Bibelen blev skrevet i en tid, hvor flerguderi (polyteisme) var den altdominerende form for religiøsitet. Både egypterne, babylonierne og kanaanæerne havde et komplekst system af guder, der hver kontrollerede forskellige aspekter af tilværelsen. Fx blev planeterne associeret med forskellige guder. Og Gammel Testamente (GT) giver utallige vidnesbyrd om, at også israelitterne langt på vej abonnerede på denne form for religiøsitet (fx 1 Kong 11,33). Ét af hovedtemaerne i GT er således demonstrationen af Gud som den eneste sande gud. Som Salme 96 næsten arrogant proklamerer: ”For alle folkenes guder er intet værd, men Herren skabte himlen” (v. 5).
Når Salme 96 sammen med mange andre salmer og passager i GT taler om ”Guds ære” hænger det sammen med denne proklamation. Bibelens Gud, Herren (eller Jahve som han mere præcist hedder), er universets konge, der ikke kæmper om magten med andre guder, men egenhændigt skaber verden og kontrollerer verdens gang (læs fx Sl 8). Og det er ham, som engang vil gribe ind i verdens historie og ”holde dom over jorden med retfærdighed” (Sl 96,13).
Konge eller far
Beskrivelsen af Gud som konge og dommer kan virke noget fremmedgørende for kristne, der er vant til at tale om Gud som en nærværende og forstående far. Og der er en vigtig pointe i, at Bibelen både beskriver Gud som konge og far. Vi har brug for forskellige billeder, der på hver sine måder beskriver hvem Gud er.
Men selvom beskrivelsen af Gud som en konge, der har krav på ære og respekt, virker fremmedgørende, så er det vigtigt at slå fast, at Bibelen selv beskriver det som noget absolut positivt. I modsætning til alle de andre såkaldte guder, som både israelitterne og deres nabofolk tilbad, så er den bibelske Gud trofast. De andre ”guder” havde kun en begrænset magt, for de herskede kun over bestemte områder af verden og livet. Som den eneste holder Bibelens Gud alt i sin hånd og har derfor kontrollen.
Det typiske billede af Gud som en gammel, sød mand eller måske en moderne, blødsøden far, har ingen gang på jorden. Der er en fasthed og pålidelighed ved Gud, fordi han husker sine løfter og får sin vilje til at ske på jorden.
”For mit navns skyld”
I GT støder man flere gange på sætningen ”for mit navns skyld” (fx Es 48,9; Ez 20,9). Gud beskrives som en ”nidkær” Gud, dvs. en Gud der lidenskabeligt beskytter sit gode navn og rygte. Når Gud gang på gang straffer israelitterne, hænger det blandt andet sammen med, at de vanærer hans navn ved deres umoral og afgudsdyrkelse. Når andre folkeslag så på israelitterne, måtte de jo tænke, at Israels Gud er et skvat, siden israelitterne ikke gider tilbede ham, og fordi de får lov til at slippe ustraffet. Guds straf og dom viser med andre ord Guds retfærdighed og godhed, fordi han ikke tillader undertrykkelse og umoral.
Guds navn var altså i fare for at blive vanæret, hvis han ikke straffede israelitterne (og andre folkeslag). Men samtidig – og for at gøre det endnu mere kompliceret – var hans navn i fare, når han straffede. Gud havde jo indgået en evig pagt med Abraham om efterkommere og et land at bo i (1 Mos 12,1–3), så hvis Gud udslettede Abrahams efterkommere, israelitterne, havde han jo brudt sit eget løfte. Det er grunden til, at Gud i Esajas’ Bog siger:
For mit navns skyld holder jeg igen på min vrede,
for min æres skyld lægger jeg bånd på mig
og udrydder dig ikke. (Es 48,9)
Vi fornemmer altså en stærk spænding mellem Guds retfærdige vrede på den ene side og Guds løfter og kærlighed til sit folk på den anden side. Den spænding ser vi dog allertydeligst på korset langfredag. Korset er det tydeligste tegn på Guds vrede: ”Herren lod al vor skyld ramme ham” (Es 53,6), men korset er samtidig det tydeligste tegn på Guds kærlighed (Joh 3,16). Jesus Kristus blev udvalgt som den, der skulle bære ikke blot Israels synd, men hele verdens synd, sådan at Gud selv er retfærdig, men også af kærlighed kan give retfærdigheden til dem, som tror på Jesus (Rom 3,26).
Går man til den sidste bog i Bibelen, Johannes Åbenbaringen, er der da også kun én, der fuldt ud har fortjent at få vist ære:
Lammet, det slagtede, er værdigt
til at få magt og rigdom og visdom og styrke
og ære og lov og pris. (Åb 5,12)
Jesus Kristus, det slagtede lam, er værdigt til at få magt og få vist ære, fordi han ”blev slagtet og købte med sit blod mennesker til Gud” (Åb 5,9).
Vi slutter denne gennemgang, hvor vi startede: i Salme 96: ”Syng for Herren, pris hans navn, forkynd hans frelse dag efter dag!” (v. 2). Gud har fortjent lovsang, fordi han er den eneste, sande Gud. Han er skaberen og universets konge. Men han er ikke ”bare” stor og ophøjet – han er også den Gud, der kommer nær og bringer frelse til syndige mennesker. Det er et evangelium – et godt budskab – der kalder på lovsang og mission: ”Fortæl om hans herlighed (ære) blandt folkene, om hans undere blandt alle folkeslag!” (v. 3).
