Guds fulde rustning

Jeg har altid haft det lidt ambivalent, når jeg læste Efeserbrevet 6,10-20 om ”Guds fulde rustning”.

”I øvrigt, vær stærke i Herren og i hans mægtige styrke. Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi for os står kampen … mod … ondskabens åndemagter …  Så stå da fast, spænd sandhed som bælte om lænden, og ifør jer retfærdighed som brynje, og tag som sko på fødderne villighed til at gå med fredens evangelium. Overalt skal I løfte troens skjold, hvormed I kan slukke alle den ondes brændende pile. Grib frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord. Under stadig bøn og anråbelse skal I altid bede i Ånden og holde jer vågne til det og altid være udholdende i forbøn for alle de hellige …”

Min ambivalens skyldes nok, at jeg har haft svært ved at se, hvilken hjælp der egentlig er i den rustning. Især når jeg kom til det med skoene (v. 15): Jeg har ikke været særlig villig til at gå med fredens evangelium.

Da jeg så læste afsnittet i den hverdagsdanske udgave, blev jeg virkelig mismodig. Her skal jeg nemlig også tage ”ret levevis” på som brynje (v. 14b). Sikken elendig udrustning, jeg så har!

Guds fulde rustning er en gave

Så er det jo godt, at man kan hente hjælp hos nogle ”skriftkloge” mænd. Ved hjælp af litteratur og samtaler om afsnittet, har jeg fået et væsentlig bedre forhold til Guds fulde rustning. Jeg er faktisk blevet ret vild med den – og den glæde vil jeg gerne dele!

Rustningen er frelsesgoder ¹Ordet er lånt fra den norske bibeloversættelse 1978 af Hebr 9,11, om de goder, Kristus har vundet til os i og med frelsen. https://www.bible.com/no/bible/30/heb.9.11.n78bm fra Gud! Han udleverer både rustning og våben til mig! Jeg skal blot tage imod og iføre mig Guds – ikke min – fulde rustning.  Så vil han selv svinge våbenet og kæmpe kampen for mig.

Kampen står mod ondskabens åndemagter

Som kristne står vi i en åndelig kamp. Uanset om vi ved det eller ej. Uanset om vi registrerer det eller ej.

Djævelen ønsker at snigløbe og angribe os. Med hvilken hensigt? For at få os nedlagt, billedlig talt. For at få os til at falde fra troen på den levende Gud, bogstavelig talt.

Så kampen handler om at bevare min tro på Jesus, indtil jeg dør – eller han kommer igen. Derfor skal jeg tage imod Guds fulde rustning, som indeholder hans mægtige styrke.

Det skal jeg blandt andet, så jeg:

• ikke falder for fristelsen til at lade timelige ting have førstepladsen i mit liv
• ikke bliver bitter i sygdom, hævngerrig i sorg eller selvfed i succes
• ikke fornægter min Herre, når modstand sætter ind. Eller nedtoner sandheder, der ikke er populære på parnasset …

Stå fast med sandheden som et bælte

Det siges, at en romersk soldat slet ikke kunne få sit udstyr til at sidde, før han havde bundet sit undertøj ind til kroppen med et bælte. Så bæltet var forudsætningen for overhovedet at kunne iføre sig rustningen.

Sådan er det også i Guds verden. Jeg må erkende og anerkende sandheden om Gud og om mig selv for overhovedet at kunne iføre mig hans beskyttende frelsesgoder.

Det er sandheden om, at Gud er skaberen, jeg skabningen. Han er den hellige, jeg er synderen. Han er retfærdig, jeg uretfærdig. Kun han har magt til at sende mig i Himmelen eller i Helvede.

Dét er sandheden om Gud og mig. Når jeg erkender det, får jeg brug for nåde, barmhjertighed og frelse. Om jeg opfører mig sandfærdigt, har ikke noget at sige i denne forbindelse.

Men uden at anerkende sandheden om Gud og mig, kan jeg slet ikke tage imod Guds fulde rustning. Så bliver den blot en klods om benet. I værste fald en møllesten om halsen. En møllesten af selvbedrag og falsk tryghed.

Derfor giver det fx heller ingen mening at opfordre ikke-troende til at tage imod rustningen uden først at have fortalt dem sandheden. Hele sandheden om Guds hellighed og retfærdighed. For før de anerkender den sandhed, har de ikke brug for nåde …

Tag imod retfærdighedens panser

Men står jeg med den sandhed om livet, så er jeg i stand til at tage imod retfærdighedens panser eller ”retfærdighed som brynje”, som kan beskytte de vitale dele i min krop.

Det er ikke min retfærdige levevis, der kan beskytte mig mod Fjendens forsøg på at få mig bort fra Guds nåde, barmhjertighed og frelse.

Kun Jesu retfærdighed kan. Den tilregnede retfærdighed. Derfor er det Jesu perfekte liv, hans opfyldelse af loven, hans stedfortrædende død, der er mit retfærdigheds-panser.

Når Satan mig sigter, og synd kræver død (SOS 506, v. 3) – så kan jeg henvise til Jesu syndfrihed! På en måde kan man sige, at panseret er ”ret levevis” – men ikke min egen. Det er Jesu hellige liv, han selv har givet mig som beskyttelse! ”Én er for alle retfærdig og ren” (SOS 506, v. 4). Det er da fantastisk!

Når Djævelen siger: Du er ej sådan,
at nåden i Kristus dig tilhøre kan,
da råber dog navnet: Men sådan er jeg …!
(SOS 105, v. 3)

For mig er det blevet en kilde til fornyet glæde at synge og tale sådan til mig selv. For tit og tæt anklager Fjenden mig for svigt og synd. Og han har ret. Ofte har det gjort mig trist i dagevis, og tankerne har kørt: ”Mon ikke Jesus snart er træt af at tilgive mig?”

Men her kommer retfærdighedens panser mig til hjælp. Jeg kan med oprejst pande afvise Anklageren: ”Pak dig, du har intet at komme efter, for Jesu liv er perfekt i Guds øjne – og det gælder for mig!” Det har i den grad afkortet de triste dage og gjort taknemmeligheden til Jesus større!

Stå med fødderne i den kamp-parathed, som fredens evangelium giver

Jeg har fred med Gud på grund af Jesu død og opstandelse. Dét er fredens evangelium. Det skaber en villighed, en parathed, en ”readyness” til at kæmpe for at blive stående i denne fred. Den fred, som overgår al forstand, og som vil bevare mit hjerte og mine tanker i Kristus Jesus (Fil 4,7).

Fjenden tilbyder en anden fred: at slutte fred med synden. Ikke tage det så nøje med Guds bud. Han tilbyder også fred med min nabo, når jeg bare ikke nævner det der med synd og Helvede. Han hvisker, at vi får fred i verden, når bare vi giver de andre lov til at være salige i deres tro.

Men står jeg med fødderne solidt plantet i fredens evangelium, så vil det gøre mig villig til at kæmpe mod de løgne. Der findes nemlig ingen reel fred uden fred med Gud. Og der findes kun én vej til fred med Gud – gennem Jesus.

Og hvor blev så ”villigheden til at gå med fredens evangelium” af? Selv er jeg overbevist om, at 1992-oversættelsen af Bibelen har taget fejl i denne sag. Jeg tror, oversættelsen fra 1907 er mere korrekt: ”Fødderne ombundne med Kampberedthed fra Fredens Evangelium”.

Flemming Frøkjær-Jensen skriver om 1907-oversættelsen, at den:

”… svarer bedst til hele sammenhængen, hvor der er tale om våben til kampen. Og meningen er så, at vi får vores kampberedthed fra det evangelium, som skænker os freden med Gud. Det er evangeliet, der ruster os til striden … [”Villighed til at gå …”] ville derimod bryde sammenhængen på to måder. 1) Vi ville i så fald forlade kampbilledet og gå over til noget, som falder uden for billedet. Men fortsættelsen viser, at Paulus netop ikke har forladt kampbilledet, men viderefører det meget realistisk. 2) Helt uformidlet og i strid med sammenhængen ville der være tale om en subjektiv egenskab, man selv skulle bidrage med” (Credo kommentaren Efeserbrevet, s. 237).

Overalt skal I løfte troens skjold

Guds fulde rustning er frelsesgoder fra Gud, så vi skal slet ikke selv bidrage med noget. Eller? Skal vi ikke i det mindste tro? Hvis min tro er stor nok, så kan jeg slukke den ondes pile …?

Troen har jeg fået i og med, at jeg er kommet til erkendelse af sandheden; bæltet om mit liv. Troen har jeg fået i og med, at jeg blev iført den tilregnede retfærdighed; panseret om mit bryst. Og i og med, at jeg blev placeret i fredens evangelium.

Den tro, der her er tale om, (som skjoldet er lavet af, så at sige) er tilflugtstroen, eller nåden, som det udtrykkes i Salme 5,13. Når jeg løfter troens skjold, betyder det, at jeg løber hen til Jesus med min synd, mine fald og mine nederlag. Jeg kan søge dækning bag nåden.

Synd, fald og nederlag er en vundet runde til fjenden. Men de gloende pile bliver ikke til frafald, netop når jeg bekender mine synder – for Jesus er nådig og retfærdig, så han tilgiver mig alle mine synder og renser mig fra al uretfærdighed (1 Joh 1,9) – og så er pilene slukket.

Det er en dyb lettelse at vide, at alt er gjort op. Ingen gløder ligger og ulmer.

Tag imod frelsens hjelm

Frelsens hjelm har et anker på toppen, forestiller jeg mig. Det handler nemlig ikke her om barnekår hos Gud; det er sådan set klaret med de andre dele af rustningen. Her handler det om frelseshåbet, som er et anker for sjælen (Hebr 6,19).

At tage imod frelsens hjelm betyder, at jeg skal vende mine tanker mod det himmelske, mod den uvisnelige sejrskrans (1 Pet 1,3-5), der venter mig – engang. Hvis jeg når målet. ”Hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være,” siger Jesus (Luk 12,34).

Jeg skal nære evighedshåbet i mine tanker. Jeg har lov til at dvæle ved de bibeltekster, der beskriver det evige liv, for mit sande borgerskab er i himlene (Fil 3,20). Det giver perspektiv på tilværelsen her og nu. Livets besværligheder skrumper ind, når jeg tænker på den herlighed, som venter mig.

Når dét håb fylder mit sind og mine tanker, så har fjenden svært ved at slå mig omkuld selv med sine værste pile: lidelse og død.

Men jeg skal bære frelsens hjelm nu, ikke først gribe ud efter den, når krisen kradser. For så er det ikke sikkert, jeg lige kan huske, hvor jeg har lagt den … Det er ikke sikkert, jeg i den situation finder trøst og fred i håbet om evigheden, hvis jeg hele livet hér har levet, som om Himmelen blot er en tåget barnedrøm med lange udsigter.

Guds ord er Åndens sværd

Guds ord, Bibelen, er ”… skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger” (Hebr 4,12).

Det er ikke mit sværd, som jeg skal slå nogen oven i hovedet med. Helligånden svinger sværdet. Han virker gennem ordet, så ordet skaber, hvad det nævner. Både i mig og i dem, jeg deler ordet med.

Det er via min relation til Guds ord og under stadig bøn og påkaldelse, at Helligånden ifører mig Guds fulde rustning.

Det er befriende let og dog så svært. Svært, fordi bibellæsning og bøn kan opleves kedeligt, som noget, der koster mange kræfter, eller er en sur pligt. Men her er det fjenden, der er på spil …

For han vil gøre alt, hvad han kan for, at vi ikke skal bruge Åndens sværd. Han ved nemlig, at hvis han kan få os til at lade være med at drikke af livets kilde, så er gamle Adam en tungtopfattende fyr med dårlig hukommelse, som hurtigt bliver i tvivl om, hvad Gud mon har sagt.

Kan han ikke holde os fra Bibelen, prøver han i stedet at bilde os ind, at bibellæsning og bøn jo i sig selv er vores præstation – og vi falder tit for den løgn, for det ligger gamle Adam så nær at søge sin egen ære.

Og så er vi halvvejs nedlagt, rustningen ruster, og kursen mod målet bliver usikker …

Guds folk må hjælpe hinanden til at være vågne bibelbrugere. Og vi må minde hinanden om, at vores barnekår og udrustning ikke afhænger af vores villighed, tro, gode opførsel eller for den sags skyld af antallet af minutter, vi læser i Bibelen. ”For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje” (Fil 2,13).

Betyder det så, at vi slet ikke selv skal gøre noget – løfte skjoldet og gribe hjelmen? Jeg skal naturligvis selv tage Bibelen ned fra hylden, åbne og læse i den. Som Jesus siger: ”Bliv i mig, og jeg bliver i jer; for skilt fra mig kan I slet intet gøre” (Joh 15,4f).

Lad os derfor opmuntre hinanden til udholdende at bede for alle de hellige – så vi kan stå imod på den onde dag, overvinde alt og bestå.

Det ene, jeg ved, det er, at nåden rækker,
at Kristi blod min synd, min skyld tildækker.
Det ene, jeg har at stole på engang,
det er Guds nåde, grænseløs stor.
(SOS 521, omkvæd)

Anvendt litteratur:

Flemming Frøkjær-Jensen: Credo kommentaren Efeserbrevet, Credo Forlag, 1993

Marius Jørgensen: Kristi Hemmelighed – Efeserbrevet del 2, Dansk Bibel-Institut, 1978

Bibeloversættelser på: https://www.biblegateway.com; New International Version, Dansk 1933, Norsk 1930 & 1978, Svensk 1917 & 2014.

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.