oversættelse, Septuaginta, bruges ”min”. Det gør betydningen ganske anderledes.
Hvis vi følger den hebraiske tekst, bliver pointen at den retfærdige lever ved sin tro(skab) – altså lydighed og troskab mod Guds pagt og løfte. Hvis vi derimod læner os op af den græske oversættelse – ”min tro(skab)” – flyttes fokus over på Gud, som den der fører ordet i disse vers. Så er det Guds troskab mod pagten og løfterne som gælder. Og på baggrund af at Gud er trofast, skal den retfærdige gives liv.
Når vi så kommer til NT og Paulus’ brug af Hab 2,4, opdager vi en tredje variant:
For i det (evangeliet) åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: »Den retfærdige skal leve af tro.« (Rom 1,17)
Men at ingen bliver retfærdig for Gud ved loven, er klart; for »den retfærdige skal leve af tro.« (Gal 3,11)
Paulus har ikke ”sin” med, når han gengiver verset fra Habakkuk. I tillæg synes han at forstå tro som tillid til Guds løfte, og ikke som troskab. Hvordan forklarer vi denne overgang? Betyder det, at Paulus har behov for at rette op på teologien til Habakkuk og derfor må fjerne ”sin”. Sådan nogle spørgsmål rejser sig straks hos mig.
Jeg tror, at sådanne spørgsmål skyldes vores lutherske tradition og er præget af 500 år med debat med katolikkerne om forholdet mellem tro og gerninger. Som lutheraner vækker udtrykket ”sin troskab” associationer til tanken om, at frelsen er en præstation.
Svaret på problemstillingen er nok til syvende og sidst, at Paulus ikke oplever spændingen mellem tro og troskab sådan, som vi måske gør. Tro på Kristus og troskab mod hans ord og bud er to sider af samme sag.
Når alt dette er sagt, må det nævnes at den hebraiske grammatik åbner for et andet alternativ også. Der kan argumenteres for, at ”sin troskab” kan pege tilbage på ”synet”, som Herren lover skal komme (2,3). Da vil pointen i 2,4 være, at ”den retfærdige skal leve i dets troskab”, altså fordi synet virkelig står fast og virkelig skal komme.
