I Bibelen finder vi åbenbaringen af Guds vilje. Han fortæller os både, hvem han er, og hvordan han vil, at vi skal være. Guds lov er Guds vilje for menneskelivet: Du må ikke og du skal! Men når vi hører eller læser denne lov, virker den på forskellige måder på os. Vi taler traditionelt om lovens tre brug, som ikke indebærer, at der skulle være tre forskellige love. Der er derimod tale om, at den ene og samme lov møder os i tre forskellige situationer. Gud lader sin lov virke på os på tre forskellige måder.
Lovens første brug
Lovens første brug er den såkaldt borgerlige eller civile brug. Gud vil, at vi skal opføre os ordentligt over for hinanden. I det almindelige, civile liv skal vi omgås hinanden respektfuldt. Vi skal give plads for de andre og hjælpe dem, der har vanskeligt ved at klare sig selv. Vi skal respektere vores forældre og adlyde myndighederne. Vi må ikke begå overgreb på de andre og fx slå dem ihjel. I stedet skal vi værne dem mod overgreb fra onde mennesker.
På samme måde skal vi holde os til vores egen ægtefælle og ikke hugge de andres. Vi skal arbejde og tjene til føden i stedet for at stjæle fra de andre. Og vi skal tale sandt om dem, både når de hører det og når de ikke hører det. Men i øvrigt skal vi ikke fortælle alt det, vi ved. Vi skal nemlig værne om de andre ikke bare med vores gerninger, men også med vores ord.
I det hele taget skal vi behandle de andre, som vi selv ønsker at blive behandlet af dem. Med Jesu ord: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem” (Matt 7,12).
Sådan taler Guds lov. Men i virkeligheden er der ikke noget specielt kristent i denne lov, for samvittigheden siger nøjagtigt det samme. Derfor genfinder vi grundtrækkene i denne moral i alle samfund verden over. Gud har nemlig fra skabelsen lagt sin lov ind i alle mennesker, så vi inde fra os selv udmærket ved, hvad vi skal gøre.
Selvfølgelig er der situationer, hvor vi kommer i tvivl, fordi to pligter synes at stride mod hinanden. Skal vi gøre det, som myndighederne kræver af os, også når vores samvittighed reagerer imod det (fx gå i krig i et fremmed land)? Skal vi sige sandheden, også når den vil gøre ondt på andre mennesker?
Nogle gange er svaret ja. Andre gange er det mere tvivlsomt.
Men ofte vakler vores moralske bedømmelse, fordi vi ikke har lyst til at gøre det, som vi inderst inde godt ved, er sandt. I mennesket findes nemlig ikke kun Guds gode lov.
Siden vores første forældre faldt i synd, fødes alle mennesker med denne synd i sig. Vi taler om arvesynd, fordi vi ved undfangelsen arver et selvoptaget hjerte, der taler så højt, at det overdøver samvittigheden. Derfor er der behov for myndigheder, der kan straffe de onde.
Og derfor er der behov for, at Guds lov bliver forkyndt både på tomandshånd og fra prædikestole. Når vi hører denne lov forkyndt, vækker den genklang inde i samvittigheden, for vi ved jo godt, at den taler sandt. Alligevel vælger vi ofte at følge vores eget hjerte. Derfor skal vi holde hinanden – og vores myndigheder – fast på det gode og det retfærdige. Når vi gør det, kan vi forvente, at vores ord vækker genklang i de andre.
Lovens anden brug
Lovens anden brug er åndelig. Med den ønsker Gud at opnå en endnu dybere hensigt. Her sigter loven på noget andet end sin egen opfyldelse. Den tjener et pædagogisk formål. Den virker som ”en tugtemester til Kristus” (Gal 3,24 i 1948-oversættelsen), idet loven fratager os alle undskyldninger og viser os, at vi er fortabte og fordømte mennesker, der kun fortjener Guds vrede og dom.
I Romerbrevet gengiver Paulus denne hensigt. Loven taler til os, siger han, ”for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud. For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse” (3,19-20).
Det eneste, et menneske kan opnå ved hjælp af Guds lov, er altså ifølge Paulus, at man kommer til erkendelse af sin synd! Men er det sandt? Når jeg hører, at jeg ikke må stjæle eller slå ihjel, så kan jeg vel godt overholde denne lov.
Kan jeg ikke?
Jo, så langt kan du nogenlunde holde loven. Men loven siger mere end dette, og du ved det godt, for også lovens dybder og omfang har Gud lagt et vidnesbyrd om i din samvittighed.
I virkeligheden siger Guds lov: Du skal i tanke, ord og gerning altid være, som Gud er! Du skal elske, som Gud elsker. Og det skal du gøre ”af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind” (Matt 22,37). Hvis du på noget punkt og blot en eneste gang forbryder dig mod denne lov, så beviser du, at dit hjerte ikke er som Guds, og i så fald tæller al din øvrige retskaffenhed ingenting. Du er under Guds dom. Det er du med rette. Og du ved det, for loven i din samvittighed siger det samme.
Den fortæller ikke kun, at du skal undlade de ydre og grove overgreb på andre mennesker. Samvittigheden fortæller dig det samme som loven: Du skal elske, som Gud elsker! Og gør du ikke det, forbryder du dig ikke bare mod loven, men mod kærligheden, for loven er kærligheden udtrykt i ord.
Vær som Gud!
Tredje Mosebog kap.17-26 kaldes hellighedsloven, fordi kravet om menneskelig hellighed dér hele tiden begrundes med Guds hellighed: ”I skal være hellige, for jeg, Herren jeres Gud, er hellig” (19,2; 20,26). De enkelte bud begrundes 46 gange i disse ti kapitler med ”Jeg er Herren” (18,2ff; 19,30ff). I skal leve sådan, for jeg er Herren, eller: For jeg, Herren, er hellig! Guds lov siger i virkeligheden ét og kun ét: Som Gud er, sådan skal vi også være!
De ti bud indledes med ”Du må ikke have andre guder end mig” (2 Mos 20,3). Hele den følgende ti-buds-lov begrundes derved i Guds eget væsen. Hvis Gud virkelig er Gud for os, så sidder han i ’kommandocentralen’, og så bestemmer han vores tanker, ord og gerninger. Derfor er vi, som Gud er. Ti-buds-loven viser os, hvordan Gud er.
Han elsker af hele sit hjerte. Derfor taler og handler han ikke ondt. På samme måde skal vi handle godt mod andre. Vi skal ære far og mor, ikke begå drab, ikke bryde ægteskabet, ikke stjæle osv. Men alle disse bud er blot konkretiseringer af kærlighedsbudet. Derfor gælder det også, at vi af hjertet skal være, som Gud er.
De ti bud afsluttes med den præcisering, at vi ikke engang må dræbe, hore, stjæle osv. i hjertet. ”Du må ikke begære”, hedder det (2 Mos 20,17). Indramningen af de ti bud (det 1. og 9.-10. bud) siger altså, at alle de konkrete bud først er overholdt, når de er overholdt af hjertet, og fordi Gud er Gud for os.
Hellighedsloven siger videre: ”I skal omhyggeligt følge alle mine love og alle mine retsregler” (3 Mos 19,37). Det svarer til Jakobs ord: ”Den, som ellers overholder hele loven, men fejler blot på ét punkt, er blevet skyldig i dem alle” (Jak 2,10).
Det er altså ikke nok at overholde Guds lov i det ydre. Det er heller ikke nok at overholde Guds lov det meste af tiden eller at overholde det meste af den. Guds lov forpligter os egentlig ikke på konkrete lovbud, men på Herren selv.
Vi skal i alle ting være, som han er. Og er vi ikke det, så er det fordi, han ikke er vores Gud. Vi har forkastet kærligheden, og derfor vil den engang forkaste os. Så hårdt og så dybt taler Guds lov.
I bjergprædikenen forklarer Jesus, hvad hensigten med Guds lov altid har været: ”I har hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke begå drab… Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig… I har hørt, at der er sagt: Du må ikke bryde et ægteskab. Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte”. Og konsekvensen er, ”at hele dit legeme kastes i Helvede” (Matt 5,21-22 og 27-29).
Her skærper Jesus ikke moseloven. Han forklarer blot, hvad meningen altid har været med den: Hvis du ikke i tanke, ord og gerning altid er, som Gud er, så er han slet ikke din Gud, og så vil han engang kaste dig i Helvede. Dette forklarede Jesus sine disciple gentagne gange. Ved en af disse lejligheder står der, at de blev forfærdede og sagde: ”Hvem kan så blive frelst?” (19,25).
Netop! Når loven skal forstås så hårdt og så dybt, hvem kan så blive frelst? Svaret er: Det kan ingen ad lovens vej. Det eneste, der kommer ved loven, er syndserkendelse. Men netop ved at tale så hårdt og så dybt tjener loven et pædagogisk formål. Den tugter os hen til Kristus. Den lukker munden på ethvert menneske.
Den fratager os alle undskyldninger for Guds domstol. Tilbage bliver kun denne ene mulighed for os: At dommeren lader nåde gå for ret. Vi kan intet andet gøre end bede ham om tilgivelse.
En helt anden virkelighed
Men netop når vi er nået dertil, har loven opnået sin egentlige hensigt. Og så kan Gud forkynde en helt anden virkelighed for os, som loven slet ikke kender til. Han fortæller os, at Jesus har båret såvel vores synd som straffen for den. Han blev ”knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred” (Es 53,5). For Jesu skyld tilgiver Gud os alle vores synder gratis, af nåde. Dette er evangeliet.
Når vi hører det og tror det, sker der to ting: For det første slår Gud en streg over vores synd. Han udsletter synden. Men han gør det ikke sådan, at den ikke længere er der. Derimod gør han det sådan, at den ikke længere bliver tilregnet. I os selv er vi fortsat syndere. Derfor kan vi selv stadigvæk få øje på vores synd.
Men det kan Gud ikke længere. Vores synd står nemlig ikke længere mellem os og ham. Den findes ikke længere for Guds domstol. Nu ligger vores synd i stedet på Jesus. Sådan ser Gud os, der tror på syndernes forladelse.
For det andet flytter Guds hellige ånd ind i vores hjerter. Dermed påbegynder han en virkelig omskabelse af os indefra.
Han begynder at drive synden ud af os. Men så længe vi lever her på jorden, er denne uddrivelse af synden kun påbegyndt og ufuldstændig. Derfor er det ikke denne uddrivelse af synden, der tæller for Guds domstol. Det er ikke på grund af den, vi står retfærdige for Gud og bliver regnet som hans børn. Men en af Helligåndens virkninger i hjertet er, at vi begynder at spørge efter Guds lov. Han lægger en længsel ind i os efter at være mere, som Gud er.
Lovens tredje brug
Lovens tredje brug kaldes også ’brugen i de genfødte’. Den siger ikke noget andet, end hvad den hele tiden har sagt. Men nu taler den ind i en ny situation. Vi har ved troen fået et helt nyt forhold til Guds lov. Derfor hører vi den nu med andre ører.
Den finder en helt anden genklang i os end før. Nu vil vi, hvad Gud vil. Men fordi Helligåndens fornyelse af os kun er påbegyndt, vil vi også så meget andet, og derfor har vi stadig brug for at høre Guds lov forkyndt. I Himlen vil der ikke længere være behov for lovbud. Men vi er endnu ikke i Himlen. Vi skal endnu en tid leve her på jorden, hvor synden hænger ved alt det, som vi tænker, siger og gør.
Derfor skal loven fortsat forkyndes også for kristne. Den skal forkyndes konkret, som vi så det under den første brug. Vi skal formanes til at leve, som det sømmer sig for Guds børn. Men Guds lov skal også forkyndes i sin fulde rækkevidde, så den får lov til at afsløre, hvor dybt synden fortsat sidder i os, der er kommet til tro på Jesus. Reformatoren Philip Melanchthon (1497-1560) sagde: ”Loven anklager altid”. Det gælder også for kristne, for vores gamle, syndige natur bliver aldrig kristen. Når den hører lovens dom, må vi give loven ret og dagligt overgive vores syndige natur til døden.
Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.
