Da jeg, familien og Discipelskolen fejrede påske her i Israel, blev det klart for os, hvor stor og altomfattende en højtid påsken er i Israel.
Der er hovedrengøring i de fleste hjem, og alt syrnet brød, kager, mel, ris m.m. fjernes fra huset. Selv i supermarkedet bliver alle disse produkter på hylderne tildækket, og de næste syv dage spiser alle matzot, usyrede brød, der mest af alt minder om et tørt, tyndt Wasa-knækbrød. Man behøver ikke tænke lang tid over, hvad de store, sultne drenge på Discipelskolen synes om det!
Påske er på alle måder en utrolig vigtig og omfangsrig højtid – både i Israel, Danmark og Bibelen.
Igennem tre artikler skal vi udfolde forskellige begivenheder fra Bibelen, som netop har udgangspunkt i den første påske. Med andre ord skal vi have kastet lys på nogle af kapitlerne i Anden Mosebog.
Her i den første artikel i serien skal vi se på, hvordan Gud gennem israelitternes påske lægger mønsteret, paradigmet, for hans frelse.
Gud viser nemlig sin ”frelsesmanual” og lærer os nogle helt fundamentale principper for hans frelse i den måde, han frelser Israel fra slaveriet i Egypten.
Faktisk mener jeg, begivenheden er så grundlæggende, at vi får svært ved at forstå Det Nye Testamentes (NT) tale om frelse, hvis ikke vi har brugt tid på de begivenheder, som udspiller sig i Anden Mosebog.
Påskens forspil er de første 11 kapitler af bogen. Her læser vi historien, efter Jakobs familie er forenet med Josef i Egyptens land. Tiden går, og der kommer en ny farao til, som ikke kender Josef, og som føler sig truet af det voksende hebraiske folk – og dermed begynder israelitternes tid som slaver i Egypten.
Mange kender historien herfra rigtig godt, om ikke andet fordi Disney i 1998 lavede Moses-fortællingen i en børnevenlig og musikalsk tegnefilm, den Oscar-vindende Prinsen af Egypten.
I sivkurven blev Moses reddet
Før vi kommer til selve beretningen om den første påske i Egypten, er der imidlertid nogle baggrundsbemærkninger, som har betydning for påskefortællingen.
Vi skal lige huske forhistorien:
Farao frygter for israelitternes mangfoldighed og beordrer først de hebraiske jordemødre til at slå alle israelitternes sønner ihjel (2 Mos 1,16). Pigerne kan de lade leve, og alle drengebørn skal dræbes. Men jordemødrene efterlever princippet om at adlyde Gud mere end mennesker og lader dem leve. Farao beordrer derefter hele sit folk til at slå alle Israels drengebørn ihjel ved at kaste dem i Nilen (2 Mos 1,22).
Moses ”burde” altså have mistet livet i Nilen, men han reddes fra druknedøden, fordi han ligger trygt i sivkurven og flyder ovenpå Nilens vand (2 Mos 2,3).
Her har vi faktisk et lille bibel-guldkorn: Sivkurv er på hebraisk det samme ord, som bruges om Noas ark (1 Mos 6,14) – her frelses Noa og hans familie fra druknedøden i syndflodens vand, fordi de trygt var i arken, som bar dem oppe, mens de sejlede på dødens vand – meget parallelt med Moses.
Dommen stemmer overens med forbrydelsen
Det leder os frem til det, der er baggrunden for Guds dom over Farao.
Da Moses senere bliver pensioneret som fårehyrde og kaldet af Gud til at være ”menneskehyrde” for hans folk i Egypten, taler Gud til ham og siger:
”Så skal du sige til Farao: Dette siger Herren: Israel er min førstefødte søn. Jeg sagde til dig, at du skulle lade min søn gå, så han kunne dyrke mig, men du nægtede at lade ham gå. Derfor vil jeg nu slå din førstefødte søn ihjel” (2 Mos 4,22f).
Ud over at være en beskrivelse af, hvad der vil ske i den efterfølgende tid for Moses, er det første gang, Israel bliver beskrevet som Guds førstefødte søn – en beskrivelse og et billede, som bliver brugt utallige gange senere i Bibelen.
Dermed gør Gud det klart, at hans dom over Farao vil stemme overens med Faraos forbrydelse. Farao misbrugte (slaveri) og dræbte Guds førstefødte søn (i Nilens vand), og derfor vil Gud dræbe Faraos førstefødte søn.
Sådan er Guds retfærdige dom altid: Dommen stemmer overens med forbrydelsen. Det eneste, som kan bryde dette princip, er nåde – det var det for Farao, og sådan er det for os. Nåden er nemlig, at Gud lod sin førstefødte søn, Jesus, dø i vores sted.
Plagerne åbenbarer, hvem Gud er
Moses bliver klar over, at Farao ikke vil imødekomme kravet om at lade folket gå, og med det følger de ti plager. Som en film i fuld slowmotion kan vi se, hvordan Farao bliver et skræmmende eksempel på syndens bedrag og forhærdelsens fare (jf. Hebr 3,13).
Under de ti plager findes der imidlertid en spænding.
På den ene side er det klart, at de ti plager er nødvendige, før Farao lader folket gå.
På den anden side bliver der eksplicit nævnt gang på gang, at de ti plager sker, for at Gud skal blive kendt blandt egypterne og for resten af verden: ”Træd frem for Farao … og sig til ham: … Denne gang vil jeg sende alle mine plager over dig selv og dine hoffolk og dit folk, for at du skal forstå, at der ikke er nogen som mig på hele jorden” (2 Mos 9,13f).
Netop de ti plager åbenbarede, hvem Gud er. Faraos mirakelmagere kunne kun efterligne de første to plager, men derefter måtte selv mirakelmagerne sande, at ”det er Guds finger” (2 Mos 8,15), der er på spil.
At de fleste af plagerne samtidig er annonceret på forhånd, og at der er nævnt start- og sluttid på nogle af plagerne, understreger den pointe, at plagerne absolut ikke skete tilfældigt. Det er skaberen af jord og himmel, der handler – herskeren over alt det skabte.
Hvis der stadig skulle være lidt tvivl om, hvorvidt plagerne blot er tilfældige naturfænomener, sætter Gud trumf på, da han fra den fjerde til den niende plage suverænt skåner israelitterne for plagernes konsekvens.
Den tiende plage åbenbarer befrieren
Dermed er vi fremme ved påsken – forbigangen – som er uløseligt knyttet til den tiende plage. Det er hjertet af udvandringsfortællingen.
Et af formålene ved Israels udvandring er, at Gud vil åbenbare sig selv for mennesker, og her i den første påskebegivenhed når det et højdepunkt: Gud åbenbarer sig som frelseren, befrieren.
Vi skal se, hvordan påskebegivenheden netop er centrum i beretningen om israelitternes udvandring fra Egypten.
For det første skåner Gud ikke israelitterne fra den tiende plage – som han ellers gjorde ved den fjerde til den niende plage. Her står de på lige fod med egypterne.
Forskellen er, at Gud åbenbarer dem en måde, hvorpå de kan blive frelst fra døden. Påskelammet skulle slagtes i deres sted, for at den førstefødte i hjemmene kunne beholde sit liv.
Det helt essentielle her er, at Gud viser os, at frelse kræver en stedfortrædende død. Hvis ikke lammet havde ladet livet, måtte den førstefødte dø.
For det andet bygger alle de ni foregående plager op til den tiende plage – det måtte slutte her. Israels frelse fra den tiende plage, døden, hænger sammen med frelsen fra Egypten, for de forlader Egypten efter den tiende plage. Dermed bliver frelsen fra døden tegnet på udfrielsen fra Egypten.
Hvordan havde påskemåltidet set ud, hvis Farao lod israelitterne gå efter plagen med fluer? Så havde fluer været tegnet på Guds frelse – for slet ikke at tænke på, hvordan Jesu opfyldelse af påsken skulle have set ud så.
Frelsen fra døden måtte være tegnet på israelitternes frelse.
For det tredje bliver frelsen og udfrielsen fra Egypten understreget af det udførlige påskeritual. Frelsen fra den tiende plage bestod i et helt ritual med at slagte lammet, smøre blodet på dørstolperne og have et måltidsfællesskab i familien.
Det ritual byder Gud, at israelitterne skal gentage år efter år, generation efter generation, fordi de for altid skal huske påskens frelsende budskab (2 Mos 12,14). Børnene skal ”lege” sig gennem påskemåltidet, så de aldrig glemmer, hvordan Gud frelste sit folk (2 Mos 12,26f).
For det fjerde er påsken så vigtig, at Gud vælger at ”genstarte” tiden: ”Denne måned skal være jeres nytårsmåned. I skal regne den for den første af årets måneder” (2 Mos 12,2).
Påsken er en ny begyndelse, et nyt liv på den anden side af døden, og derfor skal tiden ”genstartes”.
Alt sammen er så vigtigt, fordi Gud netop gennem udfrielsen fra Egypten og den første påske viser, hvordan han frelser. Det er Guds frelsesmønster, som åbenbares gennem påsken.
Når Gud op igennem Israels historie beskriver, hvem han er, er det ofte med udgangspunkt i denne begivenhed. Dermed åbenbarer han sig som Frelseren: ”Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset” (2 Mos 20,1. Dom 6,8. 1 Sam 10,18. Sl 81,11. Jer 2,6).
Tre særlige elementer i påskefejringen
Israelitterne bliver kaldet til at fejre udfrielsen hvert eneste år. Dermed vil Gud lære og minde israelitterne om noget vigtigt. Hvorfor? Fordi han senere tager udgangspunkt i selvsamme begivenhed for at frelse hele verden ud af dødens og syndens slaveri.
I påskeritualet er der tre særlige elementer, som spiller en stor rolle:
Det første element er selvfølgelig lammet.
Påskelammet slagtes som et offer, der skaffer soning, betaling, for den førstefødte. Hvis det ikke var blevet slagtet, ville døden ramme den førstefødte. Dermed lærer vi en af Guds naturlove, nemlig konceptet om stedfortrædende død: at nogen eller noget (her et lam) dør i stedet for en anden.
Guds straf over de førstefødte blandt israelitterne og egypterne udeblev ikke. Heller ikke for israelitterne, som havde slagtet lammet – straffen skulle stadig betales. Forskellen var bare, at lammet blev ramt af Guds straf.
Det andet element i ritualet er blodet på dørstolperne – tegnet på, at lammet allerede har mistet livet.
Det var ikke bare et synligt tegn israelitterne imellem, men også et tegn for Herren om, at her har nogen (lammet) allerede sat sit liv til.
Gud sagde til Moses: ”Når jeg ser blodet, går jeg forbi jer” (2 Mos 12,13). Blodet viser, at den førstefødtes død allerede har fundet sted gennem det stedfortrædende lam, og derfor går Herren forbi.
Blodet bruges også som renselse. Særligt senere i Israels tempeltjeneste bruges blodet til at rense alteret m.m. Så familien satte sig, så at sige, ind bag blodets rensende funktion bag de blodige dørstolper.
Det tredje element er måltidet.
For kødet af det slagtede lam skulle også spises. Gud giver nogle meget specifikke retningslinjer for måltidet (2 Mos 12,8-11.43-47). Lammet skal bl.a. spises inden for familien, ingen knogler må brækkes, det må ikke koges, og der må ikke levnes noget. Alt sammen fordi lammet var et offer og dermed helligt.
Familien indtager altså gennem måltidet et helligt måltid, og hvert enkelt medlem i familien identificeres med lammet og dets stedfortrædende død. Familiens måltidsfællesskab knytter dem til Herren og hans frelse.
Jesus er kommet for at frelse
Når israelitterne to måneder senere modtager Herrens lov på Sinaibjerget, er hele udgangspunktet altså, at Gud først frelste dem fra Egypten og bagefter giver dem sin vejledning til at leve som et helligt, indviet folk, der tilhører Herren.
Når påsken er så vigtig og essentiel for Gud og hans folk, handler det netop om den opfyldelse, som Jesus påtager sig, da han som Guds slagtede påskelam dør en stedfortrædende død for hele verden.
For gennem hans blod renses vi fra al synd, og gennem troen på ham knyttes vi til hans død og opstandelse.
Igennem israelitternes udfrielse fra Egypten ser vi altså Guds ”frelsesmanual”. Den bruges utallige gange som udgangspunkt, når profeterne taler om Israels kommende frelse. Og den er baggrundstæppet for NT’s tale om frelsen i Jesus Kristus, der har evig og endegyldig betydning for os.
Artiklen er fra Budskabet nr. 3 2023 og er den første i en serie på tre, hvor Jakob Kildedal Ulriksen udfolder det større perspektiv i nogle tekster fra Anden Mosebog.
